Forkølet og blefri

Først var Karen forkølet – så fik jeg brystbetændelse og måtte have penicillin – så blev jeg forkølet og nu er Karen så forkølet igen. Så vi skifter igen sengetøj efter gylpning. 🙂

Weekenden har været noget hård – to forældre uden energi, en 2-årig med alt for meget energi og en baby, der foretrækker fysisk kontakt – det er ikke nogen god kombination.

I sidste uge kom Ellen hjem og sagde at hun gerne ville have kalo med i madpakken. Kalo? – undrede moderen sig. Det viste sig at Bente (yndlingspædagogen) havde haft kalo med i madpakken og Ellen var noget ked af at hun ikke ville dele. Så Bente havde sagt at Ellen måtte bede om at få kalo med selv. Så fredag fandt jeg kaloer i Bilka, så vi fik kalo til frokost søndag og Ellen fik med i madpakken både mandag og tirsdag. Hun var en glad pige. Og for jer der endnu ikke har regnet ud hvad en kalo er, så er det altså en avokado.

Mandag var det en meget stor pige jeg afleverede i vuggestuen – første dag uden ble! Der var et par småuheld mandag, men hun er faktisk god til at stoppe ige og så nå at komme ud på toilettet, så der kun kommer et par dråber i trusserne. Tirsdag gik det kun galt en enkelt gang – og det var fordi Frank (pædagog) lige var ved at skifte et andet barn og ikke kunne hjælpe. Så vores lille pige er ved at være stor – og nu vil hun faktisk lige så gerne bruge toilettet som potten. (Og hun kommer til at hade mig om 10-15 år når hun læser det her!)

I går klokken 17 bestilte jeg en cykelanhænger til ungerne over nettet – den kom klokken 13 i dag og jeg blev meget glad for GLS-manden: “Skal jeg ikke lige bære den ind for dig?” 🙂 Nu har jeg prøvet at samle den, men det har jeg simpelthen ikke krafter til – så må vi se om Kåre kan klare det når han kommer hjem.

Ellen har endelig fået styr på forskellen på bibliotek og apotek – bøger på biblioteket og medicin på apoteket. Så hun blev helt forvirret i går, da vi skulle gå fra biblioteket for at hente medicin – så skulle vi jo på apoteket. Men vi skulle bare ned til købmanden…

This entry was posted on Wednesday, February 9th, 2011 at 14:23 and is filed under Ellen, Guldkorn, Hverdag, Karen, Syg, Udvikling, Vuggestuen. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.

Leave a Reply