Understående er skrevet den 30. om eftermiddagen:

I nat klokken 3 vågnede jeg ved at hun brækkede sig i gangen. Jeg fik lukket hende ud og fik vækket Kåre, som begyndte at gøre rent efter hende. Og så var det jeg kom til at se, at der ikke var mad i opkastet, kun slim. Og hun har haft mavedrejning en gang (og jeg er kommet meget hos en dyrlæge), så jeg vidste godt hvad der var galt. Så på nettet for at finde nummeret til dyrlægen. Klokken 4 sagde jeg farvel og Kåre og Siri kørte til Hinnerup – vi havde aftalt, at kunne de få drejet maven udefra, så var det fint, men hun skulle ikke opereres.

Det blev nogle lange timer, før jeg mellem seks og syv fik Kåre i røret og den endelige beslutning blev taget.

De er ikke helt sikre på om det var en mavedrejning eller om det evt. var en tumor (hun har haft en ved øjet) der var gået hul på – men i hvert fald var der gået hul på mavesækken og det vand de prøvede at spule hende ud med røg ud i bughulen. Det var en svag chance for at de kunne redde hende, men de troede ikke rigtigt på det selv. Og det var helt indlysende for os, at hun skulle aflives. Hun var trods alt næsten ni år – en rigtig flot alder for en newf.

Desværre var hendes kredsløb så dårligt, at medicinen hun fik i sit drop ikke rigtig virkede, så hun endte med pentobarbital direkte i hjertet.

Kåre tog hende med hjem og pigerne (og jeg) fik lov til at sige farvel i fred og ro. Ellen var lidt ved siden af sig selv over det, men Karen klappede hende lidt og sagde “farvel Siri” og “Siri død”. De fik lov til at tage det i deres eget tempo.

Og så kørte vi til Hammel, hvor vi afleverede hende hos dyrlægen – og hvor ungerne igen fik mulighed for at sige farvel på deres egen måde. Efter nytår bliver hun så hentet og kørt til Sjælland hvor hun bliver kremeret.

Det er faktisk noget jeg har haft lidt problemer med længe. Egentlig ville jeg gerne begrave hende i mine forældres marker – men vi snakker altså knap 80 kilo hund, der er 1,2 meter lang og 0,85 meter høj – det er altså noget af et hul der skal til.

Men jeg ville heller ikke have at hun bare lå i en container sammen med en masse andre hunde – og at hun skulle skæres i småstykker inden hun blev brændt.

Så jeg blev meget glad for at høre, at de bruger et dedikeret kæledyrskrematorium, hvor dyrene bliver behandlet værdigt.

Men endnu engang kan vi konkludere at en sygeforsikring er en GOD ide. Regningen løb op i 9.000 kroner – men vi skal selv betale 850 kroner.

Nu kommer der lidt spørgsmål fra Ellen i ny og næ, men ellers er det mest os der er påvirket af det. Efter frokosten samlede vi lige resterne på en tallerken til Siri og jeg er også sikker på at jeg kommer til at gå forsigtigt på toilettet i nat og føle for mig med tæerne for ikke at træde på hende. Hun mangler godt nok – og det bliver nok bare værre de næste par dage.

Utroligt så meget man kommer til at knytte sig til sådan et dyr. Jeg tror jeg har udtørret mine øjne totalt ved at græde.

« Mellem jul og nytår
Karens fødselsdag »

This entry was posted on Tuesday, April 2nd, 2013 at 11:16 and is filed under Siri. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.