Tidens ord
I går aftes blev det bare til en lille tur i den lokale skov, men det var hyggeligt. Vi mødte en lille hund og Ellen er ved at have lært at alt under labradorstørrelse ikke er katte. Ellen plukkede også en anemone og vi legede gemmeleg.
Der har heller ikke været problemer med hysteri i dag, så jeg håber det måske er ved at være ovre. (Lidt optimistisk – jeg ved det!)
Tidens ord er:
Lillebittesmule – sagt med ynkelig, lille stemme når hun ikke må få mere af noget lækkert.
Åh nej dog! – hun ser ALDRIG Peter Plys. 🙂
Mig tur – når hun vil noget selv.
Køppenet – det er svært at sige køkkenet.
Det er syndt – når det er synd for nogen.
Den sidder meget, meget fast – jeg ved ikke hvad hun har set der sad fast, men alting sidder meget, meget fast i tiden.
This entry was posted on Tuesday, April 27th, 2010 at 10:18 and is filed under Hverdag, Natur, Udflugt, Udvikling. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.
May 4th, 2010 at 23:59
He he. Jeg kan levende forestille mig hvor stakkels man som lille pige kan se ud, når man siger lillebittesmule. Det er en herlig alder med de gode sprogting. Den bliver så afløst af endnu en herlig alder, hvor børnelogikken skinner igennem i det de siger. Derpå følger den herlige alder, hvor de er snedigere end forældrene og sætter dem skakmat. Jeg antager at den sidste del ikke stopper.