Nu er det jo ved at være så længe siden, at jeg slet ikke kan huske hvad der er sket. Men jeg kan røbe at det ikke er nemt at skifte en godt fyldt ble på et barn der næsten har lært at vende sig mens man har højre arm i gips.

Ellen har været på ferie hos mormor og morfar og det tror jeg alle hyggede sig med. Vi udnyttede chancen og fik geocachet lidt og søndag var vi i Biersted for at hente Ellen igen.

Karen og jeg har været i mødregruppe og det er sjovt at se hvordan de reagerer på hinanden nu. Vi er spændt på at se om det lykkedes at få nogle skoldkopper med hjem.

Ellen er stadig ligeså glad for Karen og viste hende stolt frem i børnehaven til kaffedag, hvor vi fik chokoladekage med jordbær på græsset foran. Det var hyggeligt.

Vi holdt Skt. Hans-aften her hjemme med snobrød over bål – Ellen var rigtig dygtig og havde masser af tålmodighed, så hun fik et fint snobrød, hvor hun kun havde fået meget lidt hjælp fra mig.

Fredag fik jeg gipsen af – det var godt!

Karen er begyndt at få noget mere fast føde. Grød er godt, men i dag hvor jeg havde kogt mos til hende tog hun det i munden, så helt forkert ud i hovedet og spyttede det ud samtidig med at hun kastede morgenmaden op… Nå, hun lærer det vel på et tidspunkt.

Lørdag var mig og Ellen i Bjerringbro for at handle om formiddagen og om eftermiddagen tog jeg en lur mens Kåre tog på gåtur med de tre små. De hyggede sig rigtig med legepladsbesøg og bananer på torvet.

I går var vi i Havreballe Skov sammen med Tomas og Dina og tog hjem til dem til boller og kaffe bagefter. Begge unger opførte sig eksemplarisk, så det er ikke deres skyld hvis Tomas og Dina har fået kolde fødder. 🙂

Jeg går med armen i gips, så med mindre Kåre får lyst, så er der ingen opdateringer sådan lige med det samme. Men ungerne har det godt.

I dag pakkede vi vores madpakke og barnevognen og kørte til Vorup Enge og gik en tur (for at finde et par caches). Det regnede, men bortset fra at Ellen ikke gad følge med, så havde vi en god tur.

Og fra Vorup Enge kan man jo se disse her kupler – og Ellen ved altså godt hvad DET er. Så vi kørte en lille tur i Randers Regnskov.

Dagen startede stille og roligt med sovende unger. Lige før vi skulle afsted opdagede vi naturligvis en masse ting, som vi liiiige skulle have haft ordnet inden – men vi kom da afsted. Og da vi var nået ud af lågen skulle jeg lige sætte Ellens kjole fast i et eller andet, fordi den gik i hjulet på løbecyklet – og opdagede at ungen ingen underbukser havde på! Så ind efter et par og på ungen og så ellers op i kirken. Men vi nåede det da.

I kirken opførte Karen sig eksemplarisk – og det gjorde alle de andre børn også. Og hun blev døbt og Ellen tørrede hendes hår (og fik vist alle at det altså var rød-stribede trusser hun havde på – jeg ved ikke lige hvad det var der skete der!)

Ved prædikenen begyndte hun at blive noget urolig, så jeg tog hende med ud for at ville give hende noget at spise – men det ville hun ikke have. Da jeg lagde hende i barnevognen vippede hun bare om på siden og sov! Så jeg nåede ind til nadver og sidste salme mens hun sov i våbenhuset.

Efter gudstjenesten fik vi taget billeder og så gik de fleste hjem, mens mor, far, Ane og jeg lige var på de ukendtes med en buket til mormor – det var et år siden hun døde.

Hjemme skulle der lige være styr på maden, men det smagte godt og der var vist nok nok – der var desværre et par tomme skåle, så jeg er ikke helt sikker. Menuen var i øvrigt nakkefilet stegt som vildt med brun sovs, nye kartofler, hvidkålssalat med frugt og sennepsdressing og ribsgele – der skulle have været bønner til, men det kom jeg i tanke om da vi var begyndt at spise… Desserten var gammeldags jordbær-/rabarberkage og det skal jeg love for at Ellen kunne lide – men hun kan jo lide så godt som alting.

Efter maden gik folk lidt i haven og vi fik åbnet gaver. Onkel Henrik havde fået et badebassin, som Ellen skulle have og det fik han sat op med hjælp fra alle drengene og nogle af pigerne. Ellen og Ann-Kathrine hyggede sig for lukket dør på Ellens værelse – de legede rigtig godt sammen og var faktisk helt selvkørende.

Eftermiddagskaffen var frugt, saml-selv-isvafler og de mest mislykkedes chokoladesmåkager jeg nogensinde har bagt – men de smagte fint. Der blev vist også smagt lidt på noget øl og så var det almindelig opbrydningstid.

Kåre var yderst effektiv bagefter, så vi nåede en lille gåtur inden det blev sengetid.

Karen klarede hele dagen så fint – ikke det mindste brok og jeg tror faktisk kun det var de tre fætre og morfaren der ikke nåede at holde hende – hun gik fra arm til arm. Jeg nåede i hvert fald kun at holde hende da hun skulle have noget at spise. 🙂

Søndag var det så Ellens tur til at få hovedpine. Hun hev i en plante, så urtepotten røg direkte ned i hovedet på hende… Måske hun så kan lære ikke at hive i tingene – men jeg tvivler.

Mig og Ellen bagte brød og Ellen fik lov til at lave bollefigurer og delte hjerter ud til mig og Kåre.

De sidste dage har hun været så møgbeskidt at man slet ikke kan forstå hvorfor afløbet ikke er stoppet. I dag havde hende og L vist fundet nogle kul og noget mudder og havde lavet muddermasker. 🙂

Kåre er på kursus, så han kommer sent hjem. I går gik vi ned for at hente ham ved toget, men gik forbi hinanden. Så Ellen legede i Gudenåen en lille times tid. I dag lovede jeg hende at vi ville gå derned igen. Og vi så en snog! Den kom svømmende ude i åen og vi fik lov til at se rigtig længe på den.

I nat har Karen været RET træls – hun har villet spise hver halvanden time. Spørgsmålet er om hun ikke bare har været tørstig, så jeg overvejer lidt en flaske med vand i nat. Hun havde nemlig fået grød i går aftes – det var et stort hit.

Fredag formiddag tog vi til Randers for at købe øl og planter og eftermiddagen blev brugt i haven.

Da det var ved at være Ellens sengetid ville jeg lige skifte Karen og med hånden på hendes mave rækker jeg ned efter en ble. Men hånden blev løftet og Karen tog den direkte på hovedet/panden ned på gulvet. Hun var helt stille et kort sekund og så skreg hun heldigvis. Da jeg fik hende beroliget sendte jeg Ellen ud efter Kåre og vi blev enige om at ringe på skadestuen. Jeg fik besked på at komme med det samme, selvom pupillerne reagerede som de skulle, hun ikke havde kastet op, hun havde spist og hun sad og smilede til mig.

Så jeg kørte til Randers og Kåre tog sig af en noget ked-af-det Ellen. Hun kunne jo slet ikke forstå hvad der skete.

Karen sad og pludrede i bilen og da vi kom ind til skadestuen blev vi sendt direkte ned. Desværre havde sygeplejersken glemt at ringe ned og sige at vi var der, så det var først da der blev kaldt en anden ind og jeg spurgte om vi var et forkert sted de “fandt” os. Sygeplejersken ringede så til børnelægen, som bad os komme op i børnemodtagelse. SHIT – der er altså LANGT – okay, 200 meter er måske ikke så langt, men det er det, når jeg skal gå med Karen på armen. Men heldigvis var de hurtige og bad en portør hjælpe os, så Karen blev kørt i en tremmeseng.

På børneafdelingen forsøgte de at måle blodtryk på hende, men hun brød sig ikke om at få en manchet om armen. Hun synes heller ikke det var sjovt at blive lyst ind i øjnene. Børnelægen mente ikke at hun havde taget skade – der var knap nok en bule, men vi skulle blive der et døgn. Så vi trillede ned på stue 7 – en to-sengs stue med altan og dobbelte døre ud til den – som vi heldigvis havde for os selv.

Gennem hele natten fik hun tjekket øjnene og forsøgt tjekket blodtryk. Og selvom ungen blev vækket klokken tre af at der stod en og lyste hende ind i øjnene storsmilede hun bare. Det er ikke just min reaktion, når nogen vækker mig om natten!

Efter tjekket klokken 6.20 mente Karen ikke der var nogen grund til at sove videre, så vi tullede lidt rundt og fik tiden til at gå indtil morgenmaden, som blev indtaget på altanen.

Klokken lidt i 11 kom Kåre og Ellen – Ellen blev meget glad for at se os igen – hun havde manglet os! De havde taget bussen og det havde været spændende – de havde endda været med TO busser! Vi spiste frokost sammen og så kørte de hjem igen – i bilen.

To gange i løbet af dagen var der en sygeplejerske inde for at tjekke at der ikke var tale om misrøgt og børnemishandling. Jeg tror nok jeg bestod, de havde da i hvert fald ikke andet end ros overfor Karens udvikling og diskrete elastikker om lår og arme…

Der blev stadigvæk forsøgt målt blodtryk, men hver gang der kom en sygeplejerske vågnede Karen. Så da hun sov godt og grundigt, tog jeg selv og satte det på hende og målte – og så var det pludseligt indenfor normalområdet. Indtil da havde det været for højt.

Efter aftensmaden (i øvrigt en rigtig lækker kalvesteg med nye kartofler efterfulgt af ananasfromage) kom lægen og tjekkede hende og hun blev dømt kampklar – sund og frisk unge, som vi selvfølgelig skal holde øje med, men som gerne måtte komme med hjem.

Så da Kåre og Ellen kom var vi også mere end klar til at komme hjem igen!

Nu håber jeg så bare det er absolut sidste gang jeg ser en børneafdeling – altså lige bortset fra at jeg skal forbi i morgen for at hente min mobiloplader…

Men skal man endelig indlægges med et barn, så er Randers ikke noget ringe sted at blive det. Der er tre gode opholdsrum, masser af legetøj, en stor terasse og en god legeplads.

Jeg ved ikke lige hvad der er galt, men jeg kan ikke lægge billeder på som jeg plejer. Jeg arbejder på sagen.

I går havde vi besøg af præsten. Det var godt nok ikke vores sognepræst, for han er på barsel. Det var heller ikke vores hjælpepræst, for hun har vist ferie. Så det var reservereservepræsten. 🙂 Han gjorde meget ud af at vi slet ikke skulle være bange og at han nok skulle sige hvornår vi skulle rejse os op og sådan noget – det hjalp ikke at vi forklarede ham, at vi altså HAR styr på hvordan en gudstjeneste forløber og hvornår man skal stå op – han beroligede bare videre. 🙂

Og Ellen ville bare fortælle og fortælle og vise alt hvad hun havde – godt han var børnevenlig. 🙂

Karen vil gerne spise ofte om natten, men nu gad jeg ikke mere, så i går prøvede vi at give hende grød inden sengetid. Hun synes det så meget spændende ud – men derfra og til at spise det… Så hun vækkede os igen hver tredje time i løbet af natten. Men vi prøver igen i aften.

I dag var hun oppe til at være med i børnehaven med Ellen. Vi gik – Ellen ville på løbecykel og ikke på sin rigtige cykel – måske den er lidt overvældende trods alt. Men hun har godt styr på løbecyklen, så det er forhåbentlig bare et spørgsmål om tid. Hun kan holde det ene ben ud i luften og bare sparke sig frem med det andet, så balancen fejler ikke noget.

Nede i børnehaven slog hun sig straks sammen med bedsteveninden L, som hjalp hende med magneten og så løb de ellers på legepladsen sammen.

Karen gad IKKE ligge ned i barnevognen mere – det er jo ikke sjovt. Så hun blev lagt om på maven og en flaske under soveposen og så kunne hun ligge og se ud over kanten. DET var et hit. 🙂

Første grød

Nej mor, det kan du ikke mene jeg skal spise

Nysgerrig pige

Fik lige øje på Siri