Nyt værelse og Kattegat
Vi har fået lavet nyt værelse til Ellen og fået indrettet Karen i deres gamle værelse. Det går fint, bortset fra at Ellen i går aftes ville ind til Karen og sove. Men det eneste der kan soves i bortset fra Karens seng er vuggen og Ellen skal godt nok foldes lidt sammen for at kunne være der.
Tirsdag var vi inviteret til fødselsdag i Hadsted hos Christina og Casper. Det var som sædvanligt hyggeligt. Ellen og Ann-Kathrine fandt hurtigt sammen og Christina overtog Karen. Karen fik et sæt af Caspers aflagte nattøj at køre hjem i, så hun sov trygt i bilen og videre hjemme.
Onsdag gik turen i IKEA efter en skrivebordsstol og et par andre småting til Ellens værelse. Boldrummet var lukket igen – Ellen tog det nu ganske pænt og ville gerne lege alligevel. Men det varede ikke længe inden vi blev ringet op, at nu ville hun gerne hentes.
Torsdag var jeg til fys og på vejen hjem var jeg lige omkring Kirkens Korshærs butik i Langå, hvor jeg fandt et lyserødt rullegardin med prinsesser og slotte. Ellen blev lykkelig.
Fredag var vi en tur i Grenå for at besøge Kattegatcenteret. Vi købte årskort til Nordsøen, da vi var deroppe i efteråret, så det var ganske gratis at komme ind. Vi havde taget madpakker med og fandt et sted med udsigt over Kattegat og sælerne, hvor vi kunne spise.
Jeg var ikke udpræget imponeret – det virkede lidt slidt og så spændende er fisk altså heller ikke.
Ellen har været noget af en håndfuld. Jeg aner ikke om der sker for lidt eller for meget eller for forkert, men i hvert fald hører vi stort set ikke andet end brok fra hende og hun er meget destruktiv. Det gør det svært at holde en hyggelig sommerferie.
This entry was posted on Saturday, July 21st, 2012 at 11:50 and is filed under Ellen, Familie, Ferie, Karen, Legekammerater, Udflugt. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.