2. august – Hjem fra Waterton
Næste morgen gentog vi morgenmadstricket med tevand og oatmeal, og pakkede så bilen. Det var øsende regnvejr! Men ved at vende bilen kom bagagerummet lige nøjagtig under udhænget, så tingene kunne komme nogenlunde i tørvejr. Der var udcheckning kl. 11, men eftersom vi først var oppe og samlet ved morgenmaden ca. halv 11 blev det lidt forhastet at få fyldt bilen.
Vi nåede dog det hele – også at hente en sidste kop gratis kaffe – og så drog vi afsted. Vi havde planlagt at vi skulle finde de sidste geocaches for at gøre os fortjent til en coin, og vi ville derfor ignorere regnvejret og tage på tur efter de sidste.
Desværre var Trines og Kåres regntøj kun meget lidt regntæt, og der gik ikke længe før vi var gennemblødte. Og den første cache ved Waterton Lake ville bare ikke findes. Efter at have ledt et stykke tid løb GPS’en også tør for batterier. Først på det sidste forsøg på at tænde GPS’en gik et lys op for Kåre, da han så titlen på cachen “Look Up”, og så blev den hurtigt fundet. Pigerne var mere til at kaste sten i søen end at lede efter geocaches, og de havde det pragtfuldt på trods af vejret. Især Trine var dog til sidst klar til at opgive det hele.
Trine og pigerne gik i tørvejr i et skur, mens Kåre kørte bilen noget tættere på. Faktisk helt hen til skuret så man næsten kunne komme tørskoet fra skur til bil. Og så kørte vi efter de to caches der så ud til at være nemmest at gå til fra bilen uden en længere tur. Det blev til en lille tur gennem byen, og vi så igen hjorte mellem husene, og vandfaldet fra i går var blevet noget mere brusende med regnvejret! Til gengæld var egernerne åbenbart gået i tørvejr, for dem så vi ingen af.
Langs Middle Waterton Lake blev der fundet endnu en cache. Trine blev i bilen og tørrede, Karen og Ellen legede med vand og sten, Kåre fandt cachen. Det tog kun ca. 10 minutter, så var vi alle tilbage i bilen og kørte efter den sidste cache. Vi kom ikke helt så tæt på som vi troede vi kunne, men til sidste var der kun få hundrede meter cross country og Kåre løb alene afsted.
Der var ingen stier og da Kåre havde løbet langt nok op ad en lilel bakke til ikke at kunne se bilen gik det op for ham hvad han egentlig lavede. Han løb stille alene rundt i et bjørnereservat udenfor almindelig menneskeområde. Stort set præcist alt hvad han ikke burde gøre. Strategien blev ændret til at gå og lave noget larm, cachen blev fundet og logget, og på vej tilbage så han afføring fra et stort dyr. Han spekulerede over hvad det mon kunne være fra. Senere så han bjørneafføring, og det var temmlig sikkert det det var… Næste gang ville det nok være en god idé at gå nogen stykker sammen.
Vi kørte tilbage og fik vores coin for veludført og vådt arbejde, skiftede til tørt tøj og kørte hjemad. På vej ud af Waterton så vi vores sidste hjort mellem husene. Vi kom igen igennem Pincher’s Creek på vejen hjem, og som den nemmeste løsning kørte vi ind i en WalMart og spiste på den McDonald’s der lå der. Pigerne fik hver en smølf i deres menuer, og den blev herefter medbragt på hver biltur. En canadisk bedstefar faldt i snak med os om hvor vi kom fra. Han kendte ikke smølferne, men var overbevist om, at det måtte vi gøre, for den slags alfer var en del af vores mytologi. Kåre måtte jo skuffe ham lidt med at det var fra en belgisk tegneserie, og ikke ægte mytologisk, men han var vist behørigt imponeret over at de var af europæisk oprindelse 🙂
Vejen tilbage til Calgary kørte vi ad en alternativ rute, “the cowboy route”. Landskabet var lidt anderledes end turen ned. Der havde det mest været opdyrket land. Turen tilbage var stadig langt nok fra bjergene til at det var rimeligt fladt, men alligevel bakket klippegrund. Derfor gik der mest kvæg og der var lidt mere variation i udsigten. Pludselig kom vi f.eks. gennem en kløft med en brusende flod, som man ikke havde kunnet se var der få hundrede meter før. Vi kom også gennem Black Diamond, som har sit navn fordi det er en af de største olieområder i Alberta. Vi så også flere olieboringer omkring byen end vi ellers havde set.
Vi må indrømme at da vi først kom hjem til vores “Canada-hus” som Karen kaldte det, var det et velkomment syn efter tre dejlige men lange dages udflugt. Aftensmaden blev klaret ved at Trine hentede mad ved Edo fra SouthCenter Mall’s food court. De kunne ikke helt forstå at hun bare ville have fire portioner med fordelt med ris i en beholder og kød og sovs i en anden, men hun fik da lov at købe det alligevel 🙂
This entry was posted on Thursday, November 7th, 2013 at 12:29 and is filed under Ellen, Familie, Ferie, Geocaching, Karen, Udflugt. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.