Archive for the ‘Natur’ Category

6. august – Indianermuseum, en sidste tur til Fish Creek og Chinook Center

Ellen havde spurgt meget til indianere og været meget fascineret af ham vi mødte ved Head-Smashed-In-Buffalo-Jump. Så for at lære hende lidt om rigtige indianere i stedet for “Lucky Luke-indianere” havde vi prøvet at finde ud af om ikke der var nogle muligheder ved indianerreservatet for Tsuu T’ina-folket ved Weaselhead i Calgary.

Der viste sig at være et museum, og det besluttede vi os for at besøge. Det var en mærkelig oplevelse. Vi havde fundet noget der mindede om en adresse og kørte efter den, men kunne ikke finde noget der mindede om at være et museum. Vi fandt til gengæld administrationsbygningen, som var en moderne luksuriøs meget flot udsmykket bygning, og Kåre gik ind og spurgte om vej i receptionen.

Instruktionerne førte os til en skole/gymnasium/sportshal, igen uden at noget mindede om at være museum. Kåre gik ind for at spørge om vej igen, og fandt inde i bygningen et lille skilt der vist mod museet, så han gik tilbage og hentede resten af familien. Vi gik ind i bygningen og efter skiltet, og pludselig løber en midaldrende kvinde efter os, og spørger om vi leder efter museet. Det kan vi jo bekræfte. Hun låser os så ind i det lille museum, der består af to ret små rum, med udstillinger af ting fra ældre og nyere historie i indianerreservatet. Vi måtte desværre ikke tage billeder.

Ellen syntes egentlig det var spændende, men havde svært ved at indordne sig under at det ikke var et sted man kunne pjatte og råbe op, og i det hele taget var det lidt mærkeligt at være de eneste der var til stede i museet, med en enkelt indianerkvinde der talte ret dårligt engelsk.

Vi endte med at forlade indianermuseet med nogle ret blandede indtryk. Det var helt tydeligt ikke et museum der tiltrak mange turister, men heller ikke et der prøvede på det. Vi snakkede om at grunden kunne være at indianerne ikke ønskede at være “i zoologisk have”, hvilket er forståeligt nok, men det føltes stadig som om der var masser af historie man kunne fortælle, som blev gemt lidt væk – som en slags dårlig samvittighed. Et andet indtryk var at indianerne var ret stolte over den indianerhøvding der havde lavet aftalen om reservatet – en aftale der åbentbart var langt bedre end den andre indianerhøvdinger havde forhandlet hjem. Alligevel kan man ikke andet end få en lidt dårlig smag i munden som besøgende europæer, når man ser på det relativt lille område indianerne har tilbage af deres store jagtmarker, fordi de ikke forstod europæisk måde at fortolke ejendom og ret til land på. Og det er svært at acceptere hvordan indianerne er havnet i et limbo af fattigdom, fordi de med deres selvstændighed i reservaterne ikke er en del af den udvikling Canada har gennemgået til industrialiseret vestlig verden, men alligevel ligger under den, da der ikke er plads til indianernes gamle verden i isolationen af reservatet. Canadierne med europæiske aner lader til at være rimeligt respektfulde overfor de oprindelige folkeslag i Canada. Men alligevel er skellet tydeligt og ubehageligt.

Efter besøget på indianermuseet var vi på gåtur i Fish Creek, denne gang i en lidt vestligere del end vi havde besøgt før. Vi startede med at lede efter en kort multi-cache, men den ville ikke findes. Derefter ville vi på gåtur. Vi havde planlagt en rundtur over tre broer, men desværre var dele af området spærret af efter oversvømmelserne, så det blev lidt mere en ferm-og-tilbage-tur. Det var til gengæld en fin tur. Vi gik blandt andet langs kanten af Fish Creek, hvor floden havde vasket helt ind til stien, og vi kun lige kunne kante os forbi på kanten af bredden. Og Ellen og Karen var meget begejstrede over at der var rigtig mange græshopper, som hoppede hen over stien, og de var meget imponerede over hvor langt de kunne hoppe. Det var vores sidste gåtur i Fish Creek park. Hvor er Calgary heldige at have så dejlig natur midt i byen!

Efter gåturen var det faktisk på høje tid til frokost, og vi var blevet enige om at benytte en food court til formålet, men også at køre et andet sted hen end SouthCenter Mall som vi havde besøgt så tit. Så vi kørte i stedet for til Chinook Center, som vi havde lagt mærke til flere gange vi kørte gennem byen, og som så meget stor ud, så hvorfor ikke se hvad der var der? Og det center var stort. Det var faktisk enormt.

Det første vi så der var en kæmpestor steampunk dinosaurus. Derefter gik vi op i stedets food court, hvor der over hovederne på os fløj forskellige steampunk flyvemaskiner. Ret underholdende at kigge på. Vi spiste et ret forglemmeligt måltid af junkfood og gik ud for at se på centeret.

Det var rigtig rigtig stort, og vi nåede ikke hele centeret rundt. Der var flere butikker i stil og størrelse med Magasin og Salling inde i centeret, foruden bunker af andre butikker. Et sted var der en meeeeget lang kø, og vi fandt ud af at det var til LEGO-butikken, der havde et arrangement hvor man kunne bygge en figur og få en lille LEGO-ting med hjem. Vi valgte at undgå køen.

Vores favoritbutik, hvor vi var længe, var Discovery Hut. En kombination, hvor der var legetøjsbutik med “intelligent/nørdet” legetøj til børn og brætspil og fan merchandise til voksne. Jeg kan ikke komme i tanker om nogen butik i Danmark der har tiltalt mig bare halvt så meget 🙂 Vi købte nogle spil til både Ellen, Karen og os voksne, og noterede os mærkerne på adskillige legetøjsproducenter til kommende ønskesedler. Vi kunne sikkert sagtens have købt os endnu fattigere.

3. august – Wading pool og gåtur ved Bow River

Vi bestemte at dagen skulle være stille og rolig med besøg i en park. Gerne en hvor pigerne kunne lege i vand. Så vi kiggede på public splash parks i Calgary, og fandt en der lå lige ved Prince’s Island i Bow River midt i Calgary. Den havde egentlig været lukket på grund af oversvømmelser, men var nu genåbnet delvist, og så var der jo også mulighed for lidt gåtur der.

Pigerne nød vandlegen og vi så to forskellige brudepar – det ene med gommen og hele hans følge i kilt. Trine gik ind i food court i centeret ved siden af og købte frokost som vi spiste i græsset. Og bagefter gik vi over broen til Prince’s Island og gik en tur.

Sporene efter oversvømmelserne var tydelige, og store dele var stadig afspærret, men det var stadig en dejlig ø at gå tur på. Trine sneg sig forbi afspærringen for at logge en cache en meter på den anden side på et kunstværk. De steder der ikke var ryddet op endnu var tydeligt præget, men der var gjort et kæmpearbejde med at klargøre den åbne del, som virkelig var blevet flot istandsat. Vi gik en tur over broen på den anden side af øen, hvor man i endnu højere grad kunne se ud over den mest ødelagte del. Udover de ødelagte skovområder langs bredden kunne man se ting der var skyllet op langs åen. Vi gik også efter en enkelt cache der tydeligvis lå midt i ødelæggelserne og måtte opgives.

En legeplads midt på øen var delvist åbnet (der var også en afspærret del) og pigerne fik tid til at gå med at lege der. Tilbage ved splash parken spiste vi is, og Ellen og Karen legede lidt med en afrikansk pige fra en familie der sad i nærheden. Selvom de intet forstod af hvad hinanden sagde havde de det sjovt sammen. Og senere legede Karen og Ellen med andre børn om at sende grankogler gennem en åbning i bassinet ved splash parken.

Det var en dejligt afslappende og stille og rolig tur. Vi tog hjem til aftendsmadstid, hvor vi spiste brød og rester fra dagen før, og havde tid til bare at lege og slappe af.

1. august – Bjergbestigning, USA, bjørne! og Going To The Sun Highway

Vi havde taget instant oat meal med til morgenmad – men der var jo ikke det tekøkken vi havde regnet med… Det blev dog klaret ved at hotellet havde gratis kaffe og te, og vi hentede kogende tevand og blandede morgenmaden i det. Vi havde én teske, resten improviserede vi med rørepinde. Meget primitivt 🙂

Dagen var afsat til en udflugtstur, med gåture og en tur over grænsen til USA og over Going To The Sun Highway – en tur vi havde fået anbefalet til vejfesten af en nabo som en køretur der var værd at tage. Vi syntes dog at en tur kun i bil måtte være noget kedeligt, så vi startede dagen med lidt gåture.

Først rundet i Waterton by. Inde midt i byen mødte i hjorte der spankulerede omkring, tilsyneladende ligeglade med de mennesker der var der. Dog blev et kid til sidst skræmt af en dame der prøvede at tage billeder af den på under en meters afstand. Det fik mor og kid adskilt af en vej, vi håber de fandt hinanden igen uden uheld. Vejene i waterton har en hastighedsgrænse på 30 km/t, så mon ikke det gik?

Damen på motellet havde anbefalet at se nogle vandfald i udkanten af byen. Det fortrød vi ikke! Det var nogle rigtig flotte fald, og Kåre og Ellen gik også op og så dem oppefra. Der var egern overalt der underholdt turisterne, og Ellen var næsten ikke til at få med videre fordi hun ville kigge på egernerne.

Vi gik hjem og tog bilen. Første mål var en gåtur vi havde fået anbefalet af indianeren fra Head-Smashed-In-Buffalo-Jump som en rimeligt let klatretur med børn og Trine med stok. Men før vi nåede så langt (og der var ellers kun ca. en kilometer) brølede Kåre pludselig at alle skulle kigge bagud. To kæmpestore Bighorn Sheep kom løbende ad vejen bag os, og overhalede bilen indenom mens Kåre var ved at trække ind til siden for at kigge på dem. De passerede næsten op og ned ad bilen, så vi havde rigelig mulighed for at beundre dem!

Så skulle turen op ad Bear’s Hump. Karen var i bærestol, resten af os måtte gå selv. Ellen elskede det, især de steder der skulle klatres mest. Det var en rigtig god sti, hvor der var lavet trappetrin på de stejleste steder. På vejen op lå der også en geocache, som vi signerede. Der er dog efter reglerne ikke bytteting i geocaches i nationalparken.

Trine havde vist nok læst sig til at der kun var en stigning på 30 meter, men det viste sig hurtigt at hun måtte have læst forkert. Det gik bare op og op, og til sidst var Trine ved at give op og sige at hun ikke nåede længere. Vi mødte heldigvis en dame der fortalte at nu var der ikke langt igen, så vi nåede allesammen toppen – og Ellen var ikke til at skyde igennem, for hun havde besteget et bjerg! Hun havde gerne kravlet op på det næste bjerg ved siden af, men det var nu adskillige 100 meter højt, og der var ingen officiel sti, så der sagde vi stop 🙂 Måske skal hun være bjergbestiger?

Vi havde købt frokost i en Subway i Waterton, og vi satte os på toppen og spiste vores mad. Vi måtte passe på nogle meget nærgående jordegern der også gerne ville spise vores mad, og ikke var blege for at hoppe op på den bænk hvor vi sad og spiste for at få fat i det. Ellen ville gerne hilse på alle jordegernerne, og da vi skulle ned igen skulle hun lige sige farvel til dem først. De to jordegern hun sagde farvel til vendte sig begge to om, satte sig på bagbenene og mimrede til hende, så hun var superglad for at egernerne også sagde farvel til hende.

Vi fik kravlet ned igen, og var enige om at det var godt vi ikke på forhånd vidste hvor langt der var derop, for så havde vi nok opgivet ved bunden. GPS’en sagde vist nok at vi havde klatret 170 meter op og ned igen.

Tilbage i bilen blev kursen sat mod grænseovergangen til USA ved Chief Mountain. Vi holdt lidt i kø ved grænseovergangen, og vi kunne høre nogen i en bil ved siden af snakke om at de var ekstra grundige i dag. Senere fandt vi ud af at USA havde hævet terrorberedskabet samme dag, så måske var det derfor. Som udlændinge skulle vi udfylde en told- og indrejseblanket hver (dog slap Kåre for at skrive nær så meget fordi han i forvejen havde en ESTA udfyldt) og betale et gebyr på 7$. Pigerne var ikke ligefrem gode til at sidde stille og vente, men de lukkede os dog ind alligevel. Vi fik at vide at grænseovergangen lukker klokken 10, men det skulle vi også meget gerne være ovre inden, det er trods alt et par timer over børnenes sengetid.

På den anden side af grænsen i Montana gik vejen gennem en løsdriftskvægfold. Det betød at der gik køer midt på vejen. Og der var ingen tvivl om hvem køerne mente havde førsteret. Efter nogle kilometer kom vi ind i den nærmeste “by” på grænsen: Babb. Den bestod af ca. 5 huse, en general store med motel og benzinstation og ikke rigtig andet. Her skulle vi lige have benzin på bilen. Men vi kunne rent faktisk ikke finde ud af at bruge benzinpumpen. Et par venlige motorcyklister med rygmærker og det hele fik vist os fidusen: Man skal slå en arm på benzinpumpen ned, før benzinen løber. En af den slags hemmeligheder ingen skriver nogen steder, fordi alle ved hvordan en benzinpumpe virker 🙂

Efter Babb kørte vi til St Mary, hvor vi skulle dreje ind mod Glacier nationalpark. Vi betalte dagspasset og var nu på Going To The Sun Highway. I starten var den dog ikke så meget en bjergvej. Vi var ikke kommet ret langt, før vi så en masse biler holde langs vejen, og flere af dem tog vist billeder. Vi satte farten ned og kiggede, og kun omkring 10-15 meter fra vejen oppe ad en skråning sad to sorte bjørne og spiste bær. Vi kørte langsomt forbi, vendte bilen og kørte tilbage og holdt ind langs vejen.

At se vilde bjørne var en af de ting vi havde håbet på, og at se dem fra bilen var faktisk helt ideelt, fordi vi ikke behøvede at være så bekymrede fra pigerne. Der gik nu ikke mange minutter før der holdt endnu en bil ind. Det var park rangers, og de begyndte lige så stille at få rangeret bilerne videre. Jeg tror primært det var fordi flere turister havde valgt at stige ud af bilen med deres kameraer, men vi valgte at vende bilen og køre videre før rangerne nåede hen til os. Det var spændende at se de vilde bjørne, og vi fik også nogle billeder, desværre virker zoomen i vores kamera ikke, så de blev kun rimeligt gode.

Vejen begyndte at lbive lidt bjergvej, men vi syntes egentlig ikke at den var så speciel. Landskabet var flot, og det nød vi, men vi overvejede også lidt om det havde været en lang køretur værd bare at se en vej gennem en nationalpark. Goidt vi havde set bjørne, det var trods alt nok til at være det hele værd 🙂

Vi nåede toppen af Logan’s Pass og gjorde holdt. Vi havde håbet at kunne købe mad der, men der var kun en souvenirbiks. Vi købte nogle postkort og en bog, og gik udenfor for at gå en tur ud over højsletten. Her var der en ny slags jordegern pigerne kunne kigge på, og vi fandt endda en enkelt enzian, Trines yndlingsblomst.

Ellen ville gerne gå videre ud ad stien, men Trine kunne ikke holde til så meget mere, så det blev en far og datter-tur, men Trine og Karen gik lidt mindre rundt i passet. Kåre og Ellen var heldige at se et murmeldyr der udstillede sig, og fik også taget nogle billeder. Ellen var igen begejstret for alt hvad hun kunne klatre op ad! Fra bjergstien kunne vi se vejen sno sig ned ad vestsiden af bjerget. Det så noget mere bjergvejsagtigt ud end den vej vi var kørt op ad, så vi bestemte os for at fortsætte et stykke ned på vestsiden før vi vendte næsen mod Canada.

Kort efter Logan’s Pass holdt vi ind igen. Pludselig stod en stor hvid bjergged nær vejen, og udstillede sig. En park ranger holdt øje med den – og måske med at turisterne opførte sig ordentligt. Vi kiggede på den et stykke tid og fortsatte ned ad bjergvejen.

Og så var det vi forstod hvorfor vejen var blevet anbefalet. Vi kørte bogstaveligt talt på bjergsiden. Der var lige nøjagtig et plateau bredt nok til en smal tosporet vej, og en 20-30 cm høj kant var alt hvad der adskilte en fra et næsten lodret fald til den ene side. Udsigterne var spektakulære! Og de steder man kunne se hvordan vejen var bygget op ad klippen var næsten lige så fascinerende som naturen. Et sted løb at vandfald under en hvælving vejen var bygget på. Et andet sted hed “grædemuren”, hvor et tyndt vandfald løb ned langs vejen i en 50 meters bredde. Et sted kørte vi langs et vandfald, hvor der stadig lå sne som dannede tynde broer over vandet. Et antal virtuelle caches lå langs vejen, og vi kvalificerede os vist nok til mange af dem – men de er ikke lige logget endnu. Da vi var ved at være ude af bjergene vendte vi bilen igen, og kørte tilbage mod Canada.

På vejen tilbage holdt vi ind hvor vi først havde set geden, og gik ind for at se et udkigspunkt. De så vi også, og på vej ud igen puslede det, og der stod geden, eller en anden hvid ged, pludselig igen og kiggede på os gennem træerne et par meter væk.

Vi var efterhånden ret sultne – klokken var efterhånden et par timer over aftensmadstid, og selv med en sen frokost kunne vi godt bruge noget mad. Så vi glædede os til vi kunne nå St Mary’s og købe noget mad. Vi fandt et sted der så ud til at kunne give os noget mad, men der var ved at være et problem. Klokken var over 9, og vi vurderede at der var en halv times kørsel til grænsen der lukkede klokken 10.

Vi bestilte sandwich og hot dogs. Fyren der serverede det var flink og snakkede med Kåre om vores husudveksling og besøg til Canada og USA, og om hans ønske om at besøge Europa. Han tilbyd at lave nyt sandwichfyld men vi måtte fortælle at vi desværre skulle nå grænseovergangen, så vi ville gerne have sandwiches med hvad han nu lige havde klar. Han lavede to superlækre sandwiches og en hotdog, og måtte så desværre lave den anden hotdog med et koldt brød.

Da vi nåede til betalingen nægtede han at ville have nogle penge, fordi der ikke havde været alt fyld (der havde nu været rigeligt) og han ikke havde to varme brød! Vi kunne ikke engang tippe ham, får vi havde ingen amerikanske dollars i kontanter, og kun få i Canadiske (pånær 20$-sedler og det var alligevel meget nok). Så vi fik alt maden gratis – det oplever man altså ikke sådan lige i Danmark.

Vi slugte det første af vores mad på stedet og gik så i bilen. Vi bad GPS’en om at køre til grænseovergangen, og var ved at få et chock – den sagde vi ville være der ca. 21:50. Det var efterhånden mørkt, vi kørte i et fremmed land, og vi huskede fra turen ned, at det ikke var nemt at køre helt op ad fartgrænserne – især ikke hvor der gik køer på vejen.

Så turen blev kørt så hurtigt det på nogen måde var forsvarligt, og for at gøre ondt værre var vinduesviskerne ikke perfekte og efterhånden blev forruden ramt af en del insekter der blev fanget af lyset, så køre til sidst kørte foroverbøjet for at kigge forbi den stribe vinduesviskerne havde lavet af døde insekter.

Vi har et billede fra da vi lige nåede grænsestationen kl. 21:51:34 – og et da vi var kommet igennem kl. 21:54:15 – men bilen siger nu klokken er 21:55 der, og jeg tror det er kameraet der gik et minut galt. Grænsevagten bemærkede også at vi kom lidt sent, spurgte lidt til hvorfor vi passerede grænsen, og var lidt nysgerrig efter homeexchange – og i dette tilfælde car exchange. Han var dog ikke mistænkelig, og ville ikke se papirerne på at vi havde lov at køre bilen. Jeg gør ud fra at biltyve ikke kommer med så opfindsomme historier 🙂

Adgangskontrollen til Waterton var lukket, så vi kunne ikke købe dagspasset til at køre i Waterton. Heldigvis var vejen ikke lukket – noget vi faktisk var blevet bekymrede for om de mon gjorde. Vi blev enige om at vi ville købe dagspasset på vejen ud dagen efter, men det fik vi aldrig gjort, for man kunne faktisk ikke komme til boderne fra udkørselssiden, og ikke engang holde ind for at gå over til dem. Vi sender en undskyldende tanke til Waterton National Park.

Selvom pigerne var enormt trætte, og klokken var 11 da vi nåede vores motel, blev vi nødt til at adskille dem i 10 minutter for at de ikke skulle holde hinanden vågne – men så sov de også begge to tungt, og kunne lægges ind til hinanden.

Denne dag er uden tvivl en af dem fra ferien vi vil huske længst! Rigtig mange af vores store oplevelser fra ferien var klemt ind på denne dag! Selvom oplevelserne foregik fra et lejet motelværelse er der ingen tvivl om at det er home exchange og Paula og Dan vi takker for oplevelserne, for vi havde aldrig været på det motel med adgang til en bil uden dem!

30. juli – Weaselhead

Dagen var afsat til en naturtur i en af de mange naturområder i Calgary. Denne gang gik turen til “Weaselhead”, et naturområde nær et kunstigt opdæmmet sø, hvor afløbet fra en dæmning havde lavet et spændende delta i enden af Elbow river. På vejen købte vi frokost ved Subway og fik endelig købt nogle bytteting til geocaching.

Frokosten blev spist på en bænk med en flot udsigt over deltaet. Bagefter blev der gjort klar til gåtur med myggespray og solcreme og medbringen af vand. Vi tog en afstikker til en earthcache, og gik så ned for at tage en rundtur i deltaet.

Den plan blev dog hurtigt spoleret. Vi vidste egentlig godt at dele af området var afspærret og der kun var delvist genåbnet. Der var nemlig fundet sprængstoffer fra en periode hvor området havde været brugt af canadisk militær. Der var dog mindre åbnet end vi havde troet/håbet, så turen blev til en gåtur frem og tilbage ad hovedstien. Til gengæld stoppede vi i lang tid ved åen, hvor der blev kastet sten i vandet og slået lidt smut. Vi hilste også på en hund der var halvt New Foundlænder, og der blev snakket meget om Siri. Og Trine gravede en kanal og reddede nogle små fisk der var blevet fanget i en indsø. Der var meget leret, og før vi gik derfra havde vi også to meget lerede piger 🙂 Vi havde også flere kilo “flotte sten”…

Herefter gik turen hjem til en is, og til aften kom grillen igen i brug, denne gang til en grillet laks.

24. juli – Dinosaurer!

I dag var planlagt en af de store planlagte ting i forbindelse med ferien: Et besøg i Badlands og på dinosaur-museet.

Før vi kom afsted skulle Trine lige en tur ind forbi centeret – hun havde nemlig set en hat hun ville have, men ikke havde fået købt da hun så den. Den hat har vist sig at være næsten syet på Trines hovede siden 🙂 Da hatten først var hentet kørte vi afsted mod museet. Det var en lang køretur udover prærien. Udover enorme marker så vi også jævnligt en olieboring og andre steder gasboringer. Slet ikke som jeg forestillede mig store olieboringsområder, men i stedet for bare et lille stykke jord midt i en mark, med plads til en lille oliepumpe, som ikke er afskærmet eller sikret på nogen måde.

Turen gav også en oplevelse af at køre midt i ingenting! Kilometer efter kilometer blev tilbagelagt uden at se nogen bebyggelse andet end enkelt kornsiloer midt i ingenting. Undervejs gjorde vi holdt for at spise en kiks og drikke lidt vand ved noget af det eneste bebyggelse vi mødte: En tankstation og et foderstofkompagni langt fra alt andet. I det hele taget blev landskabet ved med at være flad prærie, selv 5 kilometer før Drumheller, hvor museet ligger ved. Og vi begyndte at være i tvivl om, hvorvidt museet virkelig lå i de Canadiske Badlands.

Men lige før Drumheller kørte vi pludselig ned i en kløft, og så var det der – sparsom vilter bevoksning, sært formede klippeformationer og brunlige og rødlige farver. Vi havde fundet de Canadiske Badlands. Museet lå nogle kilometer udenfor Drumheller, men kunne findes uden problemer.Desværre kom der i samme øjeblik et ordentligt regnskyl, så Kåre satte Trine og pigerne af så tæt som muligt på indgangen før han fik parkeret bilen, og løb gennem bygerne ind selv.

Det første rum af udstillingen var genskabte dinosaurer i naturlig størrelse, og derefter kom et rum med forskellige interaktive udstillinger om tiden omkring dinosaurernes tid. Det meste var for lidt større børn end Ellen, men hun behandlede det bare som legeting, og ignorerede den egentlige pointe med det, så det gjorde ikke noget 🙂

Men så var det også frokosttid, så vi forlod udstillingen for at besøge cafeteriet. Det blev til pizza og burgere – det var klassisk turistfældecafeteria i middelmådig standard – og vi fandt et bord ved et vindue hvor vi kunne kigge udover landskabet. Derefter var det tilbage til udstillingerne.

Det er ikke nemt at beskrive alt hvad vi kom forbi – stedet var enormt – men der var rigtig rigtig mange ægte dinosaur-skeletter og det er faktisk ret imponerende i sig selv. Bare størrelsen og følelsen af hvor gamle de egentlig er giver en vis respekt for det hele. Ellen og Karen var behørigt imponerede, især i starten, men meget af det var klassisk “ting med et skilt”-museum, og selv om det er dinosaurer, og det bliver det selvfølgelig lidt kedeligt i længden for børn i Ellens størrelse, men der var heldigvis en del afveksling i udstillingerne, og nogle steder var der også lidt interaktion. Trine gav op halvvejs, og vi lånte en kørestol til hende, for at gemme lidt bevægelighed til en gåtur i Badlands bagefter.

Efter museet var det tid til at se området udenfor. Vi konstaterede at vi stadig ikke har vænnet os til at være internetløse (heller ingen Wifi på museet), så vi havde ikke nogen geocaches med, som vi ellers havde planlagt at finde. Øv øv. Vi startede med at gå op ad en trappe til et udsigtspunkt lige udenfor museet. Området er ret særpræget med tydelige stærke geologiske lag, og stejle skrænter og kløfter. Selvom det er ørkenagtige forhold er der en del bevoksning af hårdføre planter, og dets ry for at være uvejsomt og ufrugtbart er givetvis sandt sammenlignet med det omkringliggende prærie, men samtidig er det ikke bart som man kendet f.eks. et højtliggende klippelandskab.

På vej ned fra udsigtspunktet mødte vi et par danskere der var på ferie i autocamper. Dem snakkede vi lidt med, og imens forsvandt Ellen ned af trappen. Der fik hun sat sig grundigt fast i noget mudder, og var nær ikke kommet op igen, og hun var meget ked af det da vi endelig nåede ned til hende.

Herefter tog vi en tur rundt af en lille sti gennem badlands. Kåre var meget stolt da det lykkedes ham at få øje på en lille gnaver af en slags, det er altid sjovt at se vilde dyr, selvom de er små. Vi fik også øje på noget lidt ørkenagtigt: Der groede faktisk kaktusser rundt omkring. Turen fortsatte rundt og bød på mange flotte landskaber, og vi så endda endnu en lille gnaver. Ellen så en selv, som hun så løbe ned i sin hule, og var lige ved at falde ned af en skrænt for at nå ud at se hulen.

Tilbage ved museet må det indrømmes at noget af glamouren gik af at have set gnavere i naturen. De viste sig at løbe rundt overalt og ikke være spor bange for mennesker – faktisk prøvede de at snuppe hvad de kunne få fat på, og nippede lidt til Ellens sandal.

Turen blev sluttet af med en is og et besøg på legepladsen udenfor, mens museet lukkede.

På vejen hjem konstaterede vi at det ville blive meget sent før vi nåede Calgary, så vi stoppede i Drumheller for at gøre noget så kedeligt som at tage på McDonald’s. Børnene var først meget begejstrede, men blev noget skuffede over at der intet sted var et legeområde til børnene – det er nok mere det end noget andet der gør at de indimellem tigger om at komme på McDonald’s.

På vejen hjem lykkedes det Karen at sove lidt i bilen, mens Ellen ikke ville overgive sig selv om vi først var hjemme næsten klokken 10. Hun var dog meget begejstret for solnedgangen på vejen.

22. juli – Badesø

Vi havde for en stille og rolig dag, og brugte igen formiddagen derhjemme med fri leg og god tid. Ellen og Karen nød det store udvalg af usund morgenmad som Nordamerika byder på foran tegnefilm i fjernsynet. Men til eftermiddagen havde vi planlagt at besøge Lake Sikome, som vi spiste frokost ved d. 19. juli. Vi havde lovet at vende tilbage med badetøj og legeting, og det gjorde vi så i dag.

Vejret var fantastisk da vi kom, og Ellen, Trine og Karen løb straks i vandet. Kåre var langt mere kedelig og blev på land. Ellen havde mod på at prøve at øve at lære en smule at svømme – søslanger er en god ting, og Karen var især begejstret for at lege med en skovl og en spand i vandkanten. Det var nogle dejlige timer i total ro og fred, og både Karen og Ellen nåede at blive helt begravet i sand. Til sidst begyndte det at regne, og vi besluttede at det var tid til at komme hjem. Mens Ellen, Trine og Karen fik skyllet sandet af under bruseren (der var kun loftsbrusere og begge piger var totalt hysteriske, så det var noget af en opgave!), samlede Kåre tingene sammen, og fik hele regnskyllen, som var i stand til fuldstændig få ham gennemblødt på fem minutter. Og da regnvejret udviklede sig til et tordenvejr blev alle kaldt op og søen lukket af livredderne.

Trine så nogle store fugle flyve henover som hun ikke kunne finde ud af hvad var – men det viste sig at være pelikaner! De har altså nogle lidt mere spændende dyr herovre!

Trine handlede og lavede wokmad til aftensmad, mens resten af familien slappede af.

Skallerup Klit

Da der skulle laves hul i væggen og flyttes vinduer valgte vi at tage i Skallerup Klit – det var lige så godt denne gang som sidste gang. Vi fik et hus helt oppe ved centeret, så det var så nemt.

Mig og pigerne tog til Biersted dagen inden, så Kåre kunne få ryddet værelserne i fred og ro.

Vi er godt nok ikke helt enige i deres aldersinddeling i legelandet. Ellen er rigeligt stor til det store og det var hun allerede for et år siden – også selvom hun først blev de krævede 5 år i marts. Selv Karen ville helst være i det store.

Siden sidst og indtil jul

Jeg ved ikke lige hvad der gik galt – men nu prøver vi igen.

En lille billedfortælling – bare for lige at komme nogenlunde up-to-date.

Lidt af hvert

Vi har haft besøg af moster Ane, vi har været på bondegårdsbesøg og ungerne har hygget sig med mormor, mens vi andre har været i teateret for at se Chess. Vi har været til sommerfest i børnehaven og mig og pigerne har været i Lee for at købe whisky. Gymnastik er startet igen og biblioteket er begyndt at vise film for vuggestuen igen – det er ved at være vinterhalvår.

Og så lige en lille film af Karen og hende yndlingsbeskæftigelse:

Karen lægger puslespil (YouTube)

Grynte Christiansen

Fredag morgen skulle jeg være i Randers 8.15, så ungerne blev vækket 7.10 og nåede kun at blive smidt i tøjet inden de blev afleveret i børnehaven. Der var boller med honning og marmelade til morgenmaden i børnehaven, så der var slet ingen brok.

Fredag aften gik mig og Karen en lille tur før aftensmaden, men den blev endnu mindre end beregnet, for langsomt tussende på vejen kom et pindsvin gående. Sådan en skal ikke være ude på den tid af dagen, så vi tog ham med hjem. Karen synes godt nok det var lidt underligt at dele klapvogn med et pindsvin…

Jeg ringede til Pindsvinevennerne og da der var frygteligt langt til deres plejere blev vi enige om at Grynte blev hos os natten over og indtil lørdag aften. Det var en han, så der var ikke sultne unger nogle steder og han var rigelig stor til ikke at være ved at dø af sult (1050 gram). Så vi gik ned og købte noget kattemad til ham og placerede ham i soveværelset i en kæmpe papkasse med et stort håndklæde og en masse aviser.

Han både spiste og drak og sked og rumsterede rundt hele natten – nok til at jeg smed ham ud på badeværelset i stedet for.

I eftermiddags tog jeg ham så ud på badeværelset, hvor han viste at han gik fint og hurtigt og da han stadigvæk så fin ud og havde spist godt, så blev han sat ud i haven her efter aftensmaden. Han blev sat ud i et fint pindsvinehus vi har lavet til ham – så håber vi han får lyst til at blive boende.

Ellen synes det var rigtig spændende med sådan en gæst – men det var nu også hyggeligt at moster Ane kom på besøg til frugt og aftensmad. Der blev læst højt og hoppet på trampolin og generelt hygget.