Ferie i Norge – 22. juli
Ellen stod først op (kl. 9) og kom glad ind til os med bemærkningen: “Kan I se at det regner? Så kan man hoppe i vandpytter – plop, plop, plop!”.
Til morgenmaden konstaterede vi at vi egentlig ikke havde det helt store at byde på, så vi skulle have handlet fra formiddagen af. Ellen fik havregrød til morgenmad, med blåbær der var plukket i går. Hun ville gerne have mælk på, men vi havde ikke noget før Trine huskede at hun havde købt mælkepulver, så en glad Ellen fik alligevel mælk til sin morgenmad! Vi andre spiste brød, havregrød er ikke rigtig noget for nogen af os.
Vi iførte os regntøj og ville egentlig lige have fundet en enkelt cache på vejen til Treungen – men da vi holdt ind kunne vi konstatere at en af de ting vi skulle købe var batterier – så vi udsatte turen til hjemvejen.
I Treungen fandt vi en sportsbutik og en Spar. Karen var faldet i søvn i bilen, og i stedet for at vække hende gik Trine med Ellen i sportsbutikken for at kigge efter vandrestøvler til Ellen og regntøj til Karen. Støvlerne blev fundet, og størrelsen passede – da der lige blev fjernet fyldpapiret i snuden. Med papiret i snuden sagde Ellen godt nok at de klemte lidt i storetåen “men det gør ikke noget”. De var desværre lilla og Ellen ville hellere have dem i orange, så Trine ledte og ledte. Efter lidt tid opdagede hun at de andre der stod og ledte efter et lilla par i samme størrelse, og havde et orange. Så der blev byttet til alles store tilfredsstillelse. Regntøj kunne desværre ikke opdrives i den rigtige størrelse, og heller ikke handsker som Trine ellers godt kunne have brugt til sine fingre. Kåre var modig og gik ud sammen med Ellen og efterlod Trine i en friluftsforretning med både et visa- og et mastercard! Trine styrede sig og købte kun et enkelt sæt tøj til hver af ungerne. Men sjovt med en lillebitte friluftsforretning i en by af Ulstrups størrelse som alligevel har et kæmpe udvalg.
Karen sov stadigvæk så vi tog chancen og gik sammen i Spar. Alting i Norge er lidt dyrere end man er vant til, også selvom man tager højde for prisforskellen. Højdescoreren var en flaske sprit til Trangiaen – for det havde vi glemt hjemme. Vi kom af med 77 norske kroner for en liter!
På vejen tilbage holdt vi ind for at trodse regnvejret og gå en tur. Ellens begejstring for regnvejret var desværre stilnet lidt af, men vi fik alligevel en hyggelig tur langs Rosstjørn. Der var endda et lille stykke sandstrand, hvor Ellen var ude at plaske lidt i vandet i sine gummistøvler. Det sidste stykke måtte klapvognen dog blive stående – på grund af regnen stod vandet så højt at det passerede toppen af alle vores støvler – med lidt behændighed kunne man hoppe mellem nogle sten, men det var nu ikke helt nemt med Karen på armen.
Cachen blev fundet under et klippeudhæng bag et helt lille mini-vandfald og indfor mange dejlige blåbær, som Ellen gik meget op i at plukke. Nogle blev spist og andre blev gemt til morgenmaden i morgen.
På tilbagevejen ville Ellen ikke gå gennem vandet igen, så Kåre nåede at passere vandet i alt fire gange, for at gå tilbage at hente Ellen også.
Efter turen var vi tilbage og spise frokost. Og vi fik alt tøjet i tørreskabet – det er godt nok en god opfindelse! Og derefter blev der dømt afslapningseftermiddag til en lidt hyperaktiv overtræt Ellen, og et par lidt trætte forældre. Ellen fik lov at se film på vores bærbare dvd-afspillere og kigge i bøger, mens Trine sov lidt sammen med Karen. Kåre lavede mest ingenting.
Klokken 17.15 kom Trine og Karen til overfladen og Trine gik i gang med at lave aftensmad: Pasta og tomatsovs med pølser til de tre store og risgrød med grøntsager til Karen. Ellen ville i hvert fald ikke have mad og i hvert fald slet ikke VARM mad – men hun fik da spist en kold pølse og nogle pastaer. Hun fik at vide at hun skulle spise så der højest var 5 tilbage for at kunne få dessert – “hvad for en slags fem er det?” – ja, det var jo egentlig også et godt spørgsmål. Hun spiste alle sammen.
Efter aftensmaden skulle vi lige tjekke vejrudsigten og opdagede, at en bombe havde sprængt store dele af regeringsbygningen på Karl Johan i Oslo. Der var ikke overblik over antallet af tilskadekomne og dræbte.
Og så skulle vi på tur – og da vi alle sammen var kommet i alt udstyret og kom ud opdagede vi at det faktisk slet ikke styrtregnede mere – kun almindelig regn. 🙂 Og Trine var genial og fandt ud af at hætten på Ellens ekstra regnjakke faktisk passer til knapperne på Karens jakke – så nu har hun en hætte! Og Ellen fik sine nye støvler på.
Vi kørte ikke så langt – bare 200-300 meter, men da det samtidig var godt 100 højdemeter tog det alligevel lidt tid. Vi parkerede ved Rytterspranget – det er Destinasjon Gautefalls cafe/restaurant midt på pisterne. Det var nu ganske lukket, bortset fra toiletterne og et lagerrum. Men der ville utvivlsomt have været en fantastisk udsigt fra de store terrasser, hvis ikke det lige var fordi vi sådan set var lidt oppe i skyerne. Der stod en kæmpe gyngestol, som desværre var gået lidt i stykker, men Ellen var alligevel oppe og sidde på den.
Og så ville vi gå op for at se en varde. Vi kunne se nogenlunde i hvilken retning den var så vi gik bare. Der var vådt – der var MEGET vådt. Vi gik et godt stykke gennem terræn og så flot natur, men til sidst gik vi nu ud på vejen. Da vi var næsten oppe ved toppen undrede vi os over alt det vand der blev ved med at være – hvor kom det fra? Men det kom altså fra den sø der lå på det plateau vi troede der var toppen. 🙂 Her var der også mødested for og afhopningssted for skiliftene. Sikke trøstesløst det dog ser ud her om sommeren. Her fandt vi også en pil der pegede mod Blekvarden, så vi gik den vej. Her gik vi af en hyggelig sti og kom også forbi en sø mere.
Til sidst fandt vi et sted der var nogen der var begyndt på en lille varde. Den byggede vi lidt videre på og besluttede os for at gå ned igen – vi vidste jo ikke hvor langt der var til Blekvarden, men vi havde efterhånden gået et par kilometer og klokken var 20.10. Nu var Ellen også ved at være lidt træt, men først gik vi efter et sted hun havde kastet med sten på vejen op, hvor vi igen kastede med sten. Og så efter et sted man skulle hoppe over vandet hvor det løb hen over vejen. Og det sidste stykke blev klaret med en historie fortalt af mor.
Da vi kom hjem og kom af alt tøjet havde Trine lavet dessert: Blåbærgele i snapseglas med flødeskum og så en gang varm kakao med flødeskum – det var et hit.
Aftenen sluttede dramatisk på flere måder. Trine skulle lige se nyhederne og vejrudsigten og det var IKKE godt. Ud over bomben ved regeringen (mindst 2 dræbte) var der blevet skudt på en ungdomslejr på en ø – indtil videre var der meldinger om vist 7 dræbte. Da vi så skulle i seng var Kåre på toilettet og Trine trænede, da Karen pludselig røg ned mellem dobbeltsengen og hendes egen seng. Jeg skreg bare på Kåre og forsøgte at hive hende op. Det lykkedes, men jeg var noget usikker på hvordan hun havde det. Men hun græd få sekunder og så grinede hun igen.
This entry was posted on Thursday, July 28th, 2011 at 16:36 and is filed under Ellen, Ferie, Geocaching, Guldkorn, Karen. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.