Archive for the ‘Vuggestuen’ Category

Siden sidst og indtil jul

Jeg ved ikke lige hvad der gik galt – men nu prøver vi igen.

En lille billedfortælling – bare for lige at komme nogenlunde up-to-date.

Aktiv uge i børnehaven

Mandag skete der vist ikke noget specielt i børnehaven, men om eftermiddagen var der jo gymnastik og multisport. Ellen var ikke så koncentreret, men hun havde det sjovt. Bagefter gik vi ind i cafeteriet og spiste chili con carne med salat. Ellen spiste godt nok kun ris og salat, men det var skønt ikke at skulle hjem og lave mad klokken 18.15. Så næste uge står den på kold kartoffelsalat og frikadeller.

Tirsdag var Karen med vuggestuen på biblioteket for at se film.

Onsdag afleverede Kåre Karen i vuggestuen og jeg blev hjemme med Ellen, som skulle til lægen 9.30. Da vi kom ud for at hente cyklerne, var hendes cykel punkteret, så hun måtte på løbecyklen. Men vi nåede det. Ellen var rigtig flink til at blive lyttet på lungerne og der var heldigvis ingen betændelse, så hun må bare fortsætte med masken lidt endnu/igen. Så skulle jeg lige have renset nogle sår, men Ellen hyggede sig fint 20 minutter i venteværelset – når man bare kan spille Angry Birds, så går det hele fint. 🙂

Og så ned i hallen, hvor der var koncert for alle børnehaverne og vuggestuen. Det er ikke så nemt at finde ud af hvor man skal ligge barnets tøj, når der er tøj fra over 100 børn – men vi fandt Karens flyverdragt og lagde det ved siden af. Vi listede ind i hallen, hvor Ellen hurtigt fik øje på Maria og løb hen til hende – så Karen nåede ikke at se mig.

Da vi spurgte Karen hvad hun havde lavet i vuggestuen, svarede hun med det samme: Musik. Det er første gang hun har svaret på det. Og da vi snakkede om det i morges fortalte hun endvidere at: Eling hånd.

I dag måtte jeg hive Ellen ud af sengen klokken 9. Da vi kom ned i børnehaven skulle Karen til at lave mad og Ellen skulle på skolen for at se teater, så da jeg kørte stod hun sammen med en anden pige hånd i hånd ude ved lågen og var klar til at gå.

Hverdag

Mandag morgen var spændende, for da vi stod op var håndværkerne godt i gang med at grave haven op. Så der har været masser at se på hele ugen.

Mandag eftermiddag var Ellen igen til multisport og denne gang var jeg bedre forberedt, så det var hyggeligt. Vi spillede bl.a. badminton og det var hun faktisk bedre end jeg havde regnet med til. Og så var det hjem for at lave aftensmad – lidt sent, når gymnastik og multisport slutter klokken 18. Men heldigvis fandt vi ud af at der er fællesspisning i cafeteriet om mandagen, så jeg skyndte mig at skrive os på listen, så næste mandag skal vi bare gå ind i cafeteriet og så er maden klar. 🙂

Onsdag ringede de fra vuggestuen, at Karen var syg – slap og formentlig feber og hun havde ikke lyst til sin madpakke! Jeg cyklede ned for at hente hende, men konstaterede sammen med de voksne, at hun ikke kunne sidde på cyklen hjem. Så en af de voksne hentede hendes bil, mens en anden pakkede Karen i tøjet og jeg cyklede hjem. Så Karen blev kørt hjem og hun havde da også 39,6 og kunne knap nok stå selv. Sikke en fantastisk vuggestue vi har! Men efter et afsnit Shaun the Sheep, et halvt æble, lidt juice og en god lur, så var hun faktisk glad igen.

Og onsdag aften kom mormor og moster Ane forbi på vejen hjem fra Tyskland – det var hyggeligt. 🙂

Torsdag blev hun hjemme, men hun var egentlig frisk.

Fredag kørte vi til Randers for at få byttet et par vinterstøvler til Karen og endte med at gøre ungerne lykkelige: Vi tog på McD for at spise “aftensmad”. De har virkelig fat i noget af det rigtige med de rør, for Ellen er totalt ligeglad med maden. Men først var Ellen virkelig ved at vise at hun er en pige. Hun gik helt i koma i H&M: Den der kjole, og den der, og den der osv. Og så den helt gode: “Orv, mor, se lige de her flotte lyserøde nogen til at have om brysterne!”

Lørdag tog mig og Ellen i biografen i Bjerringbro for at se Arriettys Hemmelige Verden. Det var godt nok en “frarådes under 7 år”, men det var et stort hit, omend det var lidt svært at sidde stille i næsten to timer. “Det er godt nok en god film”, hviskede hun til mig efter ca. en halv time. Efter filmen købte vi en portion pølsemix og satte os på et koldt torv og spiste. Så gik vi i Aldi og tog bussen hjem. Senere gik vi en tur i skoven.

I dag har vi været i Fladbro for at geocache på cykel. Der blev leget fængsel ved broerne langs Gudenåen. Jeg tror nok det var noget fra en af de fantasybøger Kåre og Ellen læser.

Dødt kamera

Så er kameraet vist endeligt afgået ved døden – linsen har i hvert fald en del problemer.

Siden sidst har der været arbejdsdag i børnehaven. Det var rigtig hyggeligt og ungerne synes det er sjovt at være der på en anden måde.

Der har været gymnastik. Ellen er glad for at være startet igen og det gik bedre med at få hende med hjem anden gang. Anden gang hun selv var til gymnastik gik mig og Karen hjem, så hun var der helt alene. Det gik helt fint, så det er vist planen for fremtiden.

Sidste weekend var vi med farmor og farfar i Randers Regnskov. Det var også hyggeligt – vi var der mere eller mindre fra de åbnede til de lukkede. Men så var det også et par trætte piger vi havde med hjem.

Vi er begyndt at spille Tantrix med Ellen – hun har nogenlunde styr på reglerne og kan også spille lidt strategeisk, men hun har ikke koncentration til et helt spil endnu. Vi er også begyndt at læse rigtige bøger for hende – primært fantasy. Vores lille pige er ikke helt så lille mere.

I går da vi skulle hjem fra børnehave øsregnede det og havde gjort det hele dagen, så der var vand over ALT. Så ungerne blev stoppet i alt deres regntøj og så skulle der hoppes i vandpytter. Det sjoveste var skolens rutchebane, som endte direkte nede i en kæmpe vandpyt.

Lidt af hvert

Vi har haft besøg af moster Ane, vi har været på bondegårdsbesøg og ungerne har hygget sig med mormor, mens vi andre har været i teateret for at se Chess. Vi har været til sommerfest i børnehaven og mig og pigerne har været i Lee for at købe whisky. Gymnastik er startet igen og biblioteket er begyndt at vise film for vuggestuen igen – det er ved at være vinterhalvår.

Og så lige en lille film af Karen og hende yndlingsbeskæftigelse:

Karen lægger puslespil (YouTube)

Gymnastik

Så er gymnastik startet igen – i år skal Karen gå om mandagen og Ellen om torsdagen. Normalt kommer vi 15-20 minutter før tid, fordi det passer med at vi henter ungerne i børnehaven der og det kan ikke svare sig at gå hjem. Så de får lov til at løbe rundt i hallen.

Men for første gang i mandag skulle Karen blive og Ellen skulle med hjem. Ellen skreg og skabte sig hele vejen. Til sidst stoppede jeg hende og sagde, at hvis hun blev ved, så endte det med at vi kører direkte hjem næste mandag og at hun ikke får lov til at komme med ind og lege inde. Hun snøftede lidt, men stoppede.

Da vi så kom helt hjem og vi kom ind i bryggerset smed hun sig ned og skabte sig 5 sekunder, rejste sig op og sagde: “Jeg skulle bare lige af med det sidste.” Og så var hun glad resten af tiden og hjalp med at tømme opvaskemaskine og dække bord.

Karen kunne i øvrigt godt huske hallen fra sidste vinter, hvor hun kom der med vuggestuen. Hun pegede og løb glad ind.

Ellen på ferie

Karen har været til tandlæge for første gang. Hun forstod ikke helt hvorfor hun skulle have en finger i munden, men opførte sig ellers nogenlunde eksemplarisk. Næste tandlægebesøg er om fem måneder.

Lørdag tog mig og Ellen til event i Kallehaugerland. Ellen kedede sig lidt – det var mest voksne der snakkede. Der kom godt nok en dreng på omkring otte år, men lige som de var kommet igang med at lege lidt, så kom der to mere på syv-ni år og så er det klart at en fire-årig ikke er spor interessant mere. Det blev Ellen lidt ked af. Men til gengæld var der masser af kage og frugt og is – og den slags kan Ellen godt lide. Jeg havde glemt sko til Ellen, men vi fik alligevel fundet to caches nær eventstedet og to af de tre eventcaches på vejen hjem. Og Ellen fik snakket Henriette et øre af. 🙂

Jeg havde egentlig lovet Ellen at vi skulle bade, men da Ellen ikke kan svømme, så var badebroen i lystbådehavnen i Mellerup ikke lige ideelt, så vi måtte springe svømningen over.

Søndag tog Kåre og Ellen til Bjergby og mig og Karen hyggede os hjemme. Vi var nede at handle (og kom til at købe en is – utroligt så grattet man kan blive af en lille is) og bagte pølsebrød til frokosten. Og så hyggede vi os ellers i haven i varmen – og soppede lidt i badebassinet.

Da Kåre kom hjem (Ellen bliver i Bjergby til tirsdag) og vi havde spist aftensmad gik vi en tur i skoven – Karen i bærestolen, for så kan man komme steder man ikke kan med klapvognen.

Det var lidt underligt i morges – vi var kun mig og Karen hjemme. Men det gik godt nok hurtigt. Selvom vi hyggede os med morgenmaden og fik smurt madpakke, så var hun i vuggestuen tre kvarter efter hun stod op!

Stadig ingen billeder

Sidste uge inden sommerferien er gået ganske stille og roligt – primært i øsende regnvejr.

I børnehaven har Ellen blandt andet danset mavedans, men efter hvad vi har fået fortalt, så opgav hun meget hurtigt, fordi hun ikke kunne finde ud af det.

Onsdag aften cyklede mig og Ellen en tur i skoven for at se hvordan det gik med shelterne. Der sker desværre ingenting, så det ender med at det der er lavet bliver ødelagt af vejr og vind. Men vi fandt årets første mosebølle – to til Ellen og et til mig – og der duftede af våd skov og kaprifolier.

I går var Karen snottet, havde lidt feber og var noget pyldret. Faktisk så meget, at hun faldt i søvn, mens hun puttede sig ind til mig – noget der ikke er sket i noget der ligner et år. Så hun fik lige en time inden aftensmaden, men var klar til at sove igen da hun blev puttet 19.20. Så gik mig og Ellen ned for at handle – Ellen insisterede på at bære en liter mælk i hånden hele vejen hjem. Der var mange snegle på vejen.

I morges vågnede Karen så 5.30 – sikkert fordi jeg havde været ude på badeværelset for at tage piller. Hun blev holdt lidt hen, men kom så ind for at få mormælk. Lidt efter kom Ellen også, så jeg udnyttede børnehaven og spurgte om ikke de havde lyst til at spise morgenmad der nede. Øj, de blev glade. Så hurtigt i noget tøj og på cyklerne ned i børnehaven, hvor Ellen satte sig med en skål corn flakes og der blev lavet havregrød til Karen. Og så var en af de voksne endda kommet til at tage fastelavnsboller op i stedet for almindelige boller, så der var lidt ekstra lækkert her dagen før sommerferien. (Og jeg strøg direkte hjem i seng!)

Første ferie

Tirsdag var begge unger tilbage i børnehaven og det var business as usual.

Onsdag var der forældresamtale om Karen – og som forventet så trives hun godt og udvikler sig som hun skal.

Torsdag var der forældrekaffe hos Ellen – skønt vejr, så det foregik ude på terrassen.

Søndag kørte vi alle sammen til Biersted, hvor vi efterlod Karen og Ellen – første gang Karen skulle overnatte uden mor og far.

Bortset fra at hun ikke mente at hun skulle sove i en babyseng, så gik det helt fint – også uden mormælk. 🙂 Det lyder i hvert fald som om både bedsteforældre og børnebørn har hygget sig – god mad og traktorture er ikke at foragte.

Jeg var lidt spændt onsdag morgen – også ganske bogstaveligt – men Karen havde ikke glemt det der amning, så det kører fint igen, selvom der var blevet holdt to dages pause.

Syge børn

Ellen er frisk igen – hun tager sin penicillin og bortset fra en gang diarre i går aftes på grund af lidt halvgiftige bær, så er hun helt som hun plejer.

Til gengæld skranter Karen. Hun var lige i vuggestue i går morges, men efter en tur til lægen, der konstaterede at hun ikke havde halsbetændelse, tog jeg hende med hjem. Og heller ikke i dag er hun frisk nok til vuggestuen. Hun er egentlig ikke syg – hun er bare heller ikke frisk.

Nu sidder hun og leger med sine byggeklodser og har tændt for Ramasjang. Så må vi se hvordan det går om halvanden time når jeg skal have skiftet dræn hos sygeplejersken – med Karen…