Jeg stod i kø i H&M i Randers Storcenter i lørdags, da en pige på ca. 5 år spurgte sin mor hvordan babyerne kommer ud af deres mors mave. Moderen rødmede og fremstammede at det gjorde de bare! Pigen spurgte igen og fik svaret at det gør ondt, men det glemmer man bagefter. Og så spurgte pigen ikke mere.

Jeg fik to tanker: Hvorfor fik det barn ikke et fornuftigt svar? Og: Godt Ellen ikke var der, for hun havde forklaret hele forplantningmysteriet for pige – og alle andre i nærheden. Men så havde pigen på den anden side lært noget…

Og så grunden til at Ellen ikke var der:

Hun havde sat sig nede i børnetøjsafdelingen for at hænge Hello Kitty-sko på plads – hun kan slet ikke klare, at sådan noget ikke hænger ordentligt. Så jeg havde givet hende besked på at blive der, indtil jeg havde betalt den cardigan jeg havde fundet til Karen. Men der var lidt kø og da jeg kom tilbage var der ingen Ellen. Hmm. Jeg kaldte på hende og jeg har en ret gennemtrængende stemme når jeg vil, men der kom ingen svar. Jeg ledte butikken igennem. Stadig ingen Ellen. Jeg ledte udenfor og kiggede ned af gangene – jeg gav besked i H&M om at hvis der var nogen der fandt en pige af Ellens beskrivelse, så måtte de gerne lige holde på hende til jeg kom igen. Samme besked i centerinformationen og så ellers ned i legerummet, ned i BR og lidt rundt. Efter en halv times tid begyndte jeg at blive lidt bekymret… Der kom så en mor hen og fortalte mig, at de nede i Kvickly kunne efterlyse hende. Så mig ned i Kvickly og få Ellen kaldt over højtalerne. Og endelig – efter næsten tre kvarter – kom Ellen gående gennem Kvickly med en fra bistoen i hånden. Hun havde leget nede i Bistroens boble-rum og var egentlig noget sur over at være blevet afbrudt… Men kvinde fortalte at det ville have været nemt nok at få fat på os, hvis ikke jeg var kommet, for Ellen havde beredvilligt fortalt hvad hun hed, hvad vi hed, hvor hun bor, hvor gammel hun er og sikkert en hel masse mere.

Så hun var gået gennem det meste af storcentret for at komme ned for at lege – et sted hvor hun sidst var da Karen var nyfødt for ca. et år siden – og hun havde hygget sig med at lege… Nogen der ved hvor man kan købe en GPS-sender der kan indopereres i nakken?

Tirsdag var det Kåres fødselsdag, så mandag aften lavde mig og Ellen gaver til ham.

Tirsdag morgen stod Kåre og Karen op og lod mig og Ellen sove til klokken 9. Jeg havde sat dej over mandag aften og Kåre havde bagt bollerne, så der var lune boller til morgenmaden. Ellen havde lavet et fint hjerte, hvor der stod FAR til Kåre.

Ungerne blev afleveret i – eller rettere udenfor – børnehaven. Karen skulle på biblioteket og Ellen skulle i hallen.

På biblioteket var de blevet mødt af en rar mand, der havde inviteret dem på pandekager og saftevand – så der var ikke spist meget af madpakken. 🙂

Da de kom hjem fik vi varm kakao med flødeskum og det fik vi sørme igen inden Ellen skulle sove. Det er vist godt at det ikke er så tit der er fødselsdag i familien…

Der er ikke sket så meget i løbet af ugen – det var vinterferie, så der var ikke ret mange børn i børnehaven, men så er det jo bare hyggeligt på en anden måde.

Karen er blevet rigtig dygtig til at spise med gaffel – hun øver sig og øver sig, men det er nu lidt svært med f.eks. ærter. Hun øver sig også rigtig i at gå med barnevognen eller nogle af de store søgræskurve.

Natten til torsdag kastede Karen op et par gange – det klarede Kåre uden at jeg overhovedet vågnede af det. Men da jeg vågnede var hun helt frisk igen, men vi holdt hende nu hjemme torsdag alligevel.

Natten til lørdag var det så Kåres tur og han tilbragte lørdagen sovende eller på toilettet. Lørdag eftermiddag/aften overtog jeg så og Ellen brokkede sig også over ondt i maven, men nøjedes med lidt tynd mave.

Søndag var vi lidt ude i haven i det gode vejr, men ellers har alt foregået i slow motion.

I dag var det så den store dag: Fastelavn. Ellen har været noget i tvivl: Skulle hun nu være prinsesse eller læge? Det endte med at Ellen blev prinsesse og Karen læge. Til morgenmaden gik snakken om hvorvidt Karen skulle være hjertelæge som faster Katja eller reumatolog, så hun kunne gøre mor rask.

Da vi kom ned i børnehaven var der en klar overvægt af prinsesser og endda en der sad og græd fordi der var en anden der havde samme kjole på som hende! De starter godt nok tidligt!

Far kom hjem fredag aften og det var dejligt. Han havde gaver med: Et puslespil til Karen, en robot til Ellen og fudge til mor. Siri fik et klap. Robotten holdt desværre kun til to ture, men vi må se om den kan repareres.

Lørdag tog vi til Viborg for at finde en enkelt cache og lege på Borgvold. Cachen var mugglet, men der var hyggeligt på Borgvold. Der var en masse ænder og en fin, lille legeplads – og man kunne købe kaffe og varm kakao til fornuftige priser. 8 kroner for en kop kaffe og 17 kroner for en kæmpe kop varm kakao med softice – det var dejligt.

Søndag tog mig og Ellen på tur – vi tog toget til Rødkærsbro, købte en liter mælk og et stykke chokolade og løb efter toget hjem igen. Ellen synes det var helt fantastisk. 🙂

Far har stadigvæk forladt os til fordel for en flok nørder, men det går nu stille og roligt alligevel.

Ellen kom hjem tirsdag eftermiddag og gik med ned for at hente Karen. Og så har hun faktisk været sød til at hjælpe og ikke være alt for meget på tværs, lige bortset fra i går, hvor hun bare ikke ville tage flyverdragt på i børnehaven.

I går aftes endte lidt i et mareridt. Hun nåede ikke på toilettet og tissede ud over hele badeværelset og i alt sit tøj. Så ungen i bad, gulvet vasket og vasketøj sat over. Og da jeg så kom ind til hende efter hun var faldet i søvn – hun sover i Kåres seng – kunne jeg godt lugte at den var gal – hun havde skidt i bleen.

Når Ellen først sover, så er hun simpelthen ikke til at vække igen – hun er HELT væk. Og det er altså ikke nemt at skifte ble på en sovende Ellen, der prøver at trække dynen over sig og i øvrigt ikke vil vaskes. Suk.

Karen er blevet rigtig god til at hjælpe med at få tøj på og kommer nu når man beder hende om det (når det lige passer hende) – det er dejligt. Hun prøver også selv at tage strømper, sko og hue på, men det går ikke helt så godt endnu. Hun har også lært en lille sangleg og det er et par gange lykkedes hende at få spiddet mad på gaflen.

Vi prøvede lige at optage en lille film til far i går – det gik ikke så godt:

Film til far

Ugen er gået stille og roligt – ikke noget vildt og voldsomt. Der har været sne, så kælken er blevet brugt.

Tirsdag lavede de mad over bål i børnehaven, så Ellen skulle have bålvenligt mad i foliebakke med – hun var lykkelig. 🙂

Onsdag skulle hun til fødselsdag og insisterede på sin fineste kjole og opsat hår. Opsat hår er bare ikke så fint og opsat mere efter at have været klemt inde i en hue, men med -10 grader går man altså ikke ud uden hue.

Fredag aften vinkede vi farvel til far, som begav sig ud på 30 timers rejse for at nå frem til Seattle, hvor han skal se Super Bowl (og på konference). Så Ellen fik lov til at sove hele natten i fars seng – det synes hun var rigtig hyggeligt.

Lørdag kørte vi til Bjergby, hvor Ellen er på ferie indtil tirsdag. Stor var glæden, da Ann-Kathrine (kusine, tre uger yngre) også var der. De to piger fandt øjeblikkeligt sammen i leg og skyndte sig op på værelset for at fordele bamser og senge til natten.

Så nu er mig og Karen helt alene hjemme indtil tirsdag eftermiddag.

Karen har fået sin første tur på gyngehesten, hun har lært at rede sit hår og hun har fået sine første sko – et par bløde lædersutter, som hun er meget glad for. I går var den ene røget af og hun kom kravlende hen til mig med den i hånden, satte sig på numsen og lagde skoen på foden – et vink med en vognstang.

I morges sad hun på puslebordet og havde fået den ene sko på, men den anden var væk. Så hun sad og kiggede fra den ene fod til den anden og pegede meget bevidst på foden med den manglende sko og kiggede op på mig. Da jeg fandt skoen og gav hende den på klappede hun veltilfreds på fødderne og hoppede ned fra puslebordet.

Og så er hun begyndt at ville gå med os i hånden eller med sin barnevogn. Hun kan også godt med en hånd og hun står nogenlunde stabilt uden at have nogen i hånden. Så der er håb forude – måske skal vi alligevel ikke bære hende til hendes konfirmation.