Archive for March, 2011

Stakkels Karen – og stakkels mors nerver!

Mig og Karen skulle i mødregruppe i dag, så jeg skulle også lige nå i bad inden vi skulle ud af døren. Karen lå inde i sengen og vågnede lige så stille og Ellen tullede rundt.

Da jeg så kom ud fra badet og ind i soveværelset så jeg bare en stor bunke dyner – SHIT! Og ganske rigtig – hivende efter vejret fandt jeg Karen liggende under to tykke voksendyner og sin egen babydyne. Heldigvis var der da ikke nået at ske noget – men tænk hvis jeg havde brugt et par minutter mere under bruseren…

Jeg gik ind og skældte Ellen ud og kom til at sige at Karen jo kunne have været død. “Lissesom den stakkels krage!” var Ellens svar.

Jamen, hvad pokker skal man gøre/sige? Hun ville jo bare lege gemmeleg med Karen, som vi så tit gør med hende. Og man kan jo heller ikke holde dem begge to under 100% opsyn hele tiden – jeg vil i hvert fald ikke. Men jeg tror nok Ellen forstod at Karen ikke er stor nok til at lege gemmeleg endnu.

3-årsundersøgelse

Ellen er ved at være frisk og har efterhånden også lyst til at spise igen. Hun har haft et par fine dage i børnehaven, hvor de har været på udflugt (det elsker Ellen) og malet selvportrætter og tulipaner. Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi er meget glade for børnehaven også!

Men det var lidt pinligt at have hende med til lægen i eftermiddags. Hun blev hentet i børnehaven og kom direkte ind til Søren da vi kom ned i lægehuset. Og hun var altså ikke just noget der ligner ren! Der var jord og mudder og sand i hele hovedet og hænderne havde vist engang været rene… Men vi forsikrede Søren om at hun altså BLEV vasket i ny og næ. 🙂

Hun kan godt lide Søren, så hun blev tjekket som hun nu skal og alt var som det skulle være. Altså lige bortset fra at hun kaldet en hest for et får i første omgang – på lystavlen til synstjek. Der var heller ikke noget at høre på lungerne, så vi er glade. 98 cm og 17 kilo blev hun målt til.

Og så fik hun en lille pose vingummibamser bagefter! Eneste anke hun havde, var at hun ikke nåede at lege med huset…

Ikke frisk!

Ellen var frisk nok til at vi tog til Haderup for at holde fødselsdag for hende, fætter Toke og onkel Niels, men ikke frisk nok til at vi ville sende hende på et par dages ferie hos farmor og farfar. Hun havde igen sovet meget dårligt om natten på grund af hoste, men havde ingen feber.

Hun var nem nok at have med til fødselsdag. Da de andre børn blev for meget, gik hun bare ovenpå og satte sig med en bog. Og hun legede rigtig godt med Ann Kathrine, så det var bare hyggeligt. Men spise ville hun ikke – ikke engang slik!

Vi blev enige om at ringe til lægevagten på vejen hjem for at få noget hostestillende, så hun kunne sove om natten. De ville gerne se hende og efter ca. en times ventetid kunne lægen meget hurtigt konkludere at hun slet ikke skulle have noget hostestillende, men en gang penicillin: Lungebetændelse. Se – det havde vi ikke lige overvejet. Når man har lungebetændelse har man feber og er godt og grundigt syg – man løber ikke rundt og hopper i sengene og leger!

Så natten i nat var bedre efter en halv panodil og en gang penicillin. Men det var nu ikke så nemt at skulle sluge en pille når man ikke har prøvet det før. 🙂

Over middag var vi bare nødt til at gøre noget! Der var simpelthen ALT for meget energi i hende – så vi kørte til Fussingø for at finde et par geocaches. Det gjorde vi så ikke, for den første var væk og de to siste prøvede vi slet ikke, for da trængte vi alligevel til at komme hjem igen. (Nok mest moderen, som var blevet væltet af en hund undervejs.)

I morgen ryger hun så i børnehave igen. Lægen siger at hun ikke smitter og når hun så ellers godt kan følge med i legen og ikke kræver særlige hensyn, så må hun gerne komme. Og jeg har aftalt med dem at de giver hende middagspenicillinen. 🙂

Frisk?

Ellen har holdt os vågen hele natten og insisterede på at stå MEGET tidligt op i dag. Men til gengæld har hun mindre feber i dag.

Mormor har været nede for at hente deres computer, så Ellen har fået sin tilbage – den har virkelig været savnet! Det blev også til en lille, bitte geocachingtur sammen med mormor – og Ellen fortalte stolt, at hun havde tisset på bladene ved parkeringspladsen. 🙂

Ellen har været noget af en prøvelse de sidste dage, men har haft et rigtig hyggeligt bad med far i aften. Så der blev grinet lidt af følgende ordveksling:

Far: Du er sød.
Ellen: Nej, jeg er en møgunge.

Det er da selverkendelse der vil noget! Og det er altså ikke fordi vi kalder hende en møgunge – i hvert fald absolut ikke når hun hører det! (Men jeg indrømmer at det af og til sker når hun er gået i seng eller over Google Talk.)

I dag har vi for første gang rigtig oplevet lidt jalousi – Karen måtte i hvert fald IKKE låne noget af Ellens legetøj – en lille kaninrangle som Ellen for længst er blevet alt for stor til. Så vi snakkede lidt om at dele, men mon det bliver sidste gang? 🙂

Og Karen er begyndt at “lege” med ting – hun synes det er sjovt at skubbe til noget der siger lyde. Så det var godt jeg fik købt noget legetøj til hende.

Syge guldkorn

I går aftes måtte vi smide Ellen i seng med 40 i feber klokken 18. Da vi hentede hende i børnehaven 1630 var der ingenting. Hun har hostet nogle dage, men ellers ikke noget. Og så klager hun over ondt i numsen igen – men denne gang ved urinrøret, så vi har mistanke om blærebetændelse. Men nu må vi se klokken 12 når vi skal til lægen med hende.

Men vi lå og hyggede inde i sengen i går aftes ved 22-tiden, Ellen, Karen og mig. Ellen siger “Karen stikkede sin tunge ud af munden.” Jeg retter hende og siger at det hedder “Karen stak sin tunge ud af munden.” Ellens kommentar: “Det er da et underligt ord.”

Vi snakkede også om det med at holde sig for munden når man hoster og hvorfor man skal gøre det, at det er af samme grund som man skal børste tænder og vaske hænder. Lidt senere var hun med Kåre på toilettet hvor jeg hørte denne kommentar: “Man må ikke tage en tissemand i munden, for der er bakterier på.”

Og i dag sad vi og lavede perleplader med bogstaver. Ellen ville lave et K og det skulle være blåt. “K som i Kåre” sagde jeg, hvorefter jeg fik svaret: “Nej, han starter med F.”

I går kom posten med en stor kasse med babylegetøj til Karen. Det var så billigt at jeg faldt for det, selvom det egentlig ikke er fordi vi mangler. Og Karen blev rigtig glad – det er lidt hyggeligt.

Fødselsdagsweekend

I dag bliver Ellen 3 år – og det er jo en stor dag i en lille piges liv.

I går var farmor og farfar på besøg og de var med til gymnastikopvisning. Det var Ellen så ikke helt så meget – hun ville ikke være med til at gå ind sammen med de andre og da der var “fællesting” sad hun i et hjørne. Men da der kom redskaber frem var hun straks med. Men det var nu også det jeg havde forventet.

Karen havde fået en lilla kjole på – så Ellen ville også i lilla. Heldigvis fik pigerne til gymnastik en lilla t-shirt til opvisningen. 🙂

I dag vågnede vi ved at hun sad inde i sengen og sang “Se min kjole” og da hun så kom ind til os sang vi for hende med flag og det hele – det synes hun var noget underligt noget. Men hun var helt med på det der med gaver. 🙂 Af os har hun fået en tallerkenrække til sine bøger og en kurv med grøntsager i stof.

I dag kom Karen i lyserødt – så Ellen ville også have lyserødt på. 🙂

Mormor, morfar og moster Ane kom til frokost og vi var lige på en lille geocachingtur, så vi kunne komme ud og få noget frisk luft.

Til aftensmaden ville Ellen have pasta og pastasovs – men hun spiste nu kun pasta og broccoli da det kom til stykket. Men hun var meget glad for at jeg havde været nede og hente rundstykker og pålægschokolade til morgenmaden.

Nu er hun godt og grundigt træt og sover sødt efter at være blevet puttet af mig for en gangs skyld.

I øvrigt er det skønt at hun er blevet så glad for at synge. Hun synger glad og gerne og højt og meget og gerne sammen med andre. For en måned siden kunne hun også godt finde på at synge, men stoppede når hun opdagede at andre hørte det og hun ville i hvert fald SLET ikke synge sammen med andre. I aften sang jeg “Nord og syd og øst og vest” for hende inden hun skulle sove – hun kan det hele udenaf og sang med. Det er simpelthen skønt.

Hård weekend

Efter en spændende uge i børnehaven med udflugter og en tur i hallen skulle vi have en afslappende weekend – troede vi!

Lørdag morgen ringede mormor og var lidt ved siden af sig selv. Deres computer var i stykker – og så bliver morfar altså helt ulogisk. Så mormor kom ned med computeren og det synes Ellen var hyggeligt. Mig og Ellen skulle i mødregruppe om eftermiddagen – så vi kørte til Hvorslev for at blive mødt af en noget forvirret anden mor – det var da først søndag! Så vi kørte hjem igen og nu havde Ellen ellers lige glædet sig til at skulle ud og lege.

Søndag formiddag kom Bolette og Mads på besøg og det blev lidt for meget for Ellen, så hun trak sig tilbage til kontoret hvor hun legede med computer.

Og da det så blev eftermiddag kørte vi i mødregruppe – igen. 🙂 Denne gang var det mere rigtigt, men Ellen startede med at stå ude på gårdspladsen 10 minutter, hvorefter hun kom ind i gangen og sad og legede med hunden et kvarters tid. Så kom hun endelig ind og legede glad lige indtil vi skulle hjem – og så ville hun naturligvis IKKE med hjem.

Da klokken blev 19 – en halv time før normal puttetid – bad hun om ikke godt hun måtte komme i seng. Det måtte hun gerne. 🙂

Sommer!

Eller i hvert fald begyndende tegn på det første spæde forår. 🙂

Ellen var lidt ked af at blive afleveret i dag. Muligvis fordi jeg var forsvundet både søndag og mandag aften og så måtte jeg ikke gå fra vuggestuen (som jo nu er børnehaven – men det skal man lige vænne sig til).

Men hun har haft en fantastisk dag alligevel. De har været i Lyngbakkerne med lærred og pensler og spist frokost der. Så har hun været ved lægen med en rød numse, der ikke er blevet bedre med hverken zinksalve eller Brentan. Det tog hun i stiv arm og nu skal hun både have Brentan, Fucidin og Cortison en uge eller i hvert fald indtil på mandag, hvor lægen har fået svar på prøver og ved hvad det er. 🙂

Og så har vi været i haven. Vi har gjort fuglebade rene, fejet så man kan cykle, cyklet, leget i sandkassen og gynget. Og så var det moderen kom i tanke om at hun hellere måtte gå ind igen – blærebetændelse og kulde er ikke så godt sammen.

Ellen: Dumme, dumme, dumme…
Far siger et eller andet til hende.
Ellen: Jamen, jeg siger ikke at du er dum, jeg siger bare dumme, dumme, dumme…

Prinsesse Ellen

Som de fleste børnefamilier nok ved, så er det fastelavn. Og Ellen har hele tiden sagt at hun ville være prinsesse. Og så blev hun naturligvis prinsesse.

Det var lidt stresset, for der skulle laves prinsessekrone her til morgen og Kåre var syg og vi skulle nå til lægen til 9.40 og der skulle smøres madpakke og rugbrødet var for gammelt. Men vi nåede det hele og det var skønt at se Ellen snurre rundt i sin prinsessekjole og være lykkelig.

“Er jeg ikke smuk, Karen?” – lød det fra bagsædet da vi kørte ned i vuggestuen. 🙂

Børnehave

Ellen er stadigvæk superglad for at være kommet i børnehave – og meget, meget træt når hun kommer hjem. 🙂

Når man nu kommer i børnehave, så udvides ens ordforråd også: Allerede i går skulle hun lige afprøve ord som “prutskid” og “tissekone”. Sjovt som der er nogen ting der bare ikke ændrer sig – det var også de “frække” ord da moderen gik i børnehave for snart 30 år siden. 🙂

Eneste problem er at hun BARE ikke vil med hjem. Hun kæmper virkelig imod og i dag var det nødvendigt fysisk at slæbe hende med og holde hende fast for at give hende støvler på. Det er altså ikke sjovt.

Og Karen har fået ætset sin navle igen – men den skal stadigvæk have et par gange mere.