Archive for the ‘Geocaching’ Category

6. august – Indianermuseum, en sidste tur til Fish Creek og Chinook Center

Ellen havde spurgt meget til indianere og været meget fascineret af ham vi mødte ved Head-Smashed-In-Buffalo-Jump. Så for at lære hende lidt om rigtige indianere i stedet for “Lucky Luke-indianere” havde vi prøvet at finde ud af om ikke der var nogle muligheder ved indianerreservatet for Tsuu T’ina-folket ved Weaselhead i Calgary.

Der viste sig at være et museum, og det besluttede vi os for at besøge. Det var en mærkelig oplevelse. Vi havde fundet noget der mindede om en adresse og kørte efter den, men kunne ikke finde noget der mindede om at være et museum. Vi fandt til gengæld administrationsbygningen, som var en moderne luksuriøs meget flot udsmykket bygning, og Kåre gik ind og spurgte om vej i receptionen.

Instruktionerne førte os til en skole/gymnasium/sportshal, igen uden at noget mindede om at være museum. Kåre gik ind for at spørge om vej igen, og fandt inde i bygningen et lille skilt der vist mod museet, så han gik tilbage og hentede resten af familien. Vi gik ind i bygningen og efter skiltet, og pludselig løber en midaldrende kvinde efter os, og spørger om vi leder efter museet. Det kan vi jo bekræfte. Hun låser os så ind i det lille museum, der består af to ret små rum, med udstillinger af ting fra ældre og nyere historie i indianerreservatet. Vi måtte desværre ikke tage billeder.

Ellen syntes egentlig det var spændende, men havde svært ved at indordne sig under at det ikke var et sted man kunne pjatte og råbe op, og i det hele taget var det lidt mærkeligt at være de eneste der var til stede i museet, med en enkelt indianerkvinde der talte ret dårligt engelsk.

Vi endte med at forlade indianermuseet med nogle ret blandede indtryk. Det var helt tydeligt ikke et museum der tiltrak mange turister, men heller ikke et der prøvede på det. Vi snakkede om at grunden kunne være at indianerne ikke ønskede at være “i zoologisk have”, hvilket er forståeligt nok, men det føltes stadig som om der var masser af historie man kunne fortælle, som blev gemt lidt væk – som en slags dårlig samvittighed. Et andet indtryk var at indianerne var ret stolte over den indianerhøvding der havde lavet aftalen om reservatet – en aftale der åbentbart var langt bedre end den andre indianerhøvdinger havde forhandlet hjem. Alligevel kan man ikke andet end få en lidt dårlig smag i munden som besøgende europæer, når man ser på det relativt lille område indianerne har tilbage af deres store jagtmarker, fordi de ikke forstod europæisk måde at fortolke ejendom og ret til land på. Og det er svært at acceptere hvordan indianerne er havnet i et limbo af fattigdom, fordi de med deres selvstændighed i reservaterne ikke er en del af den udvikling Canada har gennemgået til industrialiseret vestlig verden, men alligevel ligger under den, da der ikke er plads til indianernes gamle verden i isolationen af reservatet. Canadierne med europæiske aner lader til at være rimeligt respektfulde overfor de oprindelige folkeslag i Canada. Men alligevel er skellet tydeligt og ubehageligt.

Efter besøget på indianermuseet var vi på gåtur i Fish Creek, denne gang i en lidt vestligere del end vi havde besøgt før. Vi startede med at lede efter en kort multi-cache, men den ville ikke findes. Derefter ville vi på gåtur. Vi havde planlagt en rundtur over tre broer, men desværre var dele af området spærret af efter oversvømmelserne, så det blev lidt mere en ferm-og-tilbage-tur. Det var til gengæld en fin tur. Vi gik blandt andet langs kanten af Fish Creek, hvor floden havde vasket helt ind til stien, og vi kun lige kunne kante os forbi på kanten af bredden. Og Ellen og Karen var meget begejstrede over at der var rigtig mange græshopper, som hoppede hen over stien, og de var meget imponerede over hvor langt de kunne hoppe. Det var vores sidste gåtur i Fish Creek park. Hvor er Calgary heldige at have så dejlig natur midt i byen!

Efter gåturen var det faktisk på høje tid til frokost, og vi var blevet enige om at benytte en food court til formålet, men også at køre et andet sted hen end SouthCenter Mall som vi havde besøgt så tit. Så vi kørte i stedet for til Chinook Center, som vi havde lagt mærke til flere gange vi kørte gennem byen, og som så meget stor ud, så hvorfor ikke se hvad der var der? Og det center var stort. Det var faktisk enormt.

Det første vi så der var en kæmpestor steampunk dinosaurus. Derefter gik vi op i stedets food court, hvor der over hovederne på os fløj forskellige steampunk flyvemaskiner. Ret underholdende at kigge på. Vi spiste et ret forglemmeligt måltid af junkfood og gik ud for at se på centeret.

Det var rigtig rigtig stort, og vi nåede ikke hele centeret rundt. Der var flere butikker i stil og størrelse med Magasin og Salling inde i centeret, foruden bunker af andre butikker. Et sted var der en meeeeget lang kø, og vi fandt ud af at det var til LEGO-butikken, der havde et arrangement hvor man kunne bygge en figur og få en lille LEGO-ting med hjem. Vi valgte at undgå køen.

Vores favoritbutik, hvor vi var længe, var Discovery Hut. En kombination, hvor der var legetøjsbutik med “intelligent/nørdet” legetøj til børn og brætspil og fan merchandise til voksne. Jeg kan ikke komme i tanker om nogen butik i Danmark der har tiltalt mig bare halvt så meget :-) Vi købte nogle spil til både Ellen, Karen og os voksne, og noterede os mærkerne på adskillige legetøjsproducenter til kommende ønskesedler. Vi kunne sikkert sagtens have købt os endnu fattigere.

3. august – Wading pool og gåtur ved Bow River

Vi bestemte at dagen skulle være stille og rolig med besøg i en park. Gerne en hvor pigerne kunne lege i vand. Så vi kiggede på public splash parks i Calgary, og fandt en der lå lige ved Prince’s Island i Bow River midt i Calgary. Den havde egentlig været lukket på grund af oversvømmelser, men var nu genåbnet delvist, og så var der jo også mulighed for lidt gåtur der.

Pigerne nød vandlegen og vi så to forskellige brudepar – det ene med gommen og hele hans følge i kilt. Trine gik ind i food court i centeret ved siden af og købte frokost som vi spiste i græsset. Og bagefter gik vi over broen til Prince’s Island og gik en tur.

Sporene efter oversvømmelserne var tydelige, og store dele var stadig afspærret, men det var stadig en dejlig ø at gå tur på. Trine sneg sig forbi afspærringen for at logge en cache en meter på den anden side på et kunstværk. De steder der ikke var ryddet op endnu var tydeligt præget, men der var gjort et kæmpearbejde med at klargøre den åbne del, som virkelig var blevet flot istandsat. Vi gik en tur over broen på den anden side af øen, hvor man i endnu højere grad kunne se ud over den mest ødelagte del. Udover de ødelagte skovområder langs bredden kunne man se ting der var skyllet op langs åen. Vi gik også efter en enkelt cache der tydeligvis lå midt i ødelæggelserne og måtte opgives.

En legeplads midt på øen var delvist åbnet (der var også en afspærret del) og pigerne fik tid til at gå med at lege der. Tilbage ved splash parken spiste vi is, og Ellen og Karen legede lidt med en afrikansk pige fra en familie der sad i nærheden. Selvom de intet forstod af hvad hinanden sagde havde de det sjovt sammen. Og senere legede Karen og Ellen med andre børn om at sende grankogler gennem en åbning i bassinet ved splash parken.

Det var en dejligt afslappende og stille og rolig tur. Vi tog hjem til aftendsmadstid, hvor vi spiste brød og rester fra dagen før, og havde tid til bare at lege og slappe af.

2. august – Hjem fra Waterton

Næste morgen gentog vi morgenmadstricket med tevand og oatmeal, og pakkede så bilen. Det var øsende regnvejr! Men ved at vende bilen kom bagagerummet lige nøjagtig under udhænget, så tingene kunne komme nogenlunde i tørvejr. Der var udcheckning kl. 11, men eftersom vi først var oppe og samlet ved morgenmaden ca. halv 11 blev det lidt forhastet at få fyldt bilen.

Vi nåede dog det hele – også at hente en sidste kop gratis kaffe – og så drog vi afsted. Vi havde planlagt at vi skulle finde de sidste geocaches for at gøre os fortjent til en coin, og vi ville derfor ignorere regnvejret og tage på tur efter de sidste.

Desværre var Trines og Kåres regntøj kun meget lidt regntæt, og der gik ikke længe før vi var gennemblødte. Og den første cache ved Waterton Lake ville bare ikke findes. Efter at have ledt et stykke tid løb GPS’en også tør for batterier. Først på det sidste forsøg på at tænde GPS’en gik et lys op for Kåre, da han så titlen på cachen “Look Up”, og så blev den hurtigt fundet. Pigerne var mere til at kaste sten i søen end at lede efter geocaches, og de havde det pragtfuldt på trods af vejret. Især Trine var dog til sidst klar til at opgive det hele.

Trine og pigerne gik i tørvejr i et skur, mens Kåre kørte bilen noget tættere på. Faktisk helt hen til skuret så man næsten kunne komme tørskoet fra skur til bil. Og så kørte vi efter de to caches der så ud til at være nemmest at gå til fra bilen uden en længere tur. Det blev til en lille tur gennem byen, og vi så igen hjorte mellem husene, og vandfaldet fra i går var blevet noget mere brusende med regnvejret! Til gengæld var egernerne åbenbart gået i tørvejr, for dem så vi ingen af.

Langs Middle Waterton Lake blev der fundet endnu en cache. Trine blev i bilen og tørrede, Karen og Ellen legede med vand og sten, Kåre fandt cachen. Det tog kun ca. 10 minutter, så var vi alle tilbage i bilen og kørte efter den sidste cache. Vi kom ikke helt så tæt på som vi troede vi kunne, men til sidste var der kun få hundrede meter cross country og Kåre løb alene afsted.

Der var ingen stier og da Kåre havde løbet langt nok op ad en lilel bakke til ikke at kunne se bilen gik det op for ham hvad han egentlig lavede. Han løb stille alene rundt i et bjørnereservat udenfor almindelig menneskeområde. Stort set præcist alt hvad han ikke burde gøre. Strategien blev ændret til at gå og lave noget larm, cachen blev fundet og logget, og på vej tilbage så han afføring fra et stort dyr. Han spekulerede over hvad det mon kunne være fra. Senere så han bjørneafføring, og det var temmlig sikkert det det var… Næste gang ville det nok være en god idé at gå nogen stykker sammen.

Vi kørte tilbage og fik vores coin for veludført og vådt arbejde, skiftede til tørt tøj og kørte hjemad. På vej ud af Waterton så vi vores sidste hjort mellem husene. Vi kom igen igennem Pincher’s Creek på vejen hjem, og som den nemmeste løsning kørte vi ind i en WalMart og spiste på den McDonald’s der lå der. Pigerne fik hver en smølf i deres menuer, og den blev herefter medbragt på hver biltur. En canadisk bedstefar faldt i snak med os om hvor vi kom fra. Han kendte ikke smølferne, men var overbevist om, at det måtte vi gøre, for den slags alfer var en del af vores mytologi. Kåre måtte jo skuffe ham lidt med at det var fra en belgisk tegneserie, og ikke ægte mytologisk, men han var vist behørigt imponeret over at de var af europæisk oprindelse :-)

Vejen tilbage til Calgary kørte vi ad en alternativ rute, “the cowboy route”. Landskabet var lidt anderledes end turen ned. Der havde det mest været opdyrket land. Turen tilbage var stadig langt nok fra bjergene til at det var rimeligt fladt, men alligevel bakket klippegrund. Derfor gik der mest kvæg og der var lidt mere variation i udsigten. Pludselig kom vi f.eks. gennem en kløft med en brusende flod, som man ikke havde kunnet se var der få hundrede meter før. Vi kom også gennem Black Diamond, som har sit navn fordi det er en af de største olieområder i Alberta. Vi så også flere olieboringer omkring byen end vi ellers havde set.

Vi må indrømme at da vi først kom hjem til vores “Canada-hus” som Karen kaldte det, var det et velkomment syn efter tre dejlige men lange dages udflugt. Aftensmaden blev klaret ved at Trine hentede mad ved Edo fra SouthCenter Mall’s food court. De kunne ikke helt forstå at hun bare ville have fire portioner med fordelt med ris i en beholder og kød og sovs i en anden, men hun fik da lov at købe det alligevel :-)

1. august – Bjergbestigning, USA, bjørne! og Going To The Sun Highway

Vi havde taget instant oat meal med til morgenmad – men der var jo ikke det tekøkken vi havde regnet med… Det blev dog klaret ved at hotellet havde gratis kaffe og te, og vi hentede kogende tevand og blandede morgenmaden i det. Vi havde én teske, resten improviserede vi med rørepinde. Meget primitivt :-)

Dagen var afsat til en udflugtstur, med gåture og en tur over grænsen til USA og over Going To The Sun Highway – en tur vi havde fået anbefalet til vejfesten af en nabo som en køretur der var værd at tage. Vi syntes dog at en tur kun i bil måtte være noget kedeligt, så vi startede dagen med lidt gåture.

Først rundet i Waterton by. Inde midt i byen mødte i hjorte der spankulerede omkring, tilsyneladende ligeglade med de mennesker der var der. Dog blev et kid til sidst skræmt af en dame der prøvede at tage billeder af den på under en meters afstand. Det fik mor og kid adskilt af en vej, vi håber de fandt hinanden igen uden uheld. Vejene i waterton har en hastighedsgrænse på 30 km/t, så mon ikke det gik?

Damen på motellet havde anbefalet at se nogle vandfald i udkanten af byen. Det fortrød vi ikke! Det var nogle rigtig flotte fald, og Kåre og Ellen gik også op og så dem oppefra. Der var egern overalt der underholdt turisterne, og Ellen var næsten ikke til at få med videre fordi hun ville kigge på egernerne.

Vi gik hjem og tog bilen. Første mål var en gåtur vi havde fået anbefalet af indianeren fra Head-Smashed-In-Buffalo-Jump som en rimeligt let klatretur med børn og Trine med stok. Men før vi nåede så langt (og der var ellers kun ca. en kilometer) brølede Kåre pludselig at alle skulle kigge bagud. To kæmpestore Bighorn Sheep kom løbende ad vejen bag os, og overhalede bilen indenom mens Kåre var ved at trække ind til siden for at kigge på dem. De passerede næsten op og ned ad bilen, så vi havde rigelig mulighed for at beundre dem!

Så skulle turen op ad Bear’s Hump. Karen var i bærestol, resten af os måtte gå selv. Ellen elskede det, især de steder der skulle klatres mest. Det var en rigtig god sti, hvor der var lavet trappetrin på de stejleste steder. På vejen op lå der også en geocache, som vi signerede. Der er dog efter reglerne ikke bytteting i geocaches i nationalparken.

Trine havde vist nok læst sig til at der kun var en stigning på 30 meter, men det viste sig hurtigt at hun måtte have læst forkert. Det gik bare op og op, og til sidst var Trine ved at give op og sige at hun ikke nåede længere. Vi mødte heldigvis en dame der fortalte at nu var der ikke langt igen, så vi nåede allesammen toppen – og Ellen var ikke til at skyde igennem, for hun havde besteget et bjerg! Hun havde gerne kravlet op på det næste bjerg ved siden af, men det var nu adskillige 100 meter højt, og der var ingen officiel sti, så der sagde vi stop :-) Måske skal hun være bjergbestiger?

Vi havde købt frokost i en Subway i Waterton, og vi satte os på toppen og spiste vores mad. Vi måtte passe på nogle meget nærgående jordegern der også gerne ville spise vores mad, og ikke var blege for at hoppe op på den bænk hvor vi sad og spiste for at få fat i det. Ellen ville gerne hilse på alle jordegernerne, og da vi skulle ned igen skulle hun lige sige farvel til dem først. De to jordegern hun sagde farvel til vendte sig begge to om, satte sig på bagbenene og mimrede til hende, så hun var superglad for at egernerne også sagde farvel til hende.

Vi fik kravlet ned igen, og var enige om at det var godt vi ikke på forhånd vidste hvor langt der var derop, for så havde vi nok opgivet ved bunden. GPS’en sagde vist nok at vi havde klatret 170 meter op og ned igen.

Tilbage i bilen blev kursen sat mod grænseovergangen til USA ved Chief Mountain. Vi holdt lidt i kø ved grænseovergangen, og vi kunne høre nogen i en bil ved siden af snakke om at de var ekstra grundige i dag. Senere fandt vi ud af at USA havde hævet terrorberedskabet samme dag, så måske var det derfor. Som udlændinge skulle vi udfylde en told- og indrejseblanket hver (dog slap Kåre for at skrive nær så meget fordi han i forvejen havde en ESTA udfyldt) og betale et gebyr på 7$. Pigerne var ikke ligefrem gode til at sidde stille og vente, men de lukkede os dog ind alligevel. Vi fik at vide at grænseovergangen lukker klokken 10, men det skulle vi også meget gerne være ovre inden, det er trods alt et par timer over børnenes sengetid.

På den anden side af grænsen i Montana gik vejen gennem en løsdriftskvægfold. Det betød at der gik køer midt på vejen. Og der var ingen tvivl om hvem køerne mente havde førsteret. Efter nogle kilometer kom vi ind i den nærmeste “by” på grænsen: Babb. Den bestod af ca. 5 huse, en general store med motel og benzinstation og ikke rigtig andet. Her skulle vi lige have benzin på bilen. Men vi kunne rent faktisk ikke finde ud af at bruge benzinpumpen. Et par venlige motorcyklister med rygmærker og det hele fik vist os fidusen: Man skal slå en arm på benzinpumpen ned, før benzinen løber. En af den slags hemmeligheder ingen skriver nogen steder, fordi alle ved hvordan en benzinpumpe virker :-)

Efter Babb kørte vi til St Mary, hvor vi skulle dreje ind mod Glacier nationalpark. Vi betalte dagspasset og var nu på Going To The Sun Highway. I starten var den dog ikke så meget en bjergvej. Vi var ikke kommet ret langt, før vi så en masse biler holde langs vejen, og flere af dem tog vist billeder. Vi satte farten ned og kiggede, og kun omkring 10-15 meter fra vejen oppe ad en skråning sad to sorte bjørne og spiste bær. Vi kørte langsomt forbi, vendte bilen og kørte tilbage og holdt ind langs vejen.

At se vilde bjørne var en af de ting vi havde håbet på, og at se dem fra bilen var faktisk helt ideelt, fordi vi ikke behøvede at være så bekymrede fra pigerne. Der gik nu ikke mange minutter før der holdt endnu en bil ind. Det var park rangers, og de begyndte lige så stille at få rangeret bilerne videre. Jeg tror primært det var fordi flere turister havde valgt at stige ud af bilen med deres kameraer, men vi valgte at vende bilen og køre videre før rangerne nåede hen til os. Det var spændende at se de vilde bjørne, og vi fik også nogle billeder, desværre virker zoomen i vores kamera ikke, så de blev kun rimeligt gode.

Vejen begyndte at lbive lidt bjergvej, men vi syntes egentlig ikke at den var så speciel. Landskabet var flot, og det nød vi, men vi overvejede også lidt om det havde været en lang køretur værd bare at se en vej gennem en nationalpark. Goidt vi havde set bjørne, det var trods alt nok til at være det hele værd :-)

Vi nåede toppen af Logan’s Pass og gjorde holdt. Vi havde håbet at kunne købe mad der, men der var kun en souvenirbiks. Vi købte nogle postkort og en bog, og gik udenfor for at gå en tur ud over højsletten. Her var der en ny slags jordegern pigerne kunne kigge på, og vi fandt endda en enkelt enzian, Trines yndlingsblomst.

Ellen ville gerne gå videre ud ad stien, men Trine kunne ikke holde til så meget mere, så det blev en far og datter-tur, men Trine og Karen gik lidt mindre rundt i passet. Kåre og Ellen var heldige at se et murmeldyr der udstillede sig, og fik også taget nogle billeder. Ellen var igen begejstret for alt hvad hun kunne klatre op ad! Fra bjergstien kunne vi se vejen sno sig ned ad vestsiden af bjerget. Det så noget mere bjergvejsagtigt ud end den vej vi var kørt op ad, så vi bestemte os for at fortsætte et stykke ned på vestsiden før vi vendte næsen mod Canada.

Kort efter Logan’s Pass holdt vi ind igen. Pludselig stod en stor hvid bjergged nær vejen, og udstillede sig. En park ranger holdt øje med den – og måske med at turisterne opførte sig ordentligt. Vi kiggede på den et stykke tid og fortsatte ned ad bjergvejen.

Og så var det vi forstod hvorfor vejen var blevet anbefalet. Vi kørte bogstaveligt talt på bjergsiden. Der var lige nøjagtig et plateau bredt nok til en smal tosporet vej, og en 20-30 cm høj kant var alt hvad der adskilte en fra et næsten lodret fald til den ene side. Udsigterne var spektakulære! Og de steder man kunne se hvordan vejen var bygget op ad klippen var næsten lige så fascinerende som naturen. Et sted løb at vandfald under en hvælving vejen var bygget på. Et andet sted hed “grædemuren”, hvor et tyndt vandfald løb ned langs vejen i en 50 meters bredde. Et sted kørte vi langs et vandfald, hvor der stadig lå sne som dannede tynde broer over vandet. Et antal virtuelle caches lå langs vejen, og vi kvalificerede os vist nok til mange af dem – men de er ikke lige logget endnu. Da vi var ved at være ude af bjergene vendte vi bilen igen, og kørte tilbage mod Canada.

På vejen tilbage holdt vi ind hvor vi først havde set geden, og gik ind for at se et udkigspunkt. De så vi også, og på vej ud igen puslede det, og der stod geden, eller en anden hvid ged, pludselig igen og kiggede på os gennem træerne et par meter væk.

Vi var efterhånden ret sultne – klokken var efterhånden et par timer over aftensmadstid, og selv med en sen frokost kunne vi godt bruge noget mad. Så vi glædede os til vi kunne nå St Mary’s og købe noget mad. Vi fandt et sted der så ud til at kunne give os noget mad, men der var ved at være et problem. Klokken var over 9, og vi vurderede at der var en halv times kørsel til grænsen der lukkede klokken 10.

Vi bestilte sandwich og hot dogs. Fyren der serverede det var flink og snakkede med Kåre om vores husudveksling og besøg til Canada og USA, og om hans ønske om at besøge Europa. Han tilbyd at lave nyt sandwichfyld men vi måtte fortælle at vi desværre skulle nå grænseovergangen, så vi ville gerne have sandwiches med hvad han nu lige havde klar. Han lavede to superlækre sandwiches og en hotdog, og måtte så desværre lave den anden hotdog med et koldt brød.

Da vi nåede til betalingen nægtede han at ville have nogle penge, fordi der ikke havde været alt fyld (der havde nu været rigeligt) og han ikke havde to varme brød! Vi kunne ikke engang tippe ham, får vi havde ingen amerikanske dollars i kontanter, og kun få i Canadiske (pånær 20$-sedler og det var alligevel meget nok). Så vi fik alt maden gratis – det oplever man altså ikke sådan lige i Danmark.

Vi slugte det første af vores mad på stedet og gik så i bilen. Vi bad GPS’en om at køre til grænseovergangen, og var ved at få et chock – den sagde vi ville være der ca. 21:50. Det var efterhånden mørkt, vi kørte i et fremmed land, og vi huskede fra turen ned, at det ikke var nemt at køre helt op ad fartgrænserne – især ikke hvor der gik køer på vejen.

Så turen blev kørt så hurtigt det på nogen måde var forsvarligt, og for at gøre ondt værre var vinduesviskerne ikke perfekte og efterhånden blev forruden ramt af en del insekter der blev fanget af lyset, så køre til sidst kørte foroverbøjet for at kigge forbi den stribe vinduesviskerne havde lavet af døde insekter.

Vi har et billede fra da vi lige nåede grænsestationen kl. 21:51:34 – og et da vi var kommet igennem kl. 21:54:15 – men bilen siger nu klokken er 21:55 der, og jeg tror det er kameraet der gik et minut galt. Grænsevagten bemærkede også at vi kom lidt sent, spurgte lidt til hvorfor vi passerede grænsen, og var lidt nysgerrig efter homeexchange – og i dette tilfælde car exchange. Han var dog ikke mistænkelig, og ville ikke se papirerne på at vi havde lov at køre bilen. Jeg gør ud fra at biltyve ikke kommer med så opfindsomme historier :-)

Adgangskontrollen til Waterton var lukket, så vi kunne ikke købe dagspasset til at køre i Waterton. Heldigvis var vejen ikke lukket – noget vi faktisk var blevet bekymrede for om de mon gjorde. Vi blev enige om at vi ville købe dagspasset på vejen ud dagen efter, men det fik vi aldrig gjort, for man kunne faktisk ikke komme til boderne fra udkørselssiden, og ikke engang holde ind for at gå over til dem. Vi sender en undskyldende tanke til Waterton National Park.

Selvom pigerne var enormt trætte, og klokken var 11 da vi nåede vores motel, blev vi nødt til at adskille dem i 10 minutter for at de ikke skulle holde hinanden vågne – men så sov de også begge to tungt, og kunne lægges ind til hinanden.

Denne dag er uden tvivl en af dem fra ferien vi vil huske længst! Rigtig mange af vores store oplevelser fra ferien var klemt ind på denne dag! Selvom oplevelserne foregik fra et lejet motelværelse er der ingen tvivl om at det er home exchange og Paula og Dan vi takker for oplevelserne, for vi havde aldrig været på det motel med adgang til en bil uden dem!

30. juli – Weaselhead

Dagen var afsat til en naturtur i en af de mange naturområder i Calgary. Denne gang gik turen til “Weaselhead”, et naturområde nær et kunstigt opdæmmet sø, hvor afløbet fra en dæmning havde lavet et spændende delta i enden af Elbow river. På vejen købte vi frokost ved Subway og fik endelig købt nogle bytteting til geocaching.

Frokosten blev spist på en bænk med en flot udsigt over deltaet. Bagefter blev der gjort klar til gåtur med myggespray og solcreme og medbringen af vand. Vi tog en afstikker til en earthcache, og gik så ned for at tage en rundtur i deltaet.

Den plan blev dog hurtigt spoleret. Vi vidste egentlig godt at dele af området var afspærret og der kun var delvist genåbnet. Der var nemlig fundet sprængstoffer fra en periode hvor området havde været brugt af canadisk militær. Der var dog mindre åbnet end vi havde troet/håbet, så turen blev til en gåtur frem og tilbage ad hovedstien. Til gengæld stoppede vi i lang tid ved åen, hvor der blev kastet sten i vandet og slået lidt smut. Vi hilste også på en hund der var halvt New Foundlænder, og der blev snakket meget om Siri. Og Trine gravede en kanal og reddede nogle små fisk der var blevet fanget i en indsø. Der var meget leret, og før vi gik derfra havde vi også to meget lerede piger :-) Vi havde også flere kilo “flotte sten”…

Herefter gik turen hjem til en is, og til aften kom grillen igen i brug, denne gang til en grillet laks.

28. juli – Calgary Corn Maze

Efter et par stille og rolige dage skulle vi ud at se noget. Vi havde udset os “Calgary Corn Maze” – en kæmpe majslabyrint med tilhørende bondegård med aktiviteter.

Vi kom tidligt ud af sengen – sådan cirka klokken 10. Men til sidst fik vi fundet ud af hvor vi skulle hen (der viser sig at være mindst to majslabyrinter nær Calgary) og vi fik planlagt at vi ville geocache lidt på vejen.

Stedet ligger lidt uden for Calgary, og netop som vi havde forladt civilisationen gik det op for os at vi nok blev nødt til at skulle have benzin på bilen – og det SNART. Det skete selvfølgelig på et stykke hovedvej hvor man ikke sådan lige kan vende om, og GPS’en fortalte os at den nærmeste benzintank lå længere og længere væk, jo længere vi kørte. Faktisk var vi næsten nået helt til majslabyrinten da vi til børnenes store protester vendte om for at køre 10 km tilbage igen til en benzintank. På det tidspunkt stod benzinmålerens nål fuldstændig på nul, så vi krydsede fingre for at der var lidt reservetank at nå frem på… Det gik heldigvis.

Før vi nåede frem til majslabyrinten skulle vi liiiige finde en geocache der lå på vejen. Den hed “Haunted House” og lå med udsigt til en gammel lade. Og cachebeholderen var FREMRAGENDE. Ikke nok med at det var et helt lille udsmykket hus, man skulle også løse en lille og fantastisk veludført opgave for at komme ind i huset (vi vil ikke afsløre præcist hvad den var, for ideen skal måske tyvstjæles) og indholdet levede fuldstændig op til det ydre: Uhyggelige bytteting, og et grinende skelethovede med lysende øjne var en del af showet. Og børn måtte endda tage en bytteting uden at lægge noget (en god ting, for vi havde ikke fået købt bytteting før vi tog på geocaching).

Herefter nåede vi endelig frem til majslabyrinten… og alt det andet! De tilhørende små aktiviteter til børn inkluderede en kæmpe legeplads, et større klappe-zoo med geder, katte (med killinger), ænder, høns, gæs med mere, og andre dyr i indhegning – æsler, heste (med føl), får og grise.

Vi startede med den “lille” labyrint, som var mest tiltænkt børn. Her fandt Ellen især vejen, og var meget stolt. Derefter blev der kigget på og rørt ved dyr til den store guldmedalje, før vi fandt frokosten.

Frokosten var faktisk det eneste minus ved stedet. De ansatte i madvognen var ret forvirrede, og glemte bestillingerne, og da vi endelig havde mad og drikkevarer viste der sig at være mug på dåserne med sodavand, og de var begge to for gamle. Vi fik byttet dåsen med mug til en flaske vand, men vi var ikke helt sikre på at de helt fangede hvorfor. Vi sendte en mail efterfølgende og fik en uforbeholden undskyldning og et tilbud om et gratis genbesøg (som vi dog ikke benyttede, der var lidt for mange andre spændende ting nær Calgary), så mon ikke det problem er løst nu? Vi ha ri hvert fald ingen problemer med at anbefale stedet trods den lille forteelse.

Efter frokost spillede vi minigolf – der var en hel 18 hullers bane, og Ellen og Karen ville gerne spille. Ellen havde koncentration til at spille cirka de første 6 huller, omend ikke helt motorik til at styre køllen. Der var ellers dedikerede børnekøller, og det hjalp en del. Men de syntes begge to det var sjovt nok at lege med minigolf længe nok til at begge vi voksne nåede gennem alle 18 huller. Trine havde det dobbelt så sjovt som Kåre, for hun nåede dobbelt så mange slag på de 18 huller :-) Det plejer ellers være hende der banker Kåre.

Efter minigolf, og lidt hop på hoppepuder, angreb vi den store majslabyrint. Den var i to afdelinger, og ENORM. Oplysningerne sagde at hurtige labyrintløbere kunne klare labyrinten på lidt over en halv time, men man nok skulle afsætte over en time til at komme igennem. Ellen kunne godt følge med på kortet når hun gad, men det var sjovere at løbe i gangene, så kortet var som regel overladt til de voksne. Karen var med i bærestolen. Vi skulle finde fem stationer på vejen og stemple et kort, så alle dele af labyrinten blevundersøgt nøje, for ikke at gå glip af et stempel. Selvom vi var i første del af labyrinten i over en halv time, var der ingen af pigerne der syntes det blev kedeligt.

Bagefter var det tilbage til legepladsen og en rutsjebane af plastic på en bakke. Der skal ikke så meget til at lave noget sjovt for børn. Og så tog vi på traktortur gennem majsmarken. Turen blev kørt af en ung mand der hed Alex, og som tog billeder af os var vældig god til at tage sig af og snakke med børnene på turen. Trine blev tilbage for at skåne ryggen for traktorbump.

Bagefter tog Kåre og Karen anden halvdel af labyrinten. Denne gang gik Karen selv det meste af turen, resten blev hun båret. Anden halvdel var lidt sværere end første halvdel, til gengæld havde vi lært at de fem stationer vi skulle finde ikke var i blindgyderne. Derfor gik det faktisk ret hurtigt at komme gennem labyrinten, men vi kunne se på andre i labyrinten at ikke alle syntes det var nemt at følge kortet. Jeg overhørte flere der ikke anede hvor på kortet de var, og derfor helt havde opgivet at gå efter kort. Jeg håber de fandt ud igen… Ellen ville hellere lege end med i labyrinten igen, så hun blev ude med Trine.

Da Karen og Kåre kom ud råbte Trine op om at de skulle skynde sig. De kunne nemlig lige nå med i en sidste tud med ko-toget, som Alex kørte. De storgrinede begge to hele vejen – en ca. 7-årig dreng var til gengæld noget skeptisk overfor turen, og var lige ved at overveje at ville af, men blev alligevel på da Alex stoppede for at sikre alle var glade.

Vi var ved majslabyrinten lige til de lukkede klokken 5. Pigerne ville helt sikkert være blevet der længe endnu hvis vi havde kunnet.

Efter majslabyrinten havde vi udset os en cachetur mere. Rundt på nogle veje i det øde markområde var der nemlig nogle caches, og en uhyggelig multi-cache hvor vi skulle opklare mordet på en død heks. Undervejs fandt vi hendes lemmer og til sidst fandt vi også hvad der tilsyneladende var et fuglehus, men hvor man med den skjulte nøgle kunne finde heksens hovede og cachen. Ellen og Karen åd det hele råt, når vi samlede plasticarme og -ben op i skoven :-)

Vi passerede en jernbane og et “lille” godstog på vejen. 181 vogne og 3 lokomotiver blev det til (to foran og et bagpå), og det tog flere minutter for toget at komme forbi. Selvom vi var på et øde fladt område kunne vi på intet tidspunkt se hele toget på en gang for de få træer og bakker der var. Til gengæld tudede det meget ofte – for på alle de småveje vi kørte på var der selvfølgelig ingen bomme eller blink for at køre over banen.

Et enkelt sted lå cachen i et område hvor der stod no trespassing et stykke tilbage på et skilt, og mens vi var ved at logge den kom en bil forbi, stoppede nogle 100 meter henne og begyndte at bakke. Vi valgte hurtigt at fortrække fra stedet…

En ting der slog os mens vi kørte rundt på vejene var at alle veje var lige, og uanset om det var markveje eller asfalterede veje, så fulgte de det grid der var tegnet fuldstændig. Man kunne regne med at hvis der var udlagt en vej kunne man køre ligeud af den lige så langt det skulle være. Et par steder var der endda lavet dæmninger over en sø for at få vejen til at gå ligeud.

Klokken var 19 da vi havde fundet den sidste geocache, så efter at have kørt et par omveje, fordi vejene var bygget lidt om siden GPS’ens kort var opdateret, var det med at komme hjem, få noget mad og få pigerne puttet i seng.

26. juli – Geocachingtur i Fish Creek

I dag var planen at tage på en gåtur i en af Calgarys parker. Og så kunne vi jo lige så godt sørge for at finde lidt geocaches på vejen… Så udstyret med myggespray og solcreme og vand parkerede vi på en parkeringsplads i Fish Creek.

Det blev igen til en meget varieret skovtur, hvor der både var skov og klipper og vand og meget andet. Vi fandt nogle geocaches, en enkelt måtte opgives efter at Kåre ellers havde klatret en del på stejle klipper efter den, muligvis var den væk :-(

På vej hjem nåede vi at handle i SafeWay. Det synes pigerne godt nok var noget mere kedeligt end at gå skovtur, så for at slutte dagen med en god oplevelse stod Trine og pigerne af bilen på vejen hjem ved skolens legeplads. Imens fik Kåre så ryddet indkøbene af vejen og ryddet huset lidt op, så vi kunne spise aftensmad da resten af familien kom hjem. Aftensmaden var nu ikke det vilde: Vi holdt os til brød og pålæg :-)

25. juli – Biblioteksbesøg og geocachingevent

Efter den sene afslutningen dagen før, og en temmelig hård tur især for Trine, var der ikke meget på programmet. Vi blev hjemme hele formiddagen – da vi endelig var stået op – og planlagde at besøge biblioteket og centeret om eftermiddagen.

Biblioteket var ved at blive ombygget, og var derfor et lidt trist syn. Der var lige blevet plads til de vigtigste bøger, men der var samlet hvad der plejer at være på fire etager i en enkelt, og det gjorde at vi ikke rigtig kunne få et indtryk af hvad biblioteket egentlig kunne normalt. Ellen fandt en pige hun legede med – de spillede blandt andet computer – og det nød hun meget. Det var tydeligt at hun begyndte at mangle børn at lege med.

Efter biblioteket gik vi over i centeret, men det blev et meget kort besøg. Vi havde nemlig allerede inden vi tog afsted meldt os til et socialt geocachingevent om aftenen. Vi nåede dog lige at besøge legeområdet i centeret (bare et lille område med nogle simple “legevægge” og et par spillecomputere) mens Trine var ude at shoppe.

Geocachingeventet var på en familierestaurant ved navn “Ricky’s”. Vi var fra starten sikre på at vi var det rigtige sted – der holdt nemlig biler med geocachingstreamers og travel bugs på parkeringspladsen. Så vi gik ind, og blev vist til den ene side af restauranten, hvor der allerede var et mylder af geocachere der havde indtaget bordene. Et lille minus var, at i og med det var en restaurant med spisning sad alle ved 4-personers borde, og vi fandt vores eget bord i et hjørne. Derfra kunne vi så selvfølgelig cirkulere lidt, og der var også mange der kom forbi vores bord, men det blev alligevel lidt fragmenteret, og en del af tiden, især mens vi spiste, var vi egentlig mest os selv. Og i forhold til pigerne var der ikke rigtig mulighed for at få noget leg i gang med de andre børn der ellers også var der, så de forlangte en del forældrekontakt, som også gjorde det lidt svært at få gang i det sociale.

Når det så er sagt, så var alle de geocachere vi mødte rare og imødekommende, og vi fik en masse tip med os videre til hvor vi skulle tage hen. Vi fik blandt andet en masse gode råd om overnatning og ture til den del af bjergene der ligger omkring grænsen til USA, noget vi udnyttede senere. Og vi fik udvekslet trackables så de kunne få en tur over vandet mellem Europa og USA.

Vi nåede bestemt ikke at snakke med alle, men vi nåede at se en oversvømmet geocache og signere logbogen. Og middagen sluttede med at Ellen og Karen hver måtte vælge et stykke legetøj fra en kæmpe kiste, som var en del af restaurantens koncept, og det var da i hvert fald meget geocaching-agtigt! :-)

24. juli – Dinosaurer!

I dag var planlagt en af de store planlagte ting i forbindelse med ferien: Et besøg i Badlands og på dinosaur-museet.

Før vi kom afsted skulle Trine lige en tur ind forbi centeret – hun havde nemlig set en hat hun ville have, men ikke havde fået købt da hun så den. Den hat har vist sig at være næsten syet på Trines hovede siden :-) Da hatten først var hentet kørte vi afsted mod museet. Det var en lang køretur udover prærien. Udover enorme marker så vi også jævnligt en olieboring og andre steder gasboringer. Slet ikke som jeg forestillede mig store olieboringsområder, men i stedet for bare et lille stykke jord midt i en mark, med plads til en lille oliepumpe, som ikke er afskærmet eller sikret på nogen måde.

Turen gav også en oplevelse af at køre midt i ingenting! Kilometer efter kilometer blev tilbagelagt uden at se nogen bebyggelse andet end enkelt kornsiloer midt i ingenting. Undervejs gjorde vi holdt for at spise en kiks og drikke lidt vand ved noget af det eneste bebyggelse vi mødte: En tankstation og et foderstofkompagni langt fra alt andet. I det hele taget blev landskabet ved med at være flad prærie, selv 5 kilometer før Drumheller, hvor museet ligger ved. Og vi begyndte at være i tvivl om, hvorvidt museet virkelig lå i de Canadiske Badlands.

Men lige før Drumheller kørte vi pludselig ned i en kløft, og så var det der – sparsom vilter bevoksning, sært formede klippeformationer og brunlige og rødlige farver. Vi havde fundet de Canadiske Badlands. Museet lå nogle kilometer udenfor Drumheller, men kunne findes uden problemer.Desværre kom der i samme øjeblik et ordentligt regnskyl, så Kåre satte Trine og pigerne af så tæt som muligt på indgangen før han fik parkeret bilen, og løb gennem bygerne ind selv.

Det første rum af udstillingen var genskabte dinosaurer i naturlig størrelse, og derefter kom et rum med forskellige interaktive udstillinger om tiden omkring dinosaurernes tid. Det meste var for lidt større børn end Ellen, men hun behandlede det bare som legeting, og ignorerede den egentlige pointe med det, så det gjorde ikke noget :-)

Men så var det også frokosttid, så vi forlod udstillingen for at besøge cafeteriet. Det blev til pizza og burgere – det var klassisk turistfældecafeteria i middelmådig standard – og vi fandt et bord ved et vindue hvor vi kunne kigge udover landskabet. Derefter var det tilbage til udstillingerne.

Det er ikke nemt at beskrive alt hvad vi kom forbi – stedet var enormt – men der var rigtig rigtig mange ægte dinosaur-skeletter og det er faktisk ret imponerende i sig selv. Bare størrelsen og følelsen af hvor gamle de egentlig er giver en vis respekt for det hele. Ellen og Karen var behørigt imponerede, især i starten, men meget af det var klassisk “ting med et skilt”-museum, og selv om det er dinosaurer, og det bliver det selvfølgelig lidt kedeligt i længden for børn i Ellens størrelse, men der var heldigvis en del afveksling i udstillingerne, og nogle steder var der også lidt interaktion. Trine gav op halvvejs, og vi lånte en kørestol til hende, for at gemme lidt bevægelighed til en gåtur i Badlands bagefter.

Efter museet var det tid til at se området udenfor. Vi konstaterede at vi stadig ikke har vænnet os til at være internetløse (heller ingen Wifi på museet), så vi havde ikke nogen geocaches med, som vi ellers havde planlagt at finde. Øv øv. Vi startede med at gå op ad en trappe til et udsigtspunkt lige udenfor museet. Området er ret særpræget med tydelige stærke geologiske lag, og stejle skrænter og kløfter. Selvom det er ørkenagtige forhold er der en del bevoksning af hårdføre planter, og dets ry for at være uvejsomt og ufrugtbart er givetvis sandt sammenlignet med det omkringliggende prærie, men samtidig er det ikke bart som man kendet f.eks. et højtliggende klippelandskab.

På vej ned fra udsigtspunktet mødte vi et par danskere der var på ferie i autocamper. Dem snakkede vi lidt med, og imens forsvandt Ellen ned af trappen. Der fik hun sat sig grundigt fast i noget mudder, og var nær ikke kommet op igen, og hun var meget ked af det da vi endelig nåede ned til hende.

Herefter tog vi en tur rundt af en lille sti gennem badlands. Kåre var meget stolt da det lykkedes ham at få øje på en lille gnaver af en slags, det er altid sjovt at se vilde dyr, selvom de er små. Vi fik også øje på noget lidt ørkenagtigt: Der groede faktisk kaktusser rundt omkring. Turen fortsatte rundt og bød på mange flotte landskaber, og vi så endda endnu en lille gnaver. Ellen så en selv, som hun så løbe ned i sin hule, og var lige ved at falde ned af en skrænt for at nå ud at se hulen.

Tilbage ved museet må det indrømmes at noget af glamouren gik af at have set gnavere i naturen. De viste sig at løbe rundt overalt og ikke være spor bange for mennesker – faktisk prøvede de at snuppe hvad de kunne få fat på, og nippede lidt til Ellens sandal.

Turen blev sluttet af med en is og et besøg på legepladsen udenfor, mens museet lukkede.

På vejen hjem konstaterede vi at det ville blive meget sent før vi nåede Calgary, så vi stoppede i Drumheller for at gøre noget så kedeligt som at tage på McDonald’s. Børnene var først meget begejstrede, men blev noget skuffede over at der intet sted var et legeområde til børnene – det er nok mere det end noget andet der gør at de indimellem tigger om at komme på McDonald’s.

På vejen hjem lykkedes det Karen at sove lidt i bilen, mens Ellen ikke ville overgive sig selv om vi først var hjemme næsten klokken 10. Hun var dog meget begejstret for solnedgangen på vejen.

23. juli – Calgary Downtown

Vi havde besluttet at tage ind til midtbyen i dag, og i stedet for at prøve at tage bilen derind valgte vi at prøve den offentlige infrastruktur “The C-train”. Vi kom til stationen af en imponerende gangbro over MacLeod Trail (en 8-10 sporet hovedvej gennem byen), og fik købt en billet uden store problemer. For Ellen og Karen var det en oplevelse, for de har kun kørt meget lidt i tog, og de nød at kigge på alle tingene ud af vinduerne hele vejen ind.

Vi stod af på stationen ved City Hall, og kiggede os om. Det gik op for os at vi ikke rigtig havde planlagt turen, og vi ikke rigtig vidste hvad vi så efter. Men vi tændte GPS’en og fandt en enkelt geocache i en flot, men lille, park. Så besluttede vi at prøve at komme op i en bygning og gå ad “+15’”, so mer en serie af forbundne bygninger i midtbyen, hvor man kan komme stort set hvorsomhelst uden at komme udenfor fordi de er forbundet med gangbroer i 15 fods højde og alle har offentlig adgang.

Til sidst havnede vi i bygningen “The Core” som er et stort indkøbscenter i midtbyen. Her skulle vi to ting: Have noget at spise, hvilket blev klaret i deres Food Court hvor vi købte mad i en Græsk og en Indisk lille biks. Og så vores hovedformål med at komme til The Core: The Devonian Gardens, en imponerende botanisk have midt i indkøbscenteret. Vi fandt endda en lille legeplads, hvor pigerne legede. Desværre var den lidt overfyldt af en ungdomssommerlejr, som ikke gav alt for meget plads til andre. Alligevel var det rart for pigerne at finde en legeplads. Og de var også behørigt imponeret over haven – ikke mindst guldfiskene.

Vi gik ned gennem byen og fandt gågaden, hvor vi blandt andet var i en stor boghandel. Desværre havde pigerne ingen tålmodighed til shopping, så vi måtte hurtigt vælge at gå videre. Vi kom forbi en metalhest, som skulle indeholde en mikro-geocache, men vi kunne ikke finde den. Vi kom forbi Calgary Tower, men blev enige om at vi ikke synes det var prisen værd at komme op i. Men vi gik ind forbi turistinformationen, og fandt en del materiale om hvad vi ellers skulle se, mens vi var her. Og pludselig så Trine at der stod en geocache i hjørnet, så den måtte vi jo også lige logge :-) På vej tilbage kom vi forbi hesten igen, og pludselig stod en hel flok med mobiltelefoner fremme og kiggede meget interesseret på hesten. Gruppen var geocachere på jagt efter cachen, og sammen ledte vi grundigt et stykke tid, dog desværre stadig uden held.

Det sidste vi så på var en lille park, Olympic Plaza, hvor der skulle være flot vandudsmykning, men det var desværre ved at blive renset. Pigerne var ved at være trætte, og det begyndte at regne, så selvom det egentlig ikke var så sent, tog vi toget hjem igen, nu desværre i myldretid. Først efter et par stop fik Trine en siddeplads, og vi var næsten hjemme før vi fandt en plads mere til Kåre, og Ellen og Karen ovenpå. Hjemad hang de mere end de kiggede gennem vinduer.