Legoland
Vi skulle jo lige nå i Legoland inden lukketid, så det blev i går. Vi havde ikke sagt noget til ungerne, men da Kåre spurgte om de kunne gætte hvad vi skulle, sprang Ellen op, råbte Legoland og løb ud for at finde den kasket hun fik sidste år.
Vi nåede derned lige før middag og der var ungerne ved at være godt sultne. Og så havde vi glemt Ellens flyverdragt! Lige det rigtige vejr til det, ikke? Men vi fandt et par ekstra bukser og et par regnbukser i bilen. Hun frøs dog helt vildt indtil vi fik noget at spise.
Vi ville egentlig have haft madpakke med, men så gærede dejen til pølsebrøddene, så vi var blevet enige om at købe noget dernede. Hvad vi ikke havde regnet med, var, at så godt som alle steder man kunne købe mad, var lukket. Så vi måtte gå gennem hele parken for at finde et sted jeg havde hørt man kunne få pizza og pasta. Og heldigvis var der da åbent og endda også varmt. 🙂 Prisen var grim. 179 kroner for voksne og 119 kroner for børn stod der udenfor. Det viste sig godt nok at Ellen var billigere og Karen var gratis – men alligevel var det dyrt for bløde pizzaer, udkogt pasta og fabrikslavet salat. Men vi blev da mætte og kunne få varmen, så vi var klar igen. Og nu var Ellen også ordentligt varm.
Vi var rundt i hele parken og Ellen fik lov til at prøve alt det hun ville. Imponerende nok kunne hun huske en del fra sidste år. Karen prøvede også alt det hun måtte og specielt den gammeldags karrusel var et meget stort hit. Ellen synes Dragen var det allersjoveste.
Det var også lidt sejt, at en af piraterne gav mig et knus og vidste hvad Ellen hed – det var en gammel efterskoleven.
Vi prøvede det sidste lige klokken 18, hvor forlystelserne lukkede. Så gik vi en lille tur i Miniland og var omkring butikken inden vi kørte nordpå igen. Vi var godt nok trætte!
Næste år må vi hellere tage derned i god tid og sørge for at have et par dage.
This entry was posted on Sunday, October 28th, 2012 at 21:39 and is filed under Ellen, Karen, Udflugt. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.