Archive for the ‘Legetøj’ Category

Tiden frem mod jul

Vi har heldigvis ikke haft så meget vi skulle i december i år. Æbleskiver hos farmor og farfar var det eneste vi alle sammen skulle. Kåre havde en julefrokost på arbejdet og Ellen har været inviteret til et par fødselsdage, som hun desværre slet ikke har magtet at skulle afsted til alligevel.

Så december er gået stille og roligt. Karen har været en smule syg, lidt diarre den ene dag og et par nætter efter stod hun lige så stille ved siden af os i sengen og fortalte, at hun havde gylpet i sengen. Så måtte der jo skiftes sengetøj, mens hun blev vasket – men det var det.

En enkelt lille geocachingtur er det blevet til, men ellers bare afslapning og hygge.

Vi har eksperimenteret lidt med ingen skærme efter aftensmaden – for nogen af os. Og der er ingen tvivl om at det projekt er sværere for forældrene end for børnene. De er begyndt at lege meget mere sammen – på en rigtig god måde. Så det synes jeg faktisk har været rigtig godt. Fredag aften gælder det naturligvis ikke – vi skal da se Disney Sjov. 🙂

Hverdag

Det er hverdag – vækkeuret ringer alt for tidligt, for nu er der jo pludselig en der skal i skole til klokken 8. Det er også lykkedes hver eneste dag, med en enkelt undtagelse, hvor Ellen måtte komme lidt for sent på grund af en nedsmeltning. (Åh ja, en måske relevant oplysning: Ellen fik i juni konstateret autisme – se næste indlæg.)

Ellen går glad i skole hver eneste dag, men som hendes lærer sagde i går: Nu begynder låget at komme af, så nu ser de også den Ellen vi ser. Faktisk var det helt rart at høre lærerens beskrivelse, for hun ser præcist det samme som os. Og Ellen er så glad for hende, så det er skønt.

I weekenden var vi i biografen alle fire – for allerførste gang, for Karen har aldrig været med før. Men hun startede på samme måde som Ellen – nemlig til Viborg Animations Festival. Vi så Ernest og Celestine, en belgisk tegnefilm. Den var rigtig sød og vi havde en rigtig god tur.

Karens fødselsdag

I går blev Karen 3 år. Vi havde sat vækkeuret, så vi kunne synge for hende. Hun kiggede op og gemte sig straks under dynen igen. Men hun blev glad for gaverne: Togskinner fra Ellen og en løbecykel fra os.

De legede dejligt med tingene, mens Kåre hentede rundstykker. Jeg måtte dog lige sige stop, da de ville køre ned af rutchebanen til Ellens seng på løbecyklen…

Vi har godt nok en løbecykel, men hun skriger hver gang hun kommer i nærheden af den. Så vi tænkte, at det måske kunne gøre en forskel at det var en anden. Og ganske rigtigt, så går hun glad rundt med den nye løbecykel. Hun har ikke helt fanget det med at løbe endnu, men det skal nok komme. For det tog godt nok lang tid at komme ned i børnehaven i morges…

Mormor, morfar og moster Ane kom til fødselsdagsfrokost. Karen havde bestemt at vi skulle have kyllingelår, pastasalat og broccolisalat og jeg havde så lige tilføjet en rodfrugtesalat og så noget brød.

Mormor havde sin albyl med (tablet) så de kunne have hver deres: Succes!

Og vi havde hejst flaget på vores nye flagstang for første gang!

Vejret var ikke noget at råbe hurra for og da vi nåede til aftensmaden var Karen meget træt og brugt – men jeg tror hun havde hygget sig.

I morges sov hun så til 9.30 – 14 timers søvn – hun må have været træt!

6. august – Indianermuseum, en sidste tur til Fish Creek og Chinook Center

Ellen havde spurgt meget til indianere og været meget fascineret af ham vi mødte ved Head-Smashed-In-Buffalo-Jump. Så for at lære hende lidt om rigtige indianere i stedet for “Lucky Luke-indianere” havde vi prøvet at finde ud af om ikke der var nogle muligheder ved indianerreservatet for Tsuu T’ina-folket ved Weaselhead i Calgary.

Der viste sig at være et museum, og det besluttede vi os for at besøge. Det var en mærkelig oplevelse. Vi havde fundet noget der mindede om en adresse og kørte efter den, men kunne ikke finde noget der mindede om at være et museum. Vi fandt til gengæld administrationsbygningen, som var en moderne luksuriøs meget flot udsmykket bygning, og Kåre gik ind og spurgte om vej i receptionen.

Instruktionerne førte os til en skole/gymnasium/sportshal, igen uden at noget mindede om at være museum. Kåre gik ind for at spørge om vej igen, og fandt inde i bygningen et lille skilt der vist mod museet, så han gik tilbage og hentede resten af familien. Vi gik ind i bygningen og efter skiltet, og pludselig løber en midaldrende kvinde efter os, og spørger om vi leder efter museet. Det kan vi jo bekræfte. Hun låser os så ind i det lille museum, der består af to ret små rum, med udstillinger af ting fra ældre og nyere historie i indianerreservatet. Vi måtte desværre ikke tage billeder.

Ellen syntes egentlig det var spændende, men havde svært ved at indordne sig under at det ikke var et sted man kunne pjatte og råbe op, og i det hele taget var det lidt mærkeligt at være de eneste der var til stede i museet, med en enkelt indianerkvinde der talte ret dårligt engelsk.

Vi endte med at forlade indianermuseet med nogle ret blandede indtryk. Det var helt tydeligt ikke et museum der tiltrak mange turister, men heller ikke et der prøvede på det. Vi snakkede om at grunden kunne være at indianerne ikke ønskede at være “i zoologisk have”, hvilket er forståeligt nok, men det føltes stadig som om der var masser af historie man kunne fortælle, som blev gemt lidt væk – som en slags dårlig samvittighed. Et andet indtryk var at indianerne var ret stolte over den indianerhøvding der havde lavet aftalen om reservatet – en aftale der åbentbart var langt bedre end den andre indianerhøvdinger havde forhandlet hjem. Alligevel kan man ikke andet end få en lidt dårlig smag i munden som besøgende europæer, når man ser på det relativt lille område indianerne har tilbage af deres store jagtmarker, fordi de ikke forstod europæisk måde at fortolke ejendom og ret til land på. Og det er svært at acceptere hvordan indianerne er havnet i et limbo af fattigdom, fordi de med deres selvstændighed i reservaterne ikke er en del af den udvikling Canada har gennemgået til industrialiseret vestlig verden, men alligevel ligger under den, da der ikke er plads til indianernes gamle verden i isolationen af reservatet. Canadierne med europæiske aner lader til at være rimeligt respektfulde overfor de oprindelige folkeslag i Canada. Men alligevel er skellet tydeligt og ubehageligt.

Efter besøget på indianermuseet var vi på gåtur i Fish Creek, denne gang i en lidt vestligere del end vi havde besøgt før. Vi startede med at lede efter en kort multi-cache, men den ville ikke findes. Derefter ville vi på gåtur. Vi havde planlagt en rundtur over tre broer, men desværre var dele af området spærret af efter oversvømmelserne, så det blev lidt mere en ferm-og-tilbage-tur. Det var til gengæld en fin tur. Vi gik blandt andet langs kanten af Fish Creek, hvor floden havde vasket helt ind til stien, og vi kun lige kunne kante os forbi på kanten af bredden. Og Ellen og Karen var meget begejstrede over at der var rigtig mange græshopper, som hoppede hen over stien, og de var meget imponerede over hvor langt de kunne hoppe. Det var vores sidste gåtur i Fish Creek park. Hvor er Calgary heldige at have så dejlig natur midt i byen!

Efter gåturen var det faktisk på høje tid til frokost, og vi var blevet enige om at benytte en food court til formålet, men også at køre et andet sted hen end SouthCenter Mall som vi havde besøgt så tit. Så vi kørte i stedet for til Chinook Center, som vi havde lagt mærke til flere gange vi kørte gennem byen, og som så meget stor ud, så hvorfor ikke se hvad der var der? Og det center var stort. Det var faktisk enormt.

Det første vi så der var en kæmpestor steampunk dinosaurus. Derefter gik vi op i stedets food court, hvor der over hovederne på os fløj forskellige steampunk flyvemaskiner. Ret underholdende at kigge på. Vi spiste et ret forglemmeligt måltid af junkfood og gik ud for at se på centeret.

Det var rigtig rigtig stort, og vi nåede ikke hele centeret rundt. Der var flere butikker i stil og størrelse med Magasin og Salling inde i centeret, foruden bunker af andre butikker. Et sted var der en meeeeget lang kø, og vi fandt ud af at det var til LEGO-butikken, der havde et arrangement hvor man kunne bygge en figur og få en lille LEGO-ting med hjem. Vi valgte at undgå køen.

Vores favoritbutik, hvor vi var længe, var Discovery Hut. En kombination, hvor der var legetøjsbutik med “intelligent/nørdet” legetøj til børn og brætspil og fan merchandise til voksne. Jeg kan ikke komme i tanker om nogen butik i Danmark der har tiltalt mig bare halvt så meget 🙂 Vi købte nogle spil til både Ellen, Karen og os voksne, og noterede os mærkerne på adskillige legetøjsproducenter til kommende ønskesedler. Vi kunne sikkert sagtens have købt os endnu fattigere.

22. juli – Badesø

Vi havde for en stille og rolig dag, og brugte igen formiddagen derhjemme med fri leg og god tid. Ellen og Karen nød det store udvalg af usund morgenmad som Nordamerika byder på foran tegnefilm i fjernsynet. Men til eftermiddagen havde vi planlagt at besøge Lake Sikome, som vi spiste frokost ved d. 19. juli. Vi havde lovet at vende tilbage med badetøj og legeting, og det gjorde vi så i dag.

Vejret var fantastisk da vi kom, og Ellen, Trine og Karen løb straks i vandet. Kåre var langt mere kedelig og blev på land. Ellen havde mod på at prøve at øve at lære en smule at svømme – søslanger er en god ting, og Karen var især begejstret for at lege med en skovl og en spand i vandkanten. Det var nogle dejlige timer i total ro og fred, og både Karen og Ellen nåede at blive helt begravet i sand. Til sidst begyndte det at regne, og vi besluttede at det var tid til at komme hjem. Mens Ellen, Trine og Karen fik skyllet sandet af under bruseren (der var kun loftsbrusere og begge piger var totalt hysteriske, så det var noget af en opgave!), samlede Kåre tingene sammen, og fik hele regnskyllen, som var i stand til fuldstændig få ham gennemblødt på fem minutter. Og da regnvejret udviklede sig til et tordenvejr blev alle kaldt op og søen lukket af livredderne.

Trine så nogle store fugle flyve henover som hun ikke kunne finde ud af hvad var – men det viste sig at være pelikaner! De har altså nogle lidt mere spændende dyr herovre!

Trine handlede og lavede wokmad til aftensmad, mens resten af familien slappede af.

21. juli – Fish Creek

Formiddagen blev en stille og rolig dag, hvor vi bare var hjemme. Trine fik prøvet vaskemaskinen. Den var topbetjent, det har vi ikke prøvet før. Og maskinen er tilsluttet både koldt og varmt vand. Det viste sig at standardprogrammet kun tager en god halv time, noget mindre end vi er vant til. Men tøjet blev tilsyneladende rent nok. Ellers blev der leget både inde og ude (Ellen elsker de mange børnebrætspil i kælderen), og vi fik ryddet lidt op i huset der efterhånden så rigeligt beboet ud.

Om eftermiddagen tog vi på tur. Dagen før var “Canada’s Park Day”, og det var jo en god undskyldning til at gå en tur i en park. Men Fish Creek Park havde altså snydt, og holdt dagen en dag for sent. Vi fandt frem til stedet, og der var lavet en masse for børn. Der var hoppeborge og småspil, og der var også frivillige der prøvede at flette legen sammen med lidt undervisning om f.eks. hvad for nogle fisk der var i Fish Creek og hvordan de lever. Et bestemt sted kunne man male en papfisk, og få sat den på en pind. Fisken på pinden var pigerne meget stolte af! Mens pigerne tegnede fisk var der en der genkendte at vi vist måtte snakke dansk – og spurgte om det var os der boede i Paula og Dans hus. Det viste sig at være en af Paula’s veninder, der gættede at danskere med to piger i den alder måtte være os – og hun mente også at kunne genkende Trine fra hendes Facebook-billede, når Trine havde kommenteret på nogle af Paula’s Facebook-postings.

Efter at have set tingene gik vi en lille tur langs Fish Creek. Der var ikke mange spor efter oversvømmelserne her, selvom man kunne se lidt aflejret mudder hist og her. Vi fandt også vores første canadiske geocaches: En earth cache (der er utroligt mange earth caches og virtuelle caches i Calgary) og en traditionel cache, som vi fandt på en lille rundtur. Desværre var der så mange myg, at Ellen til sidst blev helt hysterisk. Vi aftalte at der måtte købes myggespray dagen efter.

Til sidst fandt vi to tredjedele af en virtuel cache, den sidste tredjedel viste sig at være 3½ km væk, så vi fik ikke færdiggjort den. Men vi kom til et sted vi kunne få en is og en kop kaffe. Ellen blev holdt glad ved at få kameraet og tog en hel milliard billeder af alt muligt.

Aftensmaden blev i South Centre Mall’s food court. Pigerne var blevet lovet nuggets og pommes frites, og de blev leveret af KFC, mens Kåre besluttede sig for at forsøge en canadisk specialitet “Poutine”, som er pommes frites med brun sovs og cheese curds, fra New York Fries. Det er ærlig talt lige så mærkværdigt som det lyder. Trine var vinderen af det bedste mad, da hun fik en faktisk rigtig god japansk ret, fra en japansk bod. På vejen hjem handlede vi i Safeway overfor centeret. Ellen var især meget fascineret af et kæmpe udvalg af pyntede kager!

20. juli – Telus Spark og gadefest

Vi havde besluttet at besøge et “science center” som Trine har læst om, og som Kåre også har fået anbefalet af Birte der har været der med sine børnebørn. Centeret har navn efter det lokale teleselskab “Telus” og hedder “Telus Spark”. Så vi fik pakket os sammen i bilen og bad GPS’en vise os vej. Men vi havnede ikke der vi troede vi gjorde – i stedet kørte vi pludselig gennem Calgary Midtby og de store højhuse, noget jeg ikke var spor tryg ved, da jeg stadig ikke synes jeg var helt sikker på at jeg havde styr på de Canadiske færdselsregler (det er nu faktisk ret nemt at køre i Canada, de har fremragende skiltning og afstribning af deres veje, og de kan endda finde ud af at tælle i km/t og ikke mph). Da vi nåede parkeringspladsen som GPS’en bestemt mente var det rigtige sted var Kåre overbevist om at vi måtte være det rigtige sted, mens Trine mente det var helt forkert. Heldigvis lyttede vi til Trine – jeg tror vi må have været ved “Telus Convention Center”, men jeg er ikke helt sikker.

Men i andet forsøg nåede vi det rigtige sted, og kom indenfor i centeret. Vi lånte en klapvogn til Karen, og startede med at gå ind i børneområdet. Det viste sig at være helt fantastisk for pigerne. Udover et stort klatrestativ, der straks blev indtaget (og som Karen godt nok for vild i og blev lidt ked af), var der alverdens ting man kunne eksperimentere og lege med. Der var blandt andet et større vandanlæg, hvor der hang forklæder så tøjet ikke blev alt for vådt, men man så ellers kunne lege med pumper, både, dæmninger og meget mere; der var forskellige ting man kunne bygge tårne og figurer i; systemer med rør, tandhjul, trykluft eller roterende plader; en kuglebane med kugler i forskellige materialer og med forhindringer og hop; en maskine der kunne lave musik ved at man slog intrumenter til og fra på de enkelte taktslag og meget mere. Vi var ikke helt sikre på at vi fik pigerne med videre, men det lykkedes trods alt da vi til sidst lokkede med frokost.

Vi spiste i cafeen hvor pigerne fik pommes frites, gråntsager og slush ice – men de kunne ikke lide det sødestof amerikanerne bruger i slush ice, så det var ikke nogen stor succes. Vi erstattede slush ice’en med med en æblejuice, og det gik bedre 🙂 Vi voksne fik dagens ret, som var kartoffelmos, krydrede og stegte blomkålsstykker og en cheese burger – men med brun sovs i! Trine valgte at flytte den brune sovs til tilbehør i stedet for indmad i burgeren.

Bagefter fortsatte vi med at gå på opdagelse i udstillingerne, og det viste sig at det var lige så sjovt som børneafdelingen – der var masser af ting hvor man kunne eksperimentere i praksis, og hvis man havde tålmodighed også en del let-spiselige forklaringer på hvad man eksperimenterede med. Igen var det blandt andet et (nej, faktisk mindst tre forskellige områder) område med vand hvor man kunne bygge dæmninger der tiltrak opmærksomhed, men vi byggede også tårne, maskiner til at svæve og løfte en tung kugle i et rør med opdrift, kiggede på syns og hørebedrag og meget mere. Jeg har sikkert glemt en masse, men det var virkelig gode og sjove udstillinger, hvor man både kunne lege, eksperimentere og lære. Godt sted!

Midtvejs gik vi til en af demonstrationerne – vi havde sprunget de fleste over, for det er begrænset hvad pigerne ville få ud af det uden at forstå engelsk, men denne her var om ild – og det kan alle da forstå. Det var et rigtig godt show! Hende der holdt det fortalte en masse om hvad hun satte ild til, og prøvede hele tiden at få børnene i publikum til at gætte med på hvad der ville ske og medvirke. Og det er jo altid sjovt at se hvad der sker når man sætter ild til ting! Der var både balloner med gasarter, forskellige stoffer og almindelige ting som mel. Og imens nåede man lige at høre lidt om forskellige kemiske processer, for eksempel hvad en katalysator er, lidt om ædelgasser og det periodiske system, og lidt om hvor man bruger de forskellige ting vi så, alt sammen på et niveau der var rettet cirka mod indskolingsbørn. Ellen og Karen sad helt tryllebundne og fulgte med i det hele.

Pigerne havde det rigtig sjovt der. De ville egentlig gerne være blevet der endnu længere, men hen mod slutningen af turen var Ellens koncentration godt nok lidt væk, og hun løb bare fra udstilling til udstilling uden at have tid til at finde ud af hvad de egentlig gik ud på. Så det var nok godt nok at vi skulle til at afsted. Der var nemlig vejfest på vejen om aftenen, og vi skulle nå hjem for at være klar og få lavet vores del af sammenskudsgildet: Dansk gammeldags æblekage til desserten. Vi nåede dog lige et stop i souvenirbutikken, hvor Kåre købte en nørdet t-shirt, og Ellen og Karen fik et sæt insekter der ville komme ud når man opløste dem i vand. Vi troede faktisk da vi købte dem at det var ægte insektæg der var holdt kunstigt i dvale på en eller anden måde, men det viste sig nu at være gummi, da vi så ordentligt efter 🙂

Om aftenen var der som sagt gadefest. Der var alverdens slags salat og pulled pork-burgere. Vores bidrag var dansk æblekage til dessert, og den blev vel modtaget. Folk var fantastisk venlige og imødekommende. Jeg er ikke sikker på jeg fik snakket med alle, og jeg er helt sikker på jeg ikke fik fat i hvad halvdelen hed eller hvor de boede. Men udover masser af hyggelig snak fik vi en masse ideer til hvad vi kunne foretage os resten af ferien. Der var flere der havde familie eller bekendte fra skandinavien, og en familie kunne fortælle at de fik præcist den samme æblekage hver jul af en bedstemor med danske aner. Der var også et tysk ægtepar med, som besøgte et familiemedlem. Manden talte ikke engelsk, så jeg fik brugt mit tyske, hvilket gik meget bedre end jeg havde regnet med, men stadig meget dårligere end mit engelske! Ellen hoppede, gyngede og cyklede rundt med en dreng fra kvarteret, og Karen lånte en trehjulet cykel, som vi fik lov til at beholde til vi skulle hjem. Desuden var Ingrid hurtigt den bedste reserve-tante til begge piger, som var lykkelige over alt den opmærksomhed de fik! I det hele taget blev vi så godt modtaget at det var helt fantastisk. Undervejs viste beboerne også Calgarys sammenhold i forbindelse med oversvømmelserne, da der blev opfordret til at folk gav møbler og legetøj de havde i overskud videre til en ung familie, der havde mistet deres hus i oversvømmelserne. Vi havde af gode grund ikke nogen ting, og sagde fra overfor forslaget om bare at tømme Paula og Dans hus 🙂 Til sidst blev pigerne så trætte at de selv bad om at komme i seng. Trine gik med pigerne ind, mens Kåre blev der. Der blev snakket mere om alt mellem himmel og jord. Blandt andet blev der fremvist en original tysk brandbombe fra anden verdenskrig. Til sidst begyndte mørket at falde på, og med mørket kom myggene. Og så sluttede festen pludselig, og alt blev ryddet op på et kvarter. En rigtig hyggelig aften!

Ellens fødselsdag

Vi var jo lige ved at bygge om, da Ellen havde fødselsdag, men 10. april fik Ellen lov til at invitere alle krudtuglerne hjem til fødselsdag. Heldigvis kommer de med egne voksne – ellers tror jeg at 20 4-5-6 årige ville være noget af en håndfuld.

Men det gik så fint. De kom gående med flag og det hele og fik hurtigt spredt sig i hele huset, så det ikke virkede så overvældende. Der blev gynget og rutchet og klædt ud og spillet computer og bygget med LEGO og i det hele taget alt det sådan nogle førskolebørn gør.

Ellen havde bestilt dragepølsebrød i forskellige farver og saftevand og så is til dessert. De spiste godt, så mon ikke det var i orden?

Men vigtigst af alt: Ellen havde en god dag.

Biograf, regnskov, IKEA, fødselsdag etc.

Mig og Ellen havde været så heldige, at vi havde vundet billetter til Otto er et næsehorn, så vi var på pigetur til Randers. Vi sad allerbagerst i salen på et dobbeltsæde, så der kunne puttes under filmen. Så skulle vi jo have noget at spise, så jeg spurgte Ellen hvor hun gerne ville spise henne: Randers Regnskov. Så vi tog i Randers Regnskov for at spise frokost. Årskort er en god ting.

Røde Kors-butikken på torvet i Ulstrup havde 10-års jubilæum, så de havde pyntet hele torvet i strik. Det så rigtig fint ud. Og ungerne fik en bamse hver i butikken, så de var glade. Senere på weekenden var der endda mulighed for at få en ridetur.

Der blev også holdt fødselsdag for Ellen og Toke hjemme hos farmor og farfar i påsken.

Skallerup Klit

Da der skulle laves hul i væggen og flyttes vinduer valgte vi at tage i Skallerup Klit – det var lige så godt denne gang som sidste gang. Vi fik et hus helt oppe ved centeret, så det var så nemt.

Mig og pigerne tog til Biersted dagen inden, så Kåre kunne få ryddet værelserne i fred og ro.

Vi er godt nok ikke helt enige i deres aldersinddeling i legelandet. Ellen er rigeligt stor til det store og det var hun allerede for et år siden – også selvom hun først blev de krævede 5 år i marts. Selv Karen ville helst være i det store.