Torsdag spurgte vi Ellen, om hun stadigvæk mente at Karen skulle sove inde hos hende. Svaret var et storsmilende: “Lige nu?” Så Kåre flyttede hospitalssengen ind på Ellens værelse – dog med lidt besvær, fordi Karen satte sig i vejen. Men så længe Karen er forkølet og har skoldkopper bliver hun inde i soveværelset, så flytningen er udskudt lidt endnu.

Fredag morgen kørte vi til Biersted, hvor vi havde lovet at hjælpe mormor og morfar. Vi lavede bål og spillede bold og kiggede på figurerne og Ellen var med på posthuset, hvor hun fik en slikkepind. Og om aftenen tog vi på geocachingtur til Aaby Skoven, hvor vi fandt syv caches.

Lørdag fik Ellen blødkogte æg – for det gør man i Biersted og vi spillede Den Fortryllede Labyrint og moster Ane kom og da vi havde spist aftensmad kørte vi hjem igen – godt trætte.

Det var første uge i børnehave efter ferien og det er gået næsten stille og roligt. Hun har været lidt træt når hun er kommet hjem og der har været en smule bøvl med afleveringerne, men ellers er det bare godt at det er blevet hverdag igen.

Fredag aften gik vi en tur i Bjerringbro – Ellen synes det var lige langt nok.

Lørdag tog jeg Ellen med i Randers Regnskov om eftermiddagen og Kåre tog hende med ud på cachetjeck og rådyrsgodnatsigning om aftenen. Der var ikke så mange mennesker i Regnskoven – men det er altså lidt pinligt når ungen står op belærer en flok voksne om at søkøer føder levende unger og giver dem mælk fra brysterne ligesom Karen får mælk fra mors bryster…

I dag har vi været i Randers for at lege i hoppeborg, køre i karrussel og høre Muddi&Salamidrengene. Hun stod flot og tålmodigt i kø alle steder og hun morede sig virkelig dejligt – men musikken var alt for højt og der var vist også lidt for mange mennesker. Jeg synes i hvert fald musikken var for høj og jeg sad endda på et ølklistret gulv et stykke væk og ammede en del af tiden.

Jeg er ved at putte Ellen og hun vil gerne have en historie fra Sigurds godnathistorier – den ligger bare ude i bilen.

Ellen: Du kan da bare hente den, mor.
Mig: Det gider jeg ikke – jeg er en doven hund.
Ellen: Du er da ikke nogen hund!
Mig: Nej, jeg er bare doven.
Ellen: Nej, du er gammel!

Så fik vi lige sat det på plads.

Ja, det er ikke blevet til meget blogning – har simpelthen ikke kunnet tage mig sammen. Men kort fortalt har vi holdt ferie og haft en del konflikter med Ellen, som VIRKELIG er kommet i trodsalderen. Bl.a. har vi kæmpet for at overbevise hende om at hun skal blive på værelset når hun er blevet puttet – og det lykkedes faktisk i går! Vi prøver også at lære hende at man ikke må spytte. Men sådan alt i alt, så tror jeg bare hun savner børnehaven.

Den anden dag snakkede vi i hvert fald om hvad de andre børn mon havde lavet i ferien. Ellen mente ikke de havde lavet noget. Om de bare havde kedet sig, ville Kåre vide. “Ja – fordi jeg ikke var der!” – var svaret. 🙂

Ellers har vi geocachet, været i Universitarium og Ellen har været på ferie hos mormor og morfar.

Nå ja, og Karen har lært at sidde op og kravle – og foretrækker nu mad med smag i bidder i stedet for grød – de bliver hurtigt store, de unger. I næste uge kommer hun sikkert og beder om bilnøglen.

Men her er en stak billeder, hvor jeg har prøvet at skrive lidt mere om hvad vi har lavet:

Ellen stod først op (kl. 9) og kom glad ind til os med bemærkningen: “Kan I se at det regner? Så kan man hoppe i vandpytter – plop, plop, plop!”.

Til morgenmaden konstaterede vi at vi egentlig ikke havde det helt store at byde på, så vi skulle have handlet fra formiddagen af. Ellen fik havregrød til morgenmad, med blåbær der var plukket i går. Hun ville gerne have mælk på, men vi havde ikke noget før Trine huskede at hun havde købt mælkepulver, så en glad Ellen fik alligevel mælk til sin morgenmad! Vi andre spiste brød, havregrød er ikke rigtig noget for nogen af os.

Vi iførte os regntøj og ville egentlig lige have fundet en enkelt cache på vejen til Treungen – men da vi holdt ind kunne vi konstatere at en af de ting vi skulle købe var batterier – så vi udsatte turen til hjemvejen.

I Treungen fandt vi en sportsbutik og en Spar. Karen var faldet i søvn i bilen, og i stedet for at vække hende gik Trine med Ellen i sportsbutikken for at kigge efter vandrestøvler til Ellen og regntøj til Karen. Støvlerne blev fundet, og størrelsen passede – da der lige blev fjernet fyldpapiret i snuden. Med papiret i snuden sagde Ellen godt nok at de klemte lidt i storetåen “men det gør ikke noget”. De var desværre lilla og Ellen ville hellere have dem i orange, så Trine ledte og ledte. Efter lidt tid opdagede hun at de andre der stod og ledte efter et lilla par i samme størrelse, og havde et orange. Så der blev byttet til alles store tilfredsstillelse. Regntøj kunne desværre ikke opdrives i den rigtige størrelse, og heller ikke handsker som Trine ellers godt kunne have brugt til sine fingre. Kåre var modig og gik ud sammen med Ellen og efterlod Trine i en friluftsforretning med både et visa- og et mastercard! Trine styrede sig og købte kun et enkelt sæt tøj til hver af ungerne. Men sjovt med en lillebitte friluftsforretning i en by af Ulstrups størrelse som alligevel har et kæmpe udvalg.

Karen sov stadigvæk så vi tog chancen og gik sammen i Spar. Alting i Norge er lidt dyrere end man er vant til, også selvom man tager højde for prisforskellen. Højdescoreren var en flaske sprit til Trangiaen – for det havde vi glemt hjemme. Vi kom af med 77 norske kroner for en liter!
På vejen tilbage holdt vi ind for at trodse regnvejret og gå en tur. Ellens begejstring for regnvejret var desværre stilnet lidt af, men vi fik alligevel en hyggelig tur langs Rosstjørn. Der var endda et lille stykke sandstrand, hvor Ellen var ude at plaske lidt i vandet i sine gummistøvler. Det sidste stykke måtte klapvognen dog blive stående – på grund af regnen stod vandet så højt at det passerede toppen af alle vores støvler – med lidt behændighed kunne man hoppe mellem nogle sten, men det var nu ikke helt nemt med Karen på armen.

Cachen blev fundet under et klippeudhæng bag et helt lille mini-vandfald og indfor mange dejlige blåbær, som Ellen gik meget op i at plukke. Nogle blev spist og andre blev gemt til morgenmaden i morgen.
På tilbagevejen ville Ellen ikke gå gennem vandet igen, så Kåre nåede at passere vandet i alt fire gange, for at gå tilbage at hente Ellen også.

Efter turen var vi tilbage og spise frokost. Og vi fik alt tøjet i tørreskabet – det er godt nok en god opfindelse! Og derefter blev der dømt afslapningseftermiddag til en lidt hyperaktiv overtræt Ellen, og et par lidt trætte forældre. Ellen fik lov at se film på vores bærbare dvd-afspillere og kigge i bøger, mens Trine sov lidt sammen med Karen. Kåre lavede mest ingenting.

Klokken 17.15 kom Trine og Karen til overfladen og Trine gik i gang med at lave aftensmad: Pasta og tomatsovs med pølser til de tre store og risgrød med grøntsager til Karen. Ellen ville i hvert fald ikke have mad og i hvert fald slet ikke VARM mad – men hun fik da spist en kold pølse og nogle pastaer. Hun fik at vide at hun skulle spise så der højest var 5 tilbage for at kunne få dessert – “hvad for en slags fem er det?” – ja, det var jo egentlig også et godt spørgsmål. Hun spiste alle sammen.

Efter aftensmaden skulle vi lige tjekke vejrudsigten og opdagede, at en bombe havde sprængt store dele af regeringsbygningen på Karl Johan i Oslo. Der var ikke overblik over antallet af tilskadekomne og dræbte.

Og så skulle vi på tur – og da vi alle sammen var kommet i alt udstyret og kom ud opdagede vi at det faktisk slet ikke styrtregnede mere – kun almindelig regn. 🙂 Og Trine var genial og fandt ud af at hætten på Ellens ekstra regnjakke faktisk passer til knapperne på Karens jakke – så nu har hun en hætte! Og Ellen fik sine nye støvler på.

Vi kørte ikke så langt – bare 200-300 meter, men da det samtidig var godt 100 højdemeter tog det alligevel lidt tid. Vi parkerede ved Rytterspranget – det er Destinasjon Gautefalls cafe/restaurant midt på pisterne. Det var nu ganske lukket, bortset fra toiletterne og et lagerrum. Men der ville utvivlsomt have været en fantastisk udsigt fra de store terrasser, hvis ikke det lige var fordi vi sådan set var lidt oppe i skyerne. Der stod en kæmpe gyngestol, som desværre var gået lidt i stykker, men Ellen var alligevel oppe og sidde på den.

Og så ville vi gå op for at se en varde. Vi kunne se nogenlunde i hvilken retning den var så vi gik bare. Der var vådt – der var MEGET vådt. Vi gik et godt stykke gennem terræn og så flot natur, men til sidst gik vi nu ud på vejen. Da vi var næsten oppe ved toppen undrede vi os over alt det vand der blev ved med at være – hvor kom det fra? Men det kom altså fra den sø der lå på det plateau vi troede der var toppen. 🙂 Her var der også mødested for og afhopningssted for skiliftene. Sikke trøstesløst det dog ser ud her om sommeren. Her fandt vi også en pil der pegede mod Blekvarden, så vi gik den vej. Her gik vi af en hyggelig sti og kom også forbi en sø mere.

Til sidst fandt vi et sted der var nogen der var begyndt på en lille varde. Den byggede vi lidt videre på og besluttede os for at gå ned igen – vi vidste jo ikke hvor langt der var til Blekvarden, men vi havde efterhånden gået et par kilometer og klokken var 20.10. Nu var Ellen også ved at være lidt træt, men først gik vi efter et sted hun havde kastet med sten på vejen op, hvor vi igen kastede med sten. Og så efter et sted man skulle hoppe over vandet hvor det løb hen over vejen. Og det sidste stykke blev klaret med en historie fortalt af mor.

Da vi kom hjem og kom af alt tøjet havde Trine lavet dessert: Blåbærgele i snapseglas med flødeskum og så en gang varm kakao med flødeskum – det var et hit.

Aftenen sluttede dramatisk på flere måder. Trine skulle lige se nyhederne og vejrudsigten og det var IKKE godt. Ud over bomben ved regeringen (mindst 2 dræbte) var der blevet skudt på en ungdomslejr på en ø – indtil videre var der meldinger om vist 7 dræbte. Da vi så skulle i seng var Kåre på toilettet og Trine trænede, da Karen pludselig røg ned mellem dobbeltsengen og hendes egen seng. Jeg skreg bare på Kåre og forsøgte at hive hende op. Det lykkedes, men jeg var noget usikker på hvordan hun havde det. Men hun græd få sekunder og så grinede hun igen.

Kåre: Jeg går ud og hænger mig!
Ellen: Du må ikke hænge dig.

Kåre havde bare overset en indlysende løsning af en mystery og følte sig lidt dum. Men altid rart at Ellen trods alt kan lide ham – hun har været NOGET på tværs i dag. Sparket Siri, nægtet at tage tøj på, slået og råbt. Og hun har ellers fået en fin, ny cykel fordi hun har været så god til at sove uden sut.

I går vågnede hun 6.45! Kåre var på vej ud af døren, så det blev klaret med: “Ellen, har du ikke lyst til at prøve at spise morgenmad i børnehaven?” Det havde hun heldigvis, så ned med hende og hjem i seng igen!

Og så var der arbejdsdag i børnehaven, så Ellen var der fra 7.10 til 20.30 i går. Men hun virkede som om hun hyggede sig. Mig og Karen var lige med til starten og så kørte vi til Randers efter en cykel. Da vi havde spist og slappet lidt af hjemme gik vi ned i børnehaven og var lige med til det sidste. Det er jo alligevel begrænset hvad jeg kan hjælpe til med.

Desværre aner jeg ikke hvor kameraet er, så der er ingen billeder.

Tirsdag aften gik det IKKE godt. Hun faldt først i søvn klokken 22 efter meget gråd, klynk og generel utilfredshed.

Onsdag efter aftensmaden skulle jeg aflevere et brev i Borgerservice og tog Ellen med på løbecykel. Men den onde, onde mor kom til at stoppe brevet i brevsprækken… Så Ellen fik en tur i skoven som kompensation – og så lovede jeg hende at vi skulle aflevere et brev i dag, som hun så måtte stoppe i brevsprækken.

Men vi havde en hyggelig skovtur – vi så en larve og en død bille og vi fandt en lille hjerteballon og en pind. Og lige da vi var ved at være hjemme kørte Ellen så skråt hen over vejen for at komme over til lågen – uden at se sig for eller noget. Så det endte alligevel med lidt skrig og skrål, da hun blev hevet tilbage for at se sig ordentligt for.

I sidste uge så vi jo en slange i skoven og det gav følgende kommentar fra Ellen:
“Og så forskrækkede vi slangen og så blev den helt slange-bange.” 🙂

Putningen gik bedre end tirsdag, men hun skulle alligevel have trøst et par gange. Og så har hun fået en dårlig ide med at skulle på toilettet efter hun er blevet puttet. Hun er på toilettet som det sidste inden hun skal i seng, så det er ikke fordi hun skal – men når nu ungen er ved at være renlig og siger hun skal på toilettet, så er man jo nødt til at tage det alvorligt. Også selvom det bare er en fiks ide.

Vi sidder og snakker om at Ellen nok også engang får børn, så de kan få mælk fra hendes bryster.

Mor: Og så har du nok også en mand, ligesom jeg har far.
Ellen: Ja, det er Rasmus!

Jamen, så ved vi da det. 🙂

Onsdag var Kåre i København og kom først sent hjem, så vi havde aftenen for os selv.

Ellen ville gerne have koldskål til aftensmaden, jeg havde godt nok regnet med broccoligratin, men vi fik koldskål.

Da vi havde spist lavede vi lektier til børnehaven – vi skulle finde ting der rimer på flaske. Vi var også i haven og lege.

Torsdag havde Karen besøg af sundhedsplejersken og ganske som forventet er Karen som hun skal være. 7,5 kilo og 67 cm. Karen har også brugt ugen på at finde sine tæer og så har hun fundet ud af at hun kan hvine – så det lyder næsten som en grisestald omkring fodringstid her i huset…

Torsdag var der også maddag i børnehaven: Pandekager på bål med kødsovs og frugt til dessert. Fredag havde de fået tacos og begge dele var noget der passede Ellen.

Fredag fik vi gjort den høje stol klar til Karen, så nu kan hun sidde lidt med ved bordet. Det synes både hende og Ellen er sjovt, men hun kan nu ikke holde ryggen ret længe.

I morges kom Ellen med følgende kommentar, da hun gav Karen et stort knus: Du er min yndlings-dejlige-Karen!

I morges var Ellen lidt på tværs og hylede en del. Specielt ville hun være mor – det er noget hun vil hele tiden i øjeblikket. “Og så er det mig der er mor og så skal jeg …” Da vi var ved at smøre madpakke blev det lidt for meget for mig, så jeg besluttede at når hun ville være mor, så ville jeg være Ellen, så jeg begyndte at hyle op og skabe mig ligesom hun gjorde.

Hun blev totalt paf og skyndte sig at hive sutten ud af munden og stoppe den i min mund. “Du skal ikke være ked af det, mor.”

Jeg brød helt sammen i grin af hendes ansigtsudtryk, så det endte med et stort knus og så havde vi en hyggelig morgen resten af tiden.