Archive for October, 2009

Lidt småsyg

Onsdag var der gråvejr, så personalet i vuggestuen blev enige om at der vist var tid til boller og kakao. Så en ganske almindelig onsdag uden nogen former for planlægning blev der spist boller og drukket varm kakao i stearinlysenes skær i vuggestuen. Er der noget at sige til at vi er glade for den vuggestue?

Torsdag formiddag har børnehaven den lille hal i hallen et par timer. Og I kan tro de hyggede sig med bolde og forhindringsbane – og de var vist lidt trætte da de kom hjem. Da vi hentede Ellen fik vi et mindre chok – hun havde ikke rigtig spist noget af sin madpakke! Men hun var nu også lidt jamsig og da hun skulle i seng havde hun lidt feber – 38 grader.

Så i dag har hun været hjemme sammen med sin far. Hun hoster noget og er måske en anelse mere pyldret, men jeg er sikker på at hun er helt klar igen i morgen.

I går fik hun øje på en reklame med et par bare bryster på min skærm. Hun pegede og sagde: Mor! Og så måtte man jo forklare lidt om forskellen på piger og drenge. 🙂

Helt almindelig hverdag

I dag er der ikke sket noget som helst der er værd at skrive om. Dagen har simplethen bare været helt normal.

På et tidspunkt slog Ellen sig ude i køkkenet sammen med Kåre. Han rakte ud for at give hende et knus, hvorefter gøjen råbte “boar, boar” og løb ind til mig. Jeg er ikke helt sikker på at Kåre var helt tilfreds med det.

Vi har leget lidt gemme og moslet rundt i sofaen – godt vi har fået en sofa der kan holde til det.

Og kameraet er ikke just blevet overbelastet:

En lang dag

Det har været en lang dag for Ellen. Først skulle hun tidligt op, fordi jeg skulle til eksamen. Så Kåre cyklede hende ned i vuggestuen, hvor der var lidt panik, fordi de skulle på bustur – men det var der ingen der havde husket. Men de kom da en tur ind på Randers Bibliotek, hvor de legede med udklædningstøj og kiggede i bøger.

Da Ellen så blev hentet, så var det direkte til gymnastik, hvor de bl.a. legede med balloner og lommelygter. Og den store hoppe-/løbepude blev pustet op!

Aftenen er gået med dukkeputning og bad. Ellen puttede sin dukke, hev sutten ud af munden af hende, hev hende op, rakte begge dele til mig med ordet “sut” og når jeg så havde sat sutten i munden på dukken blev den puttet igen – og det kunne vi gøre lææænge. Sjovest var det da Ellen puttede dukken med ordene “det var godt!”. Og når dukken bliver puttet sætter Ellen fingeren op på næsen og siger “shhh”.

Den lille gøj snakker mere og mere – og det meste af det forståeligt. Tre ord sætter hun sammen nu og hun går og synger “sover du, sover du”. Det er godt nok det eneste af den sang hun kan, men det er sødt når hun synger.

En almindelig søndag

I formiddags var vi en tur i Langå for at handle og gå en tur ved søen, som vi ikke ved hvad hedder – måske bare Langå Sø? Der regnede lidt, men det er jo bare et spørgsmål om ordentlig påklædning. Ellen fik hoppet og plasket i nogle vandpytter og hendes støvler skal lige imprægneres igen.

Efter en god middagslur var det tid til at køre ud i østenden af byen og besøge Annemette og Ida og alle de andre fra mødregruppen. Det er ved at være et halvt år siden vi alle sammen har været samlet, så det var rigtig skægt at se hvordan de havde udviklet sig – de små!

Ungerne legede pænt sammen i fred og fordragelighed, så vi kunne få lov til at spise lækker æblekage og sludre om løst og fast.

Farmors fødselsdag

I går var vi alle tre til farmors/svigermors/mors fødselsdag i Bjergby – Siri havde vi ladet være hjemme. Ellen havde lavet en fin tegning til farmor.

Vi fik rigtig god mad – Ellen synes i hvert fald at rejer og avokado er meget lækkert. Og vildt med kartofler og asier er absolut heller ikke at foragte.

Efter middagsluren var der tid til en tur til skovlegepladsen ved Skave. Det lød som om ungerne morede sig og motion er jo altid godt og sundt.

Og da eftermiddagskaffen var drukket og alle lækkerierne spist var det ved at være tid til at køre østover igen – Ellen var i hvert fald træt og mæt af indtryk.

Doo, fir, fem…

Ellen synes det er RIGTIG sjovt at tælle – hun tæller alting. Men hun har ikke helt styr på det, f.eks. er hun meget glad for “fire”, men “tre” springer hun konsekvent over. Men to “fire” kan vel opveje et manglende “tre”.

I dag skulle mormor hente Ellen i vuggestuen – hun skulle alligevel hente 500 juletræer i Hjorthede og så kunne hun jo lige så godt lige vende forbi. Hun kom dog ned i vuggestuen lige som Ellen var blevet puttet, men Ellen blev hevet op igen og i mellemtiden var jeg også nået ned i vuggestuen. Vi gik hjem med Siri og Ellen og mormor havde taget pølsebrød med til Ellen. Ikke det store hit, for Ellen var meget træt. Så hun blev puttet og sov næsten to timer.

Her efter aftensmaden ville vi lige gå en lille tur med Ellen og Siri, men selvom Ellen meget gerne ville med, blev hun meget hurtigt træt af det. Hun ville hverken gå med os i hånden, sidde i klapvognen eller bæres. Og så er der altså ikke så mange flere valgmuligheder! Men nu er hun blevet puttet og mon ikke hun hurtigt falder i søvn? (Jeg tror i hvert fald jeg gør.)

Maddag

I dag var det haletudsernes tur til at lave mad til resten af børnene og de voksne i Spiren. Det havde vist været en stor succes og jeg synes det er skønt at ungerne får lov til at være med til at lave frikadeller og ser hvordan maden bliver lavet. Alle var i gang med at lave frikadellespyd og de ser godt nok ud som om de hygger sig på de billeder der er blevet taget.

Ellen havde godt nok siddet lidt længe ved bordet, fordi hun mente at man kunne nøjes med pålægget og lade rugbrøddet ligge. Men sådan spiller vi ikke, hverken hjemme eller i vuggestuen. Og til sidst havde hun da også spist sit rugbrød.

Ellen har savnet Kåre mens han har været væk de sidste par dage, hun har spurgt meget efter ham og i dag har hun helst villet sidde ovenpå ham hele tiden.

En gammel liderlig buk

En stille og rolig morgen – Ellen sov til klokken 8 og det satte hendes mor pris på.

Her til aften kørte vi ud for at sige godnat til gederne. Ellen gik glad med hele vejen op af bakken og vi kunne høre at vi kom nærmere og nærmere. Lige pludselig var der en ged der stak hovedet op over bakketoppen lige foran os. Og så kom der ellers gang i resten der gik ovre på en anden bakkeskråning.

Med bukken først kom de løbende mod os og det var da i hvert fald ikke gederne vi skulle klappe, men bukken! Men sådan en buk han STINKER altså og når vi prøvede at snakke med andre end ham blev han sur. Ellen nåede også at blive væltet en enkelt gang. Så vi blev enige om at gå ned til bilen igen.

Nu sidder Ellen og leger med LEGO og jeg venter på at jeg kan smide hende i seng, for jeg har sådan en hovedpine!

Tandbørstning

Nu har jeg lige puttet en skrigende gøj. Hun plejer at elske at få børstet tænder, men de sidste dage har hun ikke villet det. Og i dag var hun da helt umulig.

Men det har også været en underlig dag. Kåre var hjemme endnu da hun stod op, fordi han skulle senere afsted end han plejer. Ellen havde lige nået at få strømpebukser på da Kåre panisk kom løbende ind på hendes værelse og sagde at han ikke kunne nå toget. Ungen ud i bilen og så ellers ned til banen. Kåre nåede det, men det gav altså en noget forvirret morgen.

Og han kom jo heller ikke hjem i aften, så Ellen har spurgt efter ham et par gange.

Vi har leget lidt med Oline og Ellen har fået et bad og nu trænger jeg også til at slappe lidt af.

Ellen kigger på Bamse, Kylling og Ælling.

Ellen kigger på Bamse, Kylling og Ælling.

Mere knus

Fra morgenen af var Ellen lidt forvirret, for hvor var nu far henne? Men vi kom da op og kom afsted. For en gangs skyld virkede Ellen en smule betuttet ved at komme i vuggestue, men da jeg gik var hun allerede i gang med at lege.

Da vi hentede hende kom hun meget glad løbende os i møde – med et tandsæt i den ene arm. Ellen havde ikke brokket sig, så de opdagede det først lang tid efter det var sket. Men de troede nok det var sket i puderummet.

Til gymnastik var hun glad og legende, men hun gad ikke helt gå hjem – og da slet ikke FORBI skolens legeplads. Men hjemme ventede der andelår med rigtig sprødt skind. Ellen synes nu at det var bedst at få lov til at gnave benene. 🙂

Da hun fik læst godnathistorie sludrede hun løs, men det hun sagde mest var nu: Mere knus. Så hun både fik og gav en masse knus – rigtig hyggeligt.