Archive for June, 2010

Benet

Lige en opdatering på Ellens ben. Hævelsen er faldet langsomt i løbet af natten og dagen og hun er slet ikke generet af det. Så det har nok været en reaktion på et stik eller noget.

I dag har de leget med vand i vuggestuen – sådan en blomst man sætter til vandslangen og så sprøjter den til alle sider. 20-30 børn og sådan en giver en masse herlig skrigen – og en masse våde underbukser. 🙂

Og når de så bagefter løber ned i sandkassen eller over i jordbunkerne, så kan man vist sige sig selv, at det ikke er rene børn man får med hjem – er det ikke herligt?

Vi voksne har været på Randers Sygehus i dag for at se lille Ny – den har det fint inde i maven.

Tur til lægevagten

Så blev det Ellens tur til at skulle en tur til lægevagten.

Da jeg hentede hende i vuggestuen lagde jeg godt mærke til at hendes højre ankel var lidt hævet, men da vi så nåede ned til åen for at hente Kåre var det hele underbenet der var hævet, varmt og rødt – og det blev værre og værre.

Så da Kåre kom cyklede vi hjem og ringede til vagtlægen og kørte videre til Viborg – dog i bil! Hun var øm, men ikke noget der gjorde voldsom ondt.

I Viborg var der tre kvarters ventetid, før en flink læge bad Ellen om at gå på line ind til hende (Ellen gik på line på striberne i gulvet udenfor). Ellen lod sig frivilligt undersøge og det er enten en infektion i et lille sår på skinnebenet eller en voldsom allergisk reaktion på det der har lavet det lille sår på skinnebenet. Så vi holder øje med hvordan det udvikler sig – falder det over nogle dage er det en allergisk reaktion – bliver det værre er det en infektion og hun skal ned til vores egen læge og have penicillin.

Søndagstur

Søndagsturen gik til Skivholme Præstegårdsskov, hvor vi ville gå en tur og finde syv caches. Ellen fik sin egen rygsæk med og gik med den hele vejen. Hun insisterede også på at gå med vores GPS-logger – den bruger vi, så vi kan se hvor vi har gået, hvor langt vi har gået og hvilke billeder vi har taget hvor.

Ellen startede med at være noget fortørnet over at hun skulle gå selv – men det skulle hun nu, for vi havde ingen klapvogn med. Da hun først fandt ud af at vi skulle gå efter de gule pletter og pile på træerne gik det lidt nemmere – hende og Kåre løb fra den ene til den anden. 🙂

Efter de første to caches spiste vi frokost – sådan nogle rugbrødsmadder smager nu bedre i skoven. Efter frokosten fandt vi en cache ved en bro – og så skulle der leges De tre bukkebruse! Siri hoppede i bækken og var trold og Ellen trampede godt og grundigt på broen.

Det var nu lidt trist, synes vi alle tre, at mere end halvdelen af cachene var microer – Ellen elsker at åbne cachen og se hvad der er i og det er også altid hende der lukker dem igen – men det er slet ikke sjovt med microer. Og der var plads nok til større caches.

Senere fandt vi en masse skarnbasser, der havde fundet en lort – der var RIGTIG mange og vi havde nær aldrig fået Ellen med videre igen.

Til sidst var hun godt nok ved at være lidt træt, så søde far forbarmede sig over hende og bar hende lidt. Men hun gik laaaangt!

Hjemme igen stod aftensmaden på hakkebøf og pastasalat – Ellen spiser sin salat i en ganske bestemt rækkefølge: Majs, blomkål, peberfrugt, agurker og pasta – salat og tomater får lov til at blive liggende.

Dagens ord

Dagens ord er “farvelant” – det er naturligvis en farveblyant uden bly. 🙂

Jeg synes det er et ret nuttet ord.

Torsdag var jeg til forældrekaffe i vuggestuen – Kåre var desværre arbejdsramt, så Ellen måtte nøjes med mig. Der var dømt pandekager over bål og frugtspyd – særdeles lækkert sådan en varm torsdag eftermiddag.

På vejen hjem var vi omkring Borgerservise (ja, det står der på deres postkasse) for at få bestilt et pas til Ellen. Og det blev også lige til et smut på biblioteket – de bor i samme bygning.

I dag har vi været i Randers for at handle og det mest interessante der skete der var vist at Ellen hoppede rundt efter en flue – men det ser nu også meget hyggeligt ud.

Ikke noget nyt

Der sker ikke så meget nyt her. Ellen har været på skovtur med vuggestuen i dag og de så en stor skovsnegl og bænkebidere og ikke nogle dyr og det var trælst – det er i hvert fald det Ellen fortæller. 🙂

Hun er blevet supergod til at lægge sit Noas Ark puslespil, så jeg skal have købt et nyt til hende.

Vi skal til Goslar på sommerferie og så skal man have et pas! Men det er altså ikke nemt at tage pasbilleder af en 2-årig, der skal være ligefra, med ensfarvet baggrund, begge øjne åbne, munden lukket, begge ører synlige osv! Jeg har fået taget et som jeg håber virker. Nu skal jeg bare have fundet ud af at få det fremkaldt/udskrevet, så de kan skanne det ind – det er simpelthen det mest åndsvage – jeg er sikker på at fotograferne har bestukket nogen!

Ellen væltede på sin trehjulede i eftermiddag og skreg op – jeg løb (okay, luntede) ud til hende, for det så også lidt alvorligt ud. Men nej, det var bare hendes bolle der var faldet af ladet, da cyklen væltede! 🙂

Men i morges da Ellen satte sig ind i bilen for at komme i vuggestue var kommentaren: Køre Tyskland nu? 🙂

Landet der flyder af mælk og honning

“Du forklare mig kommer til LANdet flyder mælk og HOOOONING” – sådan lød det pludseligt inde fra stuen i går aftes. Moderen undrede sig, indtil hun fik at vide, at det siger de altså i den Peter Plys-film hun ser. 🙂

I går var far og Ellen i Jesperhus Blomsterpark sammen med hele fars familie. Mor måtte blive hjemme på grund af gigt. Ellen havde vist været lidt træt og lidt af en prøvelse til tider – men de sidste halvanden uge har også været hårde for hende. Og så havde hun hældt en hel del appelsinjuice i håret – det virker næsten lige så godt som husblas!

Christina og Ellen hygger sig.

Christina og Ellen hygger sig.

Underlig uge

Som man kan læse på min blog, så har vi haft en trist og underlig uge. Jeg skal spare jer for alle detaljerne, men min mormor, Ellens oldemor, døde i går.

Janni, den studerende i vuggestuen, var til stor hjælp torsdag, da vi pludselig måtte skynde os til Nordjylland. Et kvarter efter jeg havde ringet til vuggestuen, kom jeg for at hente Ellen. Janni stod klar udenfor med Ellen, så jeg ikke skulle til at ind gennem det hele. Alle Ellens ting var pakket og Ellen var nyskiftet. Stor tak til Janni!

Selvom det var underligt, synes Ellen alligevel det var sjovt at skulle hjem til mormor og morfar. Vi kørte dog direkte fra Biersted til Thisted, var i Thisted nogle timer og kørte så til Biersted igen. En masse køren på en dag! Men Ellen hyggede sig faktisk i Thisted. Der var altid en der skulle ned at ryge eller hente en kop kaffe, og så kunne man jo gå med og køre i elevator. Og i sådan nogle elevatorer sidder nødknappen altså så man kan nå den fra kørestol eller fra gulvet – og det betyder at en to-årig også kan nå den! Så Kåre måtte lige fortælle damen i receptionen, at der ikke var andet galt end en nysgerrig to-årig. 🙂

I Biersted sov vi i lejligheden, hvor Ellen fik hele køkkenet for sig selv. Det var hun meget stolt af: “Mit værelse!”

Var for at gøre noget lidt normalt, så tog vi i Randers Regnskov lørdag og da Kåre skulle arbejde i dag, fordi han jo var taget afsted torsdag/fredag tog jeg Ellen med på hestemarked i Bjerringbro. Det var dog lidt af en skuffelse, for det er kun lørdag der er dyr! I dag var der kun et tivoli og et lille marked – men Bjerringbro Rideklub var der med tre ponyer og Ellen fik en tur. Hun synes det var rigtig spændende at sidde på sådan en pony! Ellen fik lov til at prøve tombolaen – 5 lodder og så vandt hun! En fin plante. Jeg spurgte hende om den skulle stå på hendes værelse. “Nej, fars bord!” Og det holdt hun fast ved, så nu står den på fars skrivebord.

Hun er, ligesom vi andre, mærket af de sidste dage. Nu får hun lige et par normale dage i vuggestuen og så kommer hun på miniferie hjemme hos farmor og farfar mens vi skal til begravelse. Og så håber vi på lidt hverdag igen!

Dagens citater

Hun startede med:
“Mor tredive og to år!” (Jeg bliver 32 i dag.)

Så kom hun først ud i køkkenet og råbte:
“Maaange flager!” (Kåre havde dækket morgenbord med masser af flag.)

Da jeg så spurgte hende hvad tøj hun ville have på:
“Lyseblå kjole med blomstommer på!” Normalt er hun totalt ligeglad, men i dag var det åbenbart meget vigtigt.

Billeder kommer engang senere.

Mødregruppe og isspisningsevent

Det har været en travl weekend. I går var vi sammen med resten af mødregruppen inviteret til Galten til brunch. Det var rigtig hyggeligt, men det er godt nok svært at overbevise seks 2-årige om at de skal sætte sig sammen så man kan få et godt billede. 🙂

I dag har vi været til isspisningsevent i Randers sammen med en masse andre geocachere. Ellen fik en lille vaffel med en enkelt kugle og den fornøjede hun sig med i tre kvarter. Jeg havde det ikke frygtelig godt, så vi kørte hjem uden at have fundet en eneste eventcache.

I øjeblikket er Ellen VIRKELIG 2 år! Hun skal afprøve grænser hele tiden, hun sparker og gør alt det hun ikke må. Og når man så irettesætter hende, så griner hun bare og gør det igen. F.eks. vil vi ikke have at hun smider mad på gulvet eller smider sand og sten efter os. Det er jo ikke ligefrem fordi vi er urimelige! Men dagene er mest bare en stor kamp, så det er lidt hårdt at have en 2-årig – specielt når man samtidig render og kaster op i ny og næ og har kvalme konstant! Men det får forhåbentlig over igen.

Og hun er nu godt nok sød, når hun sidder inde i sin seng og skråler for fuld hals. I går var det Boogie-woogie og i dag var det Bro-bro-brille. 🙂

Sommer og syg

Så er det blevet lidt sommer og Ellen har været ude hele dagen. Frank (pædagog) sagde godt nok at hun havde været lidt pyldret sidst på eftermiddagen, men hun virkede nu frisk nok da hun lige havde fået et par glas vand og en sodavandsis.

Men klokken halv syv begyndte hun også at pyldre lidt, så jeg spurgte hende om hun ville ind og se Malle Mus – engang i mellem har man jo bare brug for at flade ud foran fjersynet. Det ville hun gerne. Da hun så kom og ville op, kunne jeg godt mærke at hun ikke bare var solvarm – hun havde 39,1 i feber. Men hun havde lyst til at spise og drikke og lægge puslespil. 🙂

Nu ligger hun inde i sengen og stønner og gisper – i en ble og uden dyne. Hun bad mig dog blive inde hos hende til hun sov. Det gør hun/vi normalt ikke, men lige i dag kunne jeg da godt gøre en undtagelse. Det tog også næsten et halvt minut. 🙂

Så må vi se om hun har det bedre i morgen.

I øvrigt kom hun hen og puttede sig ind til mig i havestolen, kiggede op og sagde “elsker dig mor”. Så smelter alt altså bare!

Jeg har nogle gode billeder, men Oromis (vores server) hader mig virkelig i dag. Den har SÅ lange responstider, hvis den overhovedet gider svare. Så dem må I vente med.