31. juli – Granum, Head-Smashed-In-Buffalo-Jump og Waterton
ROAD TRIP!
Vi havde bestilt to overnatninger i Waterton nationalpark i Rocky Mountains helt nede ved grænsen til USA. Der var en ret lang køretur derned, og to planlagte stop: Granum hvor Kåres grandonkel Jens havde boet, og et historisk museum for indiansk bøffeljagt: “Head-Smashed-In-Buffalo-Jump”.
Besøget i Granum var rigtig interessant, faktisk mere end vi havde forventet. Vi startede på kirkegården, hvor vi gik rundt og kiggede på gravsten. Sammenlignet med en dansk kirkegård var det meget anderledes. I det store hele var det en græsmark med gravsten. Der var ikke små indhegnede gravsteder, og de blomster der var var enkle plasticblomster. Der var jordegern OVERALT. Efter lang tids søgen fandt Trine Onkel Jens’ gravsten, og ved siden af den endda Onkel Mikaels, som vi faktisk slet ikke vidste var der på det tidspunkt. Dagen før havde Kåre fundet Onkel Jens’ dødsannonce i en digitaliseret avis på internettet, hvor det blandt andet blev nævnt at han var medlem af “Granum Elk’s Club” og “Lions Club”. Begge dele var også på gravstenen. En pudsig ting ved kirkegården var en enkelt grav der lå udenfor kirkegården. Det var byens første grav, for kirkegården var ikke anlagt endnu da den første kvinde døde og blev begravet, og da landmålerne målte op viste det sig at hun var begravet nogle få meter udenfor. I tråd med canadiske firkantede jordudstykninger flyttede man ikke kirkegården, og den enkelte fra ligger derfor nu som en lille udstikker fra den ellers træomkransede kirkegård – men selvfølgelig stadig i indviet jord.
Onkel Jens’ arv var gået til en park i Granum, og næste stop var den park, for at se hvad det var. Parken viste sig at være campingplads, golfbane, skydebane, og rekreativ park for byen. Der var en badesø, en legeplads, og et udsmykket område med blomster og et vandfald. Og igen masser af jordegern. På pladsen fandt vi en mindeplade for Onkel Jens, og det var faktisk lidt specielt at stå og føle sig lidt i tråd med stedet fordi et familiemedlem engang havde været med til at opbygge noget ud af et ellers tomt prærieområde.
Efter besøget i parken kørte vi gennem Granum by. Granum er en lillebitte by med kun godt 400 indbyggere, men giver indtryk af at være efter alle ens forestillinger om rigtig amerikansk prærieby. Der var et lillebitte posthus, bibliotek, garage, general store, kro og rådhus. På mange måder havde man følelsen af at det var en rigtig frontier-by – også underbygget af at man på kirkegården havde mødt mange børnegrave fra grundlæggelsens tid, og at omgivelserne omkring granum virkede øde og viltre. Vi havde snakket om at spise i Granum, men kroen var lukket, så vi endte med at køre videre gennem byen.
Næste stop var “Head-Smashed-In-Buffalo-Jump”. Stedet er et sted hvor indianerne i sin tid havde arrangeret bøffeljagt. Det havde gået ud på at drive bøflerne langs prærien ud til at højt fald, hvor store bøffelflokke var drevet ud over kanten, hvorefter der var kød og skind til lang lang tid. Det var foregået gennem mange tusinder af år indtil for kun et par hundrede år siden.
Vi startede turen med at spise i cafeteriet. En meget trist oplevelse, som levede op til alle fordomme om cafeterier i turistfælder. Vi spiste pommes frites og wraps med bøffel-kød, som var det nærmeste man nok kommer interessant med det sted. Men vi var sultne, så det var godt at få noget mad 🙂
Bagefter gik vi op og så ud over plateauet bøflerne havde været jaget ud over. Det var en flot udsigt, og fascinerende og forestille sig de bissende bøfler falde ud over kanten. Faldet virkede ikke virkelig højt, men det viste sig at det havde været mindst dobbelt så højt da man begyndte at bruge det til bøffeljagt, men knogler og rester efterhånden havde fyldt faldet op, og området var tilvokset og yderligere formindsket efter at bøffeljagterne var holdt op.
Derefter tog vi turen ned gennem museet. Igen var det lidt for meget “ting-med-et-skilt” til at holde Ellen og Karen fanget, men de legede lidt i en Tipi, og de synes det var sjovt at se en film på et kvarters tid med en rekonstruktion af bøffeljagten.
Efter museumsbesøget ville vi gå en tur under faldet. Kåre gik først ned efter vand og en ble til Karen og var heldig nok til at der stod hjortedyr næsten lige ved siden af bilen op ad skråningen. Imens var Ellen, Karen og Trine så heldige at en af de ansatte indianere holdt pause lige hvor de sad, og han havde tid og lyst til at snakke rigtig meget med dem. De fik et råd om en tur i Waterton, og forskelligt at vide om området før og nu.
Så blev det tid til gåtur. Vi fandt faktisk gamle knogler fra bisoner langs stien, og vi var også heldige at se adskillige dyr langs stien: En har var trykkede sig kun et par meter væk, og vi så hjortedyr tæt på – en af dem var det Karen der viste os andre oppe fra sin plads på fars skuldre.
Til sidst blev det til et sidste kig i en tipi, en enkelt sidste earthcache eller to og et blik på et par hjortebukke der stod og udstillede sig for os. Så var det med bilen for det sidste stræk mod Waterton. På vejen så vi en Coyote på en mark. Den havde ikke travlt med at flytte sig, og at dømme efter stillingen havde den nok en god grund. Den havde noget den skulle af med… 🙂
Vi stoppede i en by på vejen, Pincher Creek, og købte noget brød og pålæg vi kunne spise til aftensmad. Kåre fik også købt nogle canadiske øl. Efterhånden begyndte bjergene at komme tættere på, og til sidste nåede vi nationalparken. Vi bestilte et dagspas for at køre i parken og fik hjælp til hvilken vej vi skulle finde motellet vi skulle bo på. Da vi endelig nåede frem var klokken ved at være halv ni. Vi fik checket ind, og den rare receptionist havde tid til at fortælle om byen og området. Ellen fik også en chokolade og havde en med til Karen der var gået udenfor med Trine.
Det viste sig at Trine havde husket delvist forkert og blandet to moteller hun havde kigget på sammen, så hvor vi havde troet der var et lille tekøkken var der ikke noget. Faktisk var der stort set to værelser hvor der ikke var plads til andet end sengene og et lillebitte bord. Det gav lidt udfordringer hvor vi fandt en lille lommekniv i handskerummet og trods alt fik skåret noget brød og pålæg til aftensmaden og mast os sammen om bordet.
At få de to meget trætte piger til at sove i samme rum viste sig at være næsten umuligt. Især Karen syntes det var sjovere at drille Ellen end det var at sove, så til sidst fik de hver deres soveværelse og vi satte os udenfor mens de faldt i søvn. Trine gik en tur gennem byen, og da hun kom tilbage kunne Ellen flyttes ind ved siden af Karen. Så gik Kåre sin tur 🙂
Vi havde fået anbefalet Waterton som lidt mindre turistfælde end Banff, så vi var overraskede over at Waterton var… en turistfælde. Senere besøgte vi dog Banff, og må indrømme at Waterton er noget mindre turistfældet end Banff. Hele midtbyen var meget dyre restauranter, souvenirbutikker og hoteller. Man kunne f.eks. få ét æg og ét stykke toast til morgenmad til 8$ – det er nok ca. 4 gange dyrere end andre steder i Canada.
Vi nåede også i skiftehold at finde den samme cache, så vi begge havde fundet den. Den var for øvrigt en del af en geocachingmission i Waterton: Hvis man fandt fire af de caches der var udlagt af nationalparken fik man en flot coin.
This entry was posted on Friday, September 20th, 2013 at 14:13 and is filed under Ellen, Ferie, Karen. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.