Vi har tilbragt det meste af dagen på fødegangen (læs mere på Trines blog) og det har specielt Ellen egentlig haft en masse sjov med.

Hun har taget en hulens masse billeder, leget med Kaj og Andrea og hver eneste gang jeg ikke lige lå i sengen, så ville hun op og bruge udstyret. Så hun lå mange gange i sengen med “knappen” i hånden, så hun kunne trykke på den, når babyen bevægede sig i hendes mave.

Hun fandt også ret hurtigt ud af at når man ikke kunne kravle op i sengen, fordi den var for høj, så skulle man bare over på den anden side og træde på pedalen…

Når hun tog billeder af os ville hun “smile os”. Jeg antager at det er blitzen hun hentyder til. Men her er i hvert fald en stak billeder:

Juledags eftermiddag og aften gik bare med leg, hygge og ingenting – ganske som det skal være.

Anden juledag smuttede vi en tur til Randers – vi skulle have lavet nye årskort til Regnskoven og havde nogle rabatbilletter der skulle bruges i januar. Men med den forestående fødsel var vi ikke rigtig sikre på at vi ville nå det, så vi satsede på at de ville hjælpe os, selvom det stadigvæk er december.

Anden juledag er ikke nogen dum dag at tage i på den slags udflugter – der var så godt som ingen mennesker, så vi så også flere dyr som vi ikke altid ser. Og Ellen elsker at være der.

Tredje juledag var der nogen der i særdeles høj grad trængte til at komme ud og få brændt noget krudt af. Så vi tog på geocaching- og handletur mod Bjerringbro. Vi fandt en cache, der ligger oppe på toppen af en bakke. Så Ellen halvt gik og halvt kravlede op og jeg vraltede. Men vi kom op og fandt cachen. Jeg er dog ikke så godt gående, så det blev kun til den ene.

Og da vi så kom i bilen igen startede det for alvor: Ellen begyndte at sparke mig ind i ryggen og ville slet ikke stoppe. Hun ignorerede alt hvad man sagde til hende og grinede bare af os. Så mangler man altså sanktionsmuligheder! Det blev ikke bedre i Bjerringbro, hvor hun smed med tingene i Imerco, løb ud på vejen, kørte sin lille vogn ind i alting og kastede/slog med varerne i SuperBest. Så snart man stoppede hende fra det ene, så begyndte hun med det andet. AAARRGGH!

Den 24. december prøvede vi at komme tidligt op og komme ud af døren. Det lykkedes ca. lige så godt som det plejer, så vi var i Biersted til frokost 12.30. Ellen havde helt styr på det der med kalenderlyset, så da hun havde pustet det ud for sidste gang konstaterede hun at nu var det jul!

I Biersted gik tiden med afslapning, hygge, sliktiggeri og slangekig. Moster Ane skulle nemlig passe nogle venners menageri, så inden julemiddagen var vi nede for at tjekke om de havde vand. Der var både slanger, en gekko og nogle som jeg ikke rigtig kan huske hvad var for nogen. Men Ellen synes at de var spændende og morfaderen synes at det var dybt uansvarligt at lade Ellen være i nærheden af sådan nogle farlige dyr!

Ellen ville gerne op og sove efter frokosten, så vi benyttede os af lejligheden til at smutte i kirke. Det er vist første gang jeg har været i kirke juleaften i joggingbukser! Men ellers var alt ved det gamle – vi sad på knæfaldet og der sad Trine, min barndomsven, også. Til gengæld anede præsten ikke hvad hun talte om og var i øvrigt særdeles uinspirerende at høre på.

Julemiddagen var som sædvanlig særdeles lækker, omend Ellen faktisk ikke havde så meget ro på sig. Jeg tror ikke så meget det var på grund af gaver, men mere fordi vi sad i stuen og alt var “forkert”. Men desserten sprang vi over – der var ingen der kunne spise noget og både Ellen og moster Ane var trætte.

Så vi dansede om juletræet og Ellen insisterede på at hendes julesangbøger skulle være åbne på de rigtige sange – Ordnung muss sein! Hun ville desværre som sædvanligt ikke synge med – hun synger kun når hun er alene, men så gerne højt og længe.

Der var MANGE gaver – ikke bare til Ellen, men til os alle sammen. Ellen fik åbnet et par stykker, men så gad hun faktisk ikke mere. Så nogle fik altså lov til at vente. Ubetinget største hit var fra moster Ane og onkel Anders: En rigtig ukulele – ganske vist kun med tre strenge, men den slags er inderligt irrelevante!

Hun faldt også i søvn uden de store problemer da Kåre puttede hende. Eftersom Ane bor hos mine forældre i tiden, måtte Ellen sove inde hos os. Det var heller ikke noget problem – hun vågnede et par gange i løbet af natten og skulle lige have at vide at vi var der og så sov hun videre. Og da vi stod op omkring klokken 9 sov hun også videre. 🙂

Til morgenmaden var der hjemmebagte boller og blødkogte æg – så Ellen var glad! Der blev åbnet et par pakker mere – men der var stadigvæk nogle i “overskud”, som blev taget med hjem til Ulstrup. Dagen foregik naturligvis i nattøj og Ellen beviste at hun er sin mors datter, ved at afslutte morgenmaden med en gang risalamande med kirsebærsovs!

Vi kørte hjem efter morgenmaden – så trængte alle til at være sig selv lidt igen. Mormor og morfar har jo haft lidt travlt her i december!

20. december kom Kåre hjem med hjemmestrikkede sokker til Ellen – ikke at Kåre havde været ved at strikke, men en kollega havde strikket sokker til både Ellen og Ny! Så 21. december fik Ellen både nissehue og nissesokker på i vuggestue. Det var godt nok lidt underligt i vuggestuen, for der var ikke ret mange børn og så var Bente, yndlingspædagogen oven i købet blevet syg. Så hun måtte lige aflæsse alle frustrationerne på S., en af hendes gode venner, der heldigvis var der – hun fik godt nok brokket sig over forældrene…

Om aftenen bagte vi småkager – Ellen pyntede dem med chokoladeknapper og var rigtig god til det. De blev lagt i midten af hver småkage og hun spiste kun den ene hun fik lov til.

22. december skulle vi voksne til begravelse, Kåres farmor døde 17. december. Ellen kom i vuggestue som sædvanligt, men blev hentet af naboerne – vi kunne ikke nå at komme hjem. Men da vi kom hjem blev der vinket gevaldigt fra naboens stuevindue og Ellen havde i hvert fald IKKE tid til at skulle med hjem igen. 🙂

23. december var sidste dag inden ferien. Der var 11 børn i vuggestuen og 6 voksne – og det lyder i hvert fald som om de havde hygget sig gevaldigt. De havde været inde på Sommerfuglestuen, hvor Ellen skal starte til marts, så alt i alt tror jeg det var godt at hun fik en uge udenfor de vante rammer, men det sted hvor hun skal være senere.

På vejen hjem købte vi et juletræ. Et rødgran, som måske nok ser lidt specielt ud – men det er der og kostede kun 20 kroner. 🙂 Ellen er i hvert fald meget glad for det.

Til aftensmaden fik vi selvfølgelig risengrød – okay, Kåre og Ellen fik risengrød. Omend det tog lidt forsøg. Første gang brændte det helt på og anden gang endte jeg med en fin, rød venstre arm.

Hjemme i Biersted har vi altid fået at vide, at hvis vi skulle råbe, så kunne vi gå over på den bagerste mark. Det har vi ikke rigtig mulighed for her i Ulstrup, så i dag, da Ellen blev ved med at råbe da vi skulle spise, fik hun besked på at hun kunne gå ind på sit værelse og lukke døren hvis hun skulle råbe.

Resolut rejser hun sig, går ind på værelset, lukker døren og så råber hun ellers bare!

Vi var færdige af grin – men hun fik altså råbt! Ikke at det hjalp sådan ret lang tid….

I nat sov vi vist nogenlunde – altså bortset fra at Ellen vækkede mig klokken 1. Da jeg undersøgte hvad det egentlig var hun lavede, viste det sig at hun lå helt oppe i hjørnet af sengen og snakkede i søvne om en eller anden knap og noget med nogle ben.

Så jeg lukkede døren og gik i seng igen.

Klokken 7.58 kom hun ind til mig og der blev puttet på traditionel vis en halv times tid. Morgenen var præget af en grænseafprøvende og udnyttende gøj. Hun ved jo godt at jeg ikke kan fange hende, når hun hopper ned bag sengen og gemmer sig!

I dag skulle der være overraskelse for personalet i vuggestuen – forældrene overtager ungerne og sender personalet på julefrokost, som forældrene har samlet ind i en sparebøsse nede i Brugsen.

Og det var så naturligvis lige dagen hvor jeg havde glemt at få købt rugbrød – så madpakken består af tunsalat (altså en fornuftig tunsalat, ikke sådan en mayonnaise-en), pitabrød og fuldkornsflakes!

Da vi kom ned i vuggestuen kom hendes bedste veninde (hende der kom i børnehave for et par måneder siden) løbende – “Ellen, se mine prikker på maven!”. Hun havde vist haft skoldkopper. Men Ellen havde ikke tid til at se på hendes mave – for hun skulle vise sin madpakke frem. Så den ene står og hiver op i trøjen og den anden skubber madpakken frem – de så nu ret søde ud. Godt Ellen skal ind på samme stue. 🙂

Og så er jeg lige kommet til at træde på den sidste knap i Ellens bamsepyjamas – så nu er der ingen knapper tilbage! Men jeg har fundet ud af at nogle af hendes perler måske kan bruges – nu må vi se.

Omkring 5.30 blev Kåre vækket: “Der er lort i min ble!” Det var der ganske vist ikke, men hun havde tisset igennem bleen for tredje nat i træk, så en ny blev skulle der til.

6.15 lød det så: “Jeg har tabt min bog!” Moderen stod op og gav ungen bogen – jeg troede det var normalt at unger efterlyste sutter om natten, men ikke Ellen.

6.30 ringede vækkeuret og 7.05 mente Ellen åbenbart det var tid til at stå op. Så jeg tog hende ind i sengen hos mig i håbet om bare liiiige en time mere. Men nej, hun snakkede løs om alt muligt og ville slet ikke sove. 7.30 ville hun ind og hente sine bøger og så opgav jeg altså.

Så klokken 8.10 var vi i vuggestuen – det er ca. 2 timer før normalt, så Bente var da ved at falde ned af skamlen. Det sidste hun sagde inden jeg kørte var: “Jeg er lidt træt.” JA – DET ER VI ANDRE OGSÅ!

Heldigvis kunne jeg da køre hjem og smutte i seng igen!

Men jeg håber nu at hun klarer formiddagen – de skal have julehygge i vuggestuen og det er da lidt synd hvis hun skal sove fra det. Jeg havde endda sat vækkeuret, så vi kunne komme op til tiden, men det ringede, mens vi stod nede i vuggestuen…

I går havde vi snakket om alle knapperne og pedalerne i bilen og om hvad de var til. At nogle knapper giver lys, og nogle får musikken til at spille og nogle får bilen til at køre hurtigere og langsommere (fartpiloten). Hun havde jo også set pedalerne, så dem havde jeg forklaret også blev brugt til at få bilen til at køre hurtigere og langsommere med. (Taget i betragtning at hun flere gange har bedt om bilnøglen, så hun kan sætte sig ud og høre musik, så ved jeg egentlig ikke lige hvorfor jeg turde fortælle hende noget!)

Men i morges (nat!) da vi kørte i vuggestue snakkede vi igen om knapperne og jeg fortalte at jeg kun brugte fødderne lige nu. “Ja, på Peter Dahl’erne!”

Nu har jeg fundet ud af hvorfor det er man aldrig skal lade et barn uden opsyn.

Jeg skulle lige vaske hænder efter at have smurt madpakke og Ellen benyttede sig af lejligheden til at tage en gang kold havregrød med gulerodsjuice! Det er IKKE noget der ser lækkert ud!

Dagens bestilling lød på leverpostej, rødbeder, sild og oliven med mandler.

– “Du skal smøre madpakke til mig, mor.”
– “Jamen, det har jeg da gjort.”
– “Tak, mor.”

I går morges spurgte jeg Ellen hvad hun gerne ville have til aftensmad. Der var ingen tvivl i det unge sind: Risengrød!

Hmm, tænkte moderen, der mener at grød generelt er til spædbørn, syge og gamle. Men jeg kørte da ned og købte mælk, grødris og en nisseøl.

Så da Ellen kom hjem fra gymnastik var der lavet risengrød og juleskålen var fundet frem. Men ak og ve – mor havde glemt smørklatten. Så Ellen hen efter smørret og så blev der ellers guffet risengrød til den store guldmedalje. Jeg spiste en leverpostejsmad…

Da Ellen ikke kunne spise mere, ville hun ikke lade Kåre spise resten – det skulle gemmes! Først da jeg højtideligt lovede at de nok skulle få risengrød igen inden jul lod hun ham spise det.

Så lidt der skal til for at gøre et barn lykkeligt. 🙂

Ellen har været på ferie hos farmor og farfar i weekenden.

Kåre kørte hende til Bjergby fredag formiddag og det var gået fint med at aflevere hende. Da Kåre kørte havde hun været ved at bowle med farfar inde i stuen, noget med en bold og noget LEGO.

Og det vi har fundet ud af er at hun har kørt på kælk ind i Lunas (en sheltie (minicollie)) ben, hun har fået bøf til aftensmad, sild til frokost og Guldkorn til morgenmad, hun har leget med nogle farver, farmor kunne ikke finde ud af det med LEGO og bowling, hun har sovet med den store, hvide bamse og hun har været i skoven.

Men i hvert fald har hun rigtig hygget sig!