Archive for the ‘Hverdag’ Category

Siden sidst og indtil jul

Jeg ved ikke lige hvad der gik galt – men nu prøver vi igen.

En lille billedfortælling – bare for lige at komme nogenlunde up-to-date.

Aktiv uge i børnehaven

Mandag skete der vist ikke noget specielt i børnehaven, men om eftermiddagen var der jo gymnastik og multisport. Ellen var ikke så koncentreret, men hun havde det sjovt. Bagefter gik vi ind i cafeteriet og spiste chili con carne med salat. Ellen spiste godt nok kun ris og salat, men det var skønt ikke at skulle hjem og lave mad klokken 18.15. Så næste uge står den på kold kartoffelsalat og frikadeller.

Tirsdag var Karen med vuggestuen på biblioteket for at se film.

Onsdag afleverede Kåre Karen i vuggestuen og jeg blev hjemme med Ellen, som skulle til lægen 9.30. Da vi kom ud for at hente cyklerne, var hendes cykel punkteret, så hun måtte på løbecyklen. Men vi nåede det. Ellen var rigtig flink til at blive lyttet på lungerne og der var heldigvis ingen betændelse, så hun må bare fortsætte med masken lidt endnu/igen. Så skulle jeg lige have renset nogle sår, men Ellen hyggede sig fint 20 minutter i venteværelset – når man bare kan spille Angry Birds, så går det hele fint. 🙂

Og så ned i hallen, hvor der var koncert for alle børnehaverne og vuggestuen. Det er ikke så nemt at finde ud af hvor man skal ligge barnets tøj, når der er tøj fra over 100 børn – men vi fandt Karens flyverdragt og lagde det ved siden af. Vi listede ind i hallen, hvor Ellen hurtigt fik øje på Maria og løb hen til hende – så Karen nåede ikke at se mig.

Da vi spurgte Karen hvad hun havde lavet i vuggestuen, svarede hun med det samme: Musik. Det er første gang hun har svaret på det. Og da vi snakkede om det i morges fortalte hun endvidere at: Eling hånd.

I dag måtte jeg hive Ellen ud af sengen klokken 9. Da vi kom ned i børnehaven skulle Karen til at lave mad og Ellen skulle på skolen for at se teater, så da jeg kørte stod hun sammen med en anden pige hånd i hånd ude ved lågen og var klar til at gå.

Hverdag

Mandag morgen var spændende, for da vi stod op var håndværkerne godt i gang med at grave haven op. Så der har været masser at se på hele ugen.

Mandag eftermiddag var Ellen igen til multisport og denne gang var jeg bedre forberedt, så det var hyggeligt. Vi spillede bl.a. badminton og det var hun faktisk bedre end jeg havde regnet med til. Og så var det hjem for at lave aftensmad – lidt sent, når gymnastik og multisport slutter klokken 18. Men heldigvis fandt vi ud af at der er fællesspisning i cafeteriet om mandagen, så jeg skyndte mig at skrive os på listen, så næste mandag skal vi bare gå ind i cafeteriet og så er maden klar. 🙂

Onsdag ringede de fra vuggestuen, at Karen var syg – slap og formentlig feber og hun havde ikke lyst til sin madpakke! Jeg cyklede ned for at hente hende, men konstaterede sammen med de voksne, at hun ikke kunne sidde på cyklen hjem. Så en af de voksne hentede hendes bil, mens en anden pakkede Karen i tøjet og jeg cyklede hjem. Så Karen blev kørt hjem og hun havde da også 39,6 og kunne knap nok stå selv. Sikke en fantastisk vuggestue vi har! Men efter et afsnit Shaun the Sheep, et halvt æble, lidt juice og en god lur, så var hun faktisk glad igen.

Og onsdag aften kom mormor og moster Ane forbi på vejen hjem fra Tyskland – det var hyggeligt. 🙂

Torsdag blev hun hjemme, men hun var egentlig frisk.

Fredag kørte vi til Randers for at få byttet et par vinterstøvler til Karen og endte med at gøre ungerne lykkelige: Vi tog på McD for at spise “aftensmad”. De har virkelig fat i noget af det rigtige med de rør, for Ellen er totalt ligeglad med maden. Men først var Ellen virkelig ved at vise at hun er en pige. Hun gik helt i koma i H&M: Den der kjole, og den der, og den der osv. Og så den helt gode: “Orv, mor, se lige de her flotte lyserøde nogen til at have om brysterne!”

Lørdag tog mig og Ellen i biografen i Bjerringbro for at se Arriettys Hemmelige Verden. Det var godt nok en “frarådes under 7 år”, men det var et stort hit, omend det var lidt svært at sidde stille i næsten to timer. “Det er godt nok en god film”, hviskede hun til mig efter ca. en halv time. Efter filmen købte vi en portion pølsemix og satte os på et koldt torv og spiste. Så gik vi i Aldi og tog bussen hjem. Senere gik vi en tur i skoven.

I dag har vi været i Fladbro for at geocache på cykel. Der blev leget fængsel ved broerne langs Gudenåen. Jeg tror nok det var noget fra en af de fantasybøger Kåre og Ellen læser.

Siden sidst

Siden sidst har vi været til farmors fødselsdag i Bjergby, hvor vi var ude at gå en hyggelig tur. Det var rigtig rart at se ungerne. Ellen og Ann-Kathrine fandt meget hurtigt sammen og Karen hyggede sig meget med de store, specielt Toke.

Mandag er der multisport i de to store haller samtidig med at der er gymnastik for Karen i den lille hal. Og Ellen ville gerne prøve, så jeg tog med. Jeg havde ikke helt regnet med at der var SÅ meget forældreinvolvering – næste uge skal jeg have nogle ordentlige sko med. Ellen var ikke så glad for opvarmningen – sådan noget med fangelege er ikke lige hende (og har heller aldrig været moderen). Men resten gik nogenlunde. I hvert fald godt nok til at vi prøver igen næste mandag.

Vi har også været en tur ved Kjællinghøl for at genplacere en cache og lege på broen.

Ungerne har sovet rigtig længe – dækmanden kom for at skifte dæk fredag morgen klokken 8.30, men der var vi slet ikke stået op endnu. Torsdag og fredag var det faktisk Ellen der kom først ind og puttede og hyggesnakkede.

Ellen har været ved lægen og har fået noget midlertidig astmamedicin – hun har haft lidt svært ved at trække vejret. Hun har også fået i børnehaven og det er åbenbart lidt af et tilløbsstykke – men jeg kan se at hun ikke er den eneste. Hun siger at det ikke smager godt – men hun tager det helt uden at brokke sig – i øvrigt vist det eneste hun for tiden gør uden at brokke sig…

Onsdag var der kaffedag på sommerfuglestuen. Gammeldags æblekage er nu ikke så ringe. 🙂

Torsdag var der gymnastik som sædvanligt – men nu er det bare at aflevere hende, tage hjem og lave mad og hente hende igen. Hun er helt selvkørende.

Fredag aften var vi til Halloween i Gudenåhuset. Ellen har været der med børnehaven, så hun strøg direkte ind på biblioteket og fandt klæd-ud-tøjet. Og heldigvis synes bibliotekaren at hun var sød og fin, så hun fik lov til at låne kjolen resten af aftenen.

Der var masser af ting at prøve, men det var nok mest for lidt større børn, som havde set de gysere, der blev refereret til. Men ungerne fik lavet et badge hver, som de er meget glade for.

Der sker en masse med Karen for tiden, sproget bliver bedre og bedre og hun kan (og vil) mere og mere. F.eks. kan hun nu næsten selv tage flyverdragt på.

I Biersted

I weekenden var vi i Biersted – mormor og morfar lukkede butikken for sidste gang og det skulle vi selvfølgelig være med til! Det var rigtig hyggeligt, men også lidt vemodigt. Karen var med i butikken det meste af søndagen, mens Ellen gik lidt til og fra – for computeren lokkede også og det var vist også lidt kedeligt at være barn. 🙂

Karen har været/er lidt småforkølet, men det er vist årstiden for den slags. Hun snakker i øvrigt mere og mere og har efterhånden et ganske pænt ordforråd, selvom man nok skal være mor eller far for at forstå meget af det. En af favoritterne i øjeblikket er ru’ban’. 🙂

Dagens citat fra Ellen: “Der står der hundred’ og når man sætter et nul mere bagefter som der, så står der tusind og fjerner man et nul, så står der ti.”

Hvor hun har lært det henne aner jeg ikke.

Et par guldkorn

I morges ville jeg lave müsligrød til ungerne som jeg plejer, men Ellen ville hellere have havregrød, så jeg hældte havregryn op. Det blev hun meget ked af, for hun ville åbenbart alligevel hellere have müsligrød. Hendes kommentar: “Åh nej, mor, du har ødelagt hele mit liv!”

Jeg hældte müsli i havregrynen og alle var glade.

Eller denne dialog fra sidste weekend:

Ellen: Mor er sødest!
Far: Bu-hu.
Ellen: Bare rolig, far, du er også sød, mor er bare sødere, for hun laver andelår og kyllingelår til os.

Ugen er gået stille og roligt med to gange gymnastik og et forældremøde. Ellen er alene til gymnastik nu – det går fint. Hun har en drikkedunk stående oppe på tilskuerpladserne/garderoben og går selv op og drikker når hun er tørstig. Meldingen fra de forældre der venter i hallen er at hun aldrig stopper med at snakke. 🙂

Stille søndag

Dagens store begivenhed var en gåtur ud i Lyngbakkerne – Ellen viste vej, for hun går ofte den tur med børnehaven. Vi fandt fem blåbær, tre hindbær og fire brombær og vi hilste på et venligt firben.

Ellers har vi spillet spil og lavet ingenting og spist and. Jeg leder stadigvæk efter et kamera…

Dødt kamera

Så er kameraet vist endeligt afgået ved døden – linsen har i hvert fald en del problemer.

Siden sidst har der været arbejdsdag i børnehaven. Det var rigtig hyggeligt og ungerne synes det er sjovt at være der på en anden måde.

Der har været gymnastik. Ellen er glad for at være startet igen og det gik bedre med at få hende med hjem anden gang. Anden gang hun selv var til gymnastik gik mig og Karen hjem, så hun var der helt alene. Det gik helt fint, så det er vist planen for fremtiden.

Sidste weekend var vi med farmor og farfar i Randers Regnskov. Det var også hyggeligt – vi var der mere eller mindre fra de åbnede til de lukkede. Men så var det også et par trætte piger vi havde med hjem.

Vi er begyndt at spille Tantrix med Ellen – hun har nogenlunde styr på reglerne og kan også spille lidt strategeisk, men hun har ikke koncentration til et helt spil endnu. Vi er også begyndt at læse rigtige bøger for hende – primært fantasy. Vores lille pige er ikke helt så lille mere.

I går da vi skulle hjem fra børnehave øsregnede det og havde gjort det hele dagen, så der var vand over ALT. Så ungerne blev stoppet i alt deres regntøj og så skulle der hoppes i vandpytter. Det sjoveste var skolens rutchebane, som endte direkte nede i en kæmpe vandpyt.

Lidt af hvert

Vi har haft besøg af moster Ane, vi har været på bondegårdsbesøg og ungerne har hygget sig med mormor, mens vi andre har været i teateret for at se Chess. Vi har været til sommerfest i børnehaven og mig og pigerne har været i Lee for at købe whisky. Gymnastik er startet igen og biblioteket er begyndt at vise film for vuggestuen igen – det er ved at være vinterhalvår.

Og så lige en lille film af Karen og hende yndlingsbeskæftigelse:

Karen lægger puslespil (YouTube)

Forhandling

Da jeg vågnede i morges var jeg helt forvirret, for klokken var 7.24 og Kåre lå ved siden af mig. Ved nærmere efterkig var det så ikke Kåre, men Ellen der var kommet ind. Hvornår? Aner det ikke – jeg sov!

Men efter at have hentet Karen og puttet og moslet lidt kom vi da ud af sengen. Ellen fandt morgenmad og dækkede bord, mens jeg gav Karen tøj på. Ellen spurgte hvad dag det var og blev jublende lykkelig, da jeg sagde at det er tirsdag. Tirsdag er åbenbart sommerfuglenes dag i puderummet.

Jeg skulle bruge fem kroner og Ellen havde tilfældigvis en femmer. Så jeg spurgte hende, om jeg måtte få femmeren, hvis hun fik en tier når hun kommer hjem. Nej, var svaret, en tyver! 🙂