Fredag formiddag tog vi til Randers for at købe øl og planter og eftermiddagen blev brugt i haven.

Da det var ved at være Ellens sengetid ville jeg lige skifte Karen og med hånden på hendes mave rækker jeg ned efter en ble. Men hånden blev løftet og Karen tog den direkte på hovedet/panden ned på gulvet. Hun var helt stille et kort sekund og så skreg hun heldigvis. Da jeg fik hende beroliget sendte jeg Ellen ud efter Kåre og vi blev enige om at ringe på skadestuen. Jeg fik besked på at komme med det samme, selvom pupillerne reagerede som de skulle, hun ikke havde kastet op, hun havde spist og hun sad og smilede til mig.

Så jeg kørte til Randers og Kåre tog sig af en noget ked-af-det Ellen. Hun kunne jo slet ikke forstå hvad der skete.

Karen sad og pludrede i bilen og da vi kom ind til skadestuen blev vi sendt direkte ned. Desværre havde sygeplejersken glemt at ringe ned og sige at vi var der, så det var først da der blev kaldt en anden ind og jeg spurgte om vi var et forkert sted de “fandt” os. Sygeplejersken ringede så til børnelægen, som bad os komme op i børnemodtagelse. SHIT – der er altså LANGT – okay, 200 meter er måske ikke så langt, men det er det, når jeg skal gå med Karen på armen. Men heldigvis var de hurtige og bad en portør hjælpe os, så Karen blev kørt i en tremmeseng.

På børneafdelingen forsøgte de at måle blodtryk på hende, men hun brød sig ikke om at få en manchet om armen. Hun synes heller ikke det var sjovt at blive lyst ind i øjnene. Børnelægen mente ikke at hun havde taget skade – der var knap nok en bule, men vi skulle blive der et døgn. Så vi trillede ned på stue 7 – en to-sengs stue med altan og dobbelte døre ud til den – som vi heldigvis havde for os selv.

Gennem hele natten fik hun tjekket øjnene og forsøgt tjekket blodtryk. Og selvom ungen blev vækket klokken tre af at der stod en og lyste hende ind i øjnene storsmilede hun bare. Det er ikke just min reaktion, når nogen vækker mig om natten!

Efter tjekket klokken 6.20 mente Karen ikke der var nogen grund til at sove videre, så vi tullede lidt rundt og fik tiden til at gå indtil morgenmaden, som blev indtaget på altanen.

Klokken lidt i 11 kom Kåre og Ellen – Ellen blev meget glad for at se os igen – hun havde manglet os! De havde taget bussen og det havde været spændende – de havde endda været med TO busser! Vi spiste frokost sammen og så kørte de hjem igen – i bilen.

To gange i løbet af dagen var der en sygeplejerske inde for at tjekke at der ikke var tale om misrøgt og børnemishandling. Jeg tror nok jeg bestod, de havde da i hvert fald ikke andet end ros overfor Karens udvikling og diskrete elastikker om lår og arme…

Der blev stadigvæk forsøgt målt blodtryk, men hver gang der kom en sygeplejerske vågnede Karen. Så da hun sov godt og grundigt, tog jeg selv og satte det på hende og målte – og så var det pludseligt indenfor normalområdet. Indtil da havde det været for højt.

Efter aftensmaden (i øvrigt en rigtig lækker kalvesteg med nye kartofler efterfulgt af ananasfromage) kom lægen og tjekkede hende og hun blev dømt kampklar – sund og frisk unge, som vi selvfølgelig skal holde øje med, men som gerne måtte komme med hjem.

Så da Kåre og Ellen kom var vi også mere end klar til at komme hjem igen!

Nu håber jeg så bare det er absolut sidste gang jeg ser en børneafdeling – altså lige bortset fra at jeg skal forbi i morgen for at hente min mobiloplader…

Men skal man endelig indlægges med et barn, så er Randers ikke noget ringe sted at blive det. Der er tre gode opholdsrum, masser af legetøj, en stor terasse og en god legeplads.

« Grød
Hverdag igen »

This entry was posted on Sunday, June 5th, 2011 at 14:16 and is filed under Ellen, Karen, Syg. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.