Grusgrav og dansende køer
Fredag aften kørte vi til Randers for at hente vores aftensmad og for at finde en geocache – Grusgraven. Mig og Ellen rutchede mest ned i grusgraven og vel nede spiste vi vores sandwiches. Vi havde købt pastasalat til Ellen, det plejer hun gerne at ville have, men nej – hun spiste halvdelen af Kåres sandwich! Siri nød at få lov til at løbe frit. Ellen var rigtig god til at klatre på bakkerne/skråningerne og måtte kun lige have hjælp det allersidste stykke op.
Lørdag var bare en tulledag og i dag skulle vi ud for at se køerne danse. Sidste år var vi oppe ved Hammershøj, så i år kørte vi til Rødkærsbro. Ellen smagte noget mælkenoget og synes det var godt. Vi så og klappede kalvene – Ellen havde ikke helt mod til at lade de ret store kalve slikke hende, men hun synes de var spændende. Vi så også en ko blive malket af en robot – der var bare ikke nogen der havde fortalt robotten at koen manglede en pat, så den blev ved med at prøve at sætte dimsen på koen. Koen virkede nu ligeglad, bare lidt nysgerrig overfor alle de mennesker der stod og så på den. 🙂
Og så var det tid til at køerne skulle ud. Vi fik en fin plads langt fra stalden, men med rigtig god udsigt. Og så var vi endda så heldige at køerne kom helt ned til os og hoppede rundt. Ellen var lidt betaget af dem, men også glad for at far var lige ved siden af hende. Inden vi skulle hjem nåede Ellen at lege lidt i halmen, som dog var sat op på en måde så det mest var til store børn.
På vejen hjem var vi lige i Ans for at finde en cache der har irriteret os i flere år. Vi har bare ikke kunnet finde den. Men i dag råbte og skreg den af os… Suk.
Ellen er begyndt at være meget let antændelig! Hun vil have sin vilje og får hun den ikke, så bliver hun skrigende sur. I aften efter aftensmaden skulle vi ud. Det ville hun egentlig gerne, men hun ville ikke have strømper på, hun ville ikke have sko på og hun ville ikke have jakke på! Så de blev puttet på en skrigende og kæmpende unge og så snart det var overstået, så gik hun ud og legede dejligt tre kvarter. Somme tider er det fordi hun selv vil, og så får hun lov til det selv. Men når hun så bare fjoller rundt, så bliver vi jo nødt til at gøre noget og så bliver hun sur! Heldigvis bliver hun oftest hurtig god igen. Normalt får hun også lov til at gøre tingene selv og så beder hun om hjælp når hun ikke kan mere.
Det er ikke altid nemt at være to år og ikke helt kunne det man vil og ikke helt kan sige hvad man egentlig vil – og det er heller ikke altid nemt at være forælder til en to-årig, der vil selv og ikke kan sige hvad hun vil!
This entry was posted on Sunday, April 18th, 2010 at 21:14 and is filed under Geocaching, Hverdag, Natur, Trods, Udflugt, Udvikling. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.