Archive for January, 2012

Weekenden

Lørdag kom der igen en ny jacobsedk-mystery i Silkeborg, så en glad Karen og en meget modvillig Ellen blev pakket i bilen og vi kørte sydpå. Vi skulle alligevel have handlet stort og om vi kørte til Randers, Viborg eller Silkeborg kom såmen ud på et.

Cachen blev fundet og ligesom sidste uge kom vi først. Og ligesom sidste uge gik turen tilbage til bilen noget bedre end turen til cachen.

Sidste uge havde det været lidt svært med klapvognen så denne gang tog Kåre Karen med i bærestolen – for første gang. Det var de vist begge to meget tilfredse med.

Og ligesom sidste uge endte vi på McD, så Ellen (og Karen) kunne få lov til at lege mens jeg handlede.

Aftensmaden stod på andelår, så det var to glade piger, der sad med hver deres ben og gnaskede.

Søndag morgen gad Ellen i HVERT FALD ikke med ud at geocache, så jeg måtte tage en FTF ved Kjællinghøl helt alene. Og hun gad i hvert fald heller ikke med ud senere på dagen – men heldigvis er det jo nu engang mor og far der bestemmer, så det kom hun!

Så Karen fik sin første rigtige kælketur rundt om lergraven – og Ellen fik fodret dyrene med nedfaldne birkegrene.

Weekendens emne har været skæbnen – hvordan forklarer man lige det til en 3-årige?

Billederne er taget med vores GPS, så det er ikke just verdens bedste.

Karens udvikling

Der sker en masse med Karen i øjeblikket. Hun er begyndt at få en forståelse af kroppen og hvad der hænger sammen. F.eks. rækker hun en hånd frem, når man kommer med en vante og en fod, når man kommer med en strømpe. Hun har også selv prøvet at komme en strømpe på foden – liggende ovenpå. 🙂

Hun er også helt vild med klodskasser og puslespil – når hun lige koncentrerer sig, så kan hun faktisk godt få formerne til at passe sammen.

Hun prøver også at spidde mad på gaflen – men det går knap så godt endnu. Men hun prøver og vil gerne – og det er jo bestemt en start.

For nogle uger siden stod hun selv for første gang – men det var vist en fejl, for hun har ikke gjort det siden. 🙂

Syg Karen

Kåre har været syg siden lørdag og i går ringede de fra vuggestuen, at Karen var noget pyldret og havde feber. Så mig ned efter hende. Hun fik en ren mås og målt temperaturen til 39,6 da vi kom hjem og da jeg satte mig i sofaen med hende var der ingen tvivl om hvad hun ville! Så hun blev ammet, moslede lidt, blev sur over at hun ikke måtte spise planterne og faldt så i søvn op af mig. Så hun blev puttet i seng.

Tre timer senere vågnede hun, proppede sig med pasta og så var hun egentlig putteklar igen. Og sov til 8.15 i morges, hvor hun vågnede frisk, glad og feberfri.

Mig og Ellen tog på pigetur i går aftes. Vi gik ned på sportspladsen for at finde det mørkeste sted i byen – vi håbede at se nordlys. Det så vi desværre ikke – men vi så et meget stort og flot stjerneskud! Det tog lidt overtalelse at få Ellen med hjem igen – men der var altså pissekoldt!

Lidt nyt

Der sker ikke så meget. Lørdag var vi en smut i Silkeborg efter et FFC og jeg tror klapvognen (og Kåre) blev udsat for en af de hårdeste prøvelser indtil videre – der er noget bakket. 🙂

På vejen hjem var vi lige omkring McD og da Ellen kom ud af bilen og så ind på rørene spurgte hun: “Skal vi derind?” og bekræftet kom det så: “Tusind tak!” 🙂

Til aftensmaden lavede vi så hjemmelavede burgere – bare for lige at få noget ordentligt.

Lige for tiden er Kåre syg og lidt ved siden af sig selv. Så i aften kom han til at putte Karen lidt for hurtigt – hun stak i et skrig, da hun blev lagt ned: Hun var ikke blevet ammet! Så ind i biblioteket for en lille nattår og en sang – og SÅ kunne hun sove.

Karens første fødselsdag

Torsdag var det Karens første fødselsdag.

Kåre havde møder på arbejdet, så vi startede dagen med pigehygge og havregrød. Der var naturligvis flag på bordet, et lille trætog med lys og Ellens gave til Karen.

For halvanden uge siden var vi i Randers Regnskov, hvor Ellen valgte to krokodillepuslespil til Karen – det skulle være to ens!

Ellen var ovenud lykkelig – Karen var bare som hun plejer, men hun synes det var sjovt at åbne pakken, så Ellen var glad.

De blev afleveret i børnehaven som de plejer, men jeg kørte (det blæste så meget at jeg ikke turde cykle med dem) hjem og bagte pølsebrød og tog ned for at spise frokost med dem. Og i dagens anledning havde Ellen fået lov til at spise i vuggestuen.

Da jeg kom ned – medbringende to madkasser – havde Ellen allerede spist sin madpakke. Altså lige bortset fra at det ikke var Ellens madpakke, men Cs madpakke… Nå, vi tog mad fra Ellens og Karens madpakker og et pølsebrød og stoppede i Cs madpakke og lagde den tilbage i det rigtige køleskab… 🙂

Der blev sunget fødselsdagssang og givet gave. N havde malet en delfin til Karen og han var meget stolt af at give den til Karen – man kunne også se at han havde gjort sig rigtig umage med den.

Så var det sengetid for de små, så jeg kørte hjem igen.

Det var jo en torsdag, så der var gymnastik. Begge unger bliver rigtig glade når vi kommer ned i hallen – vi kommer altid i hvert fald et kvarter før, så der er tid til at de kan kravle/spæne lidt rundt. Og Karen var rigtig dygtig – for første gang stod hun et par sekunder HELT SELV! 🙂

Karen og Kåre tog hjem for at lave aftensmad, mens jeg blev nede ved Ellen.

Efter aftensmaden var det tid til flere gaver. Hun fik et stabletårn fra os først – og så havde hun ikke rigtig tid til mere. 🙂 Hun fik også en Tottebog og penge – så må vi se hvad vi finder på for dem. Kåre havde endda været nede for at købe kager, så vi kunne få fødselsdagskage. 🙂

Vi sang også fødselsdagssang – og så var det igen ved at være puttetid for fødselsdagsbarnet. 🙂

Hverdag igen

Så blev det hverdag igen.

Ungerne kom tilbage i børnehaven og Ellen har fået en ny god ven i en pædagogmedhjælper og Karen hygger sig bare som hun plejer.

Karen er vågnet lidt tidligt de sidste par morgener – håber det går over…

I morges faldt hun ned af vores seng – men hun landede blødt: På Siri. 🙂

Godt nytår

30. december drog vi nordpå for at fejre moster Anes fødselsdag – hun blev 30 år, så nu er hun også gaaaaammel!

Ungerne opførte sig eksemplarisk – Ellen fandt hurtig sammen med onkel Anders, som hun er meget glad for og Karen og Katrine hyggede sig vist også gevaldigt sammen.

31. december tog vi en tur i skoven for at trætte Siri lidt og så stod den ellers på hjemlig hygge. Ellen var helt anderledes med fyrværkeriet i år – også selvom det gik galt med den allerførste raket. Den sad for godt fast og sprang lige ved siden af os. Der måtte lige lidt trøst til, men ikke mere end at hun var klar på mere fyrværkeri.

Ungerne kom i seng til normal tid – og stop op til normal tid. 🙂