19. juli – Det canadiske sundhedssystem
Ellens fod var hævet, blå og gjorde ondt. Hun ville ikke rigtig støtte på det yderste af foden, og sagde at det var inde i foden det gjorde ondt. Vi blev enige om at det nok var bedst at få en læge til at kigge på foden. Vi var lidt bekymrede, for hvis det nu havde noget at gøre med det der var sket med klaveret hun havde fået over foden i Danmark, mon vi så risikerede at forsikringen ikke ville dække? Så vi valgte at ringe til forsikringen og checke, og de mente bestemt at det ikke var noget problem, når problemerne først var opstået i Canada.
Så vi tog på skadestuen med Ellen. Det er der Paula arbejder, så så fik vi også set det. Ellen blev modtaget, og indskrevet og fik et armbånd på med fine hjerter – og da Karen straks stak armen frem for også at få et, fik hun også et lille klistermærke på armen. Ved registereringen sikrede de sig at vi var klar over at vi selv skulle betale, og efter ikke ret lang tid blev vi vist ind til en sygeplejerske. Hun kiggede på foden og vurderede at vi skulle have taget et røngtenbillede. Vi nåede lige at læse en bog om følelser, før Ellen blev kaldt ind til røngten, og Ellen var rigtig dygtig til at sidde stille mens billederne skulle tages. Der blev taget billeder fra tre vinkler, og så blev vi sendt tilbage for at tale med en læge. Der var en smule ventetid før han dukkede op, men han kiggede på røngtenbillederne, da han fandt ud af at billederne allerede var taget, og kunne se intet var brækket. Så der blev ordineret ro og smertestillende (noget kraftigere end vi er vant til at ordinere til 5-årige i Danmark). Prisen blev 75$, som var noget mindre end vi havde regnet med.
(Opdatering: Efter hjemkomsten lå der en regning på yderligere 718$ – heldigvis tager forsikringsselskabet sig af det.)
I skadestuens cafeteria købte vi frokost (meatpies og salat) og kørte til en nærliggende offentlig sø. Egentlig kørte vi efter Fishcreek Provincial Park, men endte ved badesøen i parken i stedet for. Der var mange mennesker, men ikke sådan at man ikke kunne trække vejret. Vores medbragte tasker blev undersøgt ved indgangen – de vil simpelthen ikke have flasker og alkohol ind i parkerne – og det er jo sådan set fornuftigt nok.
Vi satte os i skyggen oppe mellem nogle træer og ungerne var godt trætte af at vi ikke havde badetøj og håndklæder med – men vi måtte altså nøjes med at soppe. Ellen skulle jo heller ikke bevæge sig alt for meget.
Vi kørte op i centeret for at kigge lidt og få handlet. Ellen kom i en kørestol – meget praktisk, så vidste vi hvor vi havde hende. 🙂 Vi startede i Sears og fandt to fine kjoler til ungerne på udsalg til $6 stykket. Men Karen gad BARE ikke det der pjat, så Kåre og hende gik hjem igen, mens Trine og Ellen browsede videre. Vi fik kigget på en masse ting og butikker – Ellen ville ind i alle sammen og pludselig var klokken blevet mange – og vi skulle nå at handle inden vi kunne komme hjem til aftensmad. Vi kiggede op i deres Food Court, men det kunne Trine slet ikke overskue, så selvom Ellen ville have nuggets og pommes frites, blev det altså til at Trine smuttede ind i SafeWay efter et par pizzaer og nogle frosne pommes frites. Pizzaerne var gode nok, men vi havde ikke tålmodighed til at vente på at pommes fritesene (hvad hedder det i bestemt flertal?) blev færdige, så de blev spist halvrå.
Og så var det ellers i seng med ungerne, der godt nok klagede en del over gårsdagens mange myggestik – den slags har det også med at blive trælse når de kommer under en varm dyne!
Vi andre smed os foran fjernsynet og kiggede de mange kanaler igennem. Hvor er der dog meget l**t på tv! Men i det mindste var der da et par afsnit BBT. 🙂
This entry was posted on Sunday, September 1st, 2013 at 11:53 and is filed under Ellen, Ferie, Syg, Udflugt. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.