Det blev til udelukkende en oprydnings- og rejsedag. Vi havde sat vækkeur til klokken 9, men både Trine og Kåre var oppe inden da. Vi havde regnet ud at for at nå at finde frokost i Kristiansand skulle vi nok helst køre senest 10.

Vi var allesammen lidt trætte og irritable, men det hele blev da stuvet i bilen inklusive begge unger, og vi kon afsted kun lidt over 10. Trine klarede hurtig udcheckningen ved hotellet, mens Kåre blev i bilen, så den kunne bilve holdt kørende så DVD-afspilleren med Sigurd ikke stoppede for Ellen.

På vej ned havde vi besluttet lige at stoppe ved en cache der var en drive-by. Men desværre passede koordinaterne ikke på noget, og slet ikke på hintet. Og da vi kun havde kort tid til at lede måtte vi køre igen med uforrettet sag. Dermed blev dagen helt cacheløs.

Vores bil-gps fortalte os at vi nok havde forregnet os lidt – vi ville kun være til checkin ca. 15 minutter før tiden. Og da vi havnede bag en temmelig langsom autocamper begyndte vi næsten at være lidt bekymrede. Turen blev derfor helt uden pauser og vi nåede slet ikke at købe frokost. Vi havde dog en meget kort pause, da Ellen brokkede sig over ynd mave og at hun skulle tisse. Og naturligvis skulle hun ikke tisse da det kom til stykket – men hun havde faktisk lydt meget overbevisende. Det blev en lidt træls tur, fordi Ellen var noget træt og hele tiden krævede opmærksomhed. Det sidste stykke var af en anden vej end vi kørte op, nemlig af et stykke norsk motorvej (hele 100 km/t!) som må have kostet en formue at etablere! Vi kørte igennem den ene kilometerlange tunnel efter den anden, foruden nogle imponerende broer, før vi nåede Kristiansand.

Vi checkede ind ca. 10 minutter før deadline, og blev sendt i bane 17, som dog viste sig at være totalt fyldt! Trine gik tilbage og spurgte hvad vi så skulle gøre, og vi skulle køre op i bane 23, som viste sig at være fyldt med autocampere. Vi steg ud af bilen, kiggede på færgen der var ved at lægge til, og fandt resterne af vores brød og pålæg frem som frokost. Ellen havde lige fået en mad i hånden, vi andre ikke noget, da Kåre pludselig opdagede at vores bane allerede var ved at køre! Vi skyndte os at genne Ellen ind i bilen og spænde hende fast, men da vi nåede frem til starten af banen var der ingen andre i sigte, i vi blev vinket tilbage og i hold. Nu holdt vi pludselig forrest i en bane, som efterfølgende blev fyldt op med alle dem der var kommet for sent til checkin. Vi var noget bekymrede over den situation, og i løbet af den næste halve times tid blev alle andre end vores baner vinket frem. Først da vores bane var den absolut sidste blev vi vinket frem til at holde i kø for at komme på færgen. Vi var noget bekymrede, da vi bestemt ikke var sikre på at alle de forsinkede var kommet med fra Hirtshals da vi sejlede den anden vej. Og ganske rigtigt: Da vi nærmede os færgen gik en af dem der dirigerede bilerne målbevidst frem og satte en kegle lige bag vores bil, så resten af køen ikke kunne køre frem. Derefter blev en anden bane af varevogne vinket frem. Hvor mange der evt. efterfølgende fik lov at komme med på færgen ved vi ikke, men de har åbentbart haft styr på hvor køen skilte.

På færgen blev Trine, Karen og Ellen bedt om at stå ud af bilen, så de kunne pakke lidt tættere. Og det skal jeg love for de gjorde! Trine måtte klare Ellen og Karen, og Kåre fulgte efter med de ting vi skulle bruge på færgen. Men vi fandt da sammen og en plads på øverdækket, som vi havde betalt for en plads på.

Den smule frokost vi havde nået at få blev suppleret med yoghurt til Ellen, som hun gerne ville have, og smørrebrød til Kåre, som Trine tog et par bidder af. Frygten for søsyge gav ikke lyst til mere. Ellers gik turen med at holde Ellen nogenlunde rolig. En temmelig overtræt pige kan være svær at holde i skak på en færge. Men med lidt ture på dækket, lidt legetøj, og til sidst en is købt for egne penge, lykkedes det nogenlunde. Først de vi skulle finde bilen igen måtte vi have lidt fat i hende for at få hende til at følge med.

Det viste sig at bilerne var pakket så tæt, at nabobilen og Trines side af bilen ikke kunne åbnes. Derfor stod Trine og Karen og ventede på at Kåre kunne køre bilen lidt frem før vi kunne få dem med ind i bilen. Nabobilen måtte også pænt vente med at kunne køre til jeg var af vejen. Karen fik så lov at sidde på skødet til vi kom af færgen og kunne sætte hende om i autostolen. Og så gik turen ellers til Biersted!

Trine havde bestilt noget med grøntsager (og ingen spegepølse) til aftensmad, og det var der bestemt også! Majs, gulerødder, bønnesalat, agurker, stegte kartoffelskiver og en enkelt ikke-grøntsag: Hamburgerryg. Ellen ville først slet ikke have noget (hun havde ellers klaget over at være sulten hele vejen fra Hirtshals), men til sidst fik hun da en majs, nogle agurker og efter lidt tid noget bønnesalat. Hun kunne nu slet ikke holde sig i ro, og hoppede rundt på stolen til hun til sidst sagde tak for mad og stak af.

Siri havde haft det godt i Biersted – omend hun var smuttet en enkelt gang til genboen og nær havde taget livet af ham ved at snige sig op bag ham og kræve opmærksomhed med at højlydt “vuf”. Heldigvis tog han det pænt, og da Siri var smuttet efter en labrador havde han kaldt efter ejeren at Siri bare var stor, men ikke gjorde noget. Hun er desværre ikke alt for god til at komme, når noget andet er mere spændende – i hvert fald ikke før det lige er undersøgt først…

Vi kørte umiddelbart efter aftensmaden og var hjemme 20.30. Ikke overraskende var det ret svært at få Ellen i seng – og især blive der. Men Trine fik hende puttet mens Kåre fik tømt bil og trailer. Og det må vist være slutningen på den ferie…

Vi vågnede ret sent. Ellen kom ind og hun har forstået at hun skal være stille i soveværelset, men så snart hun er ude af soveværelset og inde i stuen, så råber hun løs. Så selvom Kåre forsøgte at lade mig sove, lykkedes det ikke rigtigt. Morgenmaden bestod af det sædvanlige: Müsligrød til Ellen med blåbær og müsli med skummetmælk lavet på pulver til vi andre og så brød med ost og spegepølse.

Vi var nødt til at køre til Treungen for at købe noget brød og så ville vi finde cachen “Skiløypa til Finn og Grunde” på vejen tilbage. På vej til Treungen kom der meddelelse over trafikradioen om at der ville blive holdt et minuts stilhed klokken 12 og at trafikken også ville stoppe. Vi nåede Treungen inden og Trine gik ind i Spar for at købe brød (og laks (som de glemte at give rabatten på) og citrongele og valnødder og Panodil (40 kroner for 10) og tørrede flødekartofler)). Vi kørte lidt op på vestsiden af Nisser og holdt ind ved bredden og holdt klokken 12. Kåre havde forklaret Ellen at vi gerne lige ville have at hun også var stille og at vi slukkede for Sigurd fordi mor og far gerne lige ville tænke lidt over noget. Det accepterede hun uden videre og vi fik holdt et minuts stilhed. Bagefter kørte vi tilbage over den seje og smalle bro over enden af Nisser – mens vi spiste lidt kage.

Vi kørte op og af en grusvej op i et hyttetun – vi kørte laaaangt op og fandt et sted at parkere for enden af vejen. Et par steder måtte vi liste over store kløfter i vejen lavet af regnvandet og vi mødte endda en campingvogn. Ellen var også lige ude for at tisse – det er ikke SÅ nemt med regntøj på.

Der var ingen umiddelbare stier, men da vi var gået et stykke over fjeldet, kom vi ned til en sø, hvor der gik en sti langs bredden. Vi kunne se på kortet, at cachen skulle ligge ved en elv mellem to søer, så vi fulgte bredden (med et par afstikkere på grund af sump – Ellen mener hver gang at Shrek bor i sumpen) indtil vi nåede afløbet til elven. Det så lidt sejt ud og jeg holdt godt fast i Ellen. Vi fulgte elven op til en bro over, hvor vi hurtigt fandt cachen – en magnetisk mikro. Der lå en nøglering med en vognmønt i den og den fik Ellen lov til at få. Men ak og ve – forældrene havde ikke tænkt sig helt om – vi havde bare fortalt Ellen at hvis den faldt ned mellem brædderne i broen, så var den altså HELT væk – vi skulle have sat den fast i hendes jakke… For pludselig var den jo røget ned mellem to brædder i broen og da Ellen efterhånden er GODT brugt brød hun helt sammen. Vi kunne se den, men den lå så langt nede at vi ikke kunne få fat på den. Der var ikke andet at gøre end at gå tilbage til bilen. (Det er i øvrigt ganske skræmmende – jeg har hørt/læst så meget norsk, at jeg faktisk tænker norsk, når jeg skriver – er også kommet til at skrive norsk et par gange.)

Hun græd længe og højlydt, men endnu engang reddede det lillebitte monster os. Vi prøvede at gå over fjeldet tilbage til bilen i stedet for langs søen – vi fik stadigvæk våde sko og endte ved et par hytter, men tilbage kom vi da. Vi kom forbi en lille sø ved hytterne og Ellen mente helt bestemt at hendes vognmønt var endt der.

Vi kørte tilbage til lejligheden og spiste frokost (klokken 15) og resten af eftermiddagen gik med hygge og lidt sidst-på-ferie-irritation. Bl.a. spillede vi vendespil med Ellen og hun er ved at være ret sej og kan følge reglerne. Og ikke engang da Kåre faktisk vandt gik det galt.

Aftensmaden bestod IKKE af dåsemad, men af stegt laks og flødekartofler. Det er altså sjovt med tørrede kartofler og pulver der bliver til flødekartofler.

Efter aftensmaden gik Ellen og jeg en lille tur for at sige farvel. Egentlig ville vi bare have været rundt om blokken til det bette vandfald henne for enden – men vi endte altså med at sige farvel til det store vandfald henne ved enden af den bette sø – og de første tre varder på vej op mod Himmelriket.

Vel hjemme skulle Ellen i seng og det er ikke ligefrem fordi det var en succes – hun er simpelhen så overtræt og alt for fuld af indtryk, der nok ikke er blevet helt bearbejdet.

Karen var også overtræt, men så snart jeg fandt ud af at det var det der var galt og lagde hende i seng gik der ikke lang tid før hun sov.

Nu har Kåre så godt som pakket bilen og alt andet, mens jeg har siddet og set fjernsyn.

Karen var oppe for at spise omkring klokken 5 – så seks timers søvn i streg. Ellen vækkede Kåre 8.25 og de tre listede ud. Men her er ret lydt og specielt ventilatoren på badeværelset, der går i gang når man tænder lyset larmer forfærdentligt! Så Trine vågnede og stod op en halv times tid senere -uden stemme og med meget ondt i halsen og kroppen.

Efter morgenmaden ryddede Kåre op i hele hytten og fik omsider pakket ud, Trine og Ellen spillede vendespil – Ellen vandt. 🙂 Karen mosler og er godt utilfreds med at hun ikke kan nå alting – hun øver sig virkelig i at kravle.

Det øsregner så dagens ur til Himmelriket er blevet udskudt til efter frokost – der er jo ikke noget ved at gå op til et smukt fjeldparti, hvis skyerne ligger så lavt, at man ikke kan se det. Trine havde meget ondt af sig selv: Snotforkølet, kvalme og lidt feber.

Vi spiste lidt tidlig frokost (det sædvanlige: Franskbrød med spegepølse og ost og agurk og agurkesalat) og pakkede os alle sammen sammen. Det var stadigvæk gråt, men vi kørte ned til Fjellkirken og parkerede og gik så mod Himmelriket og cachen Svaaene (terræn 4). Gik er så meget sagt – vi klatrede og gled og klatrede og gled. Der var lidt mindre vand end i går da vi gik opad, men der skulle stadigvæk forceres en del vandløb og glatte fjeldpartier på vejen. Der var utrolig flot og Ellen var rigtig glad HELE vejen. Vi fulgte de blå markeringer og varderne og det synes hun var rigtig sjovt – og vand er jo altid et hit. Da vi nåede til der hvor den blå sti delte sig var der et plateau med en masse små varder. Både Trine og Kåre tænkte at det faktisk lignede lidt en illustration af Stenhaverne i serien om Kanten. Her kunne man også se en del af Himmelriket og det var ret flot.

Vi var lidt i tvivl om hvilken vej vi skulle – Kåre snakkede med et andet hold danskere, som havde et kort med sig. Vi skulle til højre, men cachen lå til venstre. Men cachen lå jo ikke på stien og den skulle vi da finde. Så i stedet for at gå af noget nogenlunde jævnt endte vi med at skulle op af en ret lodret fjeldside. Men vi kom op og vi var rigtig seje – ikke mindre fordi det nu var begyndt at regne igen! Vi kom ud på et lille plateau hvor vi havde den mest fantastiske udsigt over Himmelriket – det vi havde set nede på det store plateau var vand i forhold til det her. Vi kunne se de andre danskere nede for enden af Himmelriket og jeg er helt sikker på at de ikke har haft en nær så flot syn som vi fik. Vi kunne simpelthen se det hele på en gang. Det var utroligt flot og da det hele var vådt blev farvespillet fremhævet smukt. Det ville have været helt anderledes en solskinsdag.

Cachen lå lige lidt nede af en ret stejl skråning – det er fire helt reelle terrænstjerner. Men vi fandt den og Ellen fandt lidt blåbær. Det var en regular og der var bytteting i den. Ellen ville gerne have en Shrek-figur og vi lagde en signaturtrold og en rulle regnbuetape. Der er et klart favoritpoint!
Vi fik æblejuice og Kviklunch og så gik turen nedad igen. Vi havde egentlig planlagt at gå rundturen, men Trine mente ikke at kunne holde til hele vejen, så vi gik samme vej tilbage. Og man kunne godt mærke at det var begyndt at regne, for der var endnu mere vand. Jeg tror vi nåede at skvatte nogle gange alle sammen. Og utrolig nok så var Ellen stadigvæk glad, hun sang og hoppede og ikke på noget tidspunkt var vi nødt til at lokke/overtale hende til at komme med. Da vi nåede ned til det største fjeldsstykke med vand kom de andre danskere mod os – de havde taget rundturen og da de gik hurtigere end os og vi havde brugt et stykke tid på at komme ud til og finde cachen, så tror jeg det var godt at vi gik samme vej tilbage.

Da vi kom helt ned skulle Kåre lige se hvordan stigen kunne plaske i vandet og bålhytten, hvor monstrene boede. Ellen har nemlig snakket meget om monstre og haft en lille fantasimonsterven med på tur.

Og så var det bare at pakke os ind i bilen og hjem. Vi kan ikke køre den direkte vej til lejligheden, for vandet har “gravet” en gevaldig grøft på tværs af vejen. Heldigvis er der en bagvej, hvor man bare skal køre forsigtigt. Men vi kan høre at det er rigtig slemt nordligere i Telemarken, hvor flere veje er lukkede på grunn af flom og ras.

Hjemme fik vi smidt tøjet. Ellens t-shirt og trusser var tørre og Karen var hel tør og Trine og Kåres underbukser var tørre – alt andet var vådt. Mens Kåre hang tøj til tørre (endnu engang er vi meget glade for tørreskabet) fik Trine ammet Karen (som i øvrigt er begyndt at bide) og lavet kakao og fundet flatbrøt frem. Lige det vi trængte til.

Dagens stat: 3,53 kilometer, 1:41 moving time, 1:02 stopped time, 8,6 km/t max speed, 2,1 km/t moving average g 1,3 km/t overall average. Startede i 583 meters højde, højeste punkt 737 meter – en stigning på 154 meter.

Aftensmaden bestod af kartoffelmos, hakkebøf og bløde løg. Efter aftensmaden gik vi en tur op til hotellet for at købe postkort, og for at Ellen kunne bruge nogle af sine lommepenge på at købe en is. Det blev hun ret begejstret for. Farmor og Farfar skulle have et postkort med vandfald og badende mennesker fra Jættegryderne (som vi godt nok ikke har besøgt) og Mormor og Morfar skulle have en bæver (som vi godt nok ikke har set), bestemte Ellen. Både på frem og tilbageturen var Ellen kommet sig så meget over forskrækkelsen på første dag at hun ville prøve rutsjebanen igen og denne gang gik det fint – både fordi Kåre stod parat til at gribe, og fordi rutsjebanen ikke var nær så glat som første dag.

Trine og Kåre spillede et par spil Yatzy da Ellen var smidt i seng – Trine vandt knebent begge gange.

Det regnede igen da vi stod op, og det var igen Ellen der vækkede os. Nyhederne på fjernsynet var blevet noget værre – ikke mindre end 84 dræbte ved skyderiet på øen og syv ved regeringsbygningen. Temmeligt uhyggeligt stof. På den postive side havde politiet pågrebet gerningsmanden for skyderiet og mente med sikkerhed at han også stod for bomben. Det var “national terror” da gerningsmanden var pærenorsk og fra den norske yderste højrefløj.

Vi besluttede at tage en formiddagsgåtur i det nogenlunde overkommelige regnevejr, og det viste sig faktisk at holde næsten tørt på det meste af turen. Det var en lille tur hvor man kunne gå fra parkeringspladsen til den cache vi havde udset på ca. 2-300 meter. Det gjorde vi så ikke, vi gik en lille omvej gennem terræn for at prøve at finde en lettere vej. Til sidst havde vi gået ca. 1½ kilometer, og det var kun tilbagevejen vi tog af den terrænmæssigt langt lettere vej direkte tilbage 🙂

Cachen lå ved en sommerhytte, og der var en hel del i området. Man kunne kun gå ind til hytterne, og de lå rigtig hyggeligt placeret med flot udsigt! Cachen var lagt af ejeren af den nærmeste hytte. Og hvilken slags cache finder man så langt ude i ødemarken midt i naturen? En mikro på et elskab – dog med en finurlig gemmemåde. Lidt trist, men dejlig tur til cachen alligevel.

Hjemme spiste vi frokost – Ellen ville have franskbrød med blåbærsyltetøj igen, og hun fik da også sådan en mad – det er vel ferie 🙂

Efter frokosten fladede vi lidt ud, og Trine lavede kakao. Så bestemte vi at dele os lidt op, og Trine gik en tur med Ellen mens Kåre blev hjemme ved Karen.

Trine og Ellen ville bare lige gå hen for enden af bygningen for at se på vandet – og endte med en times gåtur på vej og fjeld. Vi fulgte vandet ud i den store sø og spiste lidt mundgodt i troldenes hytte (en bålhytte med brikse langs siden, brænde og kul til ildstedet og liggeunderlag og puder. Udenfor var der blåbær, så Ellen var glad. Nu begyndte det desværre at regne for alvor, men vi skulle lige hen og se broen bag Røde Kors-hytten. Jeg skal love for at der var vand! Det var samtidig starten på turen til Himmeriket, som vi gik starten af. Vi gik i et vandfald på klipperne og nåede de to første varder, men så gad Trine altså ikke mere. Regntøjet holdt ikke ligefrem fantastisk, men det var lunt i vejret, så det gjorde ikke så meget. Hjemturen blev klaret med endnu en historie om det lillebitte monster – men kors hvor det regnede og der var 10 cm dybe “floder” over hele parkeringspladsen. Men vi kom hjem og fik det våde tøj af.

Billeddokumentationen er i øvrigt ikke helt så godt som den plejer på denne ferie – vi bruger Oregonen fordi den er vandtæt – men kvaliteten er ikke helt så god som med det rigtige kamera.

Trine tog sig en lur mens Kåre og Ellen spillede vendespil og læste historie. Planerne om en lidt mere avanceret tur blev ødelagt af at Karen altså ikke ville sove eftermiddagslur sammen med Trine, så hun skulle også lige underholdes. Da Trine kom op til overfladen tog hun et bad. Aftensmaden stod på ris med kylling/gulerødder/ærter i persillesovs fra Beauvais til de store og torsk med kartofler, pastinak og gulerødder til Karen. Ellen ville godt nok først spise, da vi andre var færdige, men hun fik da spist.

Efter aftensmaden kørte vi tre kilometer østpå til en cache ved en lejrskole. Den så ud til at være en næsten-drive-by, så det var passende. Vejret var klaret helt op, så vi så rent faktisk noget sol! Vi kørte lidt forbi lejrskolen, som var ganske befolket og parkerede. Så gik vi en rundtur på en kilometers penge – Ellen gad godt nok ikke ret meget. Vi snakkede med tre nysgerrige hopper og så en tudse. Cachen var endnu en mikro – med så meget plads og gode gemmesteder, hvad pokker skal de mikroer så her?

Vi kørte hjem til endnu en gang blåbærgele med flødeskum og kakao med flødeskum.

Ellen kommer godt nok først i seng klokken 22, men på den måde kan vi få aftenture når vejret er klaret op.

Ellen stod først op (kl. 9) og kom glad ind til os med bemærkningen: “Kan I se at det regner? Så kan man hoppe i vandpytter – plop, plop, plop!”.

Til morgenmaden konstaterede vi at vi egentlig ikke havde det helt store at byde på, så vi skulle have handlet fra formiddagen af. Ellen fik havregrød til morgenmad, med blåbær der var plukket i går. Hun ville gerne have mælk på, men vi havde ikke noget før Trine huskede at hun havde købt mælkepulver, så en glad Ellen fik alligevel mælk til sin morgenmad! Vi andre spiste brød, havregrød er ikke rigtig noget for nogen af os.

Vi iførte os regntøj og ville egentlig lige have fundet en enkelt cache på vejen til Treungen – men da vi holdt ind kunne vi konstatere at en af de ting vi skulle købe var batterier – så vi udsatte turen til hjemvejen.

I Treungen fandt vi en sportsbutik og en Spar. Karen var faldet i søvn i bilen, og i stedet for at vække hende gik Trine med Ellen i sportsbutikken for at kigge efter vandrestøvler til Ellen og regntøj til Karen. Støvlerne blev fundet, og størrelsen passede – da der lige blev fjernet fyldpapiret i snuden. Med papiret i snuden sagde Ellen godt nok at de klemte lidt i storetåen “men det gør ikke noget”. De var desværre lilla og Ellen ville hellere have dem i orange, så Trine ledte og ledte. Efter lidt tid opdagede hun at de andre der stod og ledte efter et lilla par i samme størrelse, og havde et orange. Så der blev byttet til alles store tilfredsstillelse. Regntøj kunne desværre ikke opdrives i den rigtige størrelse, og heller ikke handsker som Trine ellers godt kunne have brugt til sine fingre. Kåre var modig og gik ud sammen med Ellen og efterlod Trine i en friluftsforretning med både et visa- og et mastercard! Trine styrede sig og købte kun et enkelt sæt tøj til hver af ungerne. Men sjovt med en lillebitte friluftsforretning i en by af Ulstrups størrelse som alligevel har et kæmpe udvalg.

Karen sov stadigvæk så vi tog chancen og gik sammen i Spar. Alting i Norge er lidt dyrere end man er vant til, også selvom man tager højde for prisforskellen. Højdescoreren var en flaske sprit til Trangiaen – for det havde vi glemt hjemme. Vi kom af med 77 norske kroner for en liter!
På vejen tilbage holdt vi ind for at trodse regnvejret og gå en tur. Ellens begejstring for regnvejret var desværre stilnet lidt af, men vi fik alligevel en hyggelig tur langs Rosstjørn. Der var endda et lille stykke sandstrand, hvor Ellen var ude at plaske lidt i vandet i sine gummistøvler. Det sidste stykke måtte klapvognen dog blive stående – på grund af regnen stod vandet så højt at det passerede toppen af alle vores støvler – med lidt behændighed kunne man hoppe mellem nogle sten, men det var nu ikke helt nemt med Karen på armen.

Cachen blev fundet under et klippeudhæng bag et helt lille mini-vandfald og indfor mange dejlige blåbær, som Ellen gik meget op i at plukke. Nogle blev spist og andre blev gemt til morgenmaden i morgen.
På tilbagevejen ville Ellen ikke gå gennem vandet igen, så Kåre nåede at passere vandet i alt fire gange, for at gå tilbage at hente Ellen også.

Efter turen var vi tilbage og spise frokost. Og vi fik alt tøjet i tørreskabet – det er godt nok en god opfindelse! Og derefter blev der dømt afslapningseftermiddag til en lidt hyperaktiv overtræt Ellen, og et par lidt trætte forældre. Ellen fik lov at se film på vores bærbare dvd-afspillere og kigge i bøger, mens Trine sov lidt sammen med Karen. Kåre lavede mest ingenting.

Klokken 17.15 kom Trine og Karen til overfladen og Trine gik i gang med at lave aftensmad: Pasta og tomatsovs med pølser til de tre store og risgrød med grøntsager til Karen. Ellen ville i hvert fald ikke have mad og i hvert fald slet ikke VARM mad – men hun fik da spist en kold pølse og nogle pastaer. Hun fik at vide at hun skulle spise så der højest var 5 tilbage for at kunne få dessert – “hvad for en slags fem er det?” – ja, det var jo egentlig også et godt spørgsmål. Hun spiste alle sammen.

Efter aftensmaden skulle vi lige tjekke vejrudsigten og opdagede, at en bombe havde sprængt store dele af regeringsbygningen på Karl Johan i Oslo. Der var ikke overblik over antallet af tilskadekomne og dræbte.

Og så skulle vi på tur – og da vi alle sammen var kommet i alt udstyret og kom ud opdagede vi at det faktisk slet ikke styrtregnede mere – kun almindelig regn. 🙂 Og Trine var genial og fandt ud af at hætten på Ellens ekstra regnjakke faktisk passer til knapperne på Karens jakke – så nu har hun en hætte! Og Ellen fik sine nye støvler på.

Vi kørte ikke så langt – bare 200-300 meter, men da det samtidig var godt 100 højdemeter tog det alligevel lidt tid. Vi parkerede ved Rytterspranget – det er Destinasjon Gautefalls cafe/restaurant midt på pisterne. Det var nu ganske lukket, bortset fra toiletterne og et lagerrum. Men der ville utvivlsomt have været en fantastisk udsigt fra de store terrasser, hvis ikke det lige var fordi vi sådan set var lidt oppe i skyerne. Der stod en kæmpe gyngestol, som desværre var gået lidt i stykker, men Ellen var alligevel oppe og sidde på den.

Og så ville vi gå op for at se en varde. Vi kunne se nogenlunde i hvilken retning den var så vi gik bare. Der var vådt – der var MEGET vådt. Vi gik et godt stykke gennem terræn og så flot natur, men til sidst gik vi nu ud på vejen. Da vi var næsten oppe ved toppen undrede vi os over alt det vand der blev ved med at være – hvor kom det fra? Men det kom altså fra den sø der lå på det plateau vi troede der var toppen. 🙂 Her var der også mødested for og afhopningssted for skiliftene. Sikke trøstesløst det dog ser ud her om sommeren. Her fandt vi også en pil der pegede mod Blekvarden, så vi gik den vej. Her gik vi af en hyggelig sti og kom også forbi en sø mere.

Til sidst fandt vi et sted der var nogen der var begyndt på en lille varde. Den byggede vi lidt videre på og besluttede os for at gå ned igen – vi vidste jo ikke hvor langt der var til Blekvarden, men vi havde efterhånden gået et par kilometer og klokken var 20.10. Nu var Ellen også ved at være lidt træt, men først gik vi efter et sted hun havde kastet med sten på vejen op, hvor vi igen kastede med sten. Og så efter et sted man skulle hoppe over vandet hvor det løb hen over vejen. Og det sidste stykke blev klaret med en historie fortalt af mor.

Da vi kom hjem og kom af alt tøjet havde Trine lavet dessert: Blåbærgele i snapseglas med flødeskum og så en gang varm kakao med flødeskum – det var et hit.

Aftenen sluttede dramatisk på flere måder. Trine skulle lige se nyhederne og vejrudsigten og det var IKKE godt. Ud over bomben ved regeringen (mindst 2 dræbte) var der blevet skudt på en ungdomslejr på en ø – indtil videre var der meldinger om vist 7 dræbte. Da vi så skulle i seng var Kåre på toilettet og Trine trænede, da Karen pludselig røg ned mellem dobbeltsengen og hendes egen seng. Jeg skreg bare på Kåre og forsøgte at hive hende op. Det lykkedes, men jeg var noget usikker på hvordan hun havde det. Men hun græd få sekunder og så grinede hun igen.

Karen havde en frygtelig nat og det havde vi andre så også. Hun var vågen (grædende) mange gange og det eneste der hjalp var mælk.

Men klokken 7.20 blev Ellen vækket og reaktionen var noget i retningen af at vende sig om og liiiige skulle hvile lidt. 🙂 Men løftet om blødkogte æg hjalp lidt på stå-op-viljen.

Klokken 8.20 kørte vi mod Hirtshals. Der lå en løst mystery lige tæt på færgen, så vi smuttede lige ind på Oceanariets parkeringsplads og Kåre og Ellen smuttede hen efter cachen – det tog lige lidt tid, så vi kom faktisk lidt for sent til indtjekning. Det var heldigvis ikke noget problem og mange kom senere end os. Karen skulle lige skiftes i køen og mig og Ellen legede med at hun løb frem og tilbage mellem bestemte bogstaver i opmarchsbåsene til Bergens-færgen. Vores kø var den første der blev sat i gang, men så blev den naturligvis stoppet lige før os og så kom vi ombord som nogle af de sidste. Ulempen (ud over en brokkende Ellen på bagsædet) var at vi kom sidst ombord til at finde en siddeplads – fordelen var at vi var nogle af de første fra borde.

Men vi fandt da et bord – vi havde betalt for comfort-pladser. Færgen mindede mest af alt om en bus – altså et offentligt transportmiddel uden nogen egentlig comfort og det var desværre meget begrænset hvor meget dæksplads der var. Men vi fik da set vand og blev rusket igennem. Og så måtte man ikke spise/drikke medbragte ting og en kop kaffe kostede 20 kroner og en hotdog 39 – norske, ganske vist, men alligevel! (Vi spiste nu gulerødder alligevel.) Tiden gik med at gå på dækket og Kåre lærte Ellen at spille Gris. Det var lidt af en udfordring, fordi Kåre faktisk ikke kunne huske reglerne til Gris, men der blev spillet to forskellige forkerte variationer, men Ellen havde det sjovt og vidste jo ikke at der var noget forkert i reglerne. Karen sad i sin skråstol og charmede en del børn. Selvom der var så godt som havblik var det jo en katamaran og dermed var der nok bevægelse til at jeg ikke havde det helt optimalt.

Da vi kørte fra borde var planen at parkere i den bydel i Kristiansand der hedder Kvadraturet. Vi fandt også hurtigt og nemt et parkeringshus og der var endda plads. Da vi så så priserne forklarede det den gode plads. 18 kroner for første time, 22 kroner for næste time og 25 kroner (tror jeg nok det var) for yderligere timer! Men jeg satte da pænt mastercardet i og betalte 40 kroner for to timers parkering. Imens pakkede Kåre klapvognen ud – vi havde ikke tænkt på at den skulle bruges inden Gautefall – og det kostede en øl livet.

Da vi gik ud fra parkeringskælderen kom vi til at snakke om at Kåre mente at det koster en formue at bruge mastercardet som betalingsmiddel i udlandet. Jeg mener nu at det er nogenlunde det samme som visa, men vi bruger nu alligevel visa’et resten af turen – der er jo ingen grund til at risikere noget.

Vi skulle finde noget frokost og gik i en Coop MEGA der lå overfor parkeringshuset. MEGA? Tja, på størrelse med Rema1000 i Langå… Men vi fandt da lidt og blev enige om at finde en fastfood-joint på vejen. Så vi gik op mod skoven og forsøgte at finde et indkøbscenter med en sportsbutik på vejen – det havde jeg nemlig set at der skulle være. Vi fandt også et indkøbscenter for enden af gågaden, men der var ikke meget andet end en bager/cafe (uden priser – og så er det normalt for dyrt) og en H&M (som så ud til at have samme priser som hjemme – altså lidt billigere på grund af kursforskellen). Vi købte dog lige et par boller for at lukke munden på Ellen.

Og så gik vi op mod skoven. Vi fandt en Rema1000 på vejen og købte lidt pålæg og et par juicer – og de havde endda en kaffeautomat! De tog IKKE dansk-udstedte visakort, så det var godt jeg havde kontanter.

Vi gik den forkerte vej op mod skoven, men fandt et bord/bænke-sæt for enden af en vej og en anelse op af en sti. Om det var komunalt eller privat ved vi ikke, men vi satte os der og spiste. Karen småsov, men nåede også at komme ud og nyde de første fjelde. Mig og Ellen gik lidt op af stien og fandt blåbær – oppe for enden af stien efterlod jeg Ellen og gik ned og overtog Karen og så gik Kåre op. Ellen synes det var sjovt med fjeld og blåbær, men kunne godt undvære de mange myrer.

Nu var der ikke så længe til vi skulle være ved bilen og vi havde jo set en parkeringsvagt – men vi havde jo ikke nået at finde cachen endnu… Så vi tog chancen. Vi gik forbi en dejlig fritidsplads med klatrevæg, beachvolley, basket, skateboardramper osv og så var det op i baneheia, som det hedder. Dejligt sted – men vi måtte efterlade klapvognen for neden, for den er ikke så god til trapper. Vi kom op til den gamle brandpost og der var en fantastisk udsigt – vejret var i øvrigt smukt. Lunt og solrigt. Cachen blev fundet ved en lille dam og så var det ellers ned mod bilen!

Kåre og Karen gik ind efter bilen og mig og Ellen ledte efter støvler. Vi fandt en skobutik, men de havde kun et enkelt par og de var alt for smalle. Og så gik vi igen med et “bare hygligt” med på vejen.

Og så kørte vi mod Gautefall – af et par små omveje, fordi skiltningen i rundkørsler ikke er helt som i Danmark og fordi Google Maps ikke er helt enige med vores GPS. Det første stykke var meget svingende og man kunne sjældent komme over 50 – men flot – det var det. Når vi kører hjem tager vi den vej GPSen foreslår…

Vi holdt kun en kort tissepause, for Karen sov dejlig og det var kun de allersidste kilometer Ellen var rigtig træls. Det var nu ellers en dejlig og pæn plads ved tissepausestedet. Fint og rent toilet, borde og bænke med udsigt over elven og en lille badeplads. (Jeg nåede lige ned for at dyppe tæerne mens Kåre og Ellen tissede – Ellen skulle bare ikke opdage det, for ellers var det blevet til noget af en lang pause.

Så nåede vi hotellet og vi fik nøglen (og opdagede at der lige kom en ekstraregning på 800 kroner – 600 for rengøring og 20 kroner pr. overnatning for strøm – det vidste vi nu godt, men alligevel!) Jeg blev så glad da vi blev sendt ud for at køre – det betød jo store lejligheder. Og da vi så nåede frem blev jeg rigtig ked af det – for de så MEGET små ud udefra.Men da vi kom ind var der faktisk to værelser, badeværelse og stue/køkken. Ikke at der er så meget plads, men det er da bedre end 30 kvadratmeter med to køjer. I Ellens værelse er der to køjesenge og hun ligger øverst.:) I vores værelse er der norsk køje, med dobbeltseng i bunden. Og så er der lige præcist plads til Karens seng mellem dobbeltsengen og væggen. Åh ja – og både opvaskemaskine og mikrobølgeovn og tørreskab. 🙂

Men jeg fik hurtigt sat noget mad over for klokken var 18 og vi var sultne. Det blev til pulverkartoffelmos og stroganoff. Ellen var dog i HVERT fald ikke sulten – men Karen fik lidt af maden. Hun havde kun spist en lille smule fra mig på færgen og ellers havde hun ikke spist siden natten – men hun var glad.

Efter aftensmaden tog vi Karen i klapvognen og gik ud for at finde den nærmeste cache. Den fandt vi nemt – sammen med en masse blåbær. Ellen ville gerne se en sø, så vi gik hen og rundt om den kunstige sø der ligger ved hotellet. Hun var simpelthen superglad – det var så dejligt. Hun fik soppet lidt og blev først rigtig ked af det, da vi var næsten hjemme og hun skulle prøve en rutchebane – den stoppede nemlig i noget af et brat fald og hun blev forskrækket.

Og så var det ellers hjem og få redt senge og i seng.

Karen vågnede snottet og med feber – ØV!

Bilen og traileren blev pakket og vi kørte til Biersted så vi var der lige ved lukketid. På vejen så vi et gammelt damplokomotiv og føreren vinkede til os. Da vi kom til Biersted gik Ellen med mormor op efter skiltet og Kåre pakkede traileren om i bilen. Og selvom vi havde ladet mikrobølgeovnen stå i Ulstrup på grund af pladsmangel så var der masser af plads. Aftensmaden stod på koteletter i fad og grøntsager og kartofler – Karen fik kartofler og gulerødder og synes det smagte dejligt. Ellen og morfar kørte aftentur på traktoren og morfar så helt bange ud, da Ellen proklamerede, at det var ham der skulle putte hende. 🙂 (Mormor klarede det.)

Så er det sommerferie. Vi startede med at hente Ellen tidligt i børnehaven fredag, for vi skulle til fødselsdag hos Christina og Casper i Hadsten. Det var som sædvanligt hyggeligt og selvom Ellen var lidt genert i starten (onkel Henriks forældre var der med onkel Henriks søsters børn) så varmede hun heldigvis op. Karen blev straks taget af Louise, men det gik ikke længe, så snuppede Christina hende og så så vi ikke mere til hende. Faster Katja fik dog lov til at låne hende lidt til sidst. Jeg så hende kun når hun skulle ammes. 🙂

Ellen gik for en gangs skyld i seng i går aftes og BLEV i sengen. Desværre måtte vi så vække hende 23.30, da hun havde skidt i bleen. Så en halvsovende Ellen i bad og i seng igen. Hun var ikke helt tilfreds – og det kan man jo egentlig godt forstå.

I dag kørte mig og Ellen i Randers Regnskov og ud for at handle, mens Kåre og Karen klippede hæk. Ellen lavede et flot styrt i gedernes indhegning og har fået en flot, stor hudafskrabning på ryggen. Hun bliver sikkert blå og gul i morgen.

I aften har vi været en tur i børnehaven, for vi havde glemt Ellens madkasse i køleskabet. Så jeg ringede lige og aftalte, at de satte den på terrassen. Ellen cyklede på sin rigtige cykel. Det går noget langsommere end med løbecyklen. 🙂

I går blev Karen et halvt år – utroligt som tiden går.

I dag har vi været ved lægen med hende til 5-månedersundersøgelse og vaccination – hun er en fin pige og alt er som det skal være. Stikkene tog hun med ganske lidt gråd og så var hun klar igen. Nu er hun noget pyldret, men det var hun på den anden side også i går aftes. Og Ellen bliver ved med at komme ud og gider ikke sove. Faktisk er de ganske billigt til salg, hvis nogen skulle være interesserede…

I dag er også Kåres første dag på barsel og min første dag som sygemeldt arbejdsløs – mere om det på min blog.

Fredag var alle tidligt hjemme og vi havde fået en erstatning for den GPS der blev smadret søndag. Så den skulle testes og så kunne vi lige nå i regnskoven en halv time før lukketid. Der er nemlig noget lidt specielt ved at være der alene når alle dyrene begynder at blive lidt mere aktive. Bagefter fandt vi en enkelt cache og kørte i Føtex.

Da Ellen så blev puttet kom jeg til at se på hendes ben. En stor rød cirkel omkring et insektbid af en art. Og taget mængden af skovflåter i betragtning endte det med en tur til lægevagten. Ikke ligefrem sådan man har lyst til at bruge en fredag aften, men det blev til en times ventetid, hvor Ellen hyggede sig vældigt med at lege med en pige på 2½ inden vi kom ind til lægen, som mente at det var uskadeligt, men at han ikke kunne udelukke borrelia. Så vi holder godt øje med hende og det er heldigvis blevet mindre nu. Og så tog vi lige en cache på vejen hjem.

I går ville vi have geocachet, men efter en helt umulig Ellen, der endte med at falde i et springvand kørte vi bare hjem igen. Rigtig øv, men det har nok også spillet ind at alles lunter var lidt korte efter først at være kommet i seng efter midnat.

I dag var det mig der skulle bestemme hvad vi skulle – jeg havde nemlig vundet den ugentlige Wii-konkurrence. Så jeg bestemte at vi skulle i svømmehallen. Det har vi ikke været siden december 2008…

Så vi var noget spændte på hvordan det ville gå. Men det gik simpelthen over alt forventning. Ellen var noget utryg i starten og ville kun sidde helt tæt op af en af os, men da hun så fandt en at lege med og fandt ud af at lufferne og bæltet bar hende, så blev hun mere modig. Hun endte med at prøve at svømme og lege på den lille rutchebane inde i den “kolde” afdeling. Og hun hoppede glad fra kanten ned i 60 cm vand. Så det skal nok komme. Karen synes det var spændende og hun plaskede og fik hovedet under vand nogle gange.