Ferie i Norge – 25. juli
Vi vågnede ret sent. Ellen kom ind og hun har forstået at hun skal være stille i soveværelset, men så snart hun er ude af soveværelset og inde i stuen, så råber hun løs. Så selvom Kåre forsøgte at lade mig sove, lykkedes det ikke rigtigt. Morgenmaden bestod af det sædvanlige: Müsligrød til Ellen med blåbær og müsli med skummetmælk lavet på pulver til vi andre og så brød med ost og spegepølse.
Vi var nødt til at køre til Treungen for at købe noget brød og så ville vi finde cachen “Skiløypa til Finn og Grunde” på vejen tilbage. På vej til Treungen kom der meddelelse over trafikradioen om at der ville blive holdt et minuts stilhed klokken 12 og at trafikken også ville stoppe. Vi nåede Treungen inden og Trine gik ind i Spar for at købe brød (og laks (som de glemte at give rabatten på) og citrongele og valnødder og Panodil (40 kroner for 10) og tørrede flødekartofler)). Vi kørte lidt op på vestsiden af Nisser og holdt ind ved bredden og holdt klokken 12. Kåre havde forklaret Ellen at vi gerne lige ville have at hun også var stille og at vi slukkede for Sigurd fordi mor og far gerne lige ville tænke lidt over noget. Det accepterede hun uden videre og vi fik holdt et minuts stilhed. Bagefter kørte vi tilbage over den seje og smalle bro over enden af Nisser – mens vi spiste lidt kage.
Vi kørte op og af en grusvej op i et hyttetun – vi kørte laaaangt op og fandt et sted at parkere for enden af vejen. Et par steder måtte vi liste over store kløfter i vejen lavet af regnvandet og vi mødte endda en campingvogn. Ellen var også lige ude for at tisse – det er ikke SÅ nemt med regntøj på.
Der var ingen umiddelbare stier, men da vi var gået et stykke over fjeldet, kom vi ned til en sø, hvor der gik en sti langs bredden. Vi kunne se på kortet, at cachen skulle ligge ved en elv mellem to søer, så vi fulgte bredden (med et par afstikkere på grund af sump – Ellen mener hver gang at Shrek bor i sumpen) indtil vi nåede afløbet til elven. Det så lidt sejt ud og jeg holdt godt fast i Ellen. Vi fulgte elven op til en bro over, hvor vi hurtigt fandt cachen – en magnetisk mikro. Der lå en nøglering med en vognmønt i den og den fik Ellen lov til at få. Men ak og ve – forældrene havde ikke tænkt sig helt om – vi havde bare fortalt Ellen at hvis den faldt ned mellem brædderne i broen, så var den altså HELT væk – vi skulle have sat den fast i hendes jakke… For pludselig var den jo røget ned mellem to brædder i broen og da Ellen efterhånden er GODT brugt brød hun helt sammen. Vi kunne se den, men den lå så langt nede at vi ikke kunne få fat på den. Der var ikke andet at gøre end at gå tilbage til bilen. (Det er i øvrigt ganske skræmmende – jeg har hørt/læst så meget norsk, at jeg faktisk tænker norsk, når jeg skriver – er også kommet til at skrive norsk et par gange.)
Hun græd længe og højlydt, men endnu engang reddede det lillebitte monster os. Vi prøvede at gå over fjeldet tilbage til bilen i stedet for langs søen – vi fik stadigvæk våde sko og endte ved et par hytter, men tilbage kom vi da. Vi kom forbi en lille sø ved hytterne og Ellen mente helt bestemt at hendes vognmønt var endt der.
Vi kørte tilbage til lejligheden og spiste frokost (klokken 15) og resten af eftermiddagen gik med hygge og lidt sidst-på-ferie-irritation. Bl.a. spillede vi vendespil med Ellen og hun er ved at være ret sej og kan følge reglerne. Og ikke engang da Kåre faktisk vandt gik det galt.
Aftensmaden bestod IKKE af dåsemad, men af stegt laks og flødekartofler. Det er altså sjovt med tørrede kartofler og pulver der bliver til flødekartofler.
Efter aftensmaden gik Ellen og jeg en lille tur for at sige farvel. Egentlig ville vi bare have været rundt om blokken til det bette vandfald henne for enden – men vi endte altså med at sige farvel til det store vandfald henne ved enden af den bette sø – og de første tre varder på vej op mod Himmelriket.
Vel hjemme skulle Ellen i seng og det er ikke ligefrem fordi det var en succes – hun er simpelhen så overtræt og alt for fuld af indtryk, der nok ikke er blevet helt bearbejdet.
Karen var også overtræt, men så snart jeg fandt ud af at det var det der var galt og lagde hende i seng gik der ikke lang tid før hun sov.
Nu har Kåre så godt som pakket bilen og alt andet, mens jeg har siddet og set fjernsyn.
This entry was posted on Thursday, July 28th, 2011 at 21:32 and is filed under Ellen, Ferie, Geocaching, Karen. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.