Archive for September, 2010

Første morgen alene med mor

I går da vi kørte hjem fra vuggestuen så vi en masse røde fluesvampe. Ellen kunne godt nok ikke lige huske hvad de hed, men fortalte uopfordret at de var giftige og at det kun var snegle der måtte spise dem.

I morges var første gang efter indlæggelsen at jeg var alene med hende en morgen. Men det gik meget nemt. 7.50 kom hun ind til mig i sengen og vi snakkede lidt om knapper (eller manglen på samme) i hendes nattøj og at Siri havde slikket hende, da hun gik forbi. Siri sover nemlig lige ved siden af min side af sengen.

Så satte hun sig ellers ved siden af mig (der stadig lå ned under dynen – man var jo lige vågnet) og sang hele “Lille Peter Edderkop” for mig – med fagter og det hele. Det var MEGET hyggeligt.

Tøjet gik nemt – hvis bare hun får lov til at se et afsnit Maisy Mouse på YouTube, så er hun særdeles samarbejdsvillig. Maisy Mouse hedder i øvrigt Malle Mus på dansk, men der er ikke rigtig nogle danske på YouTube.

Til morgenmad ville hun bare have en bolle og en halv banan og så var det jo også nemt overstået. 🙂 Hun fik overtøj og vanter og hue på og så trillede vi i vuggestue på handicapscooteren. Hun havde ikke tid til at skulle med ind, for der var Palle Pirat på fjernsynet i gangen. Så jeg fik afleveret hendes ting og havde sagt farvel ude på bænken og var på vej hjem, da S og hans mor kom. Og så ville Ellen gerne med ind. 🙂

Så morgenen gik godt og nemt – det håber vi det bliver ved med.

Lidt billeder

Ellen kom hjem fra ferie hos mormor og morfar i går eftermiddags. Hun havde bare brug for at være hjemme og mormor og morfar havde vist også lidt brug for fred og ro. 🙂 Men hun har vist rigtig hygget sig til trods for visse uoverensstemmelser om hvorvidt man f.eks. må hoppe i sofaen. 🙂

Her til morgen vækkede Siri os alle sammen 7.20 og der gik ikke længe før Ellen stod inde i soveværelset med fåret og Panda. Hun kravlede op i sengen og gjorde straks anstød til at hoppe på min mave. Den slags er vi naturligvis lidt paranoide over i øjeblikket, så hun blev flyttet. Og det var rigtig synd, for hun ville bare ligge hovedet til min mave for at høre og mærke baby.

Det er lidt svært at finde den rette balance, for selvfølgelig skal hun også være en del af det, men på den anden side skal det jo helst heller ikke skade hverken mig eller Ny.

Men hun synes det var rigtig sjovt, da jeg hentede hende og Kåre ved hallen på handicapscooter. 🙂

Kat

Efter hvad vi har hørt, så hygger Ellen sig rigtigt i Biersted – men det regnede vi nu også med at hun gjorde. 🙂

Hun har fået sig en ven:

Ellens nye ven

Ellens nye ven

Brat start på dagen.

Ellen har haft en mærkelig uge. Jeg blev akut indlagt med blå blink og det hele onsdag morgen. Og der var ikke nogen der kunne tage Ellen. Ambulancemanden havde hentet hende og taget hende med i ambulancen, men heldigvis kom en nabo hjem og tog Ellen med hjem og fik skiftet ble, givet hende tøj på, smurt en madpakke og afleveret hende i vuggestuen. Stor tak til hende!

Hun havde vist haft det fint i vuggestuen og havde været glad sammen med far her hjemme. De havde hentet mad på Restaurant Gudenåen – kalvelever og det var noget den unge dame kunne lide! Hun havde vist spist en hel voksenportion selv. 🙂

De var inde at besøge mig onsdag aften og det var lidt svært, for jeg havde jo bare lyst til at knuse og kramme hende, men det måtte jeg ikke rigtigt. Og det sidste hun sagde inden de gik var: Mor, vi kommer og henter dig i morgen! Det gjorde ondt, for jeg anede ikke hvornår jeg kunne komme hjem.

Hun havde været lidt ked af at skulle både afleveres og hentes – for det var jo slet ikke som det plejede, så hun ville ikke hjem. Men en tur på legepladsen havde nu lokket. 🙂

De tog ind på sygehuset og spiste i kantinen inden de kom op til mig torsdag – og heldigvis havde jeg fået natteorlov, så jeg kunne tage med hjem og sove!

Da Ellen så var blevet puttet gik Kåre over for at snakke med naboen, for at høre om de kunne være hos Ellen hvis vi pludselig blev nødt til at køre igen. Og selvfølgelig kom Ellen så ud med sin sut i munden og en bamse i hånden og sagde, at hun havde lort i bleen. Og jeg måtte IKKE løfte hende eller noget som helst. Så heldigvis fandt hun ud af at tænde fjernsynet og så sad vi og så lidt Babar og hun snakkede med mormor i telefonen. Og vi aftalte at mormor skulle hente hende i vuggestuen og så skulle hun hjem til mormor og morfar og moster Ane og Balder i weekenden – og i skoven! Det har hun glædet sig meget til og lige præcist det tør jeg godt love hende at hun må hos mormor og morfar.

I morges nåede vi knap nok at sige farvel til hende i vuggestuen, for hende og L var straks igang med at lege, så hun havde ikke tid. Men hellere det end et utrygt barn. 🙂

Faktisk har hun taget det hele i stiv arm – hun er en nem pige og nu får hun fuld opmærksomhed hele weekenden og vi kan få en rolig weekend her hjemme og få fundet ud af hvordan vi klarer en hverdag med de nye betingelser.

Men har man lyst til at læse min oplevelse, så står den på min blog.

Irettesættelse

I går havde mig og Ellen en alternativ tur til Viborg. Til sidste bliver frustrationerne for meget for mig, så jeg udbryder “FOR FANDEN DA!” Så kommer det fra bagsædet:

Nej mor, det må man ikke sige. Det lyder ikke pænt.

Det har hun jo helt ret i og vi prøver også virkelig at lade være, men nogle gange så taler man altså før man tænker.

Men bortset fra det, så havde hun en hyggelig eftermiddag sammen med sine fætre og kusiner. Der blev leget med køkkenet og hoppet på trampolin og spillet musik og leget med balloner. Det er sjovt, som hende og hendes jævnaldrende kusine nu har glæde af hinanden. Højdepunktet var da Ann Kathrine lånte Ellen sin sut!

På vejen hjem faldt gøjen i søvn i bilen. Det havde også været en lang dag. Jeg bar hende ind i vores seng, så hun lige kunne nå at vågne inden der var aftensmad. Men da jeg kom forbi et halvt minut senere sov hun. Så jeg tog tøjet af hende og gik ind og puttede hende. Selvom hun halvsov på armen brokkede hun sig alligevel over at vi havde glemt at sige godnat til far (han snakkede i telefon).

Klokken 3.28 vågnede jeg så ved at hun råbte: “Der er nogen der har taget min drikkedunk.” Da jeg så stille og roligt havde fortalt hende, at hendes drikkedunk stod ude i køkkenet sov hun roligt videre. Lige indtil 3.57, hvor hun råbte at hun gerne ville have noget at drikke. Efter et helt glas vand kom hun så til at se at hun ikke havde nattøj på. Så nattøj på ungen og så hørte jeg heldigvis ikke noget til hende, før hun stod inde ved mig 7.45 og fortalte at hun havde slået knæet.

Trylledej og umulig unge

Ellen har været helt på tværs hele dagen. Kastet med tingene og råbt og skreget – det har været en laaang dag.

Eneste rigtig hyggelige tidspunkt var da vi spiste nybagte boller og legede med trylledej. Men hun synes nu også at det trylledej var sjovt. Det bliver rigtig sjovt, når vi skal bage julesmåkager. 🙂

Badende perler

Så kommer man ind i stuen, hvor Ellen sidder hyggeligt og laver en perleplade. Eneste lillebitte problem er at alle perlerne svømmer rundt i potten – som er fuld af tis…

Så der skulle lige en gulvvask til og alle perlerne kom i en vaskepose og i vaskemaskinen ved 40 grader. Men Ellen synes det var en sjov leg at samle perler op i en pose…

Pigen og trompeten

Ellen kommer gående og snakker ind i en legetøjsstøvsugerslange (det er et langt ord) og da jeg så låner den, bruger jeg den som trompet. Kåre får en fiks ide og spørger Ellen om jeg skal spille på trompet. Det skal jeg…

Så Kåre finder trompeten og jeg spiller en lille melodi for Ellen. Og så vil hun selvfølgelig også selv prøve. Det får hun lov til og hun sidder og leger lidt med ventilerne og puster lidt i mundstykket. Jeg siger til hende, at jeg vil være dybt imponeret, hvis hun kan få lyd ud af den inden hun bliver 6.

Og så får Ellen lyd ud af den. Ikke nogen klar tone, men klart lyd. Og da hun har øvet sig lidt kommer der også næsten-rene toner. Hun har simpelthen bare set hvad jeg har gjort – og det er altså første gang jeg har spillet for hende i et år! Teknikken var helt rigtig – ikke noget med at puste kinderne op og det var maven der blev brugt. Jeg er simpelthen dybt imponeret.

Og nej, det barn har aldrig tøj på.

Stor oplevelse

Ellen havde en stor oplevelse i går – hun var i teater. Et rullende teater i en stor lastbil – og allerede der er det jo spændende. 🙂

Men hun har faktisk fortalt om den forestilling lige siden hun kom hjem i går aftes. “Musikken blev væk og der var en mand og en hund og så skulle han tisse og så var døren låst.” Jeg ved ikke hvordan de andre har taget det, men det har i hvert fald gjort stort indtryk på Ellen. Og det er jo en af fordelene ved en integreret institution – de små får lov til at komme med når de store skal noget. I en dagpleje havde ungerne jo ikke fået sådan en oplevelse.

Vi har også fået at vide, at hun var rigtig optaget af forestillingen og det er jo godt at hun kan sidde stille og være grebet af noget. Nogle gange kan vi godt tvivle lidt på om der er ildmyrer i bleen på det barn…

I går aftes tog vi en tur til Viborg for at geocache. Det var absolut ikke nogen succes – vi fandt ikke noget. Men Ellen fik en ny ulvetallerken i Bilka og var meget glad for den.

Stor vandsalamander

Faktisk var det en STOR vandsalamander vi så – den var bare ikke så stor endnu. 🙂

Tortur af 2-årige: Sæt en bøtte med 400 gram Matador Mix foran barnet og sig at det må få 2 stykker slik!

Og her er lige et par billeder: