Archive for May, 2013
Ellens fødselsdag
Vi var jo lige ved at bygge om, da Ellen havde fødselsdag, men 10. april fik Ellen lov til at invitere alle krudtuglerne hjem til fødselsdag. Heldigvis kommer de med egne voksne – ellers tror jeg at 20 4-5-6 årige ville være noget af en håndfuld.
Men det gik så fint. De kom gående med flag og det hele og fik hurtigt spredt sig i hele huset, så det ikke virkede så overvældende. Der blev gynget og rutchet og klædt ud og spillet computer og bygget med LEGO og i det hele taget alt det sådan nogle førskolebørn gør.
Ellen havde bestilt dragepølsebrød i forskellige farver og saftevand og så is til dessert. De spiste godt, så mon ikke det var i orden?
Men vigtigst af alt: Ellen havde en god dag.
Hoppe, påskeæg
I påsken var vi også i hoppeland i Dronningborghallen – det har vi efterhånden været nogle gang og ungerne elsker det. De kan sagtens få en hel dag til at gå der. Eneste ulempe er at man ikke kan købe andet end dårlige pølsebrød og shushice der.
Vi var naturligvis også i Biersted for at finde påskeæg – det kan ungerne sjovt nok også godt lide. Heldigvis var der også lidt til os voksne. 🙂
Ellens fødselsdag
Ellen blev vækket i sengen – det var lidt besværligt, da hun jo sover oppe i de højere luftlag. Men hun blev rigtig glad for sin fine røde cykel.
Til morgenmaden fik vi boller med pålægschokolade – også selvom det bare var en almindelig hverdag! Og så i børnehave. Trælst at få en ny cykel, som man så ikke engang kan cykle på fordi der er for meget sne! Men heldigvis kan Kåre trække dem.
Om eftermiddagen var der fælleskoncert i hallen for alle børnehaverne i området. Det var rigtig hyggeligt og så må det vente med at få krudtuglerne på besøg.
Aftensmaden blev spist i stuen – og vi fik is til dessert!
Der er gået et eller andet galt, så billederne er blevet flyttet og lagt sammen med dem i det næste indlæg. De kan ses her.
Biograf, regnskov, IKEA, fødselsdag etc.
Mig og Ellen havde været så heldige, at vi havde vundet billetter til Otto er et næsehorn, så vi var på pigetur til Randers. Vi sad allerbagerst i salen på et dobbeltsæde, så der kunne puttes under filmen. Så skulle vi jo have noget at spise, så jeg spurgte Ellen hvor hun gerne ville spise henne: Randers Regnskov. Så vi tog i Randers Regnskov for at spise frokost. Årskort er en god ting.
Røde Kors-butikken på torvet i Ulstrup havde 10-års jubilæum, så de havde pyntet hele torvet i strik. Det så rigtig fint ud. Og ungerne fik en bamse hver i butikken, så de var glade. Senere på weekenden var der endda mulighed for at få en ridetur.
Der blev også holdt fødselsdag for Ellen og Toke hjemme hos farmor og farfar i påsken.