Dagen var afsat til en naturtur i en af de mange naturområder i Calgary. Denne gang gik turen til “Weaselhead”, et naturområde nær et kunstigt opdæmmet sø, hvor afløbet fra en dæmning havde lavet et spændende delta i enden af Elbow river. På vejen købte vi frokost ved Subway og fik endelig købt nogle bytteting til geocaching.

Frokosten blev spist på en bænk med en flot udsigt over deltaet. Bagefter blev der gjort klar til gåtur med myggespray og solcreme og medbringen af vand. Vi tog en afstikker til en earthcache, og gik så ned for at tage en rundtur i deltaet.

Den plan blev dog hurtigt spoleret. Vi vidste egentlig godt at dele af området var afspærret og der kun var delvist genåbnet. Der var nemlig fundet sprængstoffer fra en periode hvor området havde været brugt af canadisk militær. Der var dog mindre åbnet end vi havde troet/håbet, så turen blev til en gåtur frem og tilbage ad hovedstien. Til gengæld stoppede vi i lang tid ved åen, hvor der blev kastet sten i vandet og slået lidt smut. Vi hilste også på en hund der var halvt New Foundlænder, og der blev snakket meget om Siri. Og Trine gravede en kanal og reddede nogle små fisk der var blevet fanget i en indsø. Der var meget leret, og før vi gik derfra havde vi også to meget lerede piger 🙂 Vi havde også flere kilo “flotte sten”…

Herefter gik turen hjem til en is, og til aften kom grillen igen i brug, denne gang til en grillet laks.

En af de ting Kåre havde snakket meget om var en del af at tage til nordamerika, var at tage på en rigtig diner og spise rigtig amerikansk morgenmad. I dag var den dag det skulle ske.

Så tidligt om morgenen, det vil sige klokken 13, kunne man finde os på “Denny’s” – en all day breakfast restaurant. Vi bestilte maden, og børnene var udstyret med farvekridt og en kombineret børnemenu/tegnebog/underholdning, som blev brugt flittigt mens vi ventede.

Trine havde bestilt en varm ret – pølser, kartofler, tomater, bacon, ost mm. stegt og serveret på en støbejernstallerken. Kåre var mere traditionel – bacon, hashbrowns, poached eggs og pandekager, mens børnene fik pandekager, pølser, bacon og scrambled eggs. Især smør og ahornsirup – masser af sirup – på pandekager til morgenmad faldt i børnenes smag. Vi måtte indrømme at hvis det her var daglig morgenmad ville vi nok hurtigt fordoble familiens vægt, men hvor var det dog godt 🙂

Bagefter besøgte vi en friluftsbutik på den anden side af vejen. Ellen fik et par nye sandaler og vi kiggede lidt rundt efter andet spændende. Pigerne var desværre ikke i handlehumør – og på et tidspunkt blev de faktisk helt væk derinde – vi fandt dog hinanden igen 🙂

På vejen tilbage var vi også i et byggemarked – Canadian Tire – i et forsøg på at finde en strømadapter – vi troede kun iv havde taget dimser der kunne tage både 110 og 230 volt med, men Kåres barbermaskine og den elektrisk tandbørste havde vi ikke fået set ordentligt på. Det lykkedes desværre ikke (vi fandt dog den modsatte adapter), men det var sjovt at se hvad man kunne købe derinde. Især var udvalget og smagen i møbler ret forskellig fra hvad man ville finde i Danmark. Vi underholdt os også med at kigge på fugle der havde fundet udvalget af fuglefoder og agerede levende reklame for at foderet var accepteret.

Det blev også til endnu et besøg i Walmart. En af de mere pudsige ting vi så der var, at ikke nok med at LEGO’s patent var udløbet, det førende kopiprodukt “Mege Blocks” var store nok til at have franchise på linje med Lego – f.eks. Halo-sæt, World of Warcraft-sæt og John Deere-traktorer. Tydeligvis har konkurrerende produkter bare ikke en chance og bliver ikke markedsført i Danmark, hvor de sikkert vil blive opfattede som uoriginale halv-uetiske kopiprodukter.

Aftensmaden var… en oplevelse. Som nem aftensmad skulle vi prøve noget rigtig amerikansk. “Mac & Cheese” fra Kraft. Forældrende prøvede at holde gode miner for at børnene skulle have lidt at spise, men ærlig talt er det uden tvivl den mest uspiselige færdigret jeg har smagt i meget lang tid. Ingen af os spiste ret meget, og der blev suppleret med lidt brød for at blive lidt mere mætte.

Efter et par stille og rolige dage skulle vi ud at se noget. Vi havde udset os “Calgary Corn Maze” – en kæmpe majslabyrint med tilhørende bondegård med aktiviteter.

Vi kom tidligt ud af sengen – sådan cirka klokken 10. Men til sidst fik vi fundet ud af hvor vi skulle hen (der viser sig at være mindst to majslabyrinter nær Calgary) og vi fik planlagt at vi ville geocache lidt på vejen.

Stedet ligger lidt uden for Calgary, og netop som vi havde forladt civilisationen gik det op for os at vi nok blev nødt til at skulle have benzin på bilen – og det SNART. Det skete selvfølgelig på et stykke hovedvej hvor man ikke sådan lige kan vende om, og GPS’en fortalte os at den nærmeste benzintank lå længere og længere væk, jo længere vi kørte. Faktisk var vi næsten nået helt til majslabyrinten da vi til børnenes store protester vendte om for at køre 10 km tilbage igen til en benzintank. På det tidspunkt stod benzinmålerens nål fuldstændig på nul, så vi krydsede fingre for at der var lidt reservetank at nå frem på… Det gik heldigvis.

Før vi nåede frem til majslabyrinten skulle vi liiiige finde en geocache der lå på vejen. Den hed “Haunted House” og lå med udsigt til en gammel lade. Og cachebeholderen var FREMRAGENDE. Ikke nok med at det var et helt lille udsmykket hus, man skulle også løse en lille og fantastisk veludført opgave for at komme ind i huset (vi vil ikke afsløre præcist hvad den var, for ideen skal måske tyvstjæles) og indholdet levede fuldstændig op til det ydre: Uhyggelige bytteting, og et grinende skelethovede med lysende øjne var en del af showet. Og børn måtte endda tage en bytteting uden at lægge noget (en god ting, for vi havde ikke fået købt bytteting før vi tog på geocaching).

Herefter nåede vi endelig frem til majslabyrinten… og alt det andet! De tilhørende små aktiviteter til børn inkluderede en kæmpe legeplads, et større klappe-zoo med geder, katte (med killinger), ænder, høns, gæs med mere, og andre dyr i indhegning – æsler, heste (med føl), får og grise.

Vi startede med den “lille” labyrint, som var mest tiltænkt børn. Her fandt Ellen især vejen, og var meget stolt. Derefter blev der kigget på og rørt ved dyr til den store guldmedalje, før vi fandt frokosten.

Frokosten var faktisk det eneste minus ved stedet. De ansatte i madvognen var ret forvirrede, og glemte bestillingerne, og da vi endelig havde mad og drikkevarer viste der sig at være mug på dåserne med sodavand, og de var begge to for gamle. Vi fik byttet dåsen med mug til en flaske vand, men vi var ikke helt sikre på at de helt fangede hvorfor. Vi sendte en mail efterfølgende og fik en uforbeholden undskyldning og et tilbud om et gratis genbesøg (som vi dog ikke benyttede, der var lidt for mange andre spændende ting nær Calgary), så mon ikke det problem er løst nu? Vi ha ri hvert fald ingen problemer med at anbefale stedet trods den lille forteelse.

Efter frokost spillede vi minigolf – der var en hel 18 hullers bane, og Ellen og Karen ville gerne spille. Ellen havde koncentration til at spille cirka de første 6 huller, omend ikke helt motorik til at styre køllen. Der var ellers dedikerede børnekøller, og det hjalp en del. Men de syntes begge to det var sjovt nok at lege med minigolf længe nok til at begge vi voksne nåede gennem alle 18 huller. Trine havde det dobbelt så sjovt som Kåre, for hun nåede dobbelt så mange slag på de 18 huller 🙂 Det plejer ellers være hende der banker Kåre.

Efter minigolf, og lidt hop på hoppepuder, angreb vi den store majslabyrint. Den var i to afdelinger, og ENORM. Oplysningerne sagde at hurtige labyrintløbere kunne klare labyrinten på lidt over en halv time, men man nok skulle afsætte over en time til at komme igennem. Ellen kunne godt følge med på kortet når hun gad, men det var sjovere at løbe i gangene, så kortet var som regel overladt til de voksne. Karen var med i bærestolen. Vi skulle finde fem stationer på vejen og stemple et kort, så alle dele af labyrinten blevundersøgt nøje, for ikke at gå glip af et stempel. Selvom vi var i første del af labyrinten i over en halv time, var der ingen af pigerne der syntes det blev kedeligt.

Bagefter var det tilbage til legepladsen og en rutsjebane af plastic på en bakke. Der skal ikke så meget til at lave noget sjovt for børn. Og så tog vi på traktortur gennem majsmarken. Turen blev kørt af en ung mand der hed Alex, og som tog billeder af os var vældig god til at tage sig af og snakke med børnene på turen. Trine blev tilbage for at skåne ryggen for traktorbump.

Bagefter tog Kåre og Karen anden halvdel af labyrinten. Denne gang gik Karen selv det meste af turen, resten blev hun båret. Anden halvdel var lidt sværere end første halvdel, til gengæld havde vi lært at de fem stationer vi skulle finde ikke var i blindgyderne. Derfor gik det faktisk ret hurtigt at komme gennem labyrinten, men vi kunne se på andre i labyrinten at ikke alle syntes det var nemt at følge kortet. Jeg overhørte flere der ikke anede hvor på kortet de var, og derfor helt havde opgivet at gå efter kort. Jeg håber de fandt ud igen… Ellen ville hellere lege end med i labyrinten igen, så hun blev ude med Trine.

Da Karen og Kåre kom ud råbte Trine op om at de skulle skynde sig. De kunne nemlig lige nå med i en sidste tud med ko-toget, som Alex kørte. De storgrinede begge to hele vejen – en ca. 7-årig dreng var til gengæld noget skeptisk overfor turen, og var lige ved at overveje at ville af, men blev alligevel på da Alex stoppede for at sikre alle var glade.

Vi var ved majslabyrinten lige til de lukkede klokken 5. Pigerne ville helt sikkert være blevet der længe endnu hvis vi havde kunnet.

Efter majslabyrinten havde vi udset os en cachetur mere. Rundt på nogle veje i det øde markområde var der nemlig nogle caches, og en uhyggelig multi-cache hvor vi skulle opklare mordet på en død heks. Undervejs fandt vi hendes lemmer og til sidst fandt vi også hvad der tilsyneladende var et fuglehus, men hvor man med den skjulte nøgle kunne finde heksens hovede og cachen. Ellen og Karen åd det hele råt, når vi samlede plasticarme og -ben op i skoven 🙂

Vi passerede en jernbane og et “lille” godstog på vejen. 181 vogne og 3 lokomotiver blev det til (to foran og et bagpå), og det tog flere minutter for toget at komme forbi. Selvom vi var på et øde fladt område kunne vi på intet tidspunkt se hele toget på en gang for de få træer og bakker der var. Til gengæld tudede det meget ofte – for på alle de småveje vi kørte på var der selvfølgelig ingen bomme eller blink for at køre over banen.

Et enkelt sted lå cachen i et område hvor der stod no trespassing et stykke tilbage på et skilt, og mens vi var ved at logge den kom en bil forbi, stoppede nogle 100 meter henne og begyndte at bakke. Vi valgte hurtigt at fortrække fra stedet…

En ting der slog os mens vi kørte rundt på vejene var at alle veje var lige, og uanset om det var markveje eller asfalterede veje, så fulgte de det grid der var tegnet fuldstændig. Man kunne regne med at hvis der var udlagt en vej kunne man køre ligeud af den lige så langt det skulle være. Et par steder var der endda lavet dæmninger over en sø for at få vejen til at gå ligeud.

Klokken var 19 da vi havde fundet den sidste geocache, så efter at have kørt et par omveje, fordi vejene var bygget lidt om siden GPS’ens kort var opdateret, var det med at komme hjem, få noget mad og få pigerne puttet i seng.

I dag var der lidt “midt på ferien”-stemning, så ingen havde rigtig lyst til det helt vilde.

Der blev spillet og leget lidt i kælderen, og Trine tog pigerne med på legepladsen igen, mens Kåre fik tid til at være lidt alene hjemme. Om eftermiddagen fik hun så til gengæld lov til at tage ud at handle for sig selv lidt, uden mand og børn til at være besværlige 🙂

Det gav udslag i at der om aftenen var grillmad i haven. Der blev grillet bøffer og majs, og det var endda lykkedes Trine at komme i en liquor store, så der var rødvin til Kåre. Det er nu lidt besværligt at man ikke kan købe øl og vin i supermarkedet. Paula og Dan havde en stor og god gasgrill, så der var plads og mulighed for at grille lidt af hvert.

I dag var planen at tage på en gåtur i en af Calgarys parker. Og så kunne vi jo lige så godt sørge for at finde lidt geocaches på vejen… Så udstyret med myggespray og solcreme og vand parkerede vi på en parkeringsplads i Fish Creek.

Det blev igen til en meget varieret skovtur, hvor der både var skov og klipper og vand og meget andet. Vi fandt nogle geocaches, en enkelt måtte opgives efter at Kåre ellers havde klatret en del på stejle klipper efter den, muligvis var den væk 🙁

På vej hjem nåede vi at handle i SafeWay. Det synes pigerne godt nok var noget mere kedeligt end at gå skovtur, så for at slutte dagen med en god oplevelse stod Trine og pigerne af bilen på vejen hjem ved skolens legeplads. Imens fik Kåre så ryddet indkøbene af vejen og ryddet huset lidt op, så vi kunne spise aftensmad da resten af familien kom hjem. Aftensmaden var nu ikke det vilde: Vi holdt os til brød og pålæg 🙂

Efter den sene afslutningen dagen før, og en temmelig hård tur især for Trine, var der ikke meget på programmet. Vi blev hjemme hele formiddagen – da vi endelig var stået op – og planlagde at besøge biblioteket og centeret om eftermiddagen.

Biblioteket var ved at blive ombygget, og var derfor et lidt trist syn. Der var lige blevet plads til de vigtigste bøger, men der var samlet hvad der plejer at være på fire etager i en enkelt, og det gjorde at vi ikke rigtig kunne få et indtryk af hvad biblioteket egentlig kunne normalt. Ellen fandt en pige hun legede med – de spillede blandt andet computer – og det nød hun meget. Det var tydeligt at hun begyndte at mangle børn at lege med.

Efter biblioteket gik vi over i centeret, men det blev et meget kort besøg. Vi havde nemlig allerede inden vi tog afsted meldt os til et socialt geocachingevent om aftenen. Vi nåede dog lige at besøge legeområdet i centeret (bare et lille område med nogle simple “legevægge” og et par spillecomputere) mens Trine var ude at shoppe.

Geocachingeventet var på en familierestaurant ved navn “Ricky’s”. Vi var fra starten sikre på at vi var det rigtige sted – der holdt nemlig biler med geocachingstreamers og travel bugs på parkeringspladsen. Så vi gik ind, og blev vist til den ene side af restauranten, hvor der allerede var et mylder af geocachere der havde indtaget bordene. Et lille minus var, at i og med det var en restaurant med spisning sad alle ved 4-personers borde, og vi fandt vores eget bord i et hjørne. Derfra kunne vi så selvfølgelig cirkulere lidt, og der var også mange der kom forbi vores bord, men det blev alligevel lidt fragmenteret, og en del af tiden, især mens vi spiste, var vi egentlig mest os selv. Og i forhold til pigerne var der ikke rigtig mulighed for at få noget leg i gang med de andre børn der ellers også var der, så de forlangte en del forældrekontakt, som også gjorde det lidt svært at få gang i det sociale.

Når det så er sagt, så var alle de geocachere vi mødte rare og imødekommende, og vi fik en masse tip med os videre til hvor vi skulle tage hen. Vi fik blandt andet en masse gode råd om overnatning og ture til den del af bjergene der ligger omkring grænsen til USA, noget vi udnyttede senere. Og vi fik udvekslet trackables så de kunne få en tur over vandet mellem Europa og USA.

Vi nåede bestemt ikke at snakke med alle, men vi nåede at se en oversvømmet geocache og signere logbogen. Og middagen sluttede med at Ellen og Karen hver måtte vælge et stykke legetøj fra en kæmpe kiste, som var en del af restaurantens koncept, og det var da i hvert fald meget geocaching-agtigt! 🙂

I dag var planlagt en af de store planlagte ting i forbindelse med ferien: Et besøg i Badlands og på dinosaur-museet.

Før vi kom afsted skulle Trine lige en tur ind forbi centeret – hun havde nemlig set en hat hun ville have, men ikke havde fået købt da hun så den. Den hat har vist sig at være næsten syet på Trines hovede siden 🙂 Da hatten først var hentet kørte vi afsted mod museet. Det var en lang køretur udover prærien. Udover enorme marker så vi også jævnligt en olieboring og andre steder gasboringer. Slet ikke som jeg forestillede mig store olieboringsområder, men i stedet for bare et lille stykke jord midt i en mark, med plads til en lille oliepumpe, som ikke er afskærmet eller sikret på nogen måde.

Turen gav også en oplevelse af at køre midt i ingenting! Kilometer efter kilometer blev tilbagelagt uden at se nogen bebyggelse andet end enkelt kornsiloer midt i ingenting. Undervejs gjorde vi holdt for at spise en kiks og drikke lidt vand ved noget af det eneste bebyggelse vi mødte: En tankstation og et foderstofkompagni langt fra alt andet. I det hele taget blev landskabet ved med at være flad prærie, selv 5 kilometer før Drumheller, hvor museet ligger ved. Og vi begyndte at være i tvivl om, hvorvidt museet virkelig lå i de Canadiske Badlands.

Men lige før Drumheller kørte vi pludselig ned i en kløft, og så var det der – sparsom vilter bevoksning, sært formede klippeformationer og brunlige og rødlige farver. Vi havde fundet de Canadiske Badlands. Museet lå nogle kilometer udenfor Drumheller, men kunne findes uden problemer.Desværre kom der i samme øjeblik et ordentligt regnskyl, så Kåre satte Trine og pigerne af så tæt som muligt på indgangen før han fik parkeret bilen, og løb gennem bygerne ind selv.

Det første rum af udstillingen var genskabte dinosaurer i naturlig størrelse, og derefter kom et rum med forskellige interaktive udstillinger om tiden omkring dinosaurernes tid. Det meste var for lidt større børn end Ellen, men hun behandlede det bare som legeting, og ignorerede den egentlige pointe med det, så det gjorde ikke noget 🙂

Men så var det også frokosttid, så vi forlod udstillingen for at besøge cafeteriet. Det blev til pizza og burgere – det var klassisk turistfældecafeteria i middelmådig standard – og vi fandt et bord ved et vindue hvor vi kunne kigge udover landskabet. Derefter var det tilbage til udstillingerne.

Det er ikke nemt at beskrive alt hvad vi kom forbi – stedet var enormt – men der var rigtig rigtig mange ægte dinosaur-skeletter og det er faktisk ret imponerende i sig selv. Bare størrelsen og følelsen af hvor gamle de egentlig er giver en vis respekt for det hele. Ellen og Karen var behørigt imponerede, især i starten, men meget af det var klassisk “ting med et skilt”-museum, og selv om det er dinosaurer, og det bliver det selvfølgelig lidt kedeligt i længden for børn i Ellens størrelse, men der var heldigvis en del afveksling i udstillingerne, og nogle steder var der også lidt interaktion. Trine gav op halvvejs, og vi lånte en kørestol til hende, for at gemme lidt bevægelighed til en gåtur i Badlands bagefter.

Efter museet var det tid til at se området udenfor. Vi konstaterede at vi stadig ikke har vænnet os til at være internetløse (heller ingen Wifi på museet), så vi havde ikke nogen geocaches med, som vi ellers havde planlagt at finde. Øv øv. Vi startede med at gå op ad en trappe til et udsigtspunkt lige udenfor museet. Området er ret særpræget med tydelige stærke geologiske lag, og stejle skrænter og kløfter. Selvom det er ørkenagtige forhold er der en del bevoksning af hårdføre planter, og dets ry for at være uvejsomt og ufrugtbart er givetvis sandt sammenlignet med det omkringliggende prærie, men samtidig er det ikke bart som man kendet f.eks. et højtliggende klippelandskab.

På vej ned fra udsigtspunktet mødte vi et par danskere der var på ferie i autocamper. Dem snakkede vi lidt med, og imens forsvandt Ellen ned af trappen. Der fik hun sat sig grundigt fast i noget mudder, og var nær ikke kommet op igen, og hun var meget ked af det da vi endelig nåede ned til hende.

Herefter tog vi en tur rundt af en lille sti gennem badlands. Kåre var meget stolt da det lykkedes ham at få øje på en lille gnaver af en slags, det er altid sjovt at se vilde dyr, selvom de er små. Vi fik også øje på noget lidt ørkenagtigt: Der groede faktisk kaktusser rundt omkring. Turen fortsatte rundt og bød på mange flotte landskaber, og vi så endda endnu en lille gnaver. Ellen så en selv, som hun så løbe ned i sin hule, og var lige ved at falde ned af en skrænt for at nå ud at se hulen.

Tilbage ved museet må det indrømmes at noget af glamouren gik af at have set gnavere i naturen. De viste sig at løbe rundt overalt og ikke være spor bange for mennesker – faktisk prøvede de at snuppe hvad de kunne få fat på, og nippede lidt til Ellens sandal.

Turen blev sluttet af med en is og et besøg på legepladsen udenfor, mens museet lukkede.

På vejen hjem konstaterede vi at det ville blive meget sent før vi nåede Calgary, så vi stoppede i Drumheller for at gøre noget så kedeligt som at tage på McDonald’s. Børnene var først meget begejstrede, men blev noget skuffede over at der intet sted var et legeområde til børnene – det er nok mere det end noget andet der gør at de indimellem tigger om at komme på McDonald’s.

På vejen hjem lykkedes det Karen at sove lidt i bilen, mens Ellen ikke ville overgive sig selv om vi først var hjemme næsten klokken 10. Hun var dog meget begejstret for solnedgangen på vejen.

Vi havde besluttet at tage ind til midtbyen i dag, og i stedet for at prøve at tage bilen derind valgte vi at prøve den offentlige infrastruktur “The C-train”. Vi kom til stationen af en imponerende gangbro over MacLeod Trail (en 8-10 sporet hovedvej gennem byen), og fik købt en billet uden store problemer. For Ellen og Karen var det en oplevelse, for de har kun kørt meget lidt i tog, og de nød at kigge på alle tingene ud af vinduerne hele vejen ind.

Vi stod af på stationen ved City Hall, og kiggede os om. Det gik op for os at vi ikke rigtig havde planlagt turen, og vi ikke rigtig vidste hvad vi så efter. Men vi tændte GPS’en og fandt en enkelt geocache i en flot, men lille, park. Så besluttede vi at prøve at komme op i en bygning og gå ad “+15’”, so mer en serie af forbundne bygninger i midtbyen, hvor man kan komme stort set hvorsomhelst uden at komme udenfor fordi de er forbundet med gangbroer i 15 fods højde og alle har offentlig adgang.

Til sidst havnede vi i bygningen “The Core” som er et stort indkøbscenter i midtbyen. Her skulle vi to ting: Have noget at spise, hvilket blev klaret i deres Food Court hvor vi købte mad i en Græsk og en Indisk lille biks. Og så vores hovedformål med at komme til The Core: The Devonian Gardens, en imponerende botanisk have midt i indkøbscenteret. Vi fandt endda en lille legeplads, hvor pigerne legede. Desværre var den lidt overfyldt af en ungdomssommerlejr, som ikke gav alt for meget plads til andre. Alligevel var det rart for pigerne at finde en legeplads. Og de var også behørigt imponeret over haven – ikke mindst guldfiskene.

Vi gik ned gennem byen og fandt gågaden, hvor vi blandt andet var i en stor boghandel. Desværre havde pigerne ingen tålmodighed til shopping, så vi måtte hurtigt vælge at gå videre. Vi kom forbi en metalhest, som skulle indeholde en mikro-geocache, men vi kunne ikke finde den. Vi kom forbi Calgary Tower, men blev enige om at vi ikke synes det var prisen værd at komme op i. Men vi gik ind forbi turistinformationen, og fandt en del materiale om hvad vi ellers skulle se, mens vi var her. Og pludselig så Trine at der stod en geocache i hjørnet, så den måtte vi jo også lige logge 🙂 På vej tilbage kom vi forbi hesten igen, og pludselig stod en hel flok med mobiltelefoner fremme og kiggede meget interesseret på hesten. Gruppen var geocachere på jagt efter cachen, og sammen ledte vi grundigt et stykke tid, dog desværre stadig uden held.

Det sidste vi så på var en lille park, Olympic Plaza, hvor der skulle være flot vandudsmykning, men det var desværre ved at blive renset. Pigerne var ved at være trætte, og det begyndte at regne, så selvom det egentlig ikke var så sent, tog vi toget hjem igen, nu desværre i myldretid. Først efter et par stop fik Trine en siddeplads, og vi var næsten hjemme før vi fandt en plads mere til Kåre, og Ellen og Karen ovenpå. Hjemad hang de mere end de kiggede gennem vinduer.

Vi havde for en stille og rolig dag, og brugte igen formiddagen derhjemme med fri leg og god tid. Ellen og Karen nød det store udvalg af usund morgenmad som Nordamerika byder på foran tegnefilm i fjernsynet. Men til eftermiddagen havde vi planlagt at besøge Lake Sikome, som vi spiste frokost ved d. 19. juli. Vi havde lovet at vende tilbage med badetøj og legeting, og det gjorde vi så i dag.

Vejret var fantastisk da vi kom, og Ellen, Trine og Karen løb straks i vandet. Kåre var langt mere kedelig og blev på land. Ellen havde mod på at prøve at øve at lære en smule at svømme – søslanger er en god ting, og Karen var især begejstret for at lege med en skovl og en spand i vandkanten. Det var nogle dejlige timer i total ro og fred, og både Karen og Ellen nåede at blive helt begravet i sand. Til sidst begyndte det at regne, og vi besluttede at det var tid til at komme hjem. Mens Ellen, Trine og Karen fik skyllet sandet af under bruseren (der var kun loftsbrusere og begge piger var totalt hysteriske, så det var noget af en opgave!), samlede Kåre tingene sammen, og fik hele regnskyllen, som var i stand til fuldstændig få ham gennemblødt på fem minutter. Og da regnvejret udviklede sig til et tordenvejr blev alle kaldt op og søen lukket af livredderne.

Trine så nogle store fugle flyve henover som hun ikke kunne finde ud af hvad var – men det viste sig at være pelikaner! De har altså nogle lidt mere spændende dyr herovre!

Trine handlede og lavede wokmad til aftensmad, mens resten af familien slappede af.

Formiddagen blev en stille og rolig dag, hvor vi bare var hjemme. Trine fik prøvet vaskemaskinen. Den var topbetjent, det har vi ikke prøvet før. Og maskinen er tilsluttet både koldt og varmt vand. Det viste sig at standardprogrammet kun tager en god halv time, noget mindre end vi er vant til. Men tøjet blev tilsyneladende rent nok. Ellers blev der leget både inde og ude (Ellen elsker de mange børnebrætspil i kælderen), og vi fik ryddet lidt op i huset der efterhånden så rigeligt beboet ud.

Om eftermiddagen tog vi på tur. Dagen før var “Canada’s Park Day”, og det var jo en god undskyldning til at gå en tur i en park. Men Fish Creek Park havde altså snydt, og holdt dagen en dag for sent. Vi fandt frem til stedet, og der var lavet en masse for børn. Der var hoppeborge og småspil, og der var også frivillige der prøvede at flette legen sammen med lidt undervisning om f.eks. hvad for nogle fisk der var i Fish Creek og hvordan de lever. Et bestemt sted kunne man male en papfisk, og få sat den på en pind. Fisken på pinden var pigerne meget stolte af! Mens pigerne tegnede fisk var der en der genkendte at vi vist måtte snakke dansk – og spurgte om det var os der boede i Paula og Dans hus. Det viste sig at være en af Paula’s veninder, der gættede at danskere med to piger i den alder måtte være os – og hun mente også at kunne genkende Trine fra hendes Facebook-billede, når Trine havde kommenteret på nogle af Paula’s Facebook-postings.

Efter at have set tingene gik vi en lille tur langs Fish Creek. Der var ikke mange spor efter oversvømmelserne her, selvom man kunne se lidt aflejret mudder hist og her. Vi fandt også vores første canadiske geocaches: En earth cache (der er utroligt mange earth caches og virtuelle caches i Calgary) og en traditionel cache, som vi fandt på en lille rundtur. Desværre var der så mange myg, at Ellen til sidst blev helt hysterisk. Vi aftalte at der måtte købes myggespray dagen efter.

Til sidst fandt vi to tredjedele af en virtuel cache, den sidste tredjedel viste sig at være 3½ km væk, så vi fik ikke færdiggjort den. Men vi kom til et sted vi kunne få en is og en kop kaffe. Ellen blev holdt glad ved at få kameraet og tog en hel milliard billeder af alt muligt.

Aftensmaden blev i South Centre Mall’s food court. Pigerne var blevet lovet nuggets og pommes frites, og de blev leveret af KFC, mens Kåre besluttede sig for at forsøge en canadisk specialitet “Poutine”, som er pommes frites med brun sovs og cheese curds, fra New York Fries. Det er ærlig talt lige så mærkværdigt som det lyder. Trine var vinderen af det bedste mad, da hun fik en faktisk rigtig god japansk ret, fra en japansk bod. På vejen hjem handlede vi i Safeway overfor centeret. Ellen var især meget fascineret af et kæmpe udvalg af pyntede kager!