4. august 2001 er vores bryllupsdag. I den anledning besluttede Kåre spontant at lave morgenmad: Amerikanske pandekager med sirup og banan, røræg, bacon, juice og kaffe stod morgenmenuen på. Bagefter stod dagen på udflugt.

Zoologisk have ligger lige ved Bow River, og var blevet voldsomt ødelagt af oversvømmelserne. Men 1. august åbnede de en del af haven til reduceret pris. Vi havde bestemt at vi gerne ville besøge den del af parken der var.

Vi så først pingviner og gik derefter af dinosaur-stien. Selvom de lidt skuffende ikke havde nogen levende dinosaurer, havde de nu alligevel nogle ret flotte falske nogen, og vi gravede også et dinosaurskelet ud i en sandkasse. Der var rigtig mange frivillige der gerne ville fortælle og vise ting frem, og det gav lidt ekstra når der pludeselig står en og siger, “Hey, do you want to know something cool about dinosaurs?”.

Bagefter gik vi den anden vej mod de canadiske dyr. Der var forskellige hjorte og geder på det første stykke, og en lille bjergklatringskløft. Og så var det at Ellen skulle på toilettet og i hvert fald ville selv. Og inde på dametoilettet fik hun en ven. Der var nemlig en pige der gav hende et stykke papir til at tørre hænder i, og fra da af var de perleveninder! De gik med hinanden i hånden og legede og pegede på dyrene, og Ellen var lykkelig for at have en at lege med! Vi fulgtes det næste lange stykke og så ugler, elge og bjerggeder. Og vi delte frugt og rosiner vi hver især havde haft med.

I den fjerne ende af parken ville vi have haft frokost. De serverede hambrugers, majskolber og hotdogs fra grill. Desværre viste det sig at de skulle lukke om ti minutter (klokken var ti minutter i tre – parken lukkede klokken fem) og derfor ikke rigtig havde mere mad tilbage. Så vi måtte vente med vores sene frokost til vi nåede hovedindgangen igen.

Vi kom forbi ørne, kalkuner og hjorte, og kom til bjørnene og pumaerne – og vi var heldige nok til at se pumaerne blive fodret. Og så var vi endelig klar til selv at blive fodret. Maden var hotdogs og pommes frites og ikke noget at skrive hjem om. Vi ærgrede os over at vi var gået glip af chancen for grillmad i den anden ende af parken.

Efter maden havde vi lovet at pigerne måtte prøve den midlertidige legeplads der var oprettet i den åbnede del af parken med en hoppeborg og lidt legeredskaber. Men den viste sig at være blevet lukket. På det tidspunkt var der en halv time til parken lukkede, så vi var ærlig talt noget forundrede og irriterede. Da vi købte billetterne i billetlugen havde den flinke billetsælger endda udpeget hvor den ville være uden at nævne noget om at den lukkede før resten af parken.

I stedet besøgte vi pingvinerne en sidste gang før vi kørte hjem. Vi havde en snedig plan om at køre i IKEA og spise svenske kødboller på vejen hjem, men det viste sig at de lukkede tidligt (det var trods alt søndag) så den plan måtte aflyses. I stedet tror jeg maden blev improviseret med nogle pølser derhjemme.

Det blev desværre ikke til meget hyggelig bryllupsaften efter pigerne var puttet. Kåre var en smule sløj. Om det skyldtes at han selv havde stået for maden om morgenen må stå hen i det uvisse…

Vi bestemte at dagen skulle være stille og rolig med besøg i en park. Gerne en hvor pigerne kunne lege i vand. Så vi kiggede på public splash parks i Calgary, og fandt en der lå lige ved Prince’s Island i Bow River midt i Calgary. Den havde egentlig været lukket på grund af oversvømmelser, men var nu genåbnet delvist, og så var der jo også mulighed for lidt gåtur der.

Pigerne nød vandlegen og vi så to forskellige brudepar – det ene med gommen og hele hans følge i kilt. Trine gik ind i food court i centeret ved siden af og købte frokost som vi spiste i græsset. Og bagefter gik vi over broen til Prince’s Island og gik en tur.

Sporene efter oversvømmelserne var tydelige, og store dele var stadig afspærret, men det var stadig en dejlig ø at gå tur på. Trine sneg sig forbi afspærringen for at logge en cache en meter på den anden side på et kunstværk. De steder der ikke var ryddet op endnu var tydeligt præget, men der var gjort et kæmpearbejde med at klargøre den åbne del, som virkelig var blevet flot istandsat. Vi gik en tur over broen på den anden side af øen, hvor man i endnu højere grad kunne se ud over den mest ødelagte del. Udover de ødelagte skovområder langs bredden kunne man se ting der var skyllet op langs åen. Vi gik også efter en enkelt cache der tydeligvis lå midt i ødelæggelserne og måtte opgives.

En legeplads midt på øen var delvist åbnet (der var også en afspærret del) og pigerne fik tid til at gå med at lege der. Tilbage ved splash parken spiste vi is, og Ellen og Karen legede lidt med en afrikansk pige fra en familie der sad i nærheden. Selvom de intet forstod af hvad hinanden sagde havde de det sjovt sammen. Og senere legede Karen og Ellen med andre børn om at sende grankogler gennem en åbning i bassinet ved splash parken.

Det var en dejligt afslappende og stille og rolig tur. Vi tog hjem til aftendsmadstid, hvor vi spiste brød og rester fra dagen før, og havde tid til bare at lege og slappe af.

Næste morgen gentog vi morgenmadstricket med tevand og oatmeal, og pakkede så bilen. Det var øsende regnvejr! Men ved at vende bilen kom bagagerummet lige nøjagtig under udhænget, så tingene kunne komme nogenlunde i tørvejr. Der var udcheckning kl. 11, men eftersom vi først var oppe og samlet ved morgenmaden ca. halv 11 blev det lidt forhastet at få fyldt bilen.

Vi nåede dog det hele – også at hente en sidste kop gratis kaffe – og så drog vi afsted. Vi havde planlagt at vi skulle finde de sidste geocaches for at gøre os fortjent til en coin, og vi ville derfor ignorere regnvejret og tage på tur efter de sidste.

Desværre var Trines og Kåres regntøj kun meget lidt regntæt, og der gik ikke længe før vi var gennemblødte. Og den første cache ved Waterton Lake ville bare ikke findes. Efter at have ledt et stykke tid løb GPS’en også tør for batterier. Først på det sidste forsøg på at tænde GPS’en gik et lys op for Kåre, da han så titlen på cachen “Look Up”, og så blev den hurtigt fundet. Pigerne var mere til at kaste sten i søen end at lede efter geocaches, og de havde det pragtfuldt på trods af vejret. Især Trine var dog til sidst klar til at opgive det hele.

Trine og pigerne gik i tørvejr i et skur, mens Kåre kørte bilen noget tættere på. Faktisk helt hen til skuret så man næsten kunne komme tørskoet fra skur til bil. Og så kørte vi efter de to caches der så ud til at være nemmest at gå til fra bilen uden en længere tur. Det blev til en lille tur gennem byen, og vi så igen hjorte mellem husene, og vandfaldet fra i går var blevet noget mere brusende med regnvejret! Til gengæld var egernerne åbenbart gået i tørvejr, for dem så vi ingen af.

Langs Middle Waterton Lake blev der fundet endnu en cache. Trine blev i bilen og tørrede, Karen og Ellen legede med vand og sten, Kåre fandt cachen. Det tog kun ca. 10 minutter, så var vi alle tilbage i bilen og kørte efter den sidste cache. Vi kom ikke helt så tæt på som vi troede vi kunne, men til sidste var der kun få hundrede meter cross country og Kåre løb alene afsted.

Der var ingen stier og da Kåre havde løbet langt nok op ad en lilel bakke til ikke at kunne se bilen gik det op for ham hvad han egentlig lavede. Han løb stille alene rundt i et bjørnereservat udenfor almindelig menneskeområde. Stort set præcist alt hvad han ikke burde gøre. Strategien blev ændret til at gå og lave noget larm, cachen blev fundet og logget, og på vej tilbage så han afføring fra et stort dyr. Han spekulerede over hvad det mon kunne være fra. Senere så han bjørneafføring, og det var temmlig sikkert det det var… Næste gang ville det nok være en god idé at gå nogen stykker sammen.

Vi kørte tilbage og fik vores coin for veludført og vådt arbejde, skiftede til tørt tøj og kørte hjemad. På vej ud af Waterton så vi vores sidste hjort mellem husene. Vi kom igen igennem Pincher’s Creek på vejen hjem, og som den nemmeste løsning kørte vi ind i en WalMart og spiste på den McDonald’s der lå der. Pigerne fik hver en smølf i deres menuer, og den blev herefter medbragt på hver biltur. En canadisk bedstefar faldt i snak med os om hvor vi kom fra. Han kendte ikke smølferne, men var overbevist om, at det måtte vi gøre, for den slags alfer var en del af vores mytologi. Kåre måtte jo skuffe ham lidt med at det var fra en belgisk tegneserie, og ikke ægte mytologisk, men han var vist behørigt imponeret over at de var af europæisk oprindelse 🙂

Vejen tilbage til Calgary kørte vi ad en alternativ rute, “the cowboy route”. Landskabet var lidt anderledes end turen ned. Der havde det mest været opdyrket land. Turen tilbage var stadig langt nok fra bjergene til at det var rimeligt fladt, men alligevel bakket klippegrund. Derfor gik der mest kvæg og der var lidt mere variation i udsigten. Pludselig kom vi f.eks. gennem en kløft med en brusende flod, som man ikke havde kunnet se var der få hundrede meter før. Vi kom også gennem Black Diamond, som har sit navn fordi det er en af de største olieområder i Alberta. Vi så også flere olieboringer omkring byen end vi ellers havde set.

Vi må indrømme at da vi først kom hjem til vores “Canada-hus” som Karen kaldte det, var det et velkomment syn efter tre dejlige men lange dages udflugt. Aftensmaden blev klaret ved at Trine hentede mad ved Edo fra SouthCenter Mall’s food court. De kunne ikke helt forstå at hun bare ville have fire portioner med fordelt med ris i en beholder og kød og sovs i en anden, men hun fik da lov at købe det alligevel 🙂

Vi havde taget instant oat meal med til morgenmad – men der var jo ikke det tekøkken vi havde regnet med… Det blev dog klaret ved at hotellet havde gratis kaffe og te, og vi hentede kogende tevand og blandede morgenmaden i det. Vi havde én teske, resten improviserede vi med rørepinde. Meget primitivt 🙂

Dagen var afsat til en udflugtstur, med gåture og en tur over grænsen til USA og over Going To The Sun Highway – en tur vi havde fået anbefalet til vejfesten af en nabo som en køretur der var værd at tage. Vi syntes dog at en tur kun i bil måtte være noget kedeligt, så vi startede dagen med lidt gåture.

Først rundet i Waterton by. Inde midt i byen mødte i hjorte der spankulerede omkring, tilsyneladende ligeglade med de mennesker der var der. Dog blev et kid til sidst skræmt af en dame der prøvede at tage billeder af den på under en meters afstand. Det fik mor og kid adskilt af en vej, vi håber de fandt hinanden igen uden uheld. Vejene i waterton har en hastighedsgrænse på 30 km/t, så mon ikke det gik?

Damen på motellet havde anbefalet at se nogle vandfald i udkanten af byen. Det fortrød vi ikke! Det var nogle rigtig flotte fald, og Kåre og Ellen gik også op og så dem oppefra. Der var egern overalt der underholdt turisterne, og Ellen var næsten ikke til at få med videre fordi hun ville kigge på egernerne.

Vi gik hjem og tog bilen. Første mål var en gåtur vi havde fået anbefalet af indianeren fra Head-Smashed-In-Buffalo-Jump som en rimeligt let klatretur med børn og Trine med stok. Men før vi nåede så langt (og der var ellers kun ca. en kilometer) brølede Kåre pludselig at alle skulle kigge bagud. To kæmpestore Bighorn Sheep kom løbende ad vejen bag os, og overhalede bilen indenom mens Kåre var ved at trække ind til siden for at kigge på dem. De passerede næsten op og ned ad bilen, så vi havde rigelig mulighed for at beundre dem!

Så skulle turen op ad Bear’s Hump. Karen var i bærestol, resten af os måtte gå selv. Ellen elskede det, især de steder der skulle klatres mest. Det var en rigtig god sti, hvor der var lavet trappetrin på de stejleste steder. På vejen op lå der også en geocache, som vi signerede. Der er dog efter reglerne ikke bytteting i geocaches i nationalparken.

Trine havde vist nok læst sig til at der kun var en stigning på 30 meter, men det viste sig hurtigt at hun måtte have læst forkert. Det gik bare op og op, og til sidst var Trine ved at give op og sige at hun ikke nåede længere. Vi mødte heldigvis en dame der fortalte at nu var der ikke langt igen, så vi nåede allesammen toppen – og Ellen var ikke til at skyde igennem, for hun havde besteget et bjerg! Hun havde gerne kravlet op på det næste bjerg ved siden af, men det var nu adskillige 100 meter højt, og der var ingen officiel sti, så der sagde vi stop 🙂 Måske skal hun være bjergbestiger?

Vi havde købt frokost i en Subway i Waterton, og vi satte os på toppen og spiste vores mad. Vi måtte passe på nogle meget nærgående jordegern der også gerne ville spise vores mad, og ikke var blege for at hoppe op på den bænk hvor vi sad og spiste for at få fat i det. Ellen ville gerne hilse på alle jordegernerne, og da vi skulle ned igen skulle hun lige sige farvel til dem først. De to jordegern hun sagde farvel til vendte sig begge to om, satte sig på bagbenene og mimrede til hende, så hun var superglad for at egernerne også sagde farvel til hende.

Vi fik kravlet ned igen, og var enige om at det var godt vi ikke på forhånd vidste hvor langt der var derop, for så havde vi nok opgivet ved bunden. GPS’en sagde vist nok at vi havde klatret 170 meter op og ned igen.

Tilbage i bilen blev kursen sat mod grænseovergangen til USA ved Chief Mountain. Vi holdt lidt i kø ved grænseovergangen, og vi kunne høre nogen i en bil ved siden af snakke om at de var ekstra grundige i dag. Senere fandt vi ud af at USA havde hævet terrorberedskabet samme dag, så måske var det derfor. Som udlændinge skulle vi udfylde en told- og indrejseblanket hver (dog slap Kåre for at skrive nær så meget fordi han i forvejen havde en ESTA udfyldt) og betale et gebyr på 7$. Pigerne var ikke ligefrem gode til at sidde stille og vente, men de lukkede os dog ind alligevel. Vi fik at vide at grænseovergangen lukker klokken 10, men det skulle vi også meget gerne være ovre inden, det er trods alt et par timer over børnenes sengetid.

På den anden side af grænsen i Montana gik vejen gennem en løsdriftskvægfold. Det betød at der gik køer midt på vejen. Og der var ingen tvivl om hvem køerne mente havde førsteret. Efter nogle kilometer kom vi ind i den nærmeste “by” på grænsen: Babb. Den bestod af ca. 5 huse, en general store med motel og benzinstation og ikke rigtig andet. Her skulle vi lige have benzin på bilen. Men vi kunne rent faktisk ikke finde ud af at bruge benzinpumpen. Et par venlige motorcyklister med rygmærker og det hele fik vist os fidusen: Man skal slå en arm på benzinpumpen ned, før benzinen løber. En af den slags hemmeligheder ingen skriver nogen steder, fordi alle ved hvordan en benzinpumpe virker 🙂

Efter Babb kørte vi til St Mary, hvor vi skulle dreje ind mod Glacier nationalpark. Vi betalte dagspasset og var nu på Going To The Sun Highway. I starten var den dog ikke så meget en bjergvej. Vi var ikke kommet ret langt, før vi så en masse biler holde langs vejen, og flere af dem tog vist billeder. Vi satte farten ned og kiggede, og kun omkring 10-15 meter fra vejen oppe ad en skråning sad to sorte bjørne og spiste bær. Vi kørte langsomt forbi, vendte bilen og kørte tilbage og holdt ind langs vejen.

At se vilde bjørne var en af de ting vi havde håbet på, og at se dem fra bilen var faktisk helt ideelt, fordi vi ikke behøvede at være så bekymrede fra pigerne. Der gik nu ikke mange minutter før der holdt endnu en bil ind. Det var park rangers, og de begyndte lige så stille at få rangeret bilerne videre. Jeg tror primært det var fordi flere turister havde valgt at stige ud af bilen med deres kameraer, men vi valgte at vende bilen og køre videre før rangerne nåede hen til os. Det var spændende at se de vilde bjørne, og vi fik også nogle billeder, desværre virker zoomen i vores kamera ikke, så de blev kun rimeligt gode.

Vejen begyndte at lbive lidt bjergvej, men vi syntes egentlig ikke at den var så speciel. Landskabet var flot, og det nød vi, men vi overvejede også lidt om det havde været en lang køretur værd bare at se en vej gennem en nationalpark. Goidt vi havde set bjørne, det var trods alt nok til at være det hele værd 🙂

Vi nåede toppen af Logan’s Pass og gjorde holdt. Vi havde håbet at kunne købe mad der, men der var kun en souvenirbiks. Vi købte nogle postkort og en bog, og gik udenfor for at gå en tur ud over højsletten. Her var der en ny slags jordegern pigerne kunne kigge på, og vi fandt endda en enkelt enzian, Trines yndlingsblomst.

Ellen ville gerne gå videre ud ad stien, men Trine kunne ikke holde til så meget mere, så det blev en far og datter-tur, men Trine og Karen gik lidt mindre rundt i passet. Kåre og Ellen var heldige at se et murmeldyr der udstillede sig, og fik også taget nogle billeder. Ellen var igen begejstret for alt hvad hun kunne klatre op ad! Fra bjergstien kunne vi se vejen sno sig ned ad vestsiden af bjerget. Det så noget mere bjergvejsagtigt ud end den vej vi var kørt op ad, så vi bestemte os for at fortsætte et stykke ned på vestsiden før vi vendte næsen mod Canada.

Kort efter Logan’s Pass holdt vi ind igen. Pludselig stod en stor hvid bjergged nær vejen, og udstillede sig. En park ranger holdt øje med den – og måske med at turisterne opførte sig ordentligt. Vi kiggede på den et stykke tid og fortsatte ned ad bjergvejen.

Og så var det vi forstod hvorfor vejen var blevet anbefalet. Vi kørte bogstaveligt talt på bjergsiden. Der var lige nøjagtig et plateau bredt nok til en smal tosporet vej, og en 20-30 cm høj kant var alt hvad der adskilte en fra et næsten lodret fald til den ene side. Udsigterne var spektakulære! Og de steder man kunne se hvordan vejen var bygget op ad klippen var næsten lige så fascinerende som naturen. Et sted løb at vandfald under en hvælving vejen var bygget på. Et andet sted hed “grædemuren”, hvor et tyndt vandfald løb ned langs vejen i en 50 meters bredde. Et sted kørte vi langs et vandfald, hvor der stadig lå sne som dannede tynde broer over vandet. Et antal virtuelle caches lå langs vejen, og vi kvalificerede os vist nok til mange af dem – men de er ikke lige logget endnu. Da vi var ved at være ude af bjergene vendte vi bilen igen, og kørte tilbage mod Canada.

På vejen tilbage holdt vi ind hvor vi først havde set geden, og gik ind for at se et udkigspunkt. De så vi også, og på vej ud igen puslede det, og der stod geden, eller en anden hvid ged, pludselig igen og kiggede på os gennem træerne et par meter væk.

Vi var efterhånden ret sultne – klokken var efterhånden et par timer over aftensmadstid, og selv med en sen frokost kunne vi godt bruge noget mad. Så vi glædede os til vi kunne nå St Mary’s og købe noget mad. Vi fandt et sted der så ud til at kunne give os noget mad, men der var ved at være et problem. Klokken var over 9, og vi vurderede at der var en halv times kørsel til grænsen der lukkede klokken 10.

Vi bestilte sandwich og hot dogs. Fyren der serverede det var flink og snakkede med Kåre om vores husudveksling og besøg til Canada og USA, og om hans ønske om at besøge Europa. Han tilbyd at lave nyt sandwichfyld men vi måtte fortælle at vi desværre skulle nå grænseovergangen, så vi ville gerne have sandwiches med hvad han nu lige havde klar. Han lavede to superlækre sandwiches og en hotdog, og måtte så desværre lave den anden hotdog med et koldt brød.

Da vi nåede til betalingen nægtede han at ville have nogle penge, fordi der ikke havde været alt fyld (der havde nu været rigeligt) og han ikke havde to varme brød! Vi kunne ikke engang tippe ham, får vi havde ingen amerikanske dollars i kontanter, og kun få i Canadiske (pånær 20$-sedler og det var alligevel meget nok). Så vi fik alt maden gratis – det oplever man altså ikke sådan lige i Danmark.

Vi slugte det første af vores mad på stedet og gik så i bilen. Vi bad GPS’en om at køre til grænseovergangen, og var ved at få et chock – den sagde vi ville være der ca. 21:50. Det var efterhånden mørkt, vi kørte i et fremmed land, og vi huskede fra turen ned, at det ikke var nemt at køre helt op ad fartgrænserne – især ikke hvor der gik køer på vejen.

Så turen blev kørt så hurtigt det på nogen måde var forsvarligt, og for at gøre ondt værre var vinduesviskerne ikke perfekte og efterhånden blev forruden ramt af en del insekter der blev fanget af lyset, så køre til sidst kørte foroverbøjet for at kigge forbi den stribe vinduesviskerne havde lavet af døde insekter.

Vi har et billede fra da vi lige nåede grænsestationen kl. 21:51:34 – og et da vi var kommet igennem kl. 21:54:15 – men bilen siger nu klokken er 21:55 der, og jeg tror det er kameraet der gik et minut galt. Grænsevagten bemærkede også at vi kom lidt sent, spurgte lidt til hvorfor vi passerede grænsen, og var lidt nysgerrig efter homeexchange – og i dette tilfælde car exchange. Han var dog ikke mistænkelig, og ville ikke se papirerne på at vi havde lov at køre bilen. Jeg gør ud fra at biltyve ikke kommer med så opfindsomme historier 🙂

Adgangskontrollen til Waterton var lukket, så vi kunne ikke købe dagspasset til at køre i Waterton. Heldigvis var vejen ikke lukket – noget vi faktisk var blevet bekymrede for om de mon gjorde. Vi blev enige om at vi ville købe dagspasset på vejen ud dagen efter, men det fik vi aldrig gjort, for man kunne faktisk ikke komme til boderne fra udkørselssiden, og ikke engang holde ind for at gå over til dem. Vi sender en undskyldende tanke til Waterton National Park.

Selvom pigerne var enormt trætte, og klokken var 11 da vi nåede vores motel, blev vi nødt til at adskille dem i 10 minutter for at de ikke skulle holde hinanden vågne – men så sov de også begge to tungt, og kunne lægges ind til hinanden.

Denne dag er uden tvivl en af dem fra ferien vi vil huske længst! Rigtig mange af vores store oplevelser fra ferien var klemt ind på denne dag! Selvom oplevelserne foregik fra et lejet motelværelse er der ingen tvivl om at det er home exchange og Paula og Dan vi takker for oplevelserne, for vi havde aldrig været på det motel med adgang til en bil uden dem!