Regnskoven og svømmehallen

Fredag var alle tidligt hjemme og vi havde fået en erstatning for den GPS der blev smadret søndag. Så den skulle testes og så kunne vi lige nå i regnskoven en halv time før lukketid. Der er nemlig noget lidt specielt ved at være der alene når alle dyrene begynder at blive lidt mere aktive. Bagefter fandt vi en enkelt cache og kørte i Føtex.

Da Ellen så blev puttet kom jeg til at se på hendes ben. En stor rød cirkel omkring et insektbid af en art. Og taget mængden af skovflåter i betragtning endte det med en tur til lægevagten. Ikke ligefrem sådan man har lyst til at bruge en fredag aften, men det blev til en times ventetid, hvor Ellen hyggede sig vældigt med at lege med en pige på 2½ inden vi kom ind til lægen, som mente at det var uskadeligt, men at han ikke kunne udelukke borrelia. Så vi holder godt øje med hende og det er heldigvis blevet mindre nu. Og så tog vi lige en cache på vejen hjem.

I går ville vi have geocachet, men efter en helt umulig Ellen, der endte med at falde i et springvand kørte vi bare hjem igen. Rigtig øv, men det har nok også spillet ind at alles lunter var lidt korte efter først at være kommet i seng efter midnat.

I dag var det mig der skulle bestemme hvad vi skulle – jeg havde nemlig vundet den ugentlige Wii-konkurrence. Så jeg bestemte at vi skulle i svømmehallen. Det har vi ikke været siden december 2008…

Så vi var noget spændte på hvordan det ville gå. Men det gik simpelthen over alt forventning. Ellen var noget utryg i starten og ville kun sidde helt tæt op af en af os, men da hun så fandt en at lege med og fandt ud af at lufferne og bæltet bar hende, så blev hun mere modig. Hun endte med at prøve at svømme og lege på den lille rutchebane inde i den “kolde” afdeling. Og hun hoppede glad fra kanten ned i 60 cm vand. Så det skal nok komme. Karen synes det var spændende og hun plaskede og fik hovedet under vand nogle gange.

This entry was posted on Sunday, July 10th, 2011 at 14:07 and is filed under Ellen, Geocaching, Karen, Syg, Udflugt. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.

Leave a Reply