Hverdag
Mandag morgen var spændende, for da vi stod op var håndværkerne godt i gang med at grave haven op. Så der har været masser at se på hele ugen.
Mandag eftermiddag var Ellen igen til multisport og denne gang var jeg bedre forberedt, så det var hyggeligt. Vi spillede bl.a. badminton og det var hun faktisk bedre end jeg havde regnet med til. Og så var det hjem for at lave aftensmad – lidt sent, når gymnastik og multisport slutter klokken 18. Men heldigvis fandt vi ud af at der er fællesspisning i cafeteriet om mandagen, så jeg skyndte mig at skrive os på listen, så næste mandag skal vi bare gå ind i cafeteriet og så er maden klar. 🙂
Onsdag ringede de fra vuggestuen, at Karen var syg – slap og formentlig feber og hun havde ikke lyst til sin madpakke! Jeg cyklede ned for at hente hende, men konstaterede sammen med de voksne, at hun ikke kunne sidde på cyklen hjem. Så en af de voksne hentede hendes bil, mens en anden pakkede Karen i tøjet og jeg cyklede hjem. Så Karen blev kørt hjem og hun havde da også 39,6 og kunne knap nok stå selv. Sikke en fantastisk vuggestue vi har! Men efter et afsnit Shaun the Sheep, et halvt æble, lidt juice og en god lur, så var hun faktisk glad igen.
Og onsdag aften kom mormor og moster Ane forbi på vejen hjem fra Tyskland – det var hyggeligt. 🙂
Torsdag blev hun hjemme, men hun var egentlig frisk.
Fredag kørte vi til Randers for at få byttet et par vinterstøvler til Karen og endte med at gøre ungerne lykkelige: Vi tog på McD for at spise “aftensmad”. De har virkelig fat i noget af det rigtige med de rør, for Ellen er totalt ligeglad med maden. Men først var Ellen virkelig ved at vise at hun er en pige. Hun gik helt i koma i H&M: Den der kjole, og den der, og den der osv. Og så den helt gode: “Orv, mor, se lige de her flotte lyserøde nogen til at have om brysterne!”
Lørdag tog mig og Ellen i biografen i Bjerringbro for at se Arriettys Hemmelige Verden. Det var godt nok en “frarådes under 7 år”, men det var et stort hit, omend det var lidt svært at sidde stille i næsten to timer. “Det er godt nok en god film”, hviskede hun til mig efter ca. en halv time. Efter filmen købte vi en portion pølsemix og satte os på et koldt torv og spiste. Så gik vi i Aldi og tog bussen hjem. Senere gik vi en tur i skoven.
I dag har vi været i Fladbro for at geocache på cykel. Der blev leget fængsel ved broerne langs Gudenåen. Jeg tror nok det var noget fra en af de fantasybøger Kåre og Ellen læser.
This entry was posted on Sunday, November 4th, 2012 at 15:58 and is filed under Abekattestreger, Ellen, Geocaching, Guldkorn, Gymnastik, Hverdag, Karen, Mormor og morfar, Moster Ane, Syg, Udflugt, Vuggestuen. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.
November 22nd, 2012 at 23:11
Toke Eskildsen says:Det er sjovt som McD har sagnstatus. Det var det samme dengang vores unger var mindre – de har aldrig talt om Jensens Bøfhus eller Burger King med julelys i øjnene.