Dagen var afsat til en naturtur i en af de mange naturområder i Calgary. Denne gang gik turen til “Weaselhead”, et naturområde nær et kunstigt opdæmmet sø, hvor afløbet fra en dæmning havde lavet et spændende delta i enden af Elbow river. På vejen købte vi frokost ved Subway og fik endelig købt nogle bytteting til geocaching.

Frokosten blev spist på en bænk med en flot udsigt over deltaet. Bagefter blev der gjort klar til gåtur med myggespray og solcreme og medbringen af vand. Vi tog en afstikker til en earthcache, og gik så ned for at tage en rundtur i deltaet.

Den plan blev dog hurtigt spoleret. Vi vidste egentlig godt at dele af området var afspærret og der kun var delvist genåbnet. Der var nemlig fundet sprængstoffer fra en periode hvor området havde været brugt af canadisk militær. Der var dog mindre åbnet end vi havde troet/håbet, så turen blev til en gåtur frem og tilbage ad hovedstien. Til gengæld stoppede vi i lang tid ved åen, hvor der blev kastet sten i vandet og slået lidt smut. Vi hilste også på en hund der var halvt New Foundlænder, og der blev snakket meget om Siri. Og Trine gravede en kanal og reddede nogle små fisk der var blevet fanget i en indsø. Der var meget leret, og før vi gik derfra havde vi også to meget lerede piger 🙂 Vi havde også flere kilo “flotte sten”…

Herefter gik turen hjem til en is, og til aften kom grillen igen i brug, denne gang til en grillet laks.

Understående er skrevet den 30. om eftermiddagen:

I nat klokken 3 vågnede jeg ved at hun brækkede sig i gangen. Jeg fik lukket hende ud og fik vækket Kåre, som begyndte at gøre rent efter hende. Og så var det jeg kom til at se, at der ikke var mad i opkastet, kun slim. Og hun har haft mavedrejning en gang (og jeg er kommet meget hos en dyrlæge), så jeg vidste godt hvad der var galt. Så på nettet for at finde nummeret til dyrlægen. Klokken 4 sagde jeg farvel og Kåre og Siri kørte til Hinnerup – vi havde aftalt, at kunne de få drejet maven udefra, så var det fint, men hun skulle ikke opereres.

Det blev nogle lange timer, før jeg mellem seks og syv fik Kåre i røret og den endelige beslutning blev taget.

De er ikke helt sikre på om det var en mavedrejning eller om det evt. var en tumor (hun har haft en ved øjet) der var gået hul på – men i hvert fald var der gået hul på mavesækken og det vand de prøvede at spule hende ud med røg ud i bughulen. Det var en svag chance for at de kunne redde hende, men de troede ikke rigtigt på det selv. Og det var helt indlysende for os, at hun skulle aflives. Hun var trods alt næsten ni år – en rigtig flot alder for en newf.

Desværre var hendes kredsløb så dårligt, at medicinen hun fik i sit drop ikke rigtig virkede, så hun endte med pentobarbital direkte i hjertet.

Kåre tog hende med hjem og pigerne (og jeg) fik lov til at sige farvel i fred og ro. Ellen var lidt ved siden af sig selv over det, men Karen klappede hende lidt og sagde “farvel Siri” og “Siri død”. De fik lov til at tage det i deres eget tempo.

Og så kørte vi til Hammel, hvor vi afleverede hende hos dyrlægen – og hvor ungerne igen fik mulighed for at sige farvel på deres egen måde. Efter nytår bliver hun så hentet og kørt til Sjælland hvor hun bliver kremeret.

Det er faktisk noget jeg har haft lidt problemer med længe. Egentlig ville jeg gerne begrave hende i mine forældres marker – men vi snakker altså knap 80 kilo hund, der er 1,2 meter lang og 0,85 meter høj – det er altså noget af et hul der skal til.

Men jeg ville heller ikke have at hun bare lå i en container sammen med en masse andre hunde – og at hun skulle skæres i småstykker inden hun blev brændt.

Så jeg blev meget glad for at høre, at de bruger et dedikeret kæledyrskrematorium, hvor dyrene bliver behandlet værdigt.

Men endnu engang kan vi konkludere at en sygeforsikring er en GOD ide. Regningen løb op i 9.000 kroner – men vi skal selv betale 850 kroner.

Nu kommer der lidt spørgsmål fra Ellen i ny og næ, men ellers er det mest os der er påvirket af det. Efter frokosten samlede vi lige resterne på en tallerken til Siri og jeg er også sikker på at jeg kommer til at gå forsigtigt på toilettet i nat og føle for mig med tæerne for ikke at træde på hende. Hun mangler godt nok – og det bliver nok bare værre de næste par dage.

Utroligt så meget man kommer til at knytte sig til sådan et dyr. Jeg tror jeg har udtørret mine øjne totalt ved at græde.

Julemorgen var der fælles morgenmad hos mormor og morfar. Karen fik åbnet de sidste gaver og der var god ro og orden til at lege. Onkel Anders og Anne kom også lige forbi for at sige god jul.

2. juledag var vi til julefrokost i Bjergby og ellers blev tiden brugt på at lege med julegaver og hygge.

Natten mellem 29. og 30. december blev Siri meget syg med mavedrejning, der desværre endte med at hun måtte aflives tidligt om morgenen den 30. december. Læs mere i næste indlæg, hvis du har lyst.

Nytårsaften holdt vi som sædvanligt her hjemme, bare os fire. Det var hyggeligt. Ungerne fik lov til at være længe oppe og vi legede og fjollede og var ude for at gå en tur og se om vi kunne se lidt fyrværkeri oppe fra bakken.

Juleaften blev holdt i Biersted i år. Vi tog afsted i god tid og tog til julegudstjeneste på savannen i Aalborg Zoo. Der var mange mennesker, men det var hyggeligt. Siri synes også det var sjovt og hun fik hilst på et par andre hunde.

Så kørte vi til Biersted og hyggede os, spiste and, sang salmer, pakkede gaver op (Karen kom i seng inden hun fik pakket alle pakkerne op) og spiste lidt juleslik.

Se billederne. 🙂

Jeg ved ikke lige hvad der gik galt – men nu prøver vi igen.

En lille billedfortælling – bare for lige at komme nogenlunde up-to-date.

Søndag var vi på geocachinghyggetur til Bjerringbro – det endte med at blive lige langt nok for os tre piger, men det var nu hyggeligt alligevel.

Karen er begyndt at lægge puslespil. Hun har længe leget med dem der “et hul – en brik”, men den sidste uges tid er der sket meget. Hun lægger nu puslespil i rammer med op til 10 brikker.

I går aftes bad hun om at få bleen af og ville gerne på potten. Det fik hun naturligvis lov til og for første gang tissede hun på potten. Nå ja, tilfælde, tænkte moderen. Men i morges gentog hun det. Da vi havde puttet lidt i sengen bad hun om at få bleen af og jeg spurgte hende om hun ville på potten. Ja, sagde hun og gik ud og tissede. Det er vist sådan noget man skal være forælder for at forstå, men jeg er altså lidt stolt af min lille pige.

Vi havde lånt sommerhuset i Tranum og havde en næsten-uge med blandet vejr.

Vi nød naturen, besøgte den lokale skovlegeplads, geocachede en smule og var i Fårup Sommerland, hvor vi dog havde ALT for lidt tid. Vi havde ikke troet at ungerne holdt så længe, men da vi havde været der syv timer lukkede de altså, selvom vi slet ikke var klar. Mormor, morfar og moster Ane kom på da butikken havde lukket og moster Ane og Ellen fik kørt nogle ture.

Vi var i Aquaparken, men der var ALT for mange mennesker, så Ellen ville ikke rigtig prøve noget. Men hun ville heller ikke ud – det viste sig at være fordi hun ikke turde gå gennem et overfyldt omklædningsrum igen, så hun fik lov til at skifte ude foran. Og så var der lige en uheldig tur i Colorado River (træstammerne), hvor Ellen bankede hovedet ind i Kåres ryg med næsen forrest. Men ked-af-det-heden forsvandt som dug for solen efter en tur i Mineekspressen. 🙂

Vi var også på Antons Skovtur og Karen lærte hvordan mosebølle- og blåbærbuske ser ud. Åbybro-by-Night nåede vi også og så selvfølgelig bare hyggetid i sommerhuset.

Der sker virkelig meget med Karen i tiden.

Mandag var vi til kaffedag i børnehaven, tirsdag var Karen på biblioteket for at se film og eftersigende var hun helt opslugt af det. Onsdag var hun i Randers Regnskov med vuggestuen – det havde været en rigtig god, omend lidt for kort, tur. Torsdag malede de og fredag spiste de frokost på legepladsen og den unge dame tog sine første skridt. Desværre i vuggestuen, men heldigvis var hun flink nok til at gentage tricket hjemme i køkkenet fredag aften.

I dag har hun bare været opmærksomhedskrævende – men på den gode måde. Hun fik et kvarters middagslur, var med ude at geocache og så i Randers Storcenter, hvor hun forsøgte at gøre Ellen tricket efter og stikke af. Jeg nåede dog at fange hende inden hun nåede ud af skobutikken!

Da vi kom hjem vil hun gerne have fat på en gulerodsskræl, der ligger på køkkenbordet. Men hun er for lille. Så hun kravlede hen i den anden ende af køkkenet, hentede Stokkestolen og gik med den hen til køkkenbordet. Så kravlede hun op på stolen – to høje trin, den er indstillet til Ellen, og tog skrællen. Den lille problemløser slår til igen.

Da vi havde spist lyder der underlige lyde fra gulvet. Det er Karen, der har fået fat på et kilo gulerødder, der lå på en lavere del af køkkenbordet. Nu sidder hun med en i hånden, en bid i munden og er ved at fodre Siri med en anden…

Og et kvarter efter konstaterer vi at hun nu også kan kravle op i sofaen når hun flytter fodskamlen – freden er altså HELT forbi…

Ellen har bagt fastelavnsboller og cookies, lavet mundgymnastik med nutella og sikkert en masse andet vi ikke har hørt om.

På vej afsted i dag kom der fra Ellen: “Hvis I virkelig holder af mig, så får jeg en hotdog.” Hun fik hvad hun bad om: En stor portion salat.

Det bliver altså lige en billedreportage – også selvom jeg absolut ikke er tilfreds med den måde billeder bliver vist på!

Hun var IKKE klar til børnehave – så i stedet tog vi ud og besøgte far, der var til hyggedag med arbejdet og på skovtur.

Lørdag formiddag kørte vi nordpå, hvor vi skulle mødes med mormor i Aalborg Zoo. Jeg havde nemlig vundet en tur i zoo med rundvisning og det hele – og Karen bruger jo ikke billet, så den fik mormor. Vi havde madpakken med og fik set en masse dyr. Ellen havde godt nok ikke en verden af tålmodighed, men vi havde en god tur. Og Toms, som havde lavet konkurrencen, havde endda sørget for en lille goodie bag med lidt lækkert til turen.

Vi kørte alle sammen til Biersted (efter lige at have fundet en cache) og spiste aftensmad og sov. Karen var godt nok noget ulykkelig da vi skulle sove, for hun var så forkølet.

Mandag morgen var Ellen SÅ klar til at skulle i børnehave – at være hjemme i godt halvanden uge er IKKE sjovt!

Og nu – præcist 14 dage efter Ellen – har Karen så fået skoldkopper. Men så er det da overstået. 🙂

Åh ja – og så den helt gode nyhed. Fredag morgen blev vi ringet op om at Karen skal starte i Spirens vuggestue 1. november. Vi er glade!