Archive for the ‘Børnehave’ Category

Hverdag igen

Så blev det hverdag igen.

Ungerne kom tilbage i børnehaven og Ellen har fået en ny god ven i en pædagogmedhjælper og Karen hygger sig bare som hun plejer.

Karen er vågnet lidt tidligt de sidste par morgener – håber det går over…

I morges faldt hun ned af vores seng – men hun landede blødt: På Siri. 🙂

Julefest i børnehaven

Mandag hentede jeg Karen tidligt (og undgik heldigvis at Ellen så mig) og tog i mødregruppe til julehygge.

Onsdag var der julefest i børnehaven og afsked med lederen, som er blevet områdeleder. Ungerne havde en god dag og Julemanden/Fiffig Jørgensen brugte tryllestenen til at trylle alle ønskesedlerne om til godteposer! Til frokost var der risengrød og selvom Karen ikke plejer at gide risengrøden i vuggestuen og vi havde givet hende en madpakke med, så var risengrøden alligevel et hit. Og Ellen forsikrede os om at der VAR kanel og smørklat. 🙂

Ellen må have fået for mange indtryk i løbet af dagen – aftenen var i hvert fald noget hård at komme igennem.

Endnu en adventsweekend

Ugen gik stille og rolig – ingen vilde ting.

Fredag eftermiddag blev ungerne hentet tidligt og vi tog til julehygge på Statsbiblioteket – Ellen havde godt nok været ved at bilde de voksne i børnehaven ind at Kåre arbejdede i Langå, men det er jo bare der vi sommetider henter ham ved toget. Da vi nåede SB var der ingen parkeringspladser, men heldigvis kom en af Kåres kollegaer gående med en barnevogn og der kunne sagtens lige være en mere i. Så Karen ud af bilen og med Toke ind og mig og Ellen ned på kemi for at parkere.

Ellen var lidt genert til at starte med, men det gik da over og heldigvis var der flere af de andre børn der var søde og tog hende lidt med.

På vejen hjem var vi lige i Storcenter Nord for at købe et par julegaver og jeg skal love for at der er sket noget siden jeg var der sidst for mange år siden. Bl.a. har de lige fået bygget et kæmpe legeland som Ellen i hvert fald syntes var HELT fantastisk. Og hun kaster sig bare ud i det uden bekymringer – moderen er lidt stolt.

Lørdag var vi til adventshygge i Bjergby og ALLE var med. Der er otte børn mellem 11 måneder og 13 år og de leger simpelthen så godt sammen, så det er altid rigtig hyggeligt. Og som sædvanligt så vi ikke meget til Karen. 🙂

I dag har vi været lidt ude for at geocache og så i Randers Storcenter for at handle julegaver og så der kan smøres en madpakke i morgen.

Juleunger

Glædelig 1. december!

Et par billeder af tøserne, der glæder sig til at skulle i kirke med børnehaven/vuggestuen.

Kransedag og lysfest

I går aftes sang vi af en eller anden grund “Et barn er født i Bethlehem” mens vi spiste aftensmad. Jeg kan ikke huske præcist hvordan det var Ellen fik sagt det, men der gik altså lige et par sekunder før jeg opfangede hvad “kransedag” var. Det er naturligvis adventssøndag hvor man synger omkring adventskransen. 🙂

I dag skulle vi tidligt op – for der var nemlig lysfest i børnehaven/vuggestuen – altså forældrekaffe fra klokken 6.15! Vi var der altså nu først lidt over otte. 7.20 da ungerne blev vækket var de stadigvæk langt væk i drømmeland og Ellen var da heller ikke ligefrem interesseret i at stå op – indtil Kåre fortalte at vi jo skulle til lysfest i børnehaven. 🙂

Vi stod ude da kirkeklokkerne ringede og jeg siger til Ellen at nu er klokken otte og kirkeklokkerne ringer fordi det er morgen. Morgensurt lyder det så fra Ellen: “Nej, det er nat!” (Moderen var enig.)

Men vi cyklede alle fire ned i Spiren og var på tur rundt på legepladsen, hvor vi både skulle lugte, tælle, lyse og skyde med vandpistol og så ind i vuggestuen til luciabrød og kaffe. Bagefter gik vi ind i børnehaven til “krydser” og kaffe – Ellen kaldte luciabrødene for krydser. Og ungerne er så stolte når de selv har været med til at bage – det er rigtig hyggeligt.

I aften har vi lavet kalenderdekorationer, så vi er klar til i morgen!

Bagefter

Nu er jeg efterhånden kommet så langt bagud, at det er fuldstændig uoverskueligt at følge med. Så jeg dropper bare de sidste par uger og starter forfra. Så kan det godt være at der kommer billeder fra vores ret gode sommerhustur til Ålbæk mellem Frederikshavn og Skagen senere. Burde egentlig lære at skrive ned MENS vi er afsted.

Altså: I uge 41 var vi i sommerhus og sidste lørdag var vi på en lille skovtur. Søndag brugte vi på at gøre haven vinterklar og på at bage lidt snobrød. Uge 42 var det business as usual – altså lige bortset fra at Karen fik brev fra vuggestuen og at hun faktisk har været alene i vuggestuen en lille times tid, mens vi var til møde i børnehaven. Men det gik som forventet helt uden drama. Vi afleverede hende til Elin, som Karen kender fra mødregruppen og gik – og Karen hyggede sig mens vi var væk.

I denne weekend har vi været i Bilka efter maling og til farmors fødselsdag, hvor vi efterlod Ellen. Karen tog vi med hjem igen. Hverken Karen eller mine bryster synes om at være væk fra hinanden i alt for lang tid af gangen.

Hyggedag

I går var Kåre og Karen taget til Bjergby og mig og Ellen skulle være alene hjemme. Vi startede med at cykle på biblioteket sammen fra børnehaven for at finde en film at se til aftensmaden. Normalt spiser vi i køkkenet, men nu var vi jo alene hjemme… 🙂

Ellen valgte Bambi – og da moderen faktisk aldrig har SET Bambi – altså andet end den de viser i Mens vi venter – så fik hun lov. Vi legede/læste en times tid (og Ellen ville også læse avis og bladrede hele BT igennem) og så cyklede vi hen for at finde kastanjer og hjem for at lave aftensmad.

Helt uden prompting dækkede Ellen bord og vi satte os for at spise og se Bambi – den var nu noget mere uhyggelig end jeg havde forventet, men når hun bare kunne sidde op af mig og snakke om hvad der skete, så gik det endda.

Bagefter kom hun i boblebad og vi så billeder på computeren. Det tog lang tid at overbevise hende om at det altså var HENDE der var billeder af og ikke Karen. 🙂

Togtur og geocaching

I løbet af ugen har Ellen været på bus-/togtur til Viborg og det lyder som om de har haft en god tur. Vi andre har geocachet lidt og prøvet at finde nye steder til geocaches.

Karen er flyttet ind på Ellens (og nu også Karens) værelse. Før hun flyttede har hun haft et par rigtig trælse nætter, hvor hun har været meget vågen, men da det var gået godt nogle nætter blev hun flyttet. Og siden har hun sådan set også sovet dårligt. Hun sover fint indtil omkring klokken 2, hvor hun så er pjevset og træls indtil klokken 5. Et lille tjek i dag, viste en ny tand og en næsten igennem. Kåre siger at det er et tilfælde – jeg er ikke sikker. Men faktum er at Ellen sover fra ALT!

I går var der kaffedag i børnehaven – ungerne har selv været med til at lave ribsgele tidligere i sommers og æblegrød nu her, så der var hjemmelavet gammeldags æblekage – lækkert. Bagefter var der gymnastik – det klarede Kåre og Ellen, mens vi andre hyggede os hjemme. I går aftes var jeg til et arrangement i Bjerringbro, så det var Kåre der var skydeskive for to tøser, der absolut ikke gad sove. Det blev så slemt, at Ellen sagde, at hun ikke ville dele værelse med Karen mere – og hun har ellers været den helt store fortaler for det.

I dag har mig og Ellen været på tøsetur. En gang chokoladekage, en flok geder, tre heste og en bæk – så var der dømt hygge.

Den gamle bedsteveninde er flyttet fra byen og havde sidste dag i børnehaven i dag – vi er spændte på hvordan det går. De er dog ikke så tætte som de har været, så vi tror ikke det bliver det store problem.

Bedsteforældredag

Sidste torsdag var det bedsteforældredag i børnehaven. Det passede ikke så godt ind i diverse bedsteforældres arbejdsdage, så det var kun farmor der kom.

Men de var i skoven og det lyder som om de havde en hyggelig dag.

Bagefter tog farmor Ellen med hjem, så vi kunne spise boller og lege lidt, inden farmor igen skulle vestpå.

Cykeltur og åbent landbrug

Ugen er gået med at Ellen har villet lære at cykle og at Karen har været vågen og utrøstelig om natten. Vi ved ikke hvorfor, men det er trælst. Ellen har ikke helt styr på cyklen endnu – men mon ikke det kommer på et tidspunkt.

Fredag eftermiddag tog vi en tur til Kjællinghøl for at se den nye bro – men selvom jeg havde læst at den skulle være færdig 3. september, så var den slet ikke færdig endnu. ØV. Men vi spiste vores småkager og drak vores juice alligevel.

Lørdag tog mig og Ellen til Randers for at købe en klapvogn – men vi endte med også at komme hjem med et keyboard af en art. Det lykkedes også Ellen at blive væk i Kvickly – nok til at hun faktisk blev ked af det. Men jeg tvivler på at det hjælper. Hun havde bl.a. siddet hos Expert og set fodbold. Det var nu også lidt min skyld, for jeg havde sagt, at hun skulle sætte sig ude ved de store a-er. Og her mente jeg fysisk store a-er. Men hun kunne jo kun finde små a-er – altså minuskler – så hun var gået ud for at lede efter de store a-er. Og så kan moderen jo bare lære at formulere sig klart og TYDELIGT!

På turen kom også den gode: “Hvem er din yndlingsmor?” “Far!” “Hvem er så din yndlingsfar?” “Mor!”

I går var der Åbent Landbrug og vi valgte at besøge Havredalsgaard ved Sall ved Hammel og det fortrød vi bestemt ikke. Vi havde en rigtig dejlig tur. Der var en masse køer, som Ellen dog ikke var så begejstet for, for de kan jo finde på at sige MUH og hun kan altså ikke lide høje lyde. Men kattekillingerne og kalvene var søde. Og så var der en tur gennem majsmarken, hvor man gerne måtte spise af majsen. Og der var små traktorer man kunne køre på og en stor traktor man kunne sidde i og der var en stoooor halmborg, hvor man kunne hoppe ned i halmen og der var en cafe, hvor man kunne få lækre smagsprøver og købe kage og kakao og man kunne komme på traktortur ned i skoven, hvor de både så sika-vildt og agerhøns. Karen tilbragte det meste af tiden på Kåres mave, men synes også at halmen var sjov.

I dag er det så bedsteforældredag i børnehaven og de skal på skovtur. Glæder mig til at høre om det når Ellen og farmor kommer hjem om nogle timer.