Archive for October, 2012
Legoland
Vi skulle jo lige nå i Legoland inden lukketid, så det blev i går. Vi havde ikke sagt noget til ungerne, men da Kåre spurgte om de kunne gætte hvad vi skulle, sprang Ellen op, råbte Legoland og løb ud for at finde den kasket hun fik sidste år.
Vi nåede derned lige før middag og der var ungerne ved at være godt sultne. Og så havde vi glemt Ellens flyverdragt! Lige det rigtige vejr til det, ikke? Men vi fandt et par ekstra bukser og et par regnbukser i bilen. Hun frøs dog helt vildt indtil vi fik noget at spise.
Vi ville egentlig have haft madpakke med, men så gærede dejen til pølsebrøddene, så vi var blevet enige om at købe noget dernede. Hvad vi ikke havde regnet med, var, at så godt som alle steder man kunne købe mad, var lukket. Så vi måtte gå gennem hele parken for at finde et sted jeg havde hørt man kunne få pizza og pasta. Og heldigvis var der da åbent og endda også varmt. 🙂 Prisen var grim. 179 kroner for voksne og 119 kroner for børn stod der udenfor. Det viste sig godt nok at Ellen var billigere og Karen var gratis – men alligevel var det dyrt for bløde pizzaer, udkogt pasta og fabrikslavet salat. Men vi blev da mætte og kunne få varmen, så vi var klar igen. Og nu var Ellen også ordentligt varm.
Vi var rundt i hele parken og Ellen fik lov til at prøve alt det hun ville. Imponerende nok kunne hun huske en del fra sidste år. Karen prøvede også alt det hun måtte og specielt den gammeldags karrusel var et meget stort hit. Ellen synes Dragen var det allersjoveste.
Det var også lidt sejt, at en af piraterne gav mig et knus og vidste hvad Ellen hed – det var en gammel efterskoleven.
Vi prøvede det sidste lige klokken 18, hvor forlystelserne lukkede. Så gik vi en lille tur i Miniland og var omkring butikken inden vi kørte nordpå igen. Vi var godt nok trætte!
Næste år må vi hellere tage derned i god tid og sørge for at have et par dage.
Siden sidst
Siden sidst har vi været til farmors fødselsdag i Bjergby, hvor vi var ude at gå en hyggelig tur. Det var rigtig rart at se ungerne. Ellen og Ann-Kathrine fandt meget hurtigt sammen og Karen hyggede sig meget med de store, specielt Toke.
Mandag er der multisport i de to store haller samtidig med at der er gymnastik for Karen i den lille hal. Og Ellen ville gerne prøve, så jeg tog med. Jeg havde ikke helt regnet med at der var SÅ meget forældreinvolvering – næste uge skal jeg have nogle ordentlige sko med. Ellen var ikke så glad for opvarmningen – sådan noget med fangelege er ikke lige hende (og har heller aldrig været moderen). Men resten gik nogenlunde. I hvert fald godt nok til at vi prøver igen næste mandag.
Vi har også været en tur ved Kjællinghøl for at genplacere en cache og lege på broen.
Ungerne har sovet rigtig længe – dækmanden kom for at skifte dæk fredag morgen klokken 8.30, men der var vi slet ikke stået op endnu. Torsdag og fredag var det faktisk Ellen der kom først ind og puttede og hyggesnakkede.
Ellen har været ved lægen og har fået noget midlertidig astmamedicin – hun har haft lidt svært ved at trække vejret. Hun har også fået i børnehaven og det er åbenbart lidt af et tilløbsstykke – men jeg kan se at hun ikke er den eneste. Hun siger at det ikke smager godt – men hun tager det helt uden at brokke sig – i øvrigt vist det eneste hun for tiden gør uden at brokke sig…
Onsdag var der kaffedag på sommerfuglestuen. Gammeldags æblekage er nu ikke så ringe. 🙂
Torsdag var der gymnastik som sædvanligt – men nu er det bare at aflevere hende, tage hjem og lave mad og hente hende igen. Hun er helt selvkørende.
Fredag aften var vi til Halloween i Gudenåhuset. Ellen har været der med børnehaven, så hun strøg direkte ind på biblioteket og fandt klæd-ud-tøjet. Og heldigvis synes bibliotekaren at hun var sød og fin, så hun fik lov til at låne kjolen resten af aftenen.
Der var masser af ting at prøve, men det var nok mest for lidt større børn, som havde set de gysere, der blev refereret til. Men ungerne fik lavet et badge hver, som de er meget glade for.
Der sker en masse med Karen for tiden, sproget bliver bedre og bedre og hun kan (og vil) mere og mere. F.eks. kan hun nu næsten selv tage flyverdragt på.
Ellens hukommelse
Ellens hukommelse virker ikke helt som min.
Vi hører af og til musik om morgenen og i dag var de begge to så morgengnavne at jeg havde brug for alt den hjælp jeg kunne få, så Ellen fik lov til at vælge hvad vi skulle høre.
“Den med den sorte kjole.”
Okay, så måtte mor lige til at tænke. Jeg foreslog, at det var Nemo, en sang hun godt kan lide.
“Neeej”, siger hun, som kun en forurettet fire-årig kan sige. “Det er den med den røde kjole med sorte knapper!”
Nå, så jeg måtte lige tjekke og det viste sig at være denne her hun ville høre:
Men bagefter måtte jeg jo lige tjekke Nemo – og ganske rigtigt: Rød kjole med sorte knapper.
Dagens gode fra Ellen
På vej i børnehave kom der lige et par gode fra Ellen.
Månen var fremme og vi snakkede lidt om hvad der drejer rundt om hvad og hvorfor der er nat og dag og sommer og vinter. Ellen mente at det måtte fungere ligesom tandhjul.
Tidligere har vi snakket om at man vokser når man er barn og ung og når man så bliver voksen og ældre, så bliver man lidt lavere, fordi bl.a. rygsøjlen bliver mere buet. Ellens kommentar: “Du bliver kortere, men jeg bliver høj og smuk!”
I Biersted
I weekenden var vi i Biersted – mormor og morfar lukkede butikken for sidste gang og det skulle vi selvfølgelig være med til! Det var rigtig hyggeligt, men også lidt vemodigt. Karen var med i butikken det meste af søndagen, mens Ellen gik lidt til og fra – for computeren lokkede også og det var vist også lidt kedeligt at være barn. 🙂
Karen har været/er lidt småforkølet, men det er vist årstiden for den slags. Hun snakker i øvrigt mere og mere og har efterhånden et ganske pænt ordforråd, selvom man nok skal være mor eller far for at forstå meget af det. En af favoritterne i øjeblikket er ru’ban’. 🙂
Dagens citat fra Ellen: “Der står der hundred’ og når man sætter et nul mere bagefter som der, så står der tusind og fjerner man et nul, så står der ti.”
Hvor hun har lært det henne aner jeg ikke.