Ellen bliver stor

Ellen har mistet en tand i dag. Den har været på vej læææænge. Men midt i dansktimen (hun går i 0. klasse) havde hun skubbet til den med tungen og så var den røget ud.

Så hun har skrevet sin første mail til bedsteforældrene og Kåre:

jeg har tabt min tand

hilsen ellen

Tegnsætning og en detalje som store bogstaver, er ikke ligefrem noget hun gør i endnu. :)

Til gengæld læser hun glad og meget. Her til aften ville hun ikke have historie – hun ville læse en for mig. Så hun læste en hel Nomer-bog. Og bagefter ville hun finde “I østen stiger solen op” og imponerede hun mig ved at forklare, at “alle sangene står nemlig i alfabetisk orden bag i bogen, mor!”

Det er nu heller ikke fordi der ikke sker noget med Karen. Hun har smidt bleen om dagen – hjemme er der så godt som aldrig uheld – der er næsten dagligt i børnehaven, men teorien er at hun har så travlt med at lege, at hun glemmer det.

Hun er også begyndt at interessere sig meget for bogstaver og tal – se bare billederne.

Karen igen

Karen igen

Ellen uden fortand med fortand

Ellen uden fortand med fortand

Karens kærlige hilsen til hendes stolte mor

Karens kærlige hilsen til hendes stolte mor

Det er hvad der sker, når man efterlader ungerne alene med et Blokus-spil en times tid. :)

Det er hvad der sker, når man efterlader ungerne alene med et Blokus-spil en times tid. :)

Autisme

Som sagt (skrevet), så fik Ellen konstateret autisme i juni. Her er, hvad vi skrev til forældrene i skolen inden Ellen skulle starte. Jeg tror det forklarer meget godt.

Vi er forældre til Ellen, som går i klassen. Hun er 6 år, kan godt lide perleplader, Spiderman og klatre i træer. Og så er hun autist.

Vi har valgt at skrive et åbent brev til alle jer forældre, for at fortælle lidt om hvad det betyder. Vi håber I vil tage godt imod det – og Ellen.

I løbet af foråret har vi været til mange samtaler og undersøgelser på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Aarhus, hvor en psykolog og en læge har undersøgt og snakket med Ellen og os. Deres konklusion er at Ellen har en autismespektrumforstyrrelse. Autisme er medfødt, og det er ikke noget man kan kurere. Men man kan lære at forstå og leve med den særlige måde at være på. Det ligger ofte i familier, og Ellens mor, Trine, har også en autismediagnose.

Ellen kan sagtens være sammen med andre børn, og hun er en glad og aktiv pige. Men nogle gange opfører hun sig lidt anderledes end andre. Vi håber I som forældre vil være med til at hjælpe hende lidt, hvis hun har svært ved at følge de samme regler som andre.

Hun kan være meget nysgerrig, og vil gerne vide en hel masse. Men nogle gange kan hun ikke rigtig finde ud af hvornår det er passende at stille spørgsmål, og hvornår man skal vente. Hun må selvfølgelig gerne få svar på sine spørgsmål, når nysgerrigheden er passende, men det er også i orden at sige til hende at det ikke er nu der skal stilles spørgsmål. Nogle gange bliver hun nødt til at få det at vide flere gange.

Ellen vil gerne være med til at lege, og hun har det sjovt sammen med andre. Men det kan være svært for hende at forestille sig ting, f.eks. hvis man leger med dukker, og i stedet prøver hun tit at lave regler for legen, så hun bedre kan forstå den. Hun kan godt have brug for hjælp til at forstå at hendes regler ikke kan gælde for alle i legen, hvis de ikke synes reglerne er en god idé. Hun kan også have svært ved at blive i den samme leg ret lang tid ad gangen.

Ellen vil gerne være med til de fleste ting. Men hun skal helst forstå hvad der skal ske, for ellers lægger hun selv planer, og kan have svært ved når de bliver afbrudt. Hvis hun på forhånd ved hvad der skal ske hvornår, har Ellen det bedst.

Ellen er rigtig god til ting med systemer og orden. Derfor kan hun godt lide ting som tal, læsning, mønstre eller spil. Men hun kan desværre også være en rigtig dårlig taber.

Ellen er normalt en glad og livlig pige. Men nogen gange kan Ellen blive meget ked af det eller vred, og blive næsten umulig at “nå ind til”. Hvis der er tid og mulighed, er det bedst at give hende lidt tid og plads for sig selv, så hun har mulighed for at falde ned. Når hun er til at nå ind til igen, er det tit bedst at aflede hendes opmærksomhed med noget andet.

Ellen har selv fået at vide at hun er autist, og hvad det betyder, for vi synes det var bedst at vi var sikre på at hun hørte det gennem os, og ikke tilfældigt af omveje. Desværre har hun hurtigt lært at forsøge at udnytte det – hun kan f.eks. når hun er sur finde på at sige “ved du ikke, at det er fordi jeg er autist!”. I må gerne roligt fortælle hende at det at man er autist ikke giver en lov til at opføre sig grimt, og at hun stadig skal lære – og følge – reglerne.

Ellen skal selvfølgelig ikke have særbehandling, sådan at der gælder andre regler for hende, der går ud over de andre børn. Men nogle gange kan det hjælpe at forstå at Ellen reagerer anderledes, fordi hun ikke tænker og forstår verden på samme måde som de fleste. Og nogen gange kan Ellen få hjælp af at man forbereder hende lidt bedre på hvad der skal ske. Vi håber I vil hjælpe os med at vise Ellen lidt forståelse når hun opfører sig urimeligt. Hun skal selvfølgelig som andre børn lære at opføre sig ordentligt, men nogen gange er det sværere for hende på grund af sin autisme, og nogen gange skal hun have lidt mere plads og tålmodighed, før man kan hjælpe hende med at forstå reglerne. For autister er der nogle ting der normalt falder andre naturligt, som hun skal have hjælp til at lære udenad. F.eks. falder det de fleste helt naturligt at forstå når de har gjort andre kede af det, og at det er noget man skal undgå. For Ellen er det noget hun lærer udenad.

Det kan lyde som om Ellen er svær at have med at gøre. Men det meste af tiden virker Ellen som et helt almindeligt og normalt barn. Det at vide at hun er autist kan hjælpe til at forstå de gange hvor Ellen ikke er helt almindelig. Men Ellen kan sagtens være med til alt det andre børn kan, og Ellen vil gerne. Vi håber I vil tage godt imod Ellen selv med hendes særheder.

I må selvfølgelig endelig spørge, hvis I gerne vil vide mere.

Hilsen
Trine og Kåre

Og skulle der være nogen, der stadigvæk læser med her, der har spørgsmål, så bare fyr løs.

Hverdag

Det er hverdag – vækkeuret ringer alt for tidligt, for nu er der jo pludselig en der skal i skole til klokken 8. Det er også lykkedes hver eneste dag, med en enkelt undtagelse, hvor Ellen måtte komme lidt for sent på grund af en nedsmeltning. (Åh ja, en måske relevant oplysning: Ellen fik i juni konstateret autisme – se næste indlæg.)

Ellen går glad i skole hver eneste dag, men som hendes lærer sagde i går: Nu begynder låget at komme af, så nu ser de også den Ellen vi ser. Faktisk var det helt rart at høre lærerens beskrivelse, for hun ser præcist det samme som os. Og Ellen er så glad for hende, så det er skønt.

I weekenden var vi i biografen alle fire – for allerførste gang, for Karen har aldrig været med før. Men hun startede på samme måde som Ellen – nemlig til Viborg Animations Festival. Vi så Ernest og Celestine, en belgisk tegnefilm. Den var rigtig sød og vi havde en rigtig god tur.

Første skoledag

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Første skoledag – en stor dag i en lille piges liv.

Heldigvis havde Ellen en rigtig god dag. Vi mødtes i skolegården til fælles velkomst for alle klasser og morgensang. Ellen var meget urolig og ukoncentreret, så hun blev sat til at løbe lidt rundt, mens vi ventede. Men da velkomsten var færdig og vi skulle ind i klassen var hun klar og koncentreret.

Hun fik en plads i nærheden af Randi, deres pædagog, i et hjørne af klassen, hvor hun kan overskue alt og ikke bliver distraheret af noget bagfra. Samtidig er der et hjørne bag et skab lige ved siden af, hvor hun kan gå hen, hvis det hele bliver for meget.

Hun var helt klar på dagens første opgave, som var at tegne sig selv. Hun fik lavet en fin tegning med palietter på kjolen og det hele.

Og så var det tid til at de skulle ud og lege og vi skulle have flere informationer. Hun var lige ved at blive ked af det, da vi skulle gå, men Anne, klassens anden pædagog, var hurtig til at distrahere hende, så hun glad gik med ind i klassen.

Da hun skulle hentes var der lidt brok, for hun ville åbenbart have haft to snobrød. Så det tog lige lidt at få hende god igen. Efter hvad hun har fortalt, så har hun haft en god dag – men hun er træt! Og så havde hun ikke villet spise sit æg i madpakken. Jeg havde skrevet og tegnet hjerter på det, så hun ville i hvert fald ikke slå det i stykker!

Billeder

Et par billeder fra dagens blåbærtur. En skam moderen ikke havde tænkt over at få billederne mere ens i opsætningen…

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Snevejr

Vi har fået sne! Nyvangsvej er særdeles glat af fastpresset sne. Så da mig og Ellen kom hjem i dag (Kåre og Karen var til gymnastik) tog vi en slaede med op for enden af bakken – og så gik det ellers over stok og sten hele vejen hjem. Det gik altså stærkt.

Da vi havde spist aftensmad tog vi Karen med og der havde været flere biler forbi og det var blevet endnu glattere, så nu kunne vi naa helt ned til naboen. Karen synes godt nok det gik for stærkt, så jeg måtte have hælene i. Men Ellen og jeg skreg af grin hele vejen ned – så undskyld til alle naboerne for larmen!

Tanker over en creme

Jeg havde Ellen med paa apoteket den anden dag og tidligere har hun faaet lov til at proeve en haandcreme og det ville hun gerne proeve igen. Men der var ingen testere. Heldigvis var farmaceuten rigtig sted og gav Ellen en lille proevetube. Ellen var lykkelig og paa vejen hjem bad hun om, at naar den engang var tom og hun var doed, om vi saa ikke ville ligge tuben ved hendes grav? Vi forklarede, at paa det tidspunkt ville vi forhåbentlig have vaeret døde længe. Ellen vender sig mod Karen og spørger om hun så vil sørge for det? Karens kommentar: Jamen, jeg kan ikke køre.

Guldkorn 2013

Jeg har efterhånden skrevet en del af de daglige guldkorn på FB, men vil også gerne have dem et fast sted, så jeg har dem om mange år. Det kunne jo være at ungerne skal konfirmeres eller giftes på et tidspunkt. :)

10. januar
Mig til Karen: Du er simpelthen snotforkælet!
Karen: Ja, og jeg har også snot i næsen…

9. januar
Karen nyser to gange.
Ellen: Prosit, prosit
Karen: Tak, tak
Ellen: Det var så lidt, det var så lidt

3. januar
“Hvordan kommer man ud af det her mareridt?” – sagt af Ellen i Tal R – The Virgin-udstillingen på Aros.

21. december
Ellens nye navne for sine forældre: Løfteren og klogeren…

6. december
Ellen og Karen sidder i sofaen og ser Diego. De kommer til rygsæksangen og mens Ellen synger “rygsæk, rygsæk” sidder Karen ved siden af og synger “backpack, backpack”. Skøre, skønne tøser.

4. december
Kunne høre Karens dør gå op og siger til hende, at hun skal gå i seng.
Karen: Jeg skal bare give dig et kys, mor.
Hvordan kan man stå for det? Og så gik moderen hen til døren, fik tre kys på næsen og et godnatknus og så gik Karen pænt i seng.

3. december
Karen ligger på maven i sin seng og “svømmer”.
Mig: Når du så kan svømme, er du så en ælling eller en kylling?
Karen: Jeg er en fisk!

2. december
Mig: “Karen, du har krudt i måsen!”
Karen: “Nej, jeg har svømmefødder!”

1. december
Gik forbi Karen, Ellen og en tredje pige på færgen, de sad og tegnede. Ellen siger til den anden pige: Sikke mange lufthuller der er her!

(Både Ellen, Karen og jeg nåede at blive søsyge på turen og begge piger kastede op.)

23. november
Hørt fra Ellen, der sidder ude på toilettet: Måske er det fordi jeg snart skal føde!

12. november
Karen: Jaaa – komfritter og kyllingelår.
Ellen: Hvis det hedder komfritter, hedder det så en pomputer?

17. oktober
Har lige læst en godnathistorie for Karen, der handler om at lære et nyt sprog. Vi snakker om at der er nogle helt små, der ikke kan snakke endnu og jeg spørger om der er nogle af de andre i vuggestuen, der ikke kan snakke endnu. Ja, siger hun, og remser de tre drenge i vuggestuen op, lyser op i et grin og konkluderer: DRENGE kan ikke snakke!

14. oktober
Ellen sidder og græder i sofaen, fordi det er sidste dag hun kan se Dr. Horrible på Netflix Danmark. Hendes kommentar: Jamen, hvordan skal jeg så lære alle sangene?

12. oktober
Ellen i bilen på vej hjem fra en skøn dag i Fårup Sommerland: Hvor kommer man egentlig hen når man dør?

10. oktober
(Ellen brækkede armen inde i vuggestuen tre dage før)
Man kan godt gå til gymnastik med en brækket arm. Efter gymnastik, under aftensmaden, siger Ellen, at hun ville ønske det var i dag, hun havde brækket armen. Hvorfor dog det, undrede vi os. Jo, for så ville hun jo blive trøstet og kunne putte sig ind til Bente igen.

6. oktober
Vi sad og spiste pæretærte.
Karen: Må jeg be’ om noget camouflage?

3. oktober
Ellen ser The Hulk og Karen vil ikke puttes for hun skal liiige fortælle noget – om piratflag. Overspringshandlinger lærer de hurtigt.

1. oktober
Kåre har lige puttet Ellen, der insisterede på at hun ville puttes som Pennys dødsscene i Dr. Horrible mens Kåre sang soundtracket…

19. september
“Øj, jeg er godt nok en heldig zombie!” – sagt af Ellen under et spil Zombie Dice.

7. september
Vi sad lige så stille og ventede på at Kåre og Karen kom tilbage fra toilettet. Ingen konflikter eller noget – bare hygge.
Mor: “Ellen, hvad ønsker du dig i julegave?”
Ellen: “At få min vilje.”

8. september
Ellen har fået et nyt julegaveønske – ved ikke helt om det er mere realistisk end “altid at få sin vilje”. Men hun ønsker sig altså et teleskop som det de har på Ole Rømer-observatoriet…

3. september
Stod med en cola-flaske der var holdbar til juleaften og spørger pigerne, hvad vi skal give far i julegave.
Ellen: Hvad med noget nyt Dr. Horrible?
Mig: Det skal du nok lige snakke med Joss Weadon om.
Ellen: Jamen, kan du ikke bare ringe til ham?

24. august
“R og M kyssede hinanden – på munden(!), så nu er de gift!” Ellen om et par af de andre i børnehaven.

18. august
Sidder ved bordet og synger introen til Rocky Horror Picture Show, da jeg bliver afbrudt af Karen, der skyder mig med en usynlig Freeze Ray, mens hun synger “and I will stop…”

8. august
Så så man lige Ellen løbe gennem Walmart, mens hun skiftevis sang fra Dr. Horrible og plagede om en nerfgun.

6. august
Er lige gået op for at gå i seng og finder begge piger sødt sovende – Ellen iført ishockeyhjelm…

4. august
Kåre fortæller at han blev bedt om at give penge til et-eller-andet og siger at han ikke ved hvordan man siger nej. “Det hedder ‘no’, far” kommer det så fra Ellen på bagsædet.

27. juli
Karen vil have en mobiltelefon og Ellen vil i Victoria’s Secret – de bliver hurtigt voksne, de små…

22. juli
Skal man være bekymret over at ens 2-årige sidder og ser en udsendelse om beauty pageants for toddlers?

7. juli
Dagens emne på vej hjem i bilen: Bændelorm, guineaorm og andre parasitter. Og så vil Ellen gerne vide om der er andre dyr end mennesket der kan vise sorg med tårer.

4. juli
Ellen: Mor, ham der har lavet Dr. Horrible, er han en nørd?

4. juli
Jeg slog en edderkop ihjel. Ellen: Jamen mor, de er jo sådan nogle søde små væsener!

3. juli
Ellen: Mor, hvad er det din lille computer hedder?
Mig: Øh, Vordai, hvorfor?
Kåre ser, at hun står med sin notesbog – hun vil gerne skrive på sin ønskeseddel at hun ønsker sig en tablet.

Karen omtaler dem i øvrigt konsekvent som “komplet” – computer/tablet. :)

24. juni
Ellen, 5 år: “Kys er klamt!”

23. juni
Troede Karen sov – men hun var ved at lave mad på sit lille komfur: Hun havde hældt alt zinksalven i en gryde…

9. juni
“Du ik’ bestemmer – mor og far bestemmer!” – Karen har styr på kommandovejen.

30. maj
Vi sidder lige så stille og spiser, mens Karen leger nede på fliserne. Pludselig lyder det “Åhh, sexy lady – wuppa Gangnam Style”. Hvad er det dog de lærer i den vuggestue? Her troede jeg at det var “Mariehønen Evigglad” og den slags det stod på i den aldersgruppe.

28. maj
Ellen sidder inde på sit værelse og er ved at lave Bermuda-trekanten i selvlysende perler…

26. maj
Ellen fortæller mig, at en kamel kan drikke mere end 100 ting vand på en gang. Moderen har jo lært hende, at tal ikke giver meget mening i den sammenhæng uden enheder – men hun kunne ikke lige huske enheden for vand.

24. maj
Ungerne bader i haven – nøgne – og naboens søn kommer på besøg. De kommer til at snakke om noget med piger og drenge og hans konklusion er at Ellen er en pige – for det kan han se på håret…

12. maj
Skal man være bekymret når datteren har en drengevej på besøg og kommer og spørger om de må lukke og låse døren til værelset?

6. maj
Ellen: Jeg har engang slået en bænkebider ihjel.
Mig: Det var da ikke sødt, hvorfor gjorde du det?
Ellen: Jamen, ellers kunne jeg jo ikke se hvordan den ser ud indeni!

5. maj
Karen sidder på Kåres arm og aer hans mave, mens hun hvisker: Der er en baby derinde.

19. april
Ellen: Må jeg godt få en mad med skinke og så smør nedenunder og flødeskum oven på?

18. april
Ellen har besluttet at hun vil spare sine lommepenge op, så hun kan blive første kvinde på månen. Det kan godt være vi skal overveje at give hende nogle lommepenge, hvis det skal være for hendes egne sparepenge det mål skal nåes.

27. marts
Jeg fortæller Ellen, at en af hendes venners forældre er flyttet fra hinanden.
Ellen: Hvorfor det?
Mig: Det ved jeg ikke.
Ellen: Der var nok sket et uheld med at være kærester.

21. marts (Ellen blev 5 dagen inden)
Blev vækket af Ellen: – moar, hvad er det der kommer efter ni-og-tres?

17. marts
Ellen: Hvad er en supernova og hvorfor må jeg ikke sige frak?

1. marts
Ellen ønsker sig nissemagi, så hun kan blive voksen til sin fødselsdag…

20. februar
Startede dagen med at Ellen mente at vi skulle være cyborgs alle tre…

12. februar
Vi sidder lige så stille og spiser aftensmad, da det pludselig lyder fra Ellen på den anden side af bordet: Hvorfor er sneen på Vesterbro egentlig gul?

10. februar
Skal man være bekymret, når ens lige-blevet-to-årige går rundt og siger: Gerne ha’ bilnøgle – gerne ha’ bilnøgle?

7. februar
Karen har fattet en vigtig sammenhæng. Sætter sig foran fjernsynet og vil gerne se Disney Sjov. Lidt efter kommer det “og fredagsslik”.

17. januar
- åbner køkkenskabet og kommer i tanke om at vi har glemt at købe en ny pære til lampen i skabet.
Mig: Åh ja, vi skulle have haft købt en pære, så vi kunne få lys i skabet.
Karen: Her mor, tændstikker.

15. januar
Karen: Mor laver mad – far laver computer!

12. januar
Karen har fejret sin 2-års fødselsdag ved at gå gennem isen på Faster Kamillas havedam – og nu går hun og synger fødseldagssang for sig selv: Hurra – hurra – hurra.

9. januar
Kan ikke finde ud af om jeg skal ringe efter lægeambulancen eller sladderpressen: Ellen har sagt nej tak til kyllingelår og er gået i seng!

Karens fødselsdag

I går blev Karen 3 år. Vi havde sat vækkeuret, så vi kunne synge for hende. Hun kiggede op og gemte sig straks under dynen igen. Men hun blev glad for gaverne: Togskinner fra Ellen og en løbecykel fra os.

De legede dejligt med tingene, mens Kåre hentede rundstykker. Jeg måtte dog lige sige stop, da de ville køre ned af rutchebanen til Ellens seng på løbecyklen…

Vi har godt nok en løbecykel, men hun skriger hver gang hun kommer i nærheden af den. Så vi tænkte, at det måske kunne gøre en forskel at det var en anden. Og ganske rigtigt, så går hun glad rundt med den nye løbecykel. Hun har ikke helt fanget det med at løbe endnu, men det skal nok komme. For det tog godt nok lang tid at komme ned i børnehaven i morges…

Mormor, morfar og moster Ane kom til fødselsdagsfrokost. Karen havde bestemt at vi skulle have kyllingelår, pastasalat og broccolisalat og jeg havde så lige tilføjet en rodfrugtesalat og så noget brød.

Mormor havde sin albyl med (tablet) så de kunne have hver deres: Succes!

Og vi havde hejst flaget på vores nye flagstang for første gang!

Vejret var ikke noget at råbe hurra for og da vi nåede til aftensmaden var Karen meget træt og brugt – men jeg tror hun havde hygget sig.

I morges sov hun så til 9.30 – 14 timers søvn – hun må have været træt!

6. august – Indianermuseum, en sidste tur til Fish Creek og Chinook Center

Ellen havde spurgt meget til indianere og været meget fascineret af ham vi mødte ved Head-Smashed-In-Buffalo-Jump. Så for at lære hende lidt om rigtige indianere i stedet for “Lucky Luke-indianere” havde vi prøvet at finde ud af om ikke der var nogle muligheder ved indianerreservatet for Tsuu T’ina-folket ved Weaselhead i Calgary.

Der viste sig at være et museum, og det besluttede vi os for at besøge. Det var en mærkelig oplevelse. Vi havde fundet noget der mindede om en adresse og kørte efter den, men kunne ikke finde noget der mindede om at være et museum. Vi fandt til gengæld administrationsbygningen, som var en moderne luksuriøs meget flot udsmykket bygning, og Kåre gik ind og spurgte om vej i receptionen.

Instruktionerne førte os til en skole/gymnasium/sportshal, igen uden at noget mindede om at være museum. Kåre gik ind for at spørge om vej igen, og fandt inde i bygningen et lille skilt der vist mod museet, så han gik tilbage og hentede resten af familien. Vi gik ind i bygningen og efter skiltet, og pludselig løber en midaldrende kvinde efter os, og spørger om vi leder efter museet. Det kan vi jo bekræfte. Hun låser os så ind i det lille museum, der består af to ret små rum, med udstillinger af ting fra ældre og nyere historie i indianerreservatet. Vi måtte desværre ikke tage billeder.

Ellen syntes egentlig det var spændende, men havde svært ved at indordne sig under at det ikke var et sted man kunne pjatte og råbe op, og i det hele taget var det lidt mærkeligt at være de eneste der var til stede i museet, med en enkelt indianerkvinde der talte ret dårligt engelsk.

Vi endte med at forlade indianermuseet med nogle ret blandede indtryk. Det var helt tydeligt ikke et museum der tiltrak mange turister, men heller ikke et der prøvede på det. Vi snakkede om at grunden kunne være at indianerne ikke ønskede at være “i zoologisk have”, hvilket er forståeligt nok, men det føltes stadig som om der var masser af historie man kunne fortælle, som blev gemt lidt væk – som en slags dårlig samvittighed. Et andet indtryk var at indianerne var ret stolte over den indianerhøvding der havde lavet aftalen om reservatet – en aftale der åbentbart var langt bedre end den andre indianerhøvdinger havde forhandlet hjem. Alligevel kan man ikke andet end få en lidt dårlig smag i munden som besøgende europæer, når man ser på det relativt lille område indianerne har tilbage af deres store jagtmarker, fordi de ikke forstod europæisk måde at fortolke ejendom og ret til land på. Og det er svært at acceptere hvordan indianerne er havnet i et limbo af fattigdom, fordi de med deres selvstændighed i reservaterne ikke er en del af den udvikling Canada har gennemgået til industrialiseret vestlig verden, men alligevel ligger under den, da der ikke er plads til indianernes gamle verden i isolationen af reservatet. Canadierne med europæiske aner lader til at være rimeligt respektfulde overfor de oprindelige folkeslag i Canada. Men alligevel er skellet tydeligt og ubehageligt.

Efter besøget på indianermuseet var vi på gåtur i Fish Creek, denne gang i en lidt vestligere del end vi havde besøgt før. Vi startede med at lede efter en kort multi-cache, men den ville ikke findes. Derefter ville vi på gåtur. Vi havde planlagt en rundtur over tre broer, men desværre var dele af området spærret af efter oversvømmelserne, så det blev lidt mere en ferm-og-tilbage-tur. Det var til gengæld en fin tur. Vi gik blandt andet langs kanten af Fish Creek, hvor floden havde vasket helt ind til stien, og vi kun lige kunne kante os forbi på kanten af bredden. Og Ellen og Karen var meget begejstrede over at der var rigtig mange græshopper, som hoppede hen over stien, og de var meget imponerede over hvor langt de kunne hoppe. Det var vores sidste gåtur i Fish Creek park. Hvor er Calgary heldige at have så dejlig natur midt i byen!

Efter gåturen var det faktisk på høje tid til frokost, og vi var blevet enige om at benytte en food court til formålet, men også at køre et andet sted hen end SouthCenter Mall som vi havde besøgt så tit. Så vi kørte i stedet for til Chinook Center, som vi havde lagt mærke til flere gange vi kørte gennem byen, og som så meget stor ud, så hvorfor ikke se hvad der var der? Og det center var stort. Det var faktisk enormt.

Det første vi så der var en kæmpestor steampunk dinosaurus. Derefter gik vi op i stedets food court, hvor der over hovederne på os fløj forskellige steampunk flyvemaskiner. Ret underholdende at kigge på. Vi spiste et ret forglemmeligt måltid af junkfood og gik ud for at se på centeret.

Det var rigtig rigtig stort, og vi nåede ikke hele centeret rundt. Der var flere butikker i stil og størrelse med Magasin og Salling inde i centeret, foruden bunker af andre butikker. Et sted var der en meeeeget lang kø, og vi fandt ud af at det var til LEGO-butikken, der havde et arrangement hvor man kunne bygge en figur og få en lille LEGO-ting med hjem. Vi valgte at undgå køen.

Vores favoritbutik, hvor vi var længe, var Discovery Hut. En kombination, hvor der var legetøjsbutik med “intelligent/nørdet” legetøj til børn og brætspil og fan merchandise til voksne. Jeg kan ikke komme i tanker om nogen butik i Danmark der har tiltalt mig bare halvt så meget :-) Vi købte nogle spil til både Ellen, Karen og os voksne, og noterede os mærkerne på adskillige legetøjsproducenter til kommende ønskesedler. Vi kunne sikkert sagtens have købt os endnu fattigere.