Archive for April, 2011
Chokeret og hjælpsom Ellen
I morges var Ellen lidt på tværs og hylede en del. Specielt ville hun være mor – det er noget hun vil hele tiden i øjeblikket. “Og så er det mig der er mor og så skal jeg …” Da vi var ved at smøre madpakke blev det lidt for meget for mig, så jeg besluttede at når hun ville være mor, så ville jeg være Ellen, så jeg begyndte at hyle op og skabe mig ligesom hun gjorde.
Hun blev totalt paf og skyndte sig at hive sutten ud af munden og stoppe den i min mund. “Du skal ikke være ked af det, mor.”
Jeg brød helt sammen i grin af hendes ansigtsudtryk, så det endte med et stort knus og så havde vi en hyggelig morgen resten af tiden.
Påskeæggejagt og hverdag igen
Søndag kørte vi til Biersted for at finde påskeæg (og hente Ellen). Ellen blev meget glad for at se os og hun var i fuld gang med at gemme påskeæg. Jeg tror hun synes det var lige så sjovt som at finde dem. Og til morgenmaden havde de fået blødkogte æg, hvor der var tegnet på!
På vejen hjem fandt vi lige to caches og så legede vi ellers i haven resten af dagen.
Mandag var vi i Plantorama for at købe gulerodsfrø til haven. Ellen har nemlig set Peter Pedal så gulerødder og vil også gerne selv. Vi købte også lidt andet og var lige omkring Graceland for at finde en cache.
Tirsdag var det tilbage til hverdagen og Ellen blev glad for at komme i børnehave igen og det var hun også i dag.
Kun et barn
Nu Ellen er på ferie, har vi har benyttet lejligheden til at få geocachet lidt og få sat lidt styr på dele af haven.
På vejen hjem fra Biersted fandt vi en ret fantastisk cache ved Tylstrup – Fyrtøjet. Fredag var vi en tur på Alhedestien mellem Viborg og Herning, men efter 11 caches gad Karen bare IKKE det pjat mere! Så vi kørte hjem igen. Så tog Karen en laaaang lur og så gjorde vi noget vi ikke har gjort længe – vi natcachede. Så det blev lige til tre mere og vi fik konstateret at man godt kan cykle med et barn i bæresele. Det var så hyggeligt med ugler der tudede i nattemørket.
I dag har vi kun fundet tre caches ved Fladbro, bare sådan for hyggens skyld. Og Ellers har vi været i haven.
I sommerhus
Tirsdag tog vi i sommerhuset i Tranum. Det vil sige, vi var lige forbi Aalborg først, for at købe regntøj til Ellen og sandaler til Kåre. Det var et mareridt – både med parkering og mennesker og så med en hund i snor, et barn på armen og et i hånden ned gennem gågaden. Og Siri fik godt nok tiltrukket sig noget opmærksomhed – jeg havde helt glemt hvordan det er at have en newf med i gågaden.
I sommerhuset tog vi først en tur på naturlegepladsen i Tranum og onsdag formiddag var vi ude at se Attrup Havn, en jættestue med to bikamre og et skønt naturområde – vi spiste madpakker på Attrup Havn, men Ellen endte med at skabe sig sådan at vi kørte tilbage i sommerhuset igen. Om eftermiddagen cyklede vi en god tur i klitplantagen og om aftenen tog vi til stranden. Det var en stor oplevelse for Ellen – som insisterede på at tage sand med fra vejen til stranden… Havet var stort og larmende – ifølge Ellen. Der var ellers næsten havblik. Men det endte som det skulle – med våde sko. 🙂
Torsdag kørte vi til Biersted hvor vi spiste frokost og så kørte vi ellers hjem med Karen og lod Ellen blive. Ud fra de meldinger vi har fået har hun det godt.
Bustur og palmesøndag
Det mest spændende der skete i forrige uge (ugen før palmesøndag) var at Ellen var på bustur med børnehaven – de var på besøg hos Mimers Brønd, en økologisk produktionsskole i Randers. De var bl.a. med da fårene kom på græs og Ellen har snakket meget om at de larmede meget!
Ellen har også haft kunst med hjem fra børnehaven og vi har været ude at gå og cykle her i byen.
Lørdag morgen stod mig og Ellen op først og vi benyttede os af lejligheden til at klippe gækkebreve til bedsteforældrene. Ellen klippede dem selv og satte pænt fem prikker på det ene – og en hulens masse på det andet. 🙂
Lørdag blev også dagen hvor Ellens trampolin blev sat op og hvor der lige pludselig var to børn i haven. Hun blev rigtig glad for trampolinen og det gjorde absolut heller ikke noget at en dreng fra børnehaven kom på besøg og hoppede sammen med hende. Hun var i hvert fald ikke spor glad, da vi skulle spise og han skulle hjem igen.
Søndag var vi til påskefrokost i Bjergby (og fandt lige en cache på vejen) og Ellen hyggede sig med alle fætrene og kusinerne.
Weekend i det fri
Ugen bød ikke rigtigt på noget specielt – bare sådan en ganske almindelig uge, hvor højdepunktet for Ellen nok var en tur i hallen. Og så naturligvis præget af at det er ved at være forår – en dag vi hentede hende fandt vi i hvert fald hendes støvler under gyngen og hende i sandkassen. 🙂
Weekenden har været udendørs – lørdag var vi en lillebitte tur i Fladbro og inde i Randers for at købe noget til græsplænen. Ellen fandt selv cachen med eTrex’en og sørgede for at vi gik den rigtige vej. (Jeg gik bagefter med Oregonen og tjekkede.) Hun byttede sig til en halskæde, som faktisk ikke har været af hende siden.
Turen i Føtex gik fint – ingen hysteriske anfald osv. Men som forældre til et barn som er næsten renligt, så lærer man altså hvor butikkerne har deres toiletter henne!
Hjemme igen var vi bare i haven og hyggede os. Frokosten blev også indtaget på terassen – det synes Ellen var helt fantastisk – specielt fordi hun selv havde været med til at smøre madderne.
Søndag var vi bare udenfor – vi tændte et lille bål og ville egentlig have grillet til frokost, men vi havde ingen grillkul og jeg glemte at købe nogle da jeg var nede for at handle. Men man kan da heldigvis også sagtens stege koteletter over bål.
Vi var også en lille tur oppe i vores egen skov. Ellen fandt ud af at det ikke var så let at cykle op af bakken på den trehjulede, men det er sjov at løbe ned af bakkerne i skoven. Så sjovt at hun var ved at lave en Holger for at komme op på den næste bakke, så hun kunne løbe ned af den igen. 🙂
Da vi kom ind i går eftermiddags var Ellen så møgbeskidt at det halve kunne have været nok – men det er jo bare et tegn på at hun har haft en god dag. Hun faldt godt nok også hurtigt i søvn da hun havde været i bad!
Ferie hos farmor og farfar
I fredags hentede farfar Ellen i børnehaven og efter hvad vi har hørt har hun haft en rigtig god weekend. Jeg blev så glad, for da hun så mig søndag eftermiddag lyste hun op i et stort smil og kom løbende hen for at give mig et knus.
Vi andre udnyttede chancen og tog til reception fredag eftermiddag – 300 mennesker og Karen sov fra det hele. Heldigvis havde hun nået at være vågen, så Tomas og Dina kunne nå at hilse på hende. Lørdagen blev brugt i Silkeborg, hvor vi fandt 15 caches. Karen virkede faktisk også som om hun synes det var lidt rart. Noget af tiden var hun i barnevogn og noget i bæreselen.
I dag har hun været ude i den anden ende af byen til fødselsdag sammen med børnehaven og været skyld i at jeg måtte lege gemmeleg rundt i byen. For jeg havde endelig fået sat dimsen på cyklen, så mig og Karen skulle lige teste cykelvognen. Men pludselig så vi hele sommerfuglestuen komme gående mod os og så måtte vi ellers vende kareten i en far – jeg var ikke helt sikker på hvad Ellen ville sige til det. Og igen på vejen hjem måtte jeg gemme mig bag en busk til de var kommet forbi. 🙂
Da vi kom for at hente hende i børnehaven var det første vi så hendes støvler der stod i gruset under gyngen – ungen selv rendte rundt nede i sandkassen. Og her hjemme har hun løbet rundt om huset ind i køkkenet og ud gennem stuen og rundt om huset igen – i strømpesokker.
Da vi spiste aftensmad var Ellen så vakker. Hun har fået sin bamseven med fra vuggestuen og den skulle Karen i hvert fald låne. Hun vippede også Karen i skråstolen og har i det hele taget være så sød en storesøster i dag.
At hun så absolut ikke synes der er nogen grund til at sove om aftenen er en helt anden sag. 21.15 var Kåre inde ved hende – da sad hun i sengen med en tavle og en hel pakke kridt…