Archive for the ‘Børnehave’ Category

Gymnastik

Så er gymnastik startet igen – i år skal Karen gå om mandagen og Ellen om torsdagen. Normalt kommer vi 15-20 minutter før tid, fordi det passer med at vi henter ungerne i børnehaven der og det kan ikke svare sig at gå hjem. Så de får lov til at løbe rundt i hallen.

Men for første gang i mandag skulle Karen blive og Ellen skulle med hjem. Ellen skreg og skabte sig hele vejen. Til sidst stoppede jeg hende og sagde, at hvis hun blev ved, så endte det med at vi kører direkte hjem næste mandag og at hun ikke får lov til at komme med ind og lege inde. Hun snøftede lidt, men stoppede.

Da vi så kom helt hjem og vi kom ind i bryggerset smed hun sig ned og skabte sig 5 sekunder, rejste sig op og sagde: “Jeg skulle bare lige af med det sidste.” Og så var hun glad resten af tiden og hjalp med at tømme opvaskemaskine og dække bord.

Karen kunne i øvrigt godt huske hallen fra sidste vinter, hvor hun kom der med vuggestuen. Hun pegede og løb glad ind.

Forhandling

Da jeg vågnede i morges var jeg helt forvirret, for klokken var 7.24 og Kåre lå ved siden af mig. Ved nærmere efterkig var det så ikke Kåre, men Ellen der var kommet ind. Hvornår? Aner det ikke – jeg sov!

Men efter at have hentet Karen og puttet og moslet lidt kom vi da ud af sengen. Ellen fandt morgenmad og dækkede bord, mens jeg gav Karen tøj på. Ellen spurgte hvad dag det var og blev jublende lykkelig, da jeg sagde at det er tirsdag. Tirsdag er åbenbart sommerfuglenes dag i puderummet.

Jeg skulle bruge fem kroner og Ellen havde tilfældigvis en femmer. Så jeg spurgte hende, om jeg måtte få femmeren, hvis hun fik en tier når hun kommer hjem. Nej, var svaret, en tyver! 🙂

Enebarn

Mandag aften tog vi alle tre til Randers, for at geocache lidt. Vi havde madpakkerne med og havde en rigtig hyggelig tur. Ellen havde været i Jesperhus og havde også haft det godt.

Tirdag aften mødtes vi igen – til event i Randers. Vi tog en skovtur, som endte lidt galt.

Ved den sidste cache gad Ellen ikke så meget mere og jeg var ved at være godt træt i benene. Så vi ville bare gå direkte ned til bilen. Jo tak – det ville sikkert også være gået helt fint – hvis jeg ellers havde husket den rigtige vej…

Vi nåede RET langt ind mod byen, før det blev åbentlyst at vi var gået for langt. Og så gik vi tilbage og ned af nogle stikveje for at se om det var DER vi havde sat bilen. Til sidst så jeg et kendt navn på en postkasse og da der stadigvæk var lys i vinduerne gik vi ind og spurgte om vej til børnehaven vi havde parkeret ved. Ja, vi skulle bare lige til højre på vejen og så et godt stykke videre. Vi takkede og gik videre.

Men da vi nåede forbi der hvor vi var skiltes kunne det jo ikke være den vej, så vi gik tilbage igen. Ellen nåede at lære Bamse og Kyllings blevet-væk-sang og til sidst satte vi os op af en elboks ved vejen, i det håb at enten far eller farmor ville kommer kørende forbi for at lede efter os.

Og det gjorde far heldigvis også! Det viste sig at bilen faktisk stod nede af en af stikvejene – bare ca. en kilometer nede og jeg havde husket at det var et par hundrede meter. Og at der altså er to børnehaver i området…

Så kørte vi også hjem i seng – desværre nåede vi ikke afslutningen på eventet, men det var vist så rigeligt blevet sengetid.

Torsdag kom Post Danmark Rundt gennem Ulstrup og Ellen var nede og heppe sammen med et par stykker fra børnehaven. Hun var endda så heldig at få en keyhanger. Eller så var det Karen der var heldig, for hun er meget glad for den – hun elsker alt der kan klikkes. I går aftes da hun blev puttet, efter hun var faldet i søvn, sov hun med den om halsen og holdt den godt fast i hånden. Jeg nænnede ikke at tage den fra hende, så jeg spændte den bare op i halsen.

Lørdag var Kåre og pigerne alene hjemme – jeg var til 50-års fødselsdag. De havde vist hygget sig, men Ellen havde alligevel lige bedt Kåre om at bede mig om at komme ind og kysse hende godnat når jeg kom hjem. Og da jeg stod op søndag formiddag var der mange knus til mig. Så hyggeligt. 🙂

I morges gad jeg ikke stå op. Så jeg sagde til Ellen, at jeg nok skulle stå op, når hun havde dækket bord og fundet morgenmad. Og det gjorde hun så. Hun er meget stolt, for hun kan nemlig lige præcis nå mælken i køleskabet nu. 🙂 Og så var jeg jo ligesom nødt til at stå op…

Jeg har lige siddet og set Mr. Bean med ungerne. Jeg sidder med Karen op af maven. Pludselig vender hun sig rundt, kysser mig på kinden, smiler og vender sig rundt for at se videre. Mor smeltede totalt. Det er første gang hun har gjort det!

Mor er stolt

Søndag var vi på geocachinghyggetur til Bjerringbro – det endte med at blive lige langt nok for os tre piger, men det var nu hyggeligt alligevel.

Karen er begyndt at lægge puslespil. Hun har længe leget med dem der “et hul – en brik”, men den sidste uges tid er der sket meget. Hun lægger nu puslespil i rammer med op til 10 brikker.

I går aftes bad hun om at få bleen af og ville gerne på potten. Det fik hun naturligvis lov til og for første gang tissede hun på potten. Nå ja, tilfælde, tænkte moderen. Men i morges gentog hun det. Da vi havde puttet lidt i sengen bad hun om at få bleen af og jeg spurgte hende om hun ville på potten. Ja, sagde hun og gik ud og tissede. Det er vist sådan noget man skal være forælder for at forstå, men jeg er altså lidt stolt af min lille pige.

Tilbage til hverdagen

Så er det hverdag igen. Ellen har måtte vækkes mellem 8.30 og 9.00, mens Karen er stået op klokken 8. Dejligt.

Det er gået fint med at starte op i børnehaven igen – Ellen har været lidt træt om aftenen og Karen har vist lidt droppet det der middagslur, men ellers går det fint. Karen havde kastet op en enkelt gang i mandags, men da det kun var en enkelt gang og hun ikke virkede syg fik vi bare en besked om det da vi hentede. Og der har da heller ikke været noget siden. Vi tilskriver det en gyngetur og vaskede regntøjet.

Karen er ved at stoppe med amningen – der går flere morgener hvor hun ikke viser interesse, så det planlægges at jeg skal starte på noget absolut anti-amningsmedicin i næste uge.

Karen lavede en god en i går. Hun havde tabt et stykke rugbrød på gulvet, men havde noget i begge hænder. Resolut bøjede hun sig ned – med strakte ben – og spiste brødet direkte fra gulvet. Der er godt nok noget mere fleksible i den alder. 🙂

Ellen har leget lidt med næstnabodrengen i dag, men hun er ikke så god til det der med de sociale spilleregler endnu, så det endte i tårer.

Stadig ingen billeder

Sidste uge inden sommerferien er gået ganske stille og roligt – primært i øsende regnvejr.

I børnehaven har Ellen blandt andet danset mavedans, men efter hvad vi har fået fortalt, så opgav hun meget hurtigt, fordi hun ikke kunne finde ud af det.

Onsdag aften cyklede mig og Ellen en tur i skoven for at se hvordan det gik med shelterne. Der sker desværre ingenting, så det ender med at det der er lavet bliver ødelagt af vejr og vind. Men vi fandt årets første mosebølle – to til Ellen og et til mig – og der duftede af våd skov og kaprifolier.

I går var Karen snottet, havde lidt feber og var noget pyldret. Faktisk så meget, at hun faldt i søvn, mens hun puttede sig ind til mig – noget der ikke er sket i noget der ligner et år. Så hun fik lige en time inden aftensmaden, men var klar til at sove igen da hun blev puttet 19.20. Så gik mig og Ellen ned for at handle – Ellen insisterede på at bære en liter mælk i hånden hele vejen hjem. Der var mange snegle på vejen.

I morges vågnede Karen så 5.30 – sikkert fordi jeg havde været ude på badeværelset for at tage piller. Hun blev holdt lidt hen, men kom så ind for at få mormælk. Lidt efter kom Ellen også, så jeg udnyttede børnehaven og spurgte om ikke de havde lyst til at spise morgenmad der nede. Øj, de blev glade. Så hurtigt i noget tøj og på cyklerne ned i børnehaven, hvor Ellen satte sig med en skål corn flakes og der blev lavet havregrød til Karen. Og så var en af de voksne endda kommet til at tage fastelavnsboller op i stedet for almindelige boller, så der var lidt ekstra lækkert her dagen før sommerferien. (Og jeg strøg direkte hjem i seng!)

Lidt nyt

Der er computerproblemer, så jeg har ingen billeder. Og det betyder at jeg har meget svært ved at få taget mig sammen til at skrive.

Vi har været til fest hos Faster Katja og Onkel Henrik. Det hyggede begge unger sig rigtig meget med – der er masser af fætre og kusiner at lege med og specielt Ellen og Ann-Kathrine, som er jævnaldrende, nyder at være sammen. Og da alle de andre er ældre end Karen, så synes de hun er sjov at lege med.

I torsdags havde Ellen et sammenbrud da hun blev afleveret – hun prøvede fysisk at forhindre mig i at komme ud af lågen. Jeg blev enig med mig selv om at hun nok havde brug for lidt mortid, så jeg hentede hende lige efter frokost og tog hende med først til fys og derefter i Randers Regnskov. At høre hendes jubel da jeg kom og spurgte om hun ville med var det hele værd.

Hun snakkede både sekretær og fys et øre af – som hun plejer – men opførte sig ellers ganske pænt. Fyssen imponerede hende ganske meget, ved at hive sin tommelfinger af og sætte den på igen. Det snakker hun stadigvæk om hvordan han kunne gøre.

I regnskoven nåede vi kun lige at gå gennem Sydamerika (Ellen nåede også ovenover) før vi gik ud i den nye Danmarkspark. Der er masser af ting at lege med, så det var ikke noget problem at få et par timer til at gå. Der er også lidt bondegårdsdyr, men det havde Ellen ikke tid til.

Lørdag vidste vi ikke lige hvad vi skulle bruge til – så vi tog i Randers Regnskov. 🙂

Af at være en lørdag i sommerferien, så var der ikke ret mange mennesker – men det gjorde nu ikke noget. Denne gang nåede vi også til Asien og Afrika.

Søndagens store udflugt gik på biblioteket.

Og nu er der kun en uge til sommerferien!

Ellen: Mor, må jeg tage en?
Mor: Hvad sagde far?
Ellen: Han sagde nej.
Mor: Nej, så må du ikke.
Ellen: ØV – jeg vidste jeg skulle have spurgt mor først!

Første ferie

Tirsdag var begge unger tilbage i børnehaven og det var business as usual.

Onsdag var der forældresamtale om Karen – og som forventet så trives hun godt og udvikler sig som hun skal.

Torsdag var der forældrekaffe hos Ellen – skønt vejr, så det foregik ude på terrassen.

Søndag kørte vi alle sammen til Biersted, hvor vi efterlod Karen og Ellen – første gang Karen skulle overnatte uden mor og far.

Bortset fra at hun ikke mente at hun skulle sove i en babyseng, så gik det helt fint – også uden mormælk. 🙂 Det lyder i hvert fald som om både bedsteforældre og børnebørn har hygget sig – god mad og traktorture er ikke at foragte.

Jeg var lidt spændt onsdag morgen – også ganske bogstaveligt – men Karen havde ikke glemt det der amning, så det kører fint igen, selvom der var blevet holdt to dages pause.

Syge børn

Ellen er frisk igen – hun tager sin penicillin og bortset fra en gang diarre i går aftes på grund af lidt halvgiftige bær, så er hun helt som hun plejer.

Til gengæld skranter Karen. Hun var lige i vuggestue i går morges, men efter en tur til lægen, der konstaterede at hun ikke havde halsbetændelse, tog jeg hende med hjem. Og heller ikke i dag er hun frisk nok til vuggestuen. Hun er egentlig ikke syg – hun er bare heller ikke frisk.

Nu sidder hun og leger med sine byggeklodser og har tændt for Ramasjang. Så må vi se hvordan det går om halvanden time når jeg skal have skiftet dræn hos sygeplejersken – med Karen…

Fødselsdag

Torsdag skulle sommerfuglene lave madpakker over bål, så onsdag fik vi lasagne. Ungerne elsker når madpakkerne skal varmes over bål og det er jo altid sjovt at være med til at save brænde.

Karen syntes at torsdag eftermiddag var knap så sjov, for hun skulle vaccineres. Det tog nu ikke mange sekunder før hun var glad igen og hun nød at gynge på lægens gyngehest. Hun er bestemt ikke bange af sig, den unge dame.

Lørdag blev der lavet hemmeligheder i hele huset og søndag blev jeg vækket med sang og gaver. Ellen havde lavet en sommerfugleperleplade og Karen havde lavet en tegning. De havde også været ned for at handle, så der var rundstykker og kage til morgenmaden. Inden frokost tog vi til Hammel for at geocache lidt. Det blev til en hyggelig tur i regnvejr, så der er ingen billeder. Ellen syntes specielt godt om en cache der lå ved en bæk hvor der skulle vades. 🙂 Vi så også et par rådyr og en masse heste til et stævne på den nærliggende rideskole. Vi kom hjem til frokost klokken 15…