Resten af sommerferien
Den sidste uge gik med besøg af Tomas, Dina og Ask, en tur til farmor og farfar, en tur til Silkeborg og en tur til høstdag med Dansk Schleswiger Forbund.
Mandag kom Tomas, Dina og Ask på besøg. Karen har jo altid været den mindste, både i familien og i børnehaven, så hun synes det var lidt sjovt med sådan en bette størrelse. Og Ellen snakkede alle et øre af og nød at vise alting frem. Stakkels Tomas fik da i hvert fald bygget et par togbaner…
Onsdag kørte Kåre og pigerne til Bjergby, hvor de hyggede sig med de ældste fætre og kusiner.
Fredag spurgte vi Ellen hvad hun allerhelst ville. Hun ville gerne lege i rørene i Silkeborg. Så vi kørte til Silkeborg og tog på McD… Hun havde slet ikke tid til at spise, men legede. Hun fandt sammen med en anden pige og de hyggede sig sådan at vi blev der 2½ time… Det var lidt kedeligt, men jeg fik handlet lidt og Kåre fandt en mystery.
Bagefter kørte vi ud for at gå en tur om Vejlsø – men kom til at gå forkert og endte med at gå rundt om Vejlbo Mose i stedet for. 🙂 Vi spurgte Ellen hvad hun helst ville – det var hendes dag – og hun valgte at bade i Almindsø i stedet for at tage i Aqua.
Her var det nu kun mor der fik svømmet, Kåre har aldrig været den store vandhund og beholdt tøjet på og ungerne nøjedes med at soppe. Ellen fandt igen sammen med en pige – denne gang en franskmand. De forstod ikke så godt hinanden, men det forhindrede dem ikke i at snakke løs. 🙂
Søndag kørte vi nordpå og var til høstdag med Dansk Schleswiger Forbund. Det var rigtig hyggeligt. Vi havde madpakke med og så hvordan høsten forgik i Gamle Dage(TM). Ellen har jo redet et par gange i løbet af sommeren, men der har ikke været nogle steder jeg har måtte ride sammen med Karen. Men sådan en schleswiger er altså kraftig nok til at kunne klare selv mit tunge korpus, så Karen fik en ridetur! Jeg kørte i hestevogn med pigerne ned til bilen – Kåre måtte gå med klapvognen.
This entry was posted on Monday, August 6th, 2012 at 13:19 and is filed under Ellen, Farmor og farfar, Ferie, Karen, Natur, Udflugt. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.