Udviklingsopdatering

Karen er stoppet med at gylpe – nu er hun nemlig ikke forkølet længere. Så hun holder maden i maven – det er rart. 🙂

Mandag startede Kåre på arbejdet igen og jeg var på sygehuset med Karen. Denne gang lykkedes det at få nok blod og de resultater der er kommet indtil videre ser fine ud. Karen var 19 dage i mandags og da Ellen var 19 dage blev jeg opereret på Randers Sygehus. Da Karen havde fået taget blod trængte hun til noget at spise, så jeg fandt et venteværelse med nogle lidt blødere stole og spurgte sygeplejersken om jeg måtte amme der – der var ikke andre i venteværelset. Det måtte jeg gerne – og da jeg så sad der kom jeg til at se at det var præcist samme sted jeg havde ammet Ellen lige inden operationen.

Vi kørte ud i storcenteret og handlede – og alle spurgte om det var en dreng eller en pige. Måske skulle man give hende en sut hvorpå der står: Jeg er en PIGE! – eller bare give hende lyserødt tøj på…

Jeg fik det sådan lidt underligt og nogle spændinger i brystet, så vi kørte hjem igen – og det blev ikke bedre – heller ikke i løbet af tirsdagen, hvor jeg godt kunne mærke at jeg nok ikke skulle have gået over på skolen med Ellen. Men de skulle se film og det var Ellens sidste filmdag med vuggestuen inden hun skal i børnehave – og jeg kunne altså ikke nå at have dem klar til klokken 9. Så vi gik over på skolen og hun blev afleveret i salen – og hun var særdeles glad – hun elsker at se film.

Men det blev bare ved med at udvikle sig, så da jeg klokken 18 havde feber og hævede, varme og røde områder på brysterne ringede jeg til vagtlægen: Brystbetændelse – penicillin og udmalkning! Så vi måtte en tur til Randers efter en elektrisk brystpumpe og nogle piller.

Nu er feberen ved at være væk, men jeg har det bestemt ikke godt endnu. Men det bliver forhåbentligt bedre snart.

Men det hjælper gevaldigt at Karen er begyndt at smile – nogle ret skæve smil – men hun smiler rigtig til os nu – det er dejligt. 🙂

Ellen er stadigvæk lige glad for Karen – hun trøster og aer og vil gerne sidde med hende – også selvom Karen skriger. Den anden dag lå Karen på puslebordet og sagde lidt lyde – Ellen har åbenbart ment at hun trængte til noget at lege med, så da jeg kom ind igen lå der er toiletsvupper på Karens hoved – og Karen var IKKE tilfreds! Det kan jeg egentlig godt forstå. 🙂

Men det er meget vigtigt for Ellen at Karen også er med, så vi er faktisk lidt stolte af vores store pige. Hun har taget så godt imod Karen – over ALT forventning. Og samtidig er hun så godt som renlig her hjemme. Hun vil ikke af med bleen i vuggestuen, men hjemme har hun faktisk kun ble på om natten – og det var da heldigt i nat, for der var pludselig lort helt op i nakken på hende! Så vidt jeg hørte fra min halvsovende febertilstand, så var hun faktisk i bad i nat. (Om natten er Ellen Kåres og Karen min.)

This entry was posted on Thursday, February 3rd, 2011 at 11:32 and is filed under Ellen, Hverdag, Karen, Udvikling, Vuggestuen. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.

Leave a Reply