I dag skulle jeg til jordemoder og da der er ferie, skulle Ellen med. Men først tog vi i Randers Regnskov. Egentlig skulle vi bare finde en legeplads og nogle klappedyr – men det er der jo også i Regnskoven. 🙂

Ellen klarede fint at være med til jordemoder – hun legede med nogle klodser på gulvet.

Bagefter fandt vi et par caches og fik handlet – Ellen fik en stooor is, så hun var grattet godt til.

Her til aften synes hun så vi skulle ud og sige godnat til gederne, så det gjorde vi naturligvis.

Jeg har længe ønsket mig en fugleredegynge til Ellen og Ny. Og nu så jeg en af en ordentlig størrelse i Kvickly. Jeg har samtidig vundet nogle gavekort til Coop, så det passede lige. Så nu har Ellen fået en gynge hun selv kan komme op på og ned af – og den kan også holde til mor. Nu håber vi bare at gyngestativet også holder!

Så blev det tid til at tage hjem. Ellen startede med at underholde en hel forsamling tyske drenge ved at spise nutella fra sit brød med en teske. 🙂

Vi kørte lige omkring klokken 10 og nåede Ulstrup mellem 19 og 20. Turen var i det store hele begivenhedsløs. Der var naturligvis lidt kø ned mod Elbtunnelen, men det var også det. Vi holdt et par pauser og fandt et par caches, frokosten blev indtaget på Holmmoor Ost, hvor maden både var god og der var masser at lege med for Ellen. Kan anbefales.

Hjemme igen var det hele noget tillukket, så der blev luftet ud og så gik vi mere eller mindre alle sammen i seng!

Sidste hele dag i Goslar.

Lige nedenfor vandrerhjemmet lå der en cache vi ikke lige havde kunnet komme til første dag. Men denne gang havde vi taget lommelygte og eTrex med – det er ligesom om mobilerne ikke rigtig kan tåle at blive tabt i en kanal. 🙂 Så Kåre hoppede i kanalen og bevæbnede sig med en pind. Det viste sig at være nødvendigt, for der var MANGE edderkoppespind i tunnelen. Men han fandt cachen!

Så skulle vi finde en Aldi, så vi kunne få noget mere internet – man bliver jo afhængig af det skidt. 🙂 Aldien var udvalgt efter at der lå en cache lige ved siden af.

Vi havde cyklerne med og ville cykle en lille tur i en park. Der fandt vi to caches – og endelig en der ikke var en mikro! Den første hed Okersuempe, men jeg har sjældent set så klart vand. Den anden var en fødselsdagscache, der lå lige ved en kanal. Ellen havde fundet et blad, som hun smed i kanalen. Men så ville hun have det op igen. Kåre lagde sig ned og hentede bladet til hende, hvorefter hun smed det endnu længere ud – så langt ud at det ikke kunne fiskes op. Og så skreg hun ellers! Selv da hun sov om natten vågnede hun grædende, fordi hendes blad var væk.

Og så gik det ellers stærkt med at komme tilbage, så vi kunne nå at få frokost. Og der var kager til dessert!

Efter en lang pause gik turen til Hahnenklee, hvor vi jo havde billetter til sejlbanen til Bocksberg (ikke at forveksle med Bloksbjerg, som er det danske navn for Brocken). Vi havde fortalt Ellen at vi skulle flyve (vi vidste ikke lige hvordan vi ellers skulle forklare det) og hun insisterede på at få Peter Plysbjørn med. Så vi kørte alle fire sydpå.

De havde godt nok aldrig set sådan nogle billetter før, men vi kom da med. Vi så først nogle komme op med deres cykler – nogle mennesker er bare vanvittige! Ellen synes det var rigtig sjovt at flyve – moderen var noget mere skeptisk. (Jeg har bare aldrig kunnet lide sådan noget, men hvad gør man ikke for barnet!)

Oppe på toppen gik Kåre og Ellen op i det høje trætårn der er – ikke ligefrem noget Kåre var begejstret for, men der var en fantastisk udsigt. Imens sad jeg nedenfor og lyttede til diverse samtaler. Bl.a. nogle der mente at tårnet måtte være omkring 100 meter højt og så nogen der ikke vidste hvor meget 0,5€ var – om det var 20 cent eller 50 cent eller hvad. Somme tider er det lidt svært at holde masken.

Da de kom ned, skulle vi jo lige finde den cache der lå der oppe. Vi blev lidt forsinket af et blåbærkrat og jeg kan røbe at ungen ikke just var ren bagefter. 🙂 Vi fandt cachen – den var ikke ligefrem ret godt skjult. Og alligevel fandt vi en “ekstracache” 30 meter derfra – de havde ikke kunnet finde den og så havde de bare lagt en ny.

Ellen synes heldigvis det var lige så sjovt at komme ned som det var at komme op – ellers havde det været en lang tur!

Aftensmaden bestod af Eintopf – i dette tilfælde en slags svensk pølseret, bare med kartofler og revne gulerødder (uden løg, pølser og tomater). Der var så pølser ved siden af, men de smagte rent ud sagt ikke af noget som helst. Lidt af en skuffelse, når man nu var i Tyskland. Heldigvis var der hjemmebagt brød til og så masser af salat. Og så var der hjemmebagt rabarberkage med flødeskum til dessert.

Egentlig havde vi regnet med at skulle pakke mens gøjen sov, men det gjorde hun først klokken 22! Heldigvis nåede Kåre at pakke det meste mens hun ikke sov.

I dag ville Kåre gerne til Hochharz, men jeg skulle jo også kunne holde til det. Så efter at have studeret kort og afmærkede vandrerture endte det med en gentagelse af en tur vi gik for syv år siden. En tur rundt om Oderteich – fordelen ved ture rundt om søer, er at der typisk ikke er alt for mange niveauforskelle. 🙂

Ellen kom med i bærestolen og der var lige tre caches på vejen. Der blev også tid til sopning og til at kaste pinde og sten i vandet. Ved cache nummer to fandt Ellen pludselig noget hun ville bytte med – en blå hårelastik. Cachen bestod blot af en zip-lock-pose, men den var fint tør.

Midtvejs spiste vi vores madpakker – Ellen og Kåre havde æg med og Ellen synes det var sjovt at pille æg. Og det var rigtig sjovt at stå på broen. Pludselig kom hun løbende med hendes brød: “Det er får!” Og ganske rigtigt – hun havde spist af sit brød så det ganske lignede et får.

Hun blev glad da der kom et par piger, som også ville smide sten i vandet. Men hun var godt nok lidt ked af at hun ikke kunne forstå dem og at de ikke kunne forstå hende.

Egentlig havde vi snakket om at gå en tur i Bad Harzburg på vejen hjem, men da Kåres pung lå på vandrerhjemmet og mit VISA-kort lå i Ulstrup, så var der ikke engang mulighed for at parkere eller få en lille is – så vi kørte tilbage.

Efter en pause på vandrerhjemmet kørte vi ned til byen for at finde en mystery – vi ledte og ledte og er helt sikre på at vi ledte det rigtige sted – men ingen cache.

På vejen hjem til vandrehjemmet kørte vi lige lidt længere og kom op til et sted de fløj med paragliders fra. Der var en rigtig flot udsigt – men cachen lå gemt et kedeligt sted og var en mikro – der var ellers alle muligheder for en større cache. Øv.

Til aftensmaden var der hønsefrikasse – ikke så ringe endda.

Mandag ville vi tage ned til Goslar for at se Zwinger – en del af byens forsvarsværk og et af de stærkeste befæstningstårne i Europa. Nederst er væggene 6 meter tykke. Nu er det privat og der er ferielejligheder i bunden og museum i toppen. I vores vandrerhjemstilbud var der nemlig billetter til Zwinger, Rammelsberg og sejlbanen til Bocksberg.

Det var et meget lille museum og det var ikke sådan synderligt interessant, men der var en fantastisk udsigt fra toppen – der var også meget varmt, selvom klokken ikke var mere end 10.30.

Vi gik ned til den anden ende af den lille park Zwinger lå i og fandt den legeplads der lå der. På vejen så vi på ænder og ællinger i en noget grøn sø. Ellen hyggede sig på legepladsen og hun var ret dygtig til selv at kravle op i tårnet til rutchebanen – det var bare en lodret stige med relativt langt mellem trinnene – men en kryster har hun nu aldrig været.

Efter et lille middagshvil på vandrerhjemmet (med Tigerdyret på den medbragte bil-DVD-afspiller) tog vi igen ned til goslar. Denne gang kørte vi ned til et supermarked og parkerede og så cyklede vi ellers rundt. Vi var lige inde i supermarkedet efter en is inden vi kørte – det er altså NOGET billigere at købe is i Tyskland end i Danmark!

Den første cache var oppe af en laaaaang trappe i en lille park. Der er rigtig mange små grønne områder i Goslar. Den anden var strategisk udvalgt fordi den lå ved en anden legeplads. Her var Ellen ikke eneste barn og tyske børn er ikke spor anderledes end danske: Det de andre børn har, er MEGET sjovere end det man selv har – men andre må ikke røre ens ting! De to sidste caches var lidt kedelige – i hvert fald for Ellen: En micro ved en byport og en micro ved en kirke.

Og så var det ellers hjem til aftensmaden, som var to forskellige slags pasta og to forskellige slags sovs og naturligvis masser af salat. Aftenen blev afsluttet med leg på legepladsen. Der var ingen sand, men man kan også godt lave boller og chokoladekage af grus.

Søndag måtte Ellen på det nærmeste hives ud af sengen. Hun var godt nok træt, den bette.

Vi havde bedt om at få madpakker med i stedet for frokost på vandrerhjemmet, for vi ville tage til Romkerhaller Wasserfall og Okertalsperre – Stine/Twincamp havde anbefalet en cache ved Okertalsperre. Man smører selv madpakken fra morgenbordet og så får man en drikkedunk til saft/vand, frugt og en süssigkeit. Der var også frikadeller i skålen, men de var stadigvæk varme, havde ikke været kølet ned og skulle ligge i en taske hele formiddagen. Da det så viste sig at de ikke var gennemstegte, røg de altså ud.

Der var ikke ret langt, omkring et kvarters kørsel. Da vi kom til Romkerhall var det første vi så nogle der sejlede kajak ned af floden. Jeg synes det så rigtig sjovt ud. Vandfaldet var en earthcache, men da vi kom hen til det, kom en sur tjener og sagde at vi ikke måtte være der – det var åbenbart privat grund. Men vi fik da vores billede, så vi kan logge cachen.

Tilbage ved bilen så vi hvordan dem i kajakkerne kom ned i vandet. Der var simpelthen en rutchebane på et par meter og så frit fald for resten af vejen. Det så lidt vildt ud.

Vi kørte videre ud til Okertalsperre. Et imponerende bygningsværk, men Ellen havde ingen tålmodighed – overhovedet. Så det blev kun til en gåtur hen over dæmningen og et kig ned til cachen (se billederne). Tilbage ved bilen var der en kiosk, så vi fik alle sammen en is – Ellen fik helt selv lov til at vælge. Taget i betragtning at hun ligefrem puttede sig ind til mig, mens vi spiste og var meget varm, er teorien, at hun var lidt småsyg med feber. Varmen og pyldretheden holdt desværre resten af ferien.

Vi kørte hjem til vandrerhjemmet og spiste vores frokost på legepladsen.

Efter frokost kørte vi igen ned til byen, bare til en anden bydel, hvor der skulle være en Walderlebnispfad/skovoplevelsessti. Heldigvis lå der en lille dam ved starten, for stien var der godt nok ikke noget sjovt i. Måske havde den været sjovere længere henne, men det sjoveste Ellen oplevede var at kaste pinde i vandet og plyndre et hindbærkrat.

Her mødte vi flere tyskere med hunde. Bl.a. en kvinde, der pænt stod og ventede med sine to hunde. Hun ville ikke gå hen af stien før Ellen var væk. Da jeg så sagde at Ellen ikke var det mindste bange for hundene takkede hun og gik forbi. Sikke en høflighed.

På vandrerhjemmet var aftensmaden spätzle med gullash – ikke ligefrem min livret, men absolut ikke ringe af at være spätzle. 🙂

Morgenmad var nemt – man åbnede døren, gik over gangen og vups, så stod man i spisesalen. Maden stod godt nok længst væk, men vi overlevede.

Morgenmaden bestod af brötchen, fire slags ost, fire slags pølse og hvis man kom tidligt nok var der også melon. Det gjorde vi nu aldrig – det var allerede 7.45. 🙂 Og så var der müsli og corn flakes. Ikke det helt store, men nok til at man kunne blive mæt – men hvor var det kedeligt de sidste dage.

Efter morgenmaden gik vi ned til Goslar, hvor vi først ledte efter en cache der hedder Underground Goslar. Vi fandt også koordinatet, vi skulle bare lige et par meget længere ned – den lå nede i en underjordisk kanal. Så den blev udskudt.

Heldigvis havde vi fået styr på tingene (med lidt hjælp fra Stine/Twincamp), så vi havde trådløst internet. Et tysk sim-kort i Kåres telefon og så blev den ellers brugt som access point for min mobil og den bærbare. Det gjorde at vi altid vidste hvor vi var og hvilken vej vi skulle gå og når man så samtidig kan se geocacherne, så er det jo næsten for nemt. 🙂

Det var til gengæld ikke for nemt at skulle hen til kejserpaladset, for Ellen gad i hvert fald ikke noget som helst. Så det blev til en lang kamp at få hende til at gå bare hen hvor vi stod, så hun kunne komme i bærestolen.

Så fandt vi en enkelt cache og så lidt af den gamle by – der er nu flot, men det er hårdt at gå på så mange brosten. Ellen var specielt betaget af de mange vandløb og så de par hestevogne der kørte rundt i byen.

Vi gik tilbage til vandrerhjemmet for at få frokost – det var meget hårdt at komme op af stien igen! Til frokost er der det samme som til morgenmaden – dog ingen müsli og cornflakes, men til gengæld en lun ret af en art. Og tro det eller lad være – men jeg kan faktisk ikke huske hvad der var lørdag!

Efter en middagspause kørte vi ned til byen – der var ikke ret langt, men der var simpelthen for stejlt til at jeg kunne gøre det ret mange gange. Nede i byen så vi kejserpaladset lidt tættere på og nogle andre mindesmærker. Kåre og jeg så kejserpaladset indenfor i 2003 og mente ikke lige at det ville være sagen med en Ellen sådan lige på kanten af ikke at gide noget som helst. Vi så en gammel vandmølle og Ellen fik kastet en masse blade og pinde ned i et vandløb. 🙂

Vi fik også handlet en smule – juice, nogle kirsebær og lidt brød. Og alle toiletter i Tyskland koster mindst 50 cent at bruge – trælst når man er gravid!

Vi kom tilbage til aftensmaden, som var farsbrød med grøntsager og brun sovs – og heldigvis masser af salat til. Til dessert var der berlinere – det faldt i den unge dames smag. 🙂

Det gik heldigvis nemmere med at falde i søvn denne aften.

Fredag morgen ringede vækkeuret allerede klokken 7 og vi fik spist morgenmad og pakket det sidste. Klokken 8.20 kørte vi ud af indkørslen med kurs mod Goslar.

På vejen fandt vi lige to caches, men nåede også at sidde i kø et par gange. Første gang på vej ned mod Elbtunnelen, men det er jo obligatorisk, anden gang lige efter, hvor der var vejarbejde og hvor en lastbil var væltet i modkørende spor, så hele den nordgående motorvej var spærret. Og da den var ledt over i det ene spor på den sydgående, så var det lidt kritisk. Heldigvis sov Ellen fra alt køen.

Da vi skulle tanke benzin gjorde vi den interessante opdagelse, at mit VISA-kort lå hjemme på skrivebordet… Heldigvis havde Kåre da sit med. 🙂

Klokken 17.55 ankom vi til vandrerhjemmet i Goslar og meldte vores ankomst – lige i tid til aftensmaden. Den bestod af stuvet spinat, røræg og kogte kartofler – ingen kød. Og da jeg hverken er til stuvet spinat eller røræg var jeg meget glad for at der altid er masser af salat. Ellen spiste ikke ret meget, men en lille dessert gled der da ned.

Efter vi havde fået tingene op på værelset, gik vi en tur af stien ned mod Goslar. Den var meget stejl og da Ellen var træt og jeg havde ondt blev hele turen udsat til dagen efter. Men legepladsen blev undersøgt – desværre var den nok bedst til børn i skolealderen. Det er formentlig også vandrerhjemmenes hovedmålgruppe – altså skoleklasser.

Værelset var et fire-personers værelse med to køjer og vi havde så lånt en barneseng. Vi spændte et lagen op mellem et vindue og den ene køjeseng og sådan fik Ellen sin egen lille hule. Vi havde også vores eget badeværelse med bad.

Det tog laaaaang tid før Ellen faldt til ro. Dels skulle vi alle sammen sove sammen og det har vi ikke gjort længe. Og dels havde det været en lang og mærkelig dag, hvor der ikke rigtig var blevet brændt noget krudt af.

Dagens ord der dumbidus. Nogen der kan gætte hvad hun gerne vil have?