Som sædvanlig var der alt for meget tilbage der skal gøres i sidste øjeblik inden ferien, og før det sidste var pakket og ryddet op aftenen (natten) før, var klokken 2. Men til sidst var alt klar til at vi kunne køre, og huset så klar til at modtage gæster som det ville blive.

Vækkeuret stod alt for tidligt – nemlig klokken 6 (nu jeg tænker over det tror jeg ikke vi fik slået vækkeuret fra – jeg håber Paula og Dan fandt ud af det før de blev vækket torsdag morgen). Vi kom ud af sengen, og morgenen gik med at løbe forvirret rundt, få lidt morgenmad, et hurtigt bad, smidt det sidste håndbagage i bilen og skiftet sengetøjet til McWilliam-familien.

Vi kom afsted mod Billund. På en eller anden måde var der gået noget galt i vores online-check-in dagen før (i første forsøg, hvor vi checkede ind med Condor Airlines, blev vi kun checket ind på anden del af strækningen, så vi checkede ind igen gennem det andet selskab vi fløj med, Lufthansa, og fik nye boarding passes til anden del af strækningen – med andre sæder), så vi havde to forskellige boarding passes til anden strækning af flyveturen, så vi skulle være i god tid i Billund. Derfor gik vi lidt i panik da der pludselig var åbnet et stykke af Herningmotorvejen vi ikke var klar over, og vi ikke anede om vi var på vej i den rigtige retning da vi havde forvildet os ind på den. På trods af at der ikke var skiltet mod Billund nogetsteds lykkedes det trods alt at finde hvad der viser sig faktisk at være den rigtige og hurtigste vej.

Vel ankommet til Billund fik vi checket vores bagage ind. De kunne ikke hjælpe os med problemet med de to boarding passes, og sagde vi skulle henvende os i Frankfurt. Desværre kunne vi ikke gate-checke vores bærestol til Karen som vi ellers havde håbet – mest for at have den i Frankfurt lufthavn – men vi lånte en klapvogn, for at have styr på en træt Karen. Vi havde haft en plan om at finde en Geocache i Danmark, Tyskland (der er en virtuel i Frankfurt Lufthavn) og Canada på samme dag, men den i Billund viste sig at være væk – det gjorde nu ikke så meget, for vi havde næppe fundet dem i Tyskland og Canada alligevel – det var tiden og overskuddet ikke til.

I Billund kom vi rimeligt nemt gennem security (hvis vi ser bort fra af Karen prøvede at stikke af fra køen) og i det sikrede område var der en skattejagt for børnene som de gik meget op i. Til sidst var der en drikkedunk som gave i LEGO-butikken for at gennemføre skattejagten. Så satte vi os og så på fly der lettede og landede. Til sidst var det tid til at komme ombord på flyet.

Ellen var i sidste øjeblik blevet lidt bange for at flyve, men det gik 100% over da flyet lettede. Der var ingen nervøsitet eller bekymring at spore ved nogen af pigerne, men masser af nysgerrighed – i den første halve times tid. Så blev flyveturen lidt kedelig. Der var en lille sandwich undervejs, og en kop kaffe (eller to – for Trine var flink nok til at bestille kaffe hun ikke selv drak…). Vi var heldige nok til at der ikke var overskyet, så vi havde en flot udsigt gennem vinduerne.

Vi landede i Frankfurt, taxiede i lang tid, og kørte derefter i bus i laaaaaaaaang tid. Der var et par der var flinke nok til at give os et par sæder i den ellers overfyldte bus, da vi så vi havde to børn med og Trine havde sin stok. Tak til dem! Men til sidst nåede vi selve lufthavnen og fandt et sted at spørge om de to boarding passes. Vi skulle videre til Terminal 3 og spørge der. Det var der vi skulle flyve fra alligevel, så vi gik afsted, med shuttle til Terminal 2 og videre til fods til terminal 3. Vi havde ingen Euro i kontanter, og bagagevognene tog på snedig vis pant, så bagagen måtte vi slæbe med os – foruden to trætte børn som ikke rigtig helt gad gå med. I terminal 3 viste det sig heldigvis at der ikke var problemer med vores boarding passes – de var på samme sæde og bare udstedt af forskellige selskaber. Ved vores andet checkin var sædevalget bare blevet ignoreret, og det havde vi ikke opdaget.

Vi kunne nu se at vi havde en god halv time tilbage før check-in time, og gik derfor videre mod gaten. Der viste sig at være et ekstra security check, og derefter en ENORM kø til at komme til gaten. Da vi endelig nåede gaten var det over check-in time, på trods af at vi havde 2½ time i Frankfurt – Frankfurt er helt klart min ikke-favorit-lufthavn. Vi havde egentlig planlagt at købe noget at spise i Frankfurt, men da vi endelig nåede gaten var der ikke andre muligheder end en meget lille bod der ikke tog andet end euro i kontanter. På plussiden udnyttede jeg den halve times gratis internet der var til at bitche over lufthavnen, og der var faktisk svar fra lufthavnens twitter account!

Endelig kom vi ombord på flyet, og fandt vores sæder. Vi var lidt kede af at vi var endt med at få pladser over vingerne, men det viste sig at der var masser af udsyn alligevel, fordi vinduerne er ret højt over vingerne. Man kunne godt se på benpladsen at det var den lidt billigere udgave af et flyselskab vi havde valgt, og alkoholiske drikke var kun mod betaling – men ellers var alt præcist som alle andre selskaber jeg har fløjet over atlanten med. Pigerne fik nogle tegneting, en badebold og et lille spil som gave fra luftfartselskabet. Maden var Tortellini med hvidkålssalat, brød, smør og ost og en kage til dessert, lavet på meget tysk facon, og før vi landede var der en koldere anretning med pretzel, kartoffelsalat og kalkunsnitzel og en kage – igen meget tysk!

Pigerne kedede sig noget på turen, men de fandt en svensk-talende pige de legede med (hun var nu vist nepaleser), og fik tid til at gå med at lege med tablets og tegneting og spil. Karen tog en lille lur lige da vi lettede, men Ellen sov slet ikke, og ingen af dem kunne sove da vi nåede til normal sengetid efter dansk tid. Ellen klarede det uden problemer, men Karen blev overtræt og ked af det. De andre passagerer var nu søde til at smile til hende, også da hun var helt urimelig, så alt i alt må flyveturen betragtes som en succes. Da vi skulle lande var Karen blevet i helt godt humør, og grinede og snakkede meget om at det var ligesom en rutsjebane når der var lidt turbulens, og det giver et lille bump når man lander.

I Canada blev vi lige skilt fra hinanden da vi skulle ud af flyet, og pludselig var Ellen nået foran os allesammen. En rigtig venlig ansat fangede hende og satte sig og ventede på os sammen med hende. Og andre, af det store korps af frivillige i hvide cowboy-hatte de havde i lufthavnen, bemærkede Trines stok og var enormt hurtige til at tilbyde et lift i de små vogne, men vi havde alle mere brug for at strække benene og gå. Vi nåede at få tilbuddet om et lift mindst fire gange før vi nåede stykket ned til bagagebåndene, foruden en der tog sig god tid til at forklare os den nemmeste vej, og hvordan vi kunne komme med en elevator. Utrolig venlig modtagelse i Canada.

Vi fik indsamlet vores bagage – alt var nået frem uden problemer, også bærestolen som havde været checket ind som “oversized bagage” – og kom gennem tolden, som kun kastede et hurtigt blik på vores forudfyldte erklæring. Ude i forhallen udpegede et par venlige patruljerende betjente en ATM for os, så vi kunne hæve nogle penge, og hvor vi kunne finde en taxi – for vi orkede ikke en tur med offentlig transport på det tidspunkt.

Taxien var en Prius, og chaufføren kendte ikke adressen, så han bad Trine om at finde den på et kort. Han var den første person i Canada vi mødte som var lidt mindre venlig, men han fik os sikkert frem, og kørte fornuftigt. En af de eneste ting han spurgte om var om vi kom fra Storbritannien – et mærkeligt spørgsmål, når vi nu snakkede dansk indbyrdes… 🙂 Trine syntes også det var lidt suspekt, som han blev ved med at sidde og justere kronjuvelerne… Begge børn faldt i søvn i taxien.

Vi nåede frem til huset, og vi kunne kende det fra billedet, så vi guidede chaufføren de sidste meter. Selvom børnene var meget trætte kravlede de op på trampolinen med det samme. Før vi overhovedet nåede ind i huset fik vi hilst på naboen, Patrick, som gik og byggede biler. Han var meget flink, og tilbød at tage os med til Lake Bonavista en weekend, da man kun kan komme derind hvis man er fastboende i området.

Vi fik låst os ind i huset, og blev helt overvældede over at gå på opdagelse rundt i de mange rum. Der var meget åbent, med gangområder, stue, køkken og trapper som alle var et stort “rum” uden døre imellem, og med adgang direkte fra hoveddøren og bagdøren. Meget anderledes end man som regel indretter danske huse. Derudover var der i stueplan en tv-stue, et kontor og et badeværelse; ovenpå tre soveværelser og to badeværelser, og i kælderen endnu et soveværelse, endnu et badeværelse, en fjernsynsstue mere med airhockey og bordfodbold og et fantastisk legerum i en ombygget opbevaringskælder med endnu et tv, sofaer og enorme mængder legetøj. I haven var der ud over trampolinen også både gyngestativ, legehus, sandkasse og rutsjebane, og i haven lå der en hare, i et hul der tydeligvis var dens faste rede.

Karen fandt en lille stofstol i hendes størrelse, som hun forelskede sig i og rendte rundt med hele tiden, og Ellen og Trine tog et spil airhockey.

Før vi nåede at så meget som se færdigt rundt i huset, ringede det på døren. En genbo, Ingrid, havde set børnene lege i haven, og kom for at sagde velkommen. Hun var meget venlig, og havde forskellige kuponer og tilbud med til os, og hun snakkede så hurtigt at vi i vores jetlag’ede tilstand næsten ikke nåede at få præsenteret os eller noget som helst, men det var rart at blive taget så imødekommende imod.

Familien Mikkelsen der havde boet i huset før os, havde været rare og efterladt os lidt mad, så vi spiste brød med nutella og peanutbutter til aftensmad, før vi fik puttet Karen og Ellen. Ellen lagde sig i øverste køje af en køjeseng, mens Karen lå midt i en kæmpeseng i et “grafittirum”, der var endnu et værelse ovenpå.

Vi fik skrevet til Paula og Dan. Det gik op for os at vi havde taget en dag fejl af de rejsetider vi havde sendt til dem, og derfor var i deres hus et døgn før de regnede med. Derfor havde Dans far, Bill, heller ikke været der endnu for at klargøre huset som planlagt – men det var nu SLET ikke noget problem. Familien Mikkelsen havde efterladt huset rigtig flot, og imødekommende.

Der gik ikke lang tid efter pigerne var puttet før vi selv gik i seng – udpakning måtte vente til dagen efter. I løbet af natten blev Karen ked af det, og Trine lagde sig ind i hendes seng sammen med hende – men noget søvn blev det dog til.

Skrevet af Kåre

« Nu er det snart
Onsdag den 17. juli – På opdagelse »

This entry was posted on Sunday, July 21st, 2013 at 18:37 and is filed under Ferie. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.