Archive for November, 2010
Hvad mon der er galt?
Ellen vil bare ikke i vuggestue i tiden. Når vi skal hjemmefra, siger hun at hun ikke har lyst til at skulle i vuggestuen. Når hun skal ud af bilen beder hun om at måtte blive i bilen. Når hun skal ind i vuggestuen siger hun “det er ikke sjovt for mig herinde”. Og når jeg skal gå bliver hun fuldstændig utrøstelig. I morges blev hun helt hysterisk, da jeg smurte hendes madkasse – for det betød jo at hun skulle i vuggestuen.
Men når jeg så kommer og henter hende, så har hun ikke tid til at skulle med hjem igen.
Det er lidt trist, for man er da ked af at går fra et barn der bare græder og græder og vi have sin mor.
Spørgsmålet er om det er fordi hun nu er en af de tre største der er tilbage i vuggestuen og om hun simpelthen savner dem der er kommet i børnehave. Problemet har bare været der i perioder før også – dog ikke så slemt som nu.
Vi må håbe det bliver bedre – ellers har vi forældresamtale om halvanden uge, så må vi snakke om det der.
Weekenden
Fredag morgen virkede hun ganske frisk og der var heller ingen feber. Så vi endte med at tage til Biersted til aftensmaden. Da vi spurgte om hun ville med hjem til mormor og morfar var kommentaren: Kommer I så og henter mig? 🙂
Hun var nu lidt ved siden af sig selv – måske fordi moster Ane og onkel Anders også var der.
Hun fik lov til at sove på en madras på gulvet – men det tog nu lang tid før hun endelig faldt til ro – på gulvet og med hovedet på madrassen. 🙂
Lørdag gik med at være ude og i butikken. Hun elsker at være i butikken, men nu er hun faktisk begyndt at plage lidt. Men det hjælper nu ikke noget.
Vi kørte hjem igen til aftensmaden og Ellen blev puttet i sin egen seng. Klokken 3.21 vågnede hun og så skreg hun ellers mere eller mindre indtil klokken 4.45, hvor hun kom ind i vores seng. Hun puttede sig straks ind til mig og så sov hun ellers indtil klokken 9.30. Aner ikke hvad der var med hende – men hun fylder altså meget, når hun sådan insisterer på at sove helt tæt ind til en! Det er nu også hyggeligt. 🙂
Da hun vågnede lå Kåre og læste Doonesbury. Ellen ville låne den og stavede halvdelen af titlen – lidt imponerende, for det var med små bogstaver, altså minuskler, som jeg ikke synes at hun har kunnet endnu.
Søndag var vi lidt i haven, men tog det ellers stille og roligt.
Mandag morgen kom hun ind til mig som hun plejer, så på vækkeuret og sagde at der stod “B – E – E” – klokken var 8.33 – og så snakkede vi lidt om forskellen på tal og bogstaver, men hun mener altså stadigvæk at der står B når der står 8.
Nu står vi jo ikke så tidligt op her i huset, så da vuggestuen skulle være i hallen klokken 10 gik vi bare derned for at mødes med dem. Ellen var meget glad, men lidt utryg da vi skulle gennem skolens legeplads, hvor der var frikvarter. Til gengæld synes hun det var RIGTIG sjovt, at hun fik lov til at gå en anden vej gennem ældreboligerne end jeg gjorde. Det er spændende at få lov til at gå selv når man er 2½. 🙂
I aften skal vi lave hule – det bad Ellen om i morges, så vi skal bygge en hule. 🙂
Syg
Det er ikke ofte det sker at Ellen er syg, men i går omkring klokken 15 ringede de fra vuggestuen, at Ellen altså havde feber og var noget pylret. Så jeg kørte ned efter hende og hun var også godt varm. Hun havde endda sagt nej tak til is – og så er den gal! 🙂
Men vi tilbragte eftermiddagen og aftenen foran fjernsynet – hun havde ikke lyst til at spise aftensmad, men fik en brik juice og en mandarin. Da hun blev puttet havde hun 39,4.
Klokken 4 vågnede hun så og råbte efter et glas vand. Det fik hun naturligvis, men så skulle hun i hvert fald også have sine nye hjemmesko, som hun havde fået om eftermiddagen – de skulle stå ved siden af hende. Det fik hun også.
Jeg havde håbet at hun ville sove lidt længere i dag, men 7.08 kaldte hun og var klar til at skulle op. Suk.
Hun har været meget opmærksomhedskrævende hele dagen, så snart jeg har flyttet mig har hun råbt på mig igen. Hun skal helst sidde på skødet. Det er såmen også meget hyggeligt – bare ikke 10 timer i træk og med 40 i feber op af min i forvejen lidt for store mave!
Klokken 17 kom Kåre hjem og det var hun glad for. Det var jeg også! I aften har hun spist lidt og inden hun skulle i seng fik hun et lille glas kakao med en skjult dagsorden: Der var blandet Panodil i. Og da hun havde fået taget temperatur (38,9) fik hun to mandler.
Nu er hun blevet puttet, men hun ligger og tæller – det vides ikke præcist hvad. 🙂