Dagen startede stille og roligt med sovende unger. Lige før vi skulle afsted opdagede vi naturligvis en masse ting, som vi liiiige skulle have haft ordnet inden – men vi kom da afsted. Og da vi var nået ud af lågen skulle jeg lige sætte Ellens kjole fast i et eller andet, fordi den gik i hjulet på løbecyklet – og opdagede at ungen ingen underbukser havde på! Så ind efter et par og på ungen og så ellers op i kirken. Men vi nåede det da.

I kirken opførte Karen sig eksemplarisk – og det gjorde alle de andre børn også. Og hun blev døbt og Ellen tørrede hendes hår (og fik vist alle at det altså var rød-stribede trusser hun havde på – jeg ved ikke lige hvad det var der skete der!)

Ved prædikenen begyndte hun at blive noget urolig, så jeg tog hende med ud for at ville give hende noget at spise – men det ville hun ikke have. Da jeg lagde hende i barnevognen vippede hun bare om på siden og sov! Så jeg nåede ind til nadver og sidste salme mens hun sov i våbenhuset.

Efter gudstjenesten fik vi taget billeder og så gik de fleste hjem, mens mor, far, Ane og jeg lige var på de ukendtes med en buket til mormor – det var et år siden hun døde.

Hjemme skulle der lige være styr på maden, men det smagte godt og der var vist nok nok – der var desværre et par tomme skåle, så jeg er ikke helt sikker. Menuen var i øvrigt nakkefilet stegt som vildt med brun sovs, nye kartofler, hvidkålssalat med frugt og sennepsdressing og ribsgele – der skulle have været bønner til, men det kom jeg i tanke om da vi var begyndt at spise… Desserten var gammeldags jordbær-/rabarberkage og det skal jeg love for at Ellen kunne lide – men hun kan jo lide så godt som alting.

Efter maden gik folk lidt i haven og vi fik åbnet gaver. Onkel Henrik havde fået et badebassin, som Ellen skulle have og det fik han sat op med hjælp fra alle drengene og nogle af pigerne. Ellen og Ann-Kathrine hyggede sig for lukket dør på Ellens værelse – de legede rigtig godt sammen og var faktisk helt selvkørende.

Eftermiddagskaffen var frugt, saml-selv-isvafler og de mest mislykkedes chokoladesmåkager jeg nogensinde har bagt – men de smagte fint. Der blev vist også smagt lidt på noget øl og så var det almindelig opbrydningstid.

Kåre var yderst effektiv bagefter, så vi nåede en lille gåtur inden det blev sengetid.

Karen klarede hele dagen så fint – ikke det mindste brok og jeg tror faktisk kun det var de tre fætre og morfaren der ikke nåede at holde hende – hun gik fra arm til arm. Jeg nåede i hvert fald kun at holde hende da hun skulle have noget at spise. 🙂

« Hverdag igen
Dagen derpå »

This entry was posted on Monday, June 13th, 2011 at 16:47 and is filed under Ellen, Familie, Farmor og farfar, Karen, Mormor og morfar, Udvikling. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.