Ferie i Norge – 26. juli
Det blev til udelukkende en oprydnings- og rejsedag. Vi havde sat vækkeur til klokken 9, men både Trine og Kåre var oppe inden da. Vi havde regnet ud at for at nå at finde frokost i Kristiansand skulle vi nok helst køre senest 10.
Vi var allesammen lidt trætte og irritable, men det hele blev da stuvet i bilen inklusive begge unger, og vi kon afsted kun lidt over 10. Trine klarede hurtig udcheckningen ved hotellet, mens Kåre blev i bilen, så den kunne bilve holdt kørende så DVD-afspilleren med Sigurd ikke stoppede for Ellen.
På vej ned havde vi besluttet lige at stoppe ved en cache der var en drive-by. Men desværre passede koordinaterne ikke på noget, og slet ikke på hintet. Og da vi kun havde kort tid til at lede måtte vi køre igen med uforrettet sag. Dermed blev dagen helt cacheløs.
Vores bil-gps fortalte os at vi nok havde forregnet os lidt – vi ville kun være til checkin ca. 15 minutter før tiden. Og da vi havnede bag en temmelig langsom autocamper begyndte vi næsten at være lidt bekymrede. Turen blev derfor helt uden pauser og vi nåede slet ikke at købe frokost. Vi havde dog en meget kort pause, da Ellen brokkede sig over ynd mave og at hun skulle tisse. Og naturligvis skulle hun ikke tisse da det kom til stykket – men hun havde faktisk lydt meget overbevisende. Det blev en lidt træls tur, fordi Ellen var noget træt og hele tiden krævede opmærksomhed. Det sidste stykke var af en anden vej end vi kørte op, nemlig af et stykke norsk motorvej (hele 100 km/t!) som må have kostet en formue at etablere! Vi kørte igennem den ene kilometerlange tunnel efter den anden, foruden nogle imponerende broer, før vi nåede Kristiansand.
Vi checkede ind ca. 10 minutter før deadline, og blev sendt i bane 17, som dog viste sig at være totalt fyldt! Trine gik tilbage og spurgte hvad vi så skulle gøre, og vi skulle køre op i bane 23, som viste sig at være fyldt med autocampere. Vi steg ud af bilen, kiggede på færgen der var ved at lægge til, og fandt resterne af vores brød og pålæg frem som frokost. Ellen havde lige fået en mad i hånden, vi andre ikke noget, da Kåre pludselig opdagede at vores bane allerede var ved at køre! Vi skyndte os at genne Ellen ind i bilen og spænde hende fast, men da vi nåede frem til starten af banen var der ingen andre i sigte, i vi blev vinket tilbage og i hold. Nu holdt vi pludselig forrest i en bane, som efterfølgende blev fyldt op med alle dem der var kommet for sent til checkin. Vi var noget bekymrede over den situation, og i løbet af den næste halve times tid blev alle andre end vores baner vinket frem. Først da vores bane var den absolut sidste blev vi vinket frem til at holde i kø for at komme på færgen. Vi var noget bekymrede, da vi bestemt ikke var sikre på at alle de forsinkede var kommet med fra Hirtshals da vi sejlede den anden vej. Og ganske rigtigt: Da vi nærmede os færgen gik en af dem der dirigerede bilerne målbevidst frem og satte en kegle lige bag vores bil, så resten af køen ikke kunne køre frem. Derefter blev en anden bane af varevogne vinket frem. Hvor mange der evt. efterfølgende fik lov at komme med på færgen ved vi ikke, men de har åbentbart haft styr på hvor køen skilte.
På færgen blev Trine, Karen og Ellen bedt om at stå ud af bilen, så de kunne pakke lidt tættere. Og det skal jeg love for de gjorde! Trine måtte klare Ellen og Karen, og Kåre fulgte efter med de ting vi skulle bruge på færgen. Men vi fandt da sammen og en plads på øverdækket, som vi havde betalt for en plads på.
Den smule frokost vi havde nået at få blev suppleret med yoghurt til Ellen, som hun gerne ville have, og smørrebrød til Kåre, som Trine tog et par bidder af. Frygten for søsyge gav ikke lyst til mere. Ellers gik turen med at holde Ellen nogenlunde rolig. En temmelig overtræt pige kan være svær at holde i skak på en færge. Men med lidt ture på dækket, lidt legetøj, og til sidst en is købt for egne penge, lykkedes det nogenlunde. Først de vi skulle finde bilen igen måtte vi have lidt fat i hende for at få hende til at følge med.
Det viste sig at bilerne var pakket så tæt, at nabobilen og Trines side af bilen ikke kunne åbnes. Derfor stod Trine og Karen og ventede på at Kåre kunne køre bilen lidt frem før vi kunne få dem med ind i bilen. Nabobilen måtte også pænt vente med at kunne køre til jeg var af vejen. Karen fik så lov at sidde på skødet til vi kom af færgen og kunne sætte hende om i autostolen. Og så gik turen ellers til Biersted!
Trine havde bestilt noget med grøntsager (og ingen spegepølse) til aftensmad, og det var der bestemt også! Majs, gulerødder, bønnesalat, agurker, stegte kartoffelskiver og en enkelt ikke-grøntsag: Hamburgerryg. Ellen ville først slet ikke have noget (hun havde ellers klaget over at være sulten hele vejen fra Hirtshals), men til sidst fik hun da en majs, nogle agurker og efter lidt tid noget bønnesalat. Hun kunne nu slet ikke holde sig i ro, og hoppede rundt på stolen til hun til sidst sagde tak for mad og stak af.
Siri havde haft det godt i Biersted – omend hun var smuttet en enkelt gang til genboen og nær havde taget livet af ham ved at snige sig op bag ham og kræve opmærksomhed med at højlydt “vuf”. Heldigvis tog han det pænt, og da Siri var smuttet efter en labrador havde han kaldt efter ejeren at Siri bare var stor, men ikke gjorde noget. Hun er desværre ikke alt for god til at komme, når noget andet er mere spændende – i hvert fald ikke før det lige er undersøgt først…
Vi kørte umiddelbart efter aftensmaden og var hjemme 20.30. Ikke overraskende var det ret svært at få Ellen i seng – og især blive der. Men Trine fik hende puttet mens Kåre fik tømt bil og trailer. Og det må vist være slutningen på den ferie…
This entry was posted on Thursday, July 28th, 2011 at 22:12 and is filed under Ellen, Ferie, Geocaching, Karen. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.