I dag var morgenmaden sikret, for Dans forældre havde haft Trix med fra USA til os – vi havde nemlig engang fortalt Paula at Karen og Ellen håbede at finde Trix i Canada, for det havde jeg haft med hjem fra USA efter en forretningsrejse med stor succes. Til os mere kedelige voksne havde vi nu også sikret os noget havregryn – fra det meterlange udvalg af forskellige havregryn, som alle tydeligvis forventedes at blive kogt til havregrød – oatmeal.

Vi planlagde at tage bilen på en tur fra morgenen af, men ak! Jeg havde ikke kørt bilen langt nok til at batteriet var ladet op i går, og bilen var død igen. Naboen, Patrick, var desværre på arbejde, så vi tog os sammen og brugte telefonen og ringede til Bill. Han var rar nok til at komme forbi, jumpstarte bilen og låne os startkabler hvis det skulle ske igen og en batterioplader, og kom endda tilbage efter et par timer for at se at det gik godt med bilen. Vi fandt ud af at der havde stået et lys tændt i bilen, som nok havde drænet batteriet.

Mens Bill fik startet bilen og sat batteriopladeren til gik Trine og pigerne på besøg på de nærmeste legepladser og de nåede også at få en længere snak med Ingrid, som de mødte på vejen. Pigerne var især glade for skolens legeplads hvor der virkelig var noget at kravle i og på.
Vi nåede også at få rigtig begyndt at pakke ting ud i legerummet i kælderen. Allerede i dag begyndte gulvet at blive mindre og mindre synligt. Mon vi nogensinde får ryddet det op igen?

Om eftermiddagen tog vi bilen. Der var meget varmt udenfor, så vi besluttede os for at besøge en “splash park”, en offentlig legeplads med masser af springvand og lignende at lege med. Et fantastisk koncept som helt klart bør importeres til Danmark! Pigerne legede rigtig godt der, og Ellen blev mere og mere modig med vandet, som hun ellers altid er rigtig forsigtig med. Desværre faldt hun ned fra et af legeredskaberne på et tidspunkt og blev ked af det.

Efter at have leget et stykke tid besluttede vi at gå en tur ved søen der lå lige ved siden af. Der var rigtig flot, men også tydelige tegn efter oversvømmelserne, hvor vandet havde stået højt og skyllet træer med. I løbet af turen begyndte Ellen at halte og hendes fod hævede noget op. Vi var lidt i tvivl om det var fra hendes fald eller fra det klaver hun havde været uheldig at få over foden onsdagen før vi tog afsted, som havde givet hende noget ondt i foden, men som ellers var gået over igen. På turen måtte vi vende om fordi der var bjørneklo henover hele stien – i hvert fald lignede det meget. Selvom Ellen haltede meget da vi nåede tilbage til legepladsen legede hun glad videre, og til sidst ville hun endda have hovedet i vand uden at klage sig.

Ved søen faldt vi i snak med en canadisk familie, og de anbefalede vi handlede i en “Real Canadian Super Store”, som er et kæmpe-supermarked i stil med en enorm udgave af Bilka. Det prøvede vi, og det var enormt! Desværre var pigerne for trætte til at vi rigtig kunne browse i fred, men vi fik da handlet en del. Blandt andet fik vi købt foder til fuglene og egernene i haven. Ellen fik lov at køre i indkøbsvognen, for hendes fod var rigtig hævet og gjorde ondt.

Aftensmaden blev en færdigret, for vi var for trætte til andet. Til gengæld var det ægte amerikansk: Kalkun med kartoffelmos og stuffing, samt majs og tranebær/æble-dessert. Vi havde lovet pigerne is, men det blev først til desserten. Vi var så trætte at vi allesammen gik i seng efter aftensmaden.

Selvom vi havde været MEGET trætte, da vi kom i seng, var det ikke fordi vi sov længe. Jeg faldt ikke rigtigt i søvn igen efter klokken 3 og det samme gjaldt vist Kåre. Jeg tror klokken var omkring 6, da vi kapitulerede og stod op. Før vi så meget som var i tøjet forlangte Ellen det første spil Airhockey. Da vi kom til at se ud i haven lå der en kanin i en lille fordybning i jorden. Den var meget tolle, men løb alligevel da vi kom for tæt på den. Løb er måske så meget sagt, men den luntede da en smule. Vi fik kigget lidt på haven og tjekket hængekøje og gynger.

Der var ikke så meget mad i huset, så vi besluttede os for at se nærmere på canadisk kultur og gik til den nærmeste Tim Hortons for at få morgenmad. Tim Hortons er en canadisk kæde der mest minder om en blanding af McDonalds and Starbucks. Der var sjovt nok andre der havde fået samme ide. Jeg skulle bestille og jeg var helt forvirret. For ingen steder på skiltene stod der at man skulle vælge noget, så pludselig stod jeg og skulle vælge for de andre – og det var altså første gang siden jeg var i Japan i 1998 jeg skulle bruge mit engelsk og han snakkede meget lavt og meget hurtigt. Men vi fik da mad. Ungerne fik æblejuice og slushice, jeg fik kakao og Kåre fik kaffe. Slushice er faktisk noget af det billigste man kan drikke her i Canada. Ungerne fik wraps med æg og bacon og ost, Kåre fik en kiksesandwich med æg og bacon og ost og jeg fik en bagel med æg og bacon og ost – jeg vandt helt sikkert for bedste og mest mættende mad. Jeg fik også det dyreste – det kostede lige omkring 30 kroner for en kop kakao, en bagel med fyld og en hash brown. Bagefter fik vi en boks med 10 TimBits – måske bedre kendt som DonutHoles. Det er altså lige fedt og sødt nok for mig, men Kåre og Ellen tog godt for sig af dem.

Vi skulle jo have handlet lidt, så vi gik op mod SouthCenter Mall og den dagligvarebutik vi havde fået at vide lå ved siden af. Heldigvis er der gangbro over Anderson Road, for det er altså en halvbred vej med tre-fire spor i hver retning.

Det kan godt være at SouthCenter Mall er lille efter canadiske forhold, men det er ENORMT efter danske forhold. Noget af det første vi så var en Disney Store – gæt om det var nemt at få pigerne med derfra? Men de var nu også rigtig søde og viste pigerne hvordan man fik nogle af tingene til at gøre sjove ting og de fik endda et klistermærke hver. Vi nåede ikke at se ret meget af centeret før vi gik over på den anden side af parkeringspladsen til SafeWay, et supermarked. Her ligger der nemlig normalt ikke fødevarebutikker i indkøbscentrene. Vi manglede lidt en mønt til en vogn, men det gjorde ikke så meget, for vi skulle jo slæbe det hele hjem. Vi fik meldt os ind i deres “klub”, så vi kunne få alle rabatterne – så nu har vi medlemskort til SafeWay i Canada…

Da vi kom hjem var Bill der – han var ved at klippe hæk og slå græs. I køleskabet var der en frugtkurv, en bakke med nippe-nappe-mad, lidt sødt til ungerne og en flaske vin – så lækkert!

Vi havde ikke rigtig fået noget at drikke med fra SafeWay – det skulle jo slæbes hjem. Så vi ville tage bilen og køre over for at handle, for det der klorvand smager altså ikke ret godt! Men bilen var død. HELT død. Bill var desværre taget afsted igen.

Så vi gik ud for at se på cyklerne – lækre mountain bikes og en cykelvogn – helt perfekt, men som vi skulle til at cykle begyndte det at regne – ikke bare lidt, men seriøst, og det tordenede også. Jeg cyklede nu alligevel – der er ikke meget der kan lokke som kold cola. Det viser sig at min jakke måske ikke er helt vandtæt… Men jeg fik købt noget at drikke.

Heldigvis havde naboen jo fortalt at han makkede med biler, så vi gik over og bad om hjælp – og det klarede han nemt. Imens de startede bilen og kørte lidt rundt fik jeg lavet mad – svinekød med grøntsager og ris.

Og så var det ellers på hovedet i seng – for vi var TRÆTTE. Godnathistorierne kræver simultantolkning, for de er jo selvfølgelig på engelsk. Men allerede her ved anden putning havde pigerne fået en favorit, om en dreng der spiste tærter om kap. Og “Chugga Chugga Chugga Chugga Chugga Chugga CHOMP” blev oversat til “Gumle Gumle Gumle Gumle Gumle Gumle HAPS”.

Som sædvanlig var der alt for meget tilbage der skal gøres i sidste øjeblik inden ferien, og før det sidste var pakket og ryddet op aftenen (natten) før, var klokken 2. Men til sidst var alt klar til at vi kunne køre, og huset så klar til at modtage gæster som det ville blive.

Vækkeuret stod alt for tidligt – nemlig klokken 6 (nu jeg tænker over det tror jeg ikke vi fik slået vækkeuret fra – jeg håber Paula og Dan fandt ud af det før de blev vækket torsdag morgen). Vi kom ud af sengen, og morgenen gik med at løbe forvirret rundt, få lidt morgenmad, et hurtigt bad, smidt det sidste håndbagage i bilen og skiftet sengetøjet til McWilliam-familien.

Vi kom afsted mod Billund. På en eller anden måde var der gået noget galt i vores online-check-in dagen før (i første forsøg, hvor vi checkede ind med Condor Airlines, blev vi kun checket ind på anden del af strækningen, så vi checkede ind igen gennem det andet selskab vi fløj med, Lufthansa, og fik nye boarding passes til anden del af strækningen – med andre sæder), så vi havde to forskellige boarding passes til anden strækning af flyveturen, så vi skulle være i god tid i Billund. Derfor gik vi lidt i panik da der pludselig var åbnet et stykke af Herningmotorvejen vi ikke var klar over, og vi ikke anede om vi var på vej i den rigtige retning da vi havde forvildet os ind på den. På trods af at der ikke var skiltet mod Billund nogetsteds lykkedes det trods alt at finde hvad der viser sig faktisk at være den rigtige og hurtigste vej.

Vel ankommet til Billund fik vi checket vores bagage ind. De kunne ikke hjælpe os med problemet med de to boarding passes, og sagde vi skulle henvende os i Frankfurt. Desværre kunne vi ikke gate-checke vores bærestol til Karen som vi ellers havde håbet – mest for at have den i Frankfurt lufthavn – men vi lånte en klapvogn, for at have styr på en træt Karen. Vi havde haft en plan om at finde en Geocache i Danmark, Tyskland (der er en virtuel i Frankfurt Lufthavn) og Canada på samme dag, men den i Billund viste sig at være væk – det gjorde nu ikke så meget, for vi havde næppe fundet dem i Tyskland og Canada alligevel – det var tiden og overskuddet ikke til.

I Billund kom vi rimeligt nemt gennem security (hvis vi ser bort fra af Karen prøvede at stikke af fra køen) og i det sikrede område var der en skattejagt for børnene som de gik meget op i. Til sidst var der en drikkedunk som gave i LEGO-butikken for at gennemføre skattejagten. Så satte vi os og så på fly der lettede og landede. Til sidst var det tid til at komme ombord på flyet.

Ellen var i sidste øjeblik blevet lidt bange for at flyve, men det gik 100% over da flyet lettede. Der var ingen nervøsitet eller bekymring at spore ved nogen af pigerne, men masser af nysgerrighed – i den første halve times tid. Så blev flyveturen lidt kedelig. Der var en lille sandwich undervejs, og en kop kaffe (eller to – for Trine var flink nok til at bestille kaffe hun ikke selv drak…). Vi var heldige nok til at der ikke var overskyet, så vi havde en flot udsigt gennem vinduerne.

Vi landede i Frankfurt, taxiede i lang tid, og kørte derefter i bus i laaaaaaaaang tid. Der var et par der var flinke nok til at give os et par sæder i den ellers overfyldte bus, da vi så vi havde to børn med og Trine havde sin stok. Tak til dem! Men til sidst nåede vi selve lufthavnen og fandt et sted at spørge om de to boarding passes. Vi skulle videre til Terminal 3 og spørge der. Det var der vi skulle flyve fra alligevel, så vi gik afsted, med shuttle til Terminal 2 og videre til fods til terminal 3. Vi havde ingen Euro i kontanter, og bagagevognene tog på snedig vis pant, så bagagen måtte vi slæbe med os – foruden to trætte børn som ikke rigtig helt gad gå med. I terminal 3 viste det sig heldigvis at der ikke var problemer med vores boarding passes – de var på samme sæde og bare udstedt af forskellige selskaber. Ved vores andet checkin var sædevalget bare blevet ignoreret, og det havde vi ikke opdaget.

Vi kunne nu se at vi havde en god halv time tilbage før check-in time, og gik derfor videre mod gaten. Der viste sig at være et ekstra security check, og derefter en ENORM kø til at komme til gaten. Da vi endelig nåede gaten var det over check-in time, på trods af at vi havde 2½ time i Frankfurt – Frankfurt er helt klart min ikke-favorit-lufthavn. Vi havde egentlig planlagt at købe noget at spise i Frankfurt, men da vi endelig nåede gaten var der ikke andre muligheder end en meget lille bod der ikke tog andet end euro i kontanter. På plussiden udnyttede jeg den halve times gratis internet der var til at bitche over lufthavnen, og der var faktisk svar fra lufthavnens twitter account!

Endelig kom vi ombord på flyet, og fandt vores sæder. Vi var lidt kede af at vi var endt med at få pladser over vingerne, men det viste sig at der var masser af udsyn alligevel, fordi vinduerne er ret højt over vingerne. Man kunne godt se på benpladsen at det var den lidt billigere udgave af et flyselskab vi havde valgt, og alkoholiske drikke var kun mod betaling – men ellers var alt præcist som alle andre selskaber jeg har fløjet over atlanten med. Pigerne fik nogle tegneting, en badebold og et lille spil som gave fra luftfartselskabet. Maden var Tortellini med hvidkålssalat, brød, smør og ost og en kage til dessert, lavet på meget tysk facon, og før vi landede var der en koldere anretning med pretzel, kartoffelsalat og kalkunsnitzel og en kage – igen meget tysk!

Pigerne kedede sig noget på turen, men de fandt en svensk-talende pige de legede med (hun var nu vist nepaleser), og fik tid til at gå med at lege med tablets og tegneting og spil. Karen tog en lille lur lige da vi lettede, men Ellen sov slet ikke, og ingen af dem kunne sove da vi nåede til normal sengetid efter dansk tid. Ellen klarede det uden problemer, men Karen blev overtræt og ked af det. De andre passagerer var nu søde til at smile til hende, også da hun var helt urimelig, så alt i alt må flyveturen betragtes som en succes. Da vi skulle lande var Karen blevet i helt godt humør, og grinede og snakkede meget om at det var ligesom en rutsjebane når der var lidt turbulens, og det giver et lille bump når man lander.

I Canada blev vi lige skilt fra hinanden da vi skulle ud af flyet, og pludselig var Ellen nået foran os allesammen. En rigtig venlig ansat fangede hende og satte sig og ventede på os sammen med hende. Og andre, af det store korps af frivillige i hvide cowboy-hatte de havde i lufthavnen, bemærkede Trines stok og var enormt hurtige til at tilbyde et lift i de små vogne, men vi havde alle mere brug for at strække benene og gå. Vi nåede at få tilbuddet om et lift mindst fire gange før vi nåede stykket ned til bagagebåndene, foruden en der tog sig god tid til at forklare os den nemmeste vej, og hvordan vi kunne komme med en elevator. Utrolig venlig modtagelse i Canada.

Vi fik indsamlet vores bagage – alt var nået frem uden problemer, også bærestolen som havde været checket ind som “oversized bagage” – og kom gennem tolden, som kun kastede et hurtigt blik på vores forudfyldte erklæring. Ude i forhallen udpegede et par venlige patruljerende betjente en ATM for os, så vi kunne hæve nogle penge, og hvor vi kunne finde en taxi – for vi orkede ikke en tur med offentlig transport på det tidspunkt.

Taxien var en Prius, og chaufføren kendte ikke adressen, så han bad Trine om at finde den på et kort. Han var den første person i Canada vi mødte som var lidt mindre venlig, men han fik os sikkert frem, og kørte fornuftigt. En af de eneste ting han spurgte om var om vi kom fra Storbritannien – et mærkeligt spørgsmål, når vi nu snakkede dansk indbyrdes… 🙂 Trine syntes også det var lidt suspekt, som han blev ved med at sidde og justere kronjuvelerne… Begge børn faldt i søvn i taxien.

Vi nåede frem til huset, og vi kunne kende det fra billedet, så vi guidede chaufføren de sidste meter. Selvom børnene var meget trætte kravlede de op på trampolinen med det samme. Før vi overhovedet nåede ind i huset fik vi hilst på naboen, Patrick, som gik og byggede biler. Han var meget flink, og tilbød at tage os med til Lake Bonavista en weekend, da man kun kan komme derind hvis man er fastboende i området.

Vi fik låst os ind i huset, og blev helt overvældede over at gå på opdagelse rundt i de mange rum. Der var meget åbent, med gangområder, stue, køkken og trapper som alle var et stort “rum” uden døre imellem, og med adgang direkte fra hoveddøren og bagdøren. Meget anderledes end man som regel indretter danske huse. Derudover var der i stueplan en tv-stue, et kontor og et badeværelse; ovenpå tre soveværelser og to badeværelser, og i kælderen endnu et soveværelse, endnu et badeværelse, en fjernsynsstue mere med airhockey og bordfodbold og et fantastisk legerum i en ombygget opbevaringskælder med endnu et tv, sofaer og enorme mængder legetøj. I haven var der ud over trampolinen også både gyngestativ, legehus, sandkasse og rutsjebane, og i haven lå der en hare, i et hul der tydeligvis var dens faste rede.

Karen fandt en lille stofstol i hendes størrelse, som hun forelskede sig i og rendte rundt med hele tiden, og Ellen og Trine tog et spil airhockey.

Før vi nåede at så meget som se færdigt rundt i huset, ringede det på døren. En genbo, Ingrid, havde set børnene lege i haven, og kom for at sagde velkommen. Hun var meget venlig, og havde forskellige kuponer og tilbud med til os, og hun snakkede så hurtigt at vi i vores jetlag’ede tilstand næsten ikke nåede at få præsenteret os eller noget som helst, men det var rart at blive taget så imødekommende imod.

Familien Mikkelsen der havde boet i huset før os, havde været rare og efterladt os lidt mad, så vi spiste brød med nutella og peanutbutter til aftensmad, før vi fik puttet Karen og Ellen. Ellen lagde sig i øverste køje af en køjeseng, mens Karen lå midt i en kæmpeseng i et “grafittirum”, der var endnu et værelse ovenpå.

Vi fik skrevet til Paula og Dan. Det gik op for os at vi havde taget en dag fejl af de rejsetider vi havde sendt til dem, og derfor var i deres hus et døgn før de regnede med. Derfor havde Dans far, Bill, heller ikke været der endnu for at klargøre huset som planlagt – men det var nu SLET ikke noget problem. Familien Mikkelsen havde efterladt huset rigtig flot, og imødekommende.

Der gik ikke lang tid efter pigerne var puttet før vi selv gik i seng – udpakning måtte vente til dagen efter. I løbet af natten blev Karen ked af det, og Trine lagde sig ind i hendes seng sammen med hende – men noget søvn blev det dog til.

Skrevet af Kåre

Oprindeligt skrevet 12. juli – billeder her.

I går var vi i Lemvig for at udveksle nøgler og en bilkontrakt. Det var super hyggeligt at møde den familie vi skal bytte hus med – rigtig rare mennesker!

Vi mødtes på en legeplads i Klosterheden og efter vores ungers initielle generthed gik det helt godt med at lege sammen, selvom de ikke helt forstod hinanden. Bl.a. fandt de en sommerfuglelarve, som de forsøgte at fodre hajen på Lochlans t-shirt med. 🙂

Vi endte med at sidde og snakke fem timer, så vi var godt trætte da vi vendte næsen østpå igen. Faktisk så trætte at aftensmaden blev indtaget på McD på vejen hjem. Og da vi kom hjem blev ungerne smidt direkte i badekarret, for hvor var de godt nok blevet møgbeskidte!

Nu er vi så småt begyndt at være lidt febrilske i vores forsøg på at blive klar til at køre tirsdag morgen. Jeg er ikke engang begyndt at pakke endnu og vi skal jo også lige have gjort plads i skuffer og skabe og haven trænger stadigvæk til lidt af en omgang.

Men flyet går tirsdag klokken 10.50, så vi skal nå det. Godt der er en deadline, for ellers tror jeg aldrig vi ville blive klar!

Oprindeligt skrevet 6. juli.

Så er det vist på tide at der bliver skrevet noget her igen. Denne gang er anledningen at vi 16. juli tager et fly til Calgary, hvor vi skal bo i 3½ uge.

Historien startede 25. januar, hvor vi meldte os ind på siden homeexchange.com med det formål at bytte hus med en familie i Alperne, gerne i nærheden af Belalp, en ugestid i løbet af sommerferien.

Men inden vi næsten nåede at få lavet en profil, blev vi kontaktet af en belgisk familie, der gerne ville bytte med os. Belgien er spændende – men nu havde vi jo sat næsen op efter bjerge, så vi takkede nej.

Der gik så et par uger mere og vi havde ikke selv fået set nærmere på hvad der var af muligheder. Men så kom der pludselig en besked fra Canada! Og det var ikke bare en uge, men 3½ uge. Så vi gik i tænkeboksen et par dage – men besluttede os for at springe ud i det, så vi sagde ja.

Så en uge i Alperne blev til 3½ uge på prærien i kanten af de canadiske Rockies – sådan kan det jo gå. 🙂

Siden er vi også blevet kontaktet med en lejlighed på Montmartre og et hus i Sverige – men da var sommerferien jo på plads.

Vi fik ikke flybilletterne helt så billige som vi havde håbet – men det er der jo ikke noget at gøre ved. Vi havde faktisk nær heller ikke fået flybilletter, for da vi ville købe dem, blev siden ved med at sige, at vi ikke kunne købe dem. Det viser sig så, at der er en grænse på 20.000 kroner for køb med Visa-kort – det havde vi ikke lige været opmærksomme på! Men heldigvis har far et Mastercard, så det lånte vi lige. Og det var såmen meget heldigt – for mens vi bøvlede faldt prisen. 🙂

Så vi skal flyve fra Billund klokken 10.50, over Frankfurt og så direkte til Calgary, hvor vi er klokken 17.00 – lige i tid til aftensmad og så i seng.

Og for at gøre det hele meget nemmere, så har vi også byttet bil.

Nu er den store problem jo bare om vi skal op i bjergene først eller om vi skal ud i halvørkenen/badlands.

Vi har været i Skandinavisk Dyrepark med farmor og farfar. Det var hyggeligt. Dyrene ser ud til at have det godt og der er gode stier/broer gennem anlæggene. Ungerne synes godt nok at dådyrene var lidt for nærgående. 🙂

Vi forstod ikke helt at de sagde at de havde n isbjørne, for vi kunne kun se n-3. Dyrepasseren sagde, at hun også havde været ved at tage fejl i ny og næ, men de brune bjørne i anlægget, var altså isbjørne, der godt kunne lide mudderbade… 🙂

Karen har haft sin første legekammerat med hjemme – det var rigtig hyggeligt og de legede godt sammen.

Ellen har været med til forestilling hos Krudtuglerne. De var rigtig dygtige. De sang flere sange og på nuværende tidspunkt er jeg nok ved at være lidt træt af Volvo-sangen… 🙂

Et par af de sjove:

Ellen: Mor, ham der har lavet Dr. Horrible, er han en nørd?

Jeg slog en edderkop ihjel. Ellen: Jamen mor, de er jo sådan nogle søde små væsener!

Ellen: “Kys er klamt!”

Ellen: Jeg har engang slået en bænkebider ihjel.
Mig: Det var da ikke sødt, hvorfor gjorde du det?
Ellen: Jamen, ellers kunne jeg jo ikke se hvordan den ser ud indeni!

Karen sidder på Kåres arm og aer hans mave, mens hun hvisker: Der er en baby derinde.

Ellen har besluttet at hun vil spare sine lommepenge op, så hun kan blive første kvinde på månen. Det kan godt være vi skal overveje at give hende nogle lommepenge, hvis det skal være for hendes egne sparepenge det mål skal nåes.

Men ellers er der forklaringer ved billederne.

I starten af juni var vi i Fårup Sommerland med mormor, morfar og moster Ane. Det er noget ungerne kan lide. Bortset fra at det ikke er optimalt med lukkede griller, når der er mange der skal have noget ind og ud hele tiden, så var det en glimrende tur – vi nåede ikke engang at se det hele. Men så er det godt at både Ellen og mormor og morfar har årskort, så de kan komme igen.

Ellen var lidt ked af at hun ikke kunne nå helt op til at kunne skyde og Karen var særdeles stolt over at hun selv kunne ride – og endda på en sort hest! Kåre og Ellen prøvede alle de vilde ting, mens mormor og Karen prøvede de mindre vilde ting. Og nu er Ellen høj nok til så godt som det hele.

Anders og Katrine (LilleNørder) var på besøg og lavede show for børnene – men det blev altså for mange mennesker og for meget larm for Ellen, så hun fik ikke set mere end de første par sange.