Ellens springtur
Jeg stod i kø i H&M i Randers Storcenter i lørdags, da en pige på ca. 5 år spurgte sin mor hvordan babyerne kommer ud af deres mors mave. Moderen rødmede og fremstammede at det gjorde de bare! Pigen spurgte igen og fik svaret at det gør ondt, men det glemmer man bagefter. Og så spurgte pigen ikke mere.
Jeg fik to tanker: Hvorfor fik det barn ikke et fornuftigt svar? Og: Godt Ellen ikke var der, for hun havde forklaret hele forplantningmysteriet for pige – og alle andre i nærheden. Men så havde pigen på den anden side lært noget…
Og så grunden til at Ellen ikke var der:
Hun havde sat sig nede i børnetøjsafdelingen for at hænge Hello Kitty-sko på plads – hun kan slet ikke klare, at sådan noget ikke hænger ordentligt. Så jeg havde givet hende besked på at blive der, indtil jeg havde betalt den cardigan jeg havde fundet til Karen. Men der var lidt kø og da jeg kom tilbage var der ingen Ellen. Hmm. Jeg kaldte på hende og jeg har en ret gennemtrængende stemme når jeg vil, men der kom ingen svar. Jeg ledte butikken igennem. Stadig ingen Ellen. Jeg ledte udenfor og kiggede ned af gangene – jeg gav besked i H&M om at hvis der var nogen der fandt en pige af Ellens beskrivelse, så måtte de gerne lige holde på hende til jeg kom igen. Samme besked i centerinformationen og så ellers ned i legerummet, ned i BR og lidt rundt. Efter en halv times tid begyndte jeg at blive lidt bekymret… Der kom så en mor hen og fortalte mig, at de nede i Kvickly kunne efterlyse hende. Så mig ned i Kvickly og få Ellen kaldt over højtalerne. Og endelig – efter næsten tre kvarter – kom Ellen gående gennem Kvickly med en fra bistoen i hånden. Hun havde leget nede i Bistroens boble-rum og var egentlig noget sur over at være blevet afbrudt… Men kvinde fortalte at det ville have været nemt nok at få fat på os, hvis ikke jeg var kommet, for Ellen havde beredvilligt fortalt hvad hun hed, hvad vi hed, hvor hun bor, hvor gammel hun er og sikkert en hel masse mere.
Så hun var gået gennem det meste af storcentret for at komme ned for at lege – et sted hvor hun sidst var da Karen var nyfødt for ca. et år siden – og hun havde hygget sig med at lege… Nogen der ved hvor man kan købe en GPS-sender der kan indopereres i nakken?
This entry was posted on Monday, February 27th, 2012 at 14:38 and is filed under Abekattestreger, Ellen, Udflugt, Udvikling. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.