Formiddagen blev en stille og rolig dag, hvor vi bare var hjemme. Trine fik prøvet vaskemaskinen. Den var topbetjent, det har vi ikke prøvet før. Og maskinen er tilsluttet både koldt og varmt vand. Det viste sig at standardprogrammet kun tager en god halv time, noget mindre end vi er vant til. Men tøjet blev tilsyneladende rent nok. Ellers blev der leget både inde og ude (Ellen elsker de mange børnebrætspil i kælderen), og vi fik ryddet lidt op i huset der efterhånden så rigeligt beboet ud.

Om eftermiddagen tog vi på tur. Dagen før var “Canada’s Park Day”, og det var jo en god undskyldning til at gå en tur i en park. Men Fish Creek Park havde altså snydt, og holdt dagen en dag for sent. Vi fandt frem til stedet, og der var lavet en masse for børn. Der var hoppeborge og småspil, og der var også frivillige der prøvede at flette legen sammen med lidt undervisning om f.eks. hvad for nogle fisk der var i Fish Creek og hvordan de lever. Et bestemt sted kunne man male en papfisk, og få sat den på en pind. Fisken på pinden var pigerne meget stolte af! Mens pigerne tegnede fisk var der en der genkendte at vi vist måtte snakke dansk – og spurgte om det var os der boede i Paula og Dans hus. Det viste sig at være en af Paula’s veninder, der gættede at danskere med to piger i den alder måtte være os – og hun mente også at kunne genkende Trine fra hendes Facebook-billede, når Trine havde kommenteret på nogle af Paula’s Facebook-postings.

Efter at have set tingene gik vi en lille tur langs Fish Creek. Der var ikke mange spor efter oversvømmelserne her, selvom man kunne se lidt aflejret mudder hist og her. Vi fandt også vores første canadiske geocaches: En earth cache (der er utroligt mange earth caches og virtuelle caches i Calgary) og en traditionel cache, som vi fandt på en lille rundtur. Desværre var der så mange myg, at Ellen til sidst blev helt hysterisk. Vi aftalte at der måtte købes myggespray dagen efter.

Til sidst fandt vi to tredjedele af en virtuel cache, den sidste tredjedel viste sig at være 3½ km væk, så vi fik ikke færdiggjort den. Men vi kom til et sted vi kunne få en is og en kop kaffe. Ellen blev holdt glad ved at få kameraet og tog en hel milliard billeder af alt muligt.

Aftensmaden blev i South Centre Mall’s food court. Pigerne var blevet lovet nuggets og pommes frites, og de blev leveret af KFC, mens Kåre besluttede sig for at forsøge en canadisk specialitet “Poutine”, som er pommes frites med brun sovs og cheese curds, fra New York Fries. Det er ærlig talt lige så mærkværdigt som det lyder. Trine var vinderen af det bedste mad, da hun fik en faktisk rigtig god japansk ret, fra en japansk bod. På vejen hjem handlede vi i Safeway overfor centeret. Ellen var især meget fascineret af et kæmpe udvalg af pyntede kager!

Vi havde besluttet at besøge et “science center” som Trine har læst om, og som Kåre også har fået anbefalet af Birte der har været der med sine børnebørn. Centeret har navn efter det lokale teleselskab “Telus” og hedder “Telus Spark”. Så vi fik pakket os sammen i bilen og bad GPS’en vise os vej. Men vi havnede ikke der vi troede vi gjorde – i stedet kørte vi pludselig gennem Calgary Midtby og de store højhuse, noget jeg ikke var spor tryg ved, da jeg stadig ikke synes jeg var helt sikker på at jeg havde styr på de Canadiske færdselsregler (det er nu faktisk ret nemt at køre i Canada, de har fremragende skiltning og afstribning af deres veje, og de kan endda finde ud af at tælle i km/t og ikke mph). Da vi nåede parkeringspladsen som GPS’en bestemt mente var det rigtige sted var Kåre overbevist om at vi måtte være det rigtige sted, mens Trine mente det var helt forkert. Heldigvis lyttede vi til Trine – jeg tror vi må have været ved “Telus Convention Center”, men jeg er ikke helt sikker.

Men i andet forsøg nåede vi det rigtige sted, og kom indenfor i centeret. Vi lånte en klapvogn til Karen, og startede med at gå ind i børneområdet. Det viste sig at være helt fantastisk for pigerne. Udover et stort klatrestativ, der straks blev indtaget (og som Karen godt nok for vild i og blev lidt ked af), var der alverdens ting man kunne eksperimentere og lege med. Der var blandt andet et større vandanlæg, hvor der hang forklæder så tøjet ikke blev alt for vådt, men man så ellers kunne lege med pumper, både, dæmninger og meget mere; der var forskellige ting man kunne bygge tårne og figurer i; systemer med rør, tandhjul, trykluft eller roterende plader; en kuglebane med kugler i forskellige materialer og med forhindringer og hop; en maskine der kunne lave musik ved at man slog intrumenter til og fra på de enkelte taktslag og meget mere. Vi var ikke helt sikre på at vi fik pigerne med videre, men det lykkedes trods alt da vi til sidst lokkede med frokost.

Vi spiste i cafeen hvor pigerne fik pommes frites, gråntsager og slush ice – men de kunne ikke lide det sødestof amerikanerne bruger i slush ice, så det var ikke nogen stor succes. Vi erstattede slush ice’en med med en æblejuice, og det gik bedre 🙂 Vi voksne fik dagens ret, som var kartoffelmos, krydrede og stegte blomkålsstykker og en cheese burger – men med brun sovs i! Trine valgte at flytte den brune sovs til tilbehør i stedet for indmad i burgeren.

Bagefter fortsatte vi med at gå på opdagelse i udstillingerne, og det viste sig at det var lige så sjovt som børneafdelingen – der var masser af ting hvor man kunne eksperimentere i praksis, og hvis man havde tålmodighed også en del let-spiselige forklaringer på hvad man eksperimenterede med. Igen var det blandt andet et (nej, faktisk mindst tre forskellige områder) område med vand hvor man kunne bygge dæmninger der tiltrak opmærksomhed, men vi byggede også tårne, maskiner til at svæve og løfte en tung kugle i et rør med opdrift, kiggede på syns og hørebedrag og meget mere. Jeg har sikkert glemt en masse, men det var virkelig gode og sjove udstillinger, hvor man både kunne lege, eksperimentere og lære. Godt sted!

Midtvejs gik vi til en af demonstrationerne – vi havde sprunget de fleste over, for det er begrænset hvad pigerne ville få ud af det uden at forstå engelsk, men denne her var om ild – og det kan alle da forstå. Det var et rigtig godt show! Hende der holdt det fortalte en masse om hvad hun satte ild til, og prøvede hele tiden at få børnene i publikum til at gætte med på hvad der ville ske og medvirke. Og det er jo altid sjovt at se hvad der sker når man sætter ild til ting! Der var både balloner med gasarter, forskellige stoffer og almindelige ting som mel. Og imens nåede man lige at høre lidt om forskellige kemiske processer, for eksempel hvad en katalysator er, lidt om ædelgasser og det periodiske system, og lidt om hvor man bruger de forskellige ting vi så, alt sammen på et niveau der var rettet cirka mod indskolingsbørn. Ellen og Karen sad helt tryllebundne og fulgte med i det hele.

Pigerne havde det rigtig sjovt der. De ville egentlig gerne være blevet der endnu længere, men hen mod slutningen af turen var Ellens koncentration godt nok lidt væk, og hun løb bare fra udstilling til udstilling uden at have tid til at finde ud af hvad de egentlig gik ud på. Så det var nok godt nok at vi skulle til at afsted. Der var nemlig vejfest på vejen om aftenen, og vi skulle nå hjem for at være klar og få lavet vores del af sammenskudsgildet: Dansk gammeldags æblekage til desserten. Vi nåede dog lige et stop i souvenirbutikken, hvor Kåre købte en nørdet t-shirt, og Ellen og Karen fik et sæt insekter der ville komme ud når man opløste dem i vand. Vi troede faktisk da vi købte dem at det var ægte insektæg der var holdt kunstigt i dvale på en eller anden måde, men det viste sig nu at være gummi, da vi så ordentligt efter 🙂

Om aftenen var der som sagt gadefest. Der var alverdens slags salat og pulled pork-burgere. Vores bidrag var dansk æblekage til dessert, og den blev vel modtaget. Folk var fantastisk venlige og imødekommende. Jeg er ikke sikker på jeg fik snakket med alle, og jeg er helt sikker på jeg ikke fik fat i hvad halvdelen hed eller hvor de boede. Men udover masser af hyggelig snak fik vi en masse ideer til hvad vi kunne foretage os resten af ferien. Der var flere der havde familie eller bekendte fra skandinavien, og en familie kunne fortælle at de fik præcist den samme æblekage hver jul af en bedstemor med danske aner. Der var også et tysk ægtepar med, som besøgte et familiemedlem. Manden talte ikke engelsk, så jeg fik brugt mit tyske, hvilket gik meget bedre end jeg havde regnet med, men stadig meget dårligere end mit engelske! Ellen hoppede, gyngede og cyklede rundt med en dreng fra kvarteret, og Karen lånte en trehjulet cykel, som vi fik lov til at beholde til vi skulle hjem. Desuden var Ingrid hurtigt den bedste reserve-tante til begge piger, som var lykkelige over alt den opmærksomhed de fik! I det hele taget blev vi så godt modtaget at det var helt fantastisk. Undervejs viste beboerne også Calgarys sammenhold i forbindelse med oversvømmelserne, da der blev opfordret til at folk gav møbler og legetøj de havde i overskud videre til en ung familie, der havde mistet deres hus i oversvømmelserne. Vi havde af gode grund ikke nogen ting, og sagde fra overfor forslaget om bare at tømme Paula og Dans hus 🙂 Til sidst blev pigerne så trætte at de selv bad om at komme i seng. Trine gik med pigerne ind, mens Kåre blev der. Der blev snakket mere om alt mellem himmel og jord. Blandt andet blev der fremvist en original tysk brandbombe fra anden verdenskrig. Til sidst begyndte mørket at falde på, og med mørket kom myggene. Og så sluttede festen pludselig, og alt blev ryddet op på et kvarter. En rigtig hyggelig aften!

Ellens fod var hævet, blå og gjorde ondt. Hun ville ikke rigtig støtte på det yderste af foden, og sagde at det var inde i foden det gjorde ondt. Vi blev enige om at det nok var bedst at få en læge til at kigge på foden. Vi var lidt bekymrede, for hvis det nu havde noget at gøre med det der var sket med klaveret hun havde fået over foden i Danmark, mon vi så risikerede at forsikringen ikke ville dække? Så vi valgte at ringe til forsikringen og checke, og de mente bestemt at det ikke var noget problem, når problemerne først var opstået i Canada.

Så vi tog på skadestuen med Ellen. Det er der Paula arbejder, så så fik vi også set det. Ellen blev modtaget, og indskrevet og fik et armbånd på med fine hjerter – og da Karen straks stak armen frem for også at få et, fik hun også et lille klistermærke på armen. Ved registereringen sikrede de sig at vi var klar over at vi selv skulle betale, og efter ikke ret lang tid blev vi vist ind til en sygeplejerske. Hun kiggede på foden og vurderede at vi skulle have taget et røngtenbillede. Vi nåede lige at læse en bog om følelser, før Ellen blev kaldt ind til røngten, og Ellen var rigtig dygtig til at sidde stille mens billederne skulle tages. Der blev taget billeder fra tre vinkler, og så blev vi sendt tilbage for at tale med en læge. Der var en smule ventetid før han dukkede op, men han kiggede på røngtenbillederne, da han fandt ud af at billederne allerede var taget, og kunne se intet var brækket. Så der blev ordineret ro og smertestillende (noget kraftigere end vi er vant til at ordinere til 5-årige i Danmark). Prisen blev 75$, som var noget mindre end vi havde regnet med.

(Opdatering: Efter hjemkomsten lå der en regning på yderligere 718$ – heldigvis tager forsikringsselskabet sig af det.)

I skadestuens cafeteria købte vi frokost (meatpies og salat) og kørte til en nærliggende offentlig sø. Egentlig kørte vi efter Fishcreek Provincial Park, men endte ved badesøen i parken i stedet for. Der var mange mennesker, men ikke sådan at man ikke kunne trække vejret. Vores medbragte tasker blev undersøgt ved indgangen – de vil simpelthen ikke have flasker og alkohol ind i parkerne – og det er jo sådan set fornuftigt nok.

Vi satte os i skyggen oppe mellem nogle træer og ungerne var godt trætte af at vi ikke havde badetøj og håndklæder med – men vi måtte altså nøjes med at soppe. Ellen skulle jo heller ikke bevæge sig alt for meget.

Vi kørte op i centeret for at kigge lidt og få handlet. Ellen kom i en kørestol – meget praktisk, så vidste vi hvor vi havde hende. 🙂 Vi startede i Sears og fandt to fine kjoler til ungerne på udsalg til $6 stykket. Men Karen gad BARE ikke det der pjat, så Kåre og hende gik hjem igen, mens Trine og Ellen browsede videre. Vi fik kigget på en masse ting og butikker – Ellen ville ind i alle sammen og pludselig var klokken blevet mange – og vi skulle nå at handle inden vi kunne komme hjem til aftensmad. Vi kiggede op i deres Food Court, men det kunne Trine slet ikke overskue, så selvom Ellen ville have nuggets og pommes frites, blev det altså til at Trine smuttede ind i SafeWay efter et par pizzaer og nogle frosne pommes frites. Pizzaerne var gode nok, men vi havde ikke tålmodighed til at vente på at pommes fritesene (hvad hedder det i bestemt flertal?) blev færdige, så de blev spist halvrå.

Og så var det ellers i seng med ungerne, der godt nok klagede en del over gårsdagens mange myggestik – den slags har det også med at blive trælse når de kommer under en varm dyne!

Vi andre smed os foran fjernsynet og kiggede de mange kanaler igennem. Hvor er der dog meget l**t på tv! Men i det mindste var der da et par afsnit BBT. 🙂