Søndag måtte Ellen på det nærmeste hives ud af sengen. Hun var godt nok træt, den bette.

Vi havde bedt om at få madpakker med i stedet for frokost på vandrerhjemmet, for vi ville tage til Romkerhaller Wasserfall og Okertalsperre – Stine/Twincamp havde anbefalet en cache ved Okertalsperre. Man smører selv madpakken fra morgenbordet og så får man en drikkedunk til saft/vand, frugt og en süssigkeit. Der var også frikadeller i skålen, men de var stadigvæk varme, havde ikke været kølet ned og skulle ligge i en taske hele formiddagen. Da det så viste sig at de ikke var gennemstegte, røg de altså ud.

Der var ikke ret langt, omkring et kvarters kørsel. Da vi kom til Romkerhall var det første vi så nogle der sejlede kajak ned af floden. Jeg synes det så rigtig sjovt ud. Vandfaldet var en earthcache, men da vi kom hen til det, kom en sur tjener og sagde at vi ikke måtte være der – det var åbenbart privat grund. Men vi fik da vores billede, så vi kan logge cachen.

Tilbage ved bilen så vi hvordan dem i kajakkerne kom ned i vandet. Der var simpelthen en rutchebane på et par meter og så frit fald for resten af vejen. Det så lidt vildt ud.

Vi kørte videre ud til Okertalsperre. Et imponerende bygningsværk, men Ellen havde ingen tålmodighed – overhovedet. Så det blev kun til en gåtur hen over dæmningen og et kig ned til cachen (se billederne). Tilbage ved bilen var der en kiosk, så vi fik alle sammen en is – Ellen fik helt selv lov til at vælge. Taget i betragtning at hun ligefrem puttede sig ind til mig, mens vi spiste og var meget varm, er teorien, at hun var lidt småsyg med feber. Varmen og pyldretheden holdt desværre resten af ferien.

Vi kørte hjem til vandrerhjemmet og spiste vores frokost på legepladsen.

Efter frokost kørte vi igen ned til byen, bare til en anden bydel, hvor der skulle være en Walderlebnispfad/skovoplevelsessti. Heldigvis lå der en lille dam ved starten, for stien var der godt nok ikke noget sjovt i. Måske havde den været sjovere længere henne, men det sjoveste Ellen oplevede var at kaste pinde i vandet og plyndre et hindbærkrat.

Her mødte vi flere tyskere med hunde. Bl.a. en kvinde, der pænt stod og ventede med sine to hunde. Hun ville ikke gå hen af stien før Ellen var væk. Da jeg så sagde at Ellen ikke var det mindste bange for hundene takkede hun og gik forbi. Sikke en høflighed.

På vandrerhjemmet var aftensmaden spätzle med gullash – ikke ligefrem min livret, men absolut ikke ringe af at være spätzle. 🙂

« Ferien til Goslar – dag 2
Ferien i Goslar – dag 4 »

This entry was posted on Friday, July 23rd, 2010 at 20:53 and is filed under Ferie, Geocaching. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.