Ualmindelig sød unge
I morges smurte jeg madpakke som jeg plejer – Ellen og far sad og spiste morgenmad. Jeg tabte så en lille madkasse ned på gulvet og Kåre spurgte om jeg i det mindste ikke havde ramt foden. Det havde jeg heldigvis ikke, for det havde godt nok gjort ondt.
Da jeg så kommer hen og sætter mig ved bordet kommer Ellen hen og stiller sig foran mig: “Undskyld mor”, siger hun så. Hun havde jo ikke gjort noget, men det plejer at være fordi hun har slået eller sparket at hun skal sige undskyld og det forklarer vi hende med at hun jo har fået det til at gøre ondt på andre. Ja, det er lidt svært at forstå når man er to år, men vi forklarede hende, at det jo ikke er hendes skyld at mor har ondt i foden.
Men i hvert fald så sætter hun sig ned, tager min fod op og puster på den, så den ikke skal gøre ondt mere.
Så sad jeg lige der med tårer i øjnene – hvor kan hun godt nok være sød!
This entry was posted on Friday, August 13th, 2010 at 14:39 and is filed under Udvikling. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.